Samtidig med, at J. Goldstein & Søns 50-års jubilæum fejredes i København den 24. juni 1930, var repræsentanter for pelsbranchen samlet til verdenskongres i Leipzig. Billedet viser kongressens deltagere i Neues Theater den 23. juni 1930.
Verdenskongressen afholdtes 22. til 29. juni som del af en stor pels- og jagtudstilling, der var åben hele sommeren.
Die Internationale Pelzfach Ausstellung fyldte fem haller. En hal husede jagtudstillingen, mens en anden var dedikeret til underholdning med swimmingpool, vinbar og cabaret.
I håndværkshallen, der repræsenterede den sachsiske industri, var der opbygget et helt berederi, hvor skind blev garvet og farvet. Klyngen af berederier, der lå i Leipzigs omegn, repræsenterede en innovativ kemisk industri, og de var årsagen til at Leipzig siden 1870’erne havde været hjemby for de største pelshandlere.
Leipzig havde tradition for at afholde fagudstillinger, der fremviste Sachsens håndværk og industri. Men denne gang var ambitionen, at det ikke bare skulle være en salgsudstilling for de lokale, men en virkeligt international udstilling. Arrangørerne havde inddraget engelske, amerikanske og franske brancherepræsentanter i planlægningen, og der var produceret en dokumentarfilm med den spændende titel “Die weltumspannende Bedeutung des Pelzes.” Filmen blev oversat til tolv sprog og vist i biografer i hele Europa.
Den internationale udstilling
Den internationale hal indeholdt udstillinger fra 11 deltagende lande. Den største pavillon repræsenterede Sovjetunionen, efterfulgt af Frankrig og England. Østrig havde en separat sektion der hedder Wiener Haus. Derudover er der pavilloner fra USA, Sydvestafrika (i dag Namibia), Polen, Sverige, Finland og Grønland/Danmark. I følge Hatte- og Bundtmagerforeningen udstillede Danmark “en smuk samling fra grønlandske handel samt et stort panorama med isbjørne.”
Et andet iøjnefaldende panorama repræsenterede Sydvestafrika. Foran en væg var behængt med karakul-skind sås en flok udstoppede dyr: zebra, giraf, løver og aber. Det var faktisk en gruppe Leipzig-virksomheder i samarbejde med tyske biologer, der havde overført en bestand af karakul-får fra Centralasien til Tyskland og et par år senere videre til Sydvestafrika, hvor der var fremavlet en betydelig population i samarbejde mellem statsfarmen Fürstenwalde og et antal tyske farmere. Eksporten af karakul-skind fra Afrika fik dog først kommerciel betydning, efter Tyskland fra frataget sine kolonier ved slutningen af Første Verdenskrig, og Sydvestafrika var blevet en del af den Sydafrikanske Union under britisk styre.
Den pavillon, der tiltrak størst opmærksomhed, var den sovjetiske, der også var udstillingens største. Sovjetunionen havde satset stort på Leipzig-udstillingen som en chance for international reklame.
Efter den russiske revolution blev pelshandlerne fra Leipzig, der tidligere var de drivende kræfter i den sibiriske og centralasiatiske værdikæde, udelukket fra branchens genopbygning efter Første Verdenskrig. I de første kaotiske efterkrigsår havde Leipzig-firmaerne forsøgt at genindtage deres gamle position som pelsdepot mellem øst og vest ved at investere i handel, pelsdyravl og garveri i den nye Sovjetrepublik. Men disse projekter var slået fejl af både politiske og økonomiske grunde.
Derfor stimlede man nu sammen i den sovjetiske stand for ved selvsyn at bedømme kvaliteten af de beredte skind. Fagfolkene, der for første gang havde mulighed for at inspicere bundter fra de nye sovjetiske fabrikker var enige om, at kvaliteten er langt højere end før revolutionen.
Med indførelsen af planøkonomien i 1928 havde Sovjetunionen valgt at satse på national selvforsyning med eksport af et mindre antal strategiske varer, der skulle fungere som valutapumpe. En af dem er skind, der på grund af planøkonomien kunne sælges under verdensmarkedspriserne og dermed underbyde Leipzigs pelshandlere. Sovjetunionen satsede på at opbygge en pelsindustri med berederier, og allerede i 1931 blev 50% af sovjetiske skind eksporteret til Tyskland farvet og garvet. I begyndelsen af 1930’erne dannedes en international pelsauktion i Leningrad, i øvrigt med en polyglot auktionarius, der tidligere havde arbejdet i Leipzig.
På Die Internationale Pelzfach Ausstellung i 1930 var de besøgende på den sovjetiske stand også imponeret over futuristiske design. Udstillingen var opbygget vertikalt fra gulv til loft med overdådig ophængning af tusindvis af skind. Hvis de ville, kunne de fordybe sig i udstillingens kulturelle sektion “Das Tier in der Kunst” eller hilse på repræsentanter for samer, burjatter og andre folkeslag, der deltog klædt i folkedragt.
Verdenskongressen
Kongressen, der afholdtes 22. til 29. juni i Zoologiske Haves bygninger, var inddelt i 12 sektioner med 100 papers.
Det største tema var eliminering af blokeringer for internationale handel i forhold til told, finansiering og standardisering. Der var også forsøg på at udvikle en international nomenklatur for branchens produkter og processer. Andre papers handlede om patenter, fagpresse, detail og forbrug. En taler foreslog at genoplive den gamle praksis at svende gik på valsen, så de kan få erfaring fra pelsfirmaer i hele Europa.
Samlet set fremstod pelsbranchens visioner temmelig tilbageskuende. Det er i hvert fald Robrecht Declercq vurdering. Ifølge ham reflekterede udstillingen og verdenskongressen modsigelserne i Leipzig-branchens efterkrigsstrategi. Motivationen var at genskabe et globalt system, centreret omkring de store transnationale pelshandlere.
De forsøgte at involvere engelske, franske og amerikanske firmaer i dannelsen af en global institution, der kunne organisere pelsbranchen fremover. Men de overså de nye aktører, der på længere sig blev pelsbranchens internationale drivkræfter. Den ene var Sovjetunionen, der som nævnt gjorde sin tilstedeværelse på udstillingen bemærket, selvom landets repræsentanter var ekskluderet fra planlægningsgruppen og fra kongressen. Den anden var pelsdyravlerne, der slet ikke var repræsenteret på udstillingen eller kongressen.
På den lange bane
Leipzig pelsbranche havde taget initiativ til verdenskongressen i 1926, da den tyske økonomi var stabiliseret efter hyperinflationen, og det internationale relationer mellem de tidligere fjendenationer var nogenlunde normaliseret. Den tyske pelsbranche havde været hårdt ramt af Første Verdenskrig og efterkrigsårenes kriser, og intentionen var at markere, at Leipzig nu havde genvundet sin position som verdens centrum for pelshandel.
Det var dog lidt for optimistisk. Den økonomiske krise, der var under opsejling i 1930, kom til at ramme Leipzigs pelsbranche hårdt. Alene i 1931 gik 183 pelsfirmaer konkurs i Leipzig. Blandt dem var et par af de allerstørste pelshandlere, Chaim Eitingon og David Biedermann, hvis betalingsstandsning rev mange mindre virksomheder med i faldet.
Den endegyldige erosion af Leipzigs førende position i pelsbranchen fulgte et par år senere efter nazisternes magtovertagelse, da forfølgelserne tvang de jødiske pelshandlere ud af Tyskland.
Kilder
Robrecht Declercq, 2017: World Market Transformation: Inside the German Fur Capital Leipzig between 1870 and 1939. Routledge, London.
Hatte- & Bundtmagerforeningen i Danmarks Historie. 1936. Jubilæumskrift for Hatte- & Bundtmagerforeningen i Danmark.
