For godt hundrede år siden dukkede der en maskulin pelsklædt figur op i alverdens aviser og blade – og i den kollektive bevidsthed. Det var “hvide” mænd, der søgte til klodens udkanter, hvor de i større eller mindre grad tilpassede deres levevis til lokale forhold ved at efterligne og lære af oprindelige folk.
Mars i pels – som jeg kalder ham – var en figur i en civilisatorisk kamp om at udforske klodens mest utilgængelige områder og sætte et nationalt flag på dem. Han dukkede op i den sidste fase af europæernes kortlægning og kolonisering af kloden, da kun de mest ufremkommelige egne stadig var hvide pletter på landkortet. På det tidspunkt var Arktis og Antarktis blevet de grænselande, der tiltrak ressourcer og ambitioner.
Ovenfor ses hovedmændene i Den Litterære Grønlandsekspedition i Thule-dragter, fotograferet i 1902 – kunstneren Harald Moltke (1871-1960), forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1907) og studenten Knud Rasmussen (1879-1933). Ekspeditionen blev kaldt litterær, fordi dens formål ikke kartografisk eller naturvidenskabelig forskning, men at beskrive Grønlands befolkning – deres kultur, traditioner og fortællinger.
Men Mars i pels var ikke kun en ekspansiv spydspids for den industrielle og urbane civilisation. Han repræsenterede også en tilbagetrækning fra den – måske endda en flugt – og en drøm om en alternativ livsstil.
Karen Blixens berømte far – kaptajn Wilhelm Dinesen (1845-1895) – der var traumatiseret af sin krigsdeltagelse i slaget ved Dybbøl, tilbragte et par år i 1870’erne som pelsjæger i Wisconsins skove. Her lærte han indianernes levevis og natursyn at kende, og de gav ham navnet Boganis (som betyder hasselnød), som han senere benyttede som pseudonym til sine Jagtbreve.
Wilhelm Dinesen i Nørre Jernløse 1893
Billedet som var en træffer
Den økonomiske historiker Harold Innes daterer det, som han kalder “the rise of the white trapper” til ca. 1900. Der foregik en vis opløsning af arbejdsdelingen mellem de oprindelige folk, der traditionelt havde stået for fangsten af pelsdyr, og de europæiske og amerikanske opkøbere, der sjældent bevægede sig væk fra handelsstationerne.
Et eksempel på en hvid fangstmand er norske Helge Ingstad (1899-2001), der i 1920’erne opgav en karriere som advokat i Levanger for at leve som pelsjæger i det nordlige Canada. Hans bog om det spændende pelsjægerliv udkom i 1932.
Da den skulle genudgives i 1950’erne, foreslog Helge Ingstad, at Norsk Gyldendal skulle markedsføre den med en plakat i boghandlervinduerne.
Plakaten kunne kunne muligens ha et billede af mig selv som ung og i pelsdragt (et billede som har vært en treffer).
Franklins rejse til det ydre rum
For at se i hvor høj grad de pelsklædte ishavsfarere og opdagelsesrejsende repræsenterede en ny kulturel selvforståelse, kan vi sammenligne med tidligere ekspeditioner til Arktis. Ideen om, at man skal klæde sig varmt på, inden man begiver sig ud i polarnatten, hørte faktisk ikke med til det europæiske tankegods.
Da admiralitetet i London i 1845 sendte to skibe med 140 mænd afsted for at overvintre i Nordvestpassagen, var deres beklædning i hvert fald ikke tilpasset forholdene. Udstyret bestod af sømændenes almindelige stortrøje, men de fik hverken huer eller luffer. Deres sømandsstøvler med brede snuder var velegnede til at færdes på et skib, men uegnede til vandring over land eller is.
Denne mangel på forsyn er bemærkelsesværdig, fordi ekspeditionens leder John Franklin på alle andre måder sikrede, at skibene var yderst veludrustede til det, der var Englands hidtil største arktiske satsning. Der var mange tons kul til dampmaskinen. Der var flere års proviant med alle mulige lækkerier. Der var et stort bibliotek med lekture til uddannelse og underholdning, samt musikinstrumenter og sportsudstyr, der skulle hjælpe søfolkene til at holde moralen oppe i den lange polarvinter.
Franklins tilgang til den arktiske ekspedition var som en rejse til det ydre rum. Skibet medbragte alt hvad besætningen havde brug for under flere års rejse – som en rumkapsel, der ville være fuldstændigt isoleret fra sin omverden.
Franklins ekspedition til Nordvestpassagen med HMS Erebus og HMS Terror endte som bekendt i total katastrofe, idet begge skibe forsvandt sporløst. De blev først lokaliseret i 2014 og 2016. Ud fra den minutiøse kortlægning af hændelsesforløbet, der er fremkommet gennem mange undsætnings- og undersøgelsesekspeditioner, er der ingen tvivl om, at det var en fatal svaghed, at besætningen ikke havde forberedt sig på at opholde sig udenfor skibene.
HMS Terror og HMS Erebus 1845
Peary og Nansens paradigmeskift
Det kulturelle skift skete i 1880’erne, da amerikaneren Robert Peary og nordmanden Fridthjof Nansen bevidst forsøgte at tilnærme sig inuitternes levevis som en strategi til at kortlægge og undersøge polarregionerne. Deres tilgang skabte en helt ny dynamik for arktiske ekspeditioner, idet det kunne frigøre sig fra skibene og foretage længere rejser i små grupper over isen.
Robert Peary (1856-1920), der var officer i den amerikanske flåde, formulerede tanken om at krydse den grønlandske indlandsis med hundeslæde. Med til hans rejseplan hørte også at bygge iglo og bære pelstøj – begge dele mindskede den oppakning, der skulle medbringes. Det lykkedes ham dog ikke at komme over indlandsisen. Han måtte vende om efter 150-160 km.
I eftertiden er Robert Peary kompromitteret – dels fordi han ikke behandlede inuitterne ordentligt, dels fordi hans påstand om at have nået Nordpolen i 1909 viste sig at være noget overdrevet. Men i sin samtid var han en helt.
Robert Peary 1909
Fridthjof Nansen (1856-1930) var zoolog, oceanograf og sportsudøver på eliteplan. Han blev verdensberømt i 1888, da han som den første krydsede Grønlands indlandsis på ski. Som ekspeditionsdeltagere valgte han en lille gruppe mænd, der var dygtige skiløbere og havde erfaring med ekstreme forhold, blandt andet to samere, der blev regnet for at være eksperter i at rejse i et snedækket landskab. Som en del af forberedelsen havde han omdesignet det meste af udstyret, for at det skulle være så let som muligt.
I det hele taget besad Fridthjof Nansen en usædvanlig intelligens og mangesidig viden. Han iagttog isens bevægelse for at beskrive havstrømmene og konstruerede skibet Fram, så det – i stedet for at blive skruet ned i isen – ville blive løftet op til det lå fastfrosset ovenpå isen. Dermed ville det krydse polarhavet med havstrømmene.
Nansen og hans tilgang til arktiske ekspeditioner – baseret på at samarbejde med og lære af lokale folk – inspirerede en hel generation af polfarere, der længtes efter at gå i hans fodspor.
Fridthjof Nansen 1890
Mars i pels
Det er sandsynligt, at årsagen til Mylius-Eriksen, Niels Peter Høeg Hagen (1877-1907) og Jørgen Brøndlund (1877-1907) omkom under Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland, var, at de ikke havde medbragt synåle til at reparere deres fodtøj.
Hvis tøjet skal være den vigtigste beskyttelse mod arktisk kulde døgnet rundt, giver det sig selv, at det skal have en høj funktionalitet og teknisk kvalitet. Fodtøjet er selvfølgelig særligt vigtigt, fordi det skal holde til vandringer på forskellige kombinationer af is, sne, vandløb og stenet terræn.
For at opnå denne funktionalitet er arktiske folks pelstøj baseret på individuelt tilpasning. Det er i den sammenhæng, Broby-Johansen fremhæver, at den europæiske tilskærings- og skrædderkunst har sine rødder i beklædning af huder og skind.
Derfor var det nødvendigt, at de ishavsfarere og grønlandsrejsende, der planlagde at tilbringe længere tid på isen, måtte anskaffe sig et “skræddersyet” pelssæt som en essentiel del af deres rejseudrustning.
Men når man ser på fotografier af dem i pelse, der strutter af mandig kraft og vovemod, er det tydeligt, at der også var en æstetik på spil.
Ludvig Mylius-Erichsen ca. 1900
Gudrun Chemnitz’ bog Thuletøj viser nogle af de finesser i den grønlandske tilskæringskunst, der tillader det kraftige pelstøj at sidde tæt til kroppen uden at forhindre bevægelsesfrihed. Især er kanter og manchetter af stor betydning. For eksempel har bukserne af isbjørneskind en linning af et lettere skind, som sikrer, at de slutter tæt om livet.
En Thuledragt er kendetegnet ved en anorak af blåræv, hvor et enkelt skind af hvidræv skaber et kontrastmønster over skuldrene og ved hætten, syet med tråd af sener. For dragter fra sydligere dele af Grønland blev der også brugt skind af rensdyr, får og egern.
Særligt vigtige var kamikker og luffer, som ofte var kantet med langhåret isbjørnepels for at forhindre kold luft i at slippe ind under tøjet. Kamikker af sæl havde den omhyggeligt behandlede hvide skindside udad, og de var foret med sokker af hunde eller harepels. Udenpå disse kunne man have store kamikker lavet af isbjørne-forben.
Ruth Turner Wilcox har beskrevet beklædningen til de tre mænd, der i 1926 overfløj Nordpolen i luftskibet Norge – Roald Amundsen, Umberto Nobile og Lincoln Ellsworth: Parka af rensdyr over en tunika af egern og en hætte kantet med ræv. Isbjørnebukser. Rensdyrstøvler, foret med lammeskind.
Roald Amundsen 1926
Kapløbet om Sydpolen
Det er ikke tilfældigt, at pionererne for den nye tilgang til Arktis var en amerikaner og en nordmand. I England, hvor ishavsekspeditionerne var organiseret af admiralitetet, blev en tilnærmelse til lokale forhold ikke betragtet som en intelligent overlevelsesstrategi, men som et tilbageskridt for civilisation og videnskab.
Dermed var det en konkurrence mellem to forskellige kulturelle forståelser og tilgange, da en engelsk og en norsk ekspedition i 1910-12 kappedes om at være den første til at nå Sydpolen.
Englænderne var (og er stadig) leveringsdygtige i en mængde nedsættende beskrivelser af den norske ekspedition, der underminerer dens fortjeneste. Nordmænd er født med ski på fødderne. De brugte hundeslæder. Og nordmændene gik i såkaldt grønlænderdragt, mens englænderne var ekviperet af London-firmaet Burberry.
Som kontrast til nordmændenes “sportslige” tilgang hævdede englænderne, at deres egen ekspedition var “videnskabelig.”
Det er korrekt i den forstand, at kaptajn Robert F. Scott (1868-1912) sikrede støtte og finansiering til rejsen ved at påtage sig naturvidenskabelige og eksperimentelle opgaver fra alle mulige forskellige opdragsgivere. Men i realiteten havde mange af opgaverne begrænset videnskabelig værdi, og de gjorde opholdet på Antarktis unødigt kompliceret for besætningen.
For eksempel testede de motoriserede slæder med larvefødder. Det var en af de første anvendelser af bæltekøretøjer, der under første verdenskrig blev videreudviklet til kampvogne.
Andre opgaver bestod i at indsamle mineraler og fossiler, der bogstavelig talt tyngede ekspeditionen ned.
På opdrag af et museum vandrede tre besætningsmedlemmer – Edward Wilson, Henry Bowers og Aspley Cherry‑Garrard – i den polare midvinters totale mørke i minus 60 graders kulde i 35 døgn for at indsamle kejserpingvin-æg (ud fra den antagelse, at deres embryologi ville afsløre et evolutionært mellemled mellem fugle og krybdyr).
Scotts ekspedition, der foregik i Royal Navy-regi, var kendetegnet ved et militært hierarki mellem officerer og besætningens menige medlemmer. Den var strategisk sammensat af mænd med forskellige kompetencer, og flere forskellige nationaliteter var repræsenteret. Men de fleste havde aldrig før stået på ski.
Scotts ekspedition på vej tilbage fra Sydpolen 1912
I modsætning havde Roald Amundsen samlet en lille gruppe af rutinerede skiløbere og polarrejsende, og han valgte den korteste rute over land til Sydpolen.
Når det gælder bedrifter, er Roald Amundsen alle tiders største polfarer, der nåede til Sydpolen og Nordpolen, Nordøstpassagen og Nordvestpassagen. Men han er også en ambivalent figur, der var berygtet for at sætte sin personlige ambition før alt andet.
Han var uden tvivl en enerådig leder for den norske ekspedition. Men den havde et fladt hierarki.
Nogle af de mest sympatiske beskrivelser af Amundsen stammer fra ventetiden efter de var ankommet til Antarktis i skibet Fram og inden de kunne tage afsted mod Sydpolen. Da overtog “chefen” overtog kabyssen og eksperimenterede med at lave pingvinbøf og hunderagout, og i øvrigt serverede han skibets bedste hjemmebag.
(Til sammenligning har englænderne altid forsøgt at skjule, at de også spiste deres medbragte ponyer og hunde.)
Den norske ekspedition på vej til Sydpolen 1912
Mens nordmændene rejste til Sydpolen i pelstøj, var englændernes beklædning leveret af firmaet Burberry. Det bestod af adskillige lag undertøj, flannelsskjorter og uniformsfrakker, og yderst en løs jakke af vindtæt gabardine. Det var også et eksperiment, der senere ville blive brugt til trenchcoats for engelske officerer i første verdenskrigs skyttegrave.
Burberry-udstyret var ikke antipels af princip. Der blev anvendt pels – for eksempel til samisk-inspirerede støvler af rensdyrskind. Alle besætningsmedlemmer havde også pelsluffer. Kaptajn Scotts luffer var af ulvepels – et traditionelt privilegium for en militær leder.
Det skal understreges, at Kaptajn Scott og hans mænd ikke døde, fordi de ikke var varmt klædt på. De omkom, fordi de under de ekstreme forhold forsøgte at udføre så mange forskellige opgaver, der krævede omfattende koordination, og fordi de opholdt sig meget længere end nordmændene på Antarktis.
Kaptajn Robert F. Scott på Antarktis 1912
De danske grønlandsfarere
En hæs Ravn skreg henover vore Hoveder og vækkede min sovende Kammerat. Han strakte Lemmerne og for sammen i Kuldegys.
”Kom nærmere,” sagde han, ”lad os varme hinanden som Hundehvalpe. Saa skal jeg fortælle mens vi venter paa Dagen.”
Knud Rasmussen: I Bjørnejægernes og Aandemanernes Land (1945:50)
Knud Rasmussen rager op blandt ishavsfarerne, fordi han personificerede det næste paradigmeskift – fra kartografisk og naturvidenskabelig forskning til etnografi. Som bekendt var han vokset op på Grønland, kunne sproget og var dygtig til at køre hundeslæde. I sidste ende var det, han ønskede at lære af inuitterne, ikke bare overlevelsesteknikker, men en hel kultur med myter og fortællinger.
Selvom Knud Rasmussen havde en stor loyalitet overfor Grønland og det grønlandske folk, drejede det sig også for ham om et kolonialistisk projekt. I hans beretninger møder man gamle vise grønlændere, der nærmest beder om dansk overherredømme. Han lagde dem tydeligvis ord i munden, der afspejlede Danmarks koloniale ambition.
Men samtidig havde han et ambivalent forhold til kolonialismens konsekvenser for Grønland. På Thulestationen sikrede han blandt andet, at der var økonomiske funktioner – blandt andet som pelsjægere – for grønlænderne.
Dette adskilte sig fra Østgrønland, hvor den danske suverænitetshævdelse frem i første halvdel af 1900-tallet skete gennem fangstkompagniet Nanok. Det var en organisation af fangststationer og hytter langs kysten, som var bemandet af pelsjægere, der var rekrutteret i Danmark for et år af gangen.
Knud Rasmussen 1932
Den sidste Mars i pels, som skal nævnes her, er den karismatiske Peter Freuchen (1886-1957), der i nogle år var Knud Rasmussens nærmeste medarbejder på Thulestationen.
Peter Freuchen var en sammensat person. På den ene side er han et eksempel på det antropologer kalder “going native”, idet han levede meget tæt på grønlænderne på Thulestationen, giftede sig med en grønlandsk kvinde, og hans romaner skildrer grønlændernes tænkemåde og livsstil med en usædvanlig indsigt og indføling.
På den anden side er han i dag nok mest husket for sine dramatiske bedrifter og eventyrlige historier, for at stifte Eventyrernes Klub i 1938, og for at vinde den amerikanske tv-quiz The $64,000 Question i 1956.
Peter Freuchen før 1915
Arktisk oplevelsesøkonomi
Finansiering var altid en udfordring for de arktiske ekspeditioner. Selvom ekspeditionslederne lokkede med at sætte nationale flag på de hvide pletter på landkortet, var myndighederne i de forskellige lande typisk ret tilbageholdende. For at planerne kunne realiseres, måtte der tiltrækkes private midler.
Det var i den sammenhæng, at pels blev en økonomisk faktor, der var vigtig, men typisk utilstrækkelig. Det er der flere eksempler på. Da Amundsen rejste gennem Nordøstpassagen i skibet Maud fra 1918 til 1920, fyldte ekspeditionsdeltagerne lasten med isbjørneskind, ræveskind og fjerdragter fra sjældne rosenmåger og sabinemåger. De solgte dem til egen fortjeneste.
Knud Rasmussens plan for Thulestationen var at den – og hans ekspeditioner – skulle finansieres af handel med ræveskind. Men i realiteten var der brug for flere kapitaltilførsler, hvilket førte til bruddet mellem Knud Rasmussen og hans bagmand og rådgiver, Ib Nyboe.
På samme måde var intentionen, at den danske suverænitet i Nordøstgrønland kunne hævdes og finansieres af fangstkompagniet Nanok. Det kom dog aldrig til at fungere med gevinst, og i 1950 overgik suverænitetshævdelsen til Slædehundepatruljen Sirius, som er en militær enhed.
Den sidste vigtige måde ishavsfarerne kunne rejse kapital var gennem bogudgivelser og foredrag.
I realiteten etablerede de en arktisk oplevelsesøkonomi, der bestod af to rejser. Den første gik til klodens mest mennesketomme vildmarker. Den blev efterfulgt af et halvt års indespærring på et arbejdsværelse med en skrivemaskine til bogmanuskriptet var klar til udgivelse. Så foretog de den anden rejse som en transkontinental foredragsturne til verdens tættest befolkede byer.
Det var i den sidste sammenhæng, at fotografierne af Mars i pels virkelig kunne give et afkast.
Peter Freuchen og Dagmar Freuchen-Gale 1947
Mars idag
Den pelsklædte Mars trækker spor i kulturhistorien frem til i dag.
Peter Høegs (f. 1957) roman “Frøken Smillas fornemmelse for sne”, der udkom i 1992, blev en stor succes, der blev oversat til mange sprog og filmatiseret af Bille August i 1997. Forfatteren havde oprindeligt forestillet sig en mandlig søofficer som hovedperson i sin arktiske roman, men det var hans genistreg at bytte figuren ud med en halvt-grønlandsk kvindelig glaciolog, der føler sig klemt af snæverheden i det danske samfund.
Senere i 1990’erne forsøgte antropologen Rane Willerslev (f.1971) at bedrive en form for etnografisk aktivisme til støtte for pelsjægere i Sibirien. Projektet endte med en røverhistorie og en bestseller med titlen “På Flugt i Sibirien.”
Og se her, hvordan hans bror genetikeren Eske Willerslev (f. 1975) inviterede til foredrag i 2025!
Som et sidste eksempel på en nutidig Mars skal nævnes Kong Frederik, der har kombineret sin royale suverænitet over Norddanmark med polarnattens aristokrati. Som kronprins har han også optrådt i traditionelt Thuletøj.
Men da han for et par år siden besøgte Grønland valgte han en enkel blå anorak, der var afstemt med regeringsleder Mute B. Egede. Ved besøget på Pituffik Space Base (tidligere Thulebasen) understregede de blå anorakker understregede deres fælles arktiske identitet og markerede, at kongen og regeringslederen stod side om side som repræsentanter for rigsfællesskabet – i kontrast til de militære uniformer og nationale flag i baggrunden.
U.S. Space Base group commander Jason Terry, Kong Frederik og regeringsleder Múte Bourup Egede ved Pituffik Space Base 2024
Kilder
Boganis 1955: Jagtbreve – og Nye Jagtbreve. Gyldendal, København.
Niels Barfoed 2011: Manden bag helten: Knud Rasmussen på nært hold. Gyldendal, København.
Tor Bomann-Larsen 1995: Roald Amundsen: En biografi. J.W. Cappelens Forlag. Oslo
Rudolf Broby-Johansen 1966: Krop og Klær: Klædedragtens Kunsthistorie. Gyldendal, København.
Tom Buk-Swienty 2013: Kaptajn Dinesen – Ild og Blod (bind 1). Gyldendal, København.
Tom Buk-Swienty 2014: Kaptajn Dinesen. Til døden os skiller (bind 2). Gyldendal, København.
Gudrun Chemnitz 2001: Avanersuarmiut atisaat. Thuletøj. Thule outfits. Forlaget Artuagat, Nuuk.
David Crane 2005: Scott of the Antarctic. Harper Collins Publishers, London.
Kurt L. Frederiksen 2026: Kongen af Thule – en biografi om Knud Rasmussen (3. reviderede udgave). Gyldendal, København.
Peter Freuchen (1927) 2006: Storfanger. Rosenkilde, København.
Peter Freuchen (1928) 2006: Rømningsmand. Rosenkilde, København.
Bertrand Imbert 1992: North Pole, South Pole: Journeys to the Ends of the Earth. Thames and
Hudson/New Horizons. London.
Helge Ingstad (1932) 1961: Pelsjægerliv i Canada. Forlaget Fremad, København.
Harold Innes 1956: The Fur Trade in Canada: An introduction to Canadian economic history. (revised
edition). University of Toronto Press, Toronto.
Peter Schmidt Mikkelsen 2019: Nordøstgrønland 1908-60: Fangstmandsperioden – og dens spor idag. Xsirius Books, Rønde.
Knud Rasmussen 1945: I Bjørnejægernes og Aandemanernes Land (Udvalg ved Tom Kristensen). Gyldendal, København.
Frode Skarstein (2010) 2018: Helge Ingstad: En biografi. Spartacus. Oslo.
Sara Wheeler 2002: Cherry: A life of Aspley Cherry-Garrard. Vintage, London.
Ruth Turner Wilcox 1951: The Mode in Furs. Charles Scribner’s Sons, New York.
Paul Watson 2017: Ice Ghosts – The epic hunt for the lost Franklin expedition. W. W. Norton & Company, New York.
Rane Willerslev 2015: På Flugt i Sibirien. Gyldendal, København.
