Alfred Sander (1918-2018), mangeårig medarbejder og hovedkraft bag indsamlingen af virksomhedsarkivet, var fjerde generation i en københavnsk buntmagerfamilie.
Under besættelsen var han aktiv i modstandsbevægelsen og måtte flygte til Sverige, hvor han var korporal i den Danske Brigade.
I 1950’erne fik han ansvar for hatteafdelingen, som han ledede gennem nogle årtier med både fornyelse og tilbagegang.
På foto fra Goldsteins messestand i Bella Center 1981 ses Alfred Sander (med ryggen til) og Nicklas Hartwig.
Alfred Hans Samuel Sander
Alfred Hans Samuel Sander var født 18. november 1918 som fjerde generation i en familie af københavnske buntmagere.
Hans far Kay Georg Christian Sander havde butik i Griffenfeldsgade 9. Han var specialist i at sy sælskindstæpper og var udlært 1904-8 hos A. C. Bang sammen med Aage Bang. Virksomheden havde senere adresse på Frøbakken 7 i Emdrup.
Buntmagerforretningen J. S. Sander i Grønnegade 36 tilhørte nogle slægtninge. I sin beretning om J. Goldstein & Søns historie nævner Alfred Sander også to slægtninge, der var ansat i interessentskabsperioden, d. v. s. 1915-1934, da virksomheden var ejet og ledet af Nathan Philip og Moritz Goldstein i kompagniskab.
Selv var Alfred Sander udlært 1933-37 i firmaet Jac Olsen, der var en af byen store mondæne dametøjsproducenter. Hans læremester var Poul Jensen, der var udlært hos P. le Dous i Østergade og efterfølgende havde arbejdet i firmaet Revillon Frères i Paris. Der havde han blandt andet lært en teknik til at sy tæpper, som han lærte videre til Alfred Sander.
Han blev ansat i J. Goldstein & Søn i 1937/38 umiddelbart efter han var udlært. Dette er en korrektion, baseret på oplysninger, han har givet Nationalmuseet, af min tidligere opfattelse, at han blev ansat efter krigen. Præcis hvilke arbejdsopgaver han havde i begyndelsen, vides ikke, men i Modstandsdatabasen er han opført som buntmager og buntmagermester.
https://modstand.natmus.dk/Person.aspx?73851
Under besættelsen var Alfred Sander aktiv i modstandsgruppen Hjemmefronten, hvor han blandt andet var involveret i sabotageaktioner, våbentyveri og -modtagelse. I januar 1944 flygtede han til Sverige, hvor han tilsluttede sig den Danske Brigade og fik rang som korporal.
Man kan høre hans beretning om, hvordan han som medlem af staben for den Danske Brigade kom til Danmark d. 5. maj 1945 i en udsendelse i lokalradioernes Fredagsshow fra 2017.
“Hvor er det spændende med en øjenvidneberetning 72 år efter befrielsen! Det er meget bedre at høre en
levende stemme end af læse det i en bog”, siger studieværterne, og Alfred Sander supplerer med klar stemme: “Altså, en røst fra fortiden”.
Leder af hatteafdelingen
I 1950’erne fik Alfred Sander ansvar for at revitalisere hatteafdelingen, der tidligere havde udgjort en robust del at firmaets aktiviteter. Men nu var den sygnet hen, dels under Moritz Goldsteins uregelmæssige ledelse (1915-34), dels under herretøjsbranchens handel med Nazityskland og besættelsesmagten (1940-45), der var betinget af arisering, d.v.s. eksklusion af jødiske medarbejdere, leverandører og distributører. Hele 37 procent af den danske herrebeklædningsproduktion gik til uniformer til tyskerne. Denne almene omstilling til handel med tyskerne gjorde det om ikke umuligt, så meget usikkert for et jødisk firma at satse på herretøj.
Som leder af hatteafdelingen kom Alfred Sander til at gennemføre en forretningsmæssig modernisering fra midten af 1950’erne. Det indebar en større satsning på design og produktudvikling, kombineret med patentbeskyttelse med advokatstøtte fra Allan Philip. En mere informationsbaseret tilgang til salg satte sig igennem med den første statistiske markedsundersøgelse fra 1955 “Det danske marked for herrehatte”, udarbejdet af Gallup Markedsanalyse.
Dette kunne dog ikke ændre på, at den samlede marked for herrehatte var i tilbagegang på grund af forandringer i forbrugernes livsstil, og nedgangen fortsatte i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Den strategi, J. Goldstein & Søn anlagde for at bevare sin position i et nedadgående marked, var at sikre, at firmaet havde det fulde sortiment til et stormagasins eller et herretøjsmagasins hatteafdeling, så detailforretningerne kun nøjes med en enkelt hatteleverandør.
Et blik for kulturhistorie
Omkring 1980 begyndte Alfred Sander at interessere sig for J. Goldstein & Søns historie og samle virksomhedens dokumenter i et arkiv. På det tidspunkt var der tanker fremme om at skabe et museum for pelsbranchen. De var affødt af Danmarks succes som pelsnation. I 1979 var de danske pelsdyravleres auktionshus i Glostrup blevet verdens største råvarecentrum, og videreførte i en vis forstand en arv fra Leipzig og London. Samtidig havde J. Goldstein & Søn 100 års jubilæum i 1980.
Måske har det sat gang i projektet, at firmaet flyttede til Rentemestervej 69 i 1984. Detailforretningen Karsten Philip Pelse fortsatte i Vimmelskaftet 43, men personalet fraflyttede kontorer, lagre og andre lokaler, der havde været anvendt siden 1952.
På foto fra fest på Rentemestervej ca. 1988 ses fra venstre Alfred Sander, Leon Elkan, Ole Karlsen, Ole Sommer, Annette, revisor Torsten Berg og Ruth Åby. (Tak til Ole Karlsen for at korrigere årstallet)
Det ældste dokument, Alfred Sander selv har tilføjet virksomhedsarkivet er en turisthåndbog fra Nakskov fra 1975. Den giver en kortfattet beskrivelse af byens jødiske samfund, der eksisterede fra 1683, da kongen gav tilladelse til at jøder måtte bosætte sig i Nakskov til 1929, da synagogen blev lukket. Alfred Sander var interesseret i firmaets forhistorie i Nakskov og nævner den i flere sammenhænge.
At Alfred Sander kunne se på virksomheden med kulturhistoriske briller fremgår af hans donation af nogle kufferter til Nationalmuseet i 1981. Det var tre store kufferter, der har været brugt til vareprøver og kollektioner af firmaets repræsentanter. Alfred Sander fortalte Nationalmuseets inspektør, at kufferterne allerede var gamle, da han begyndte i firmaet 43 år tidligere. Faktisk var den ene i så dårlig stand, at Nationalmuseet kasserede den ved modtagelsen. En anden blev opbevaret uregistreret i tekstilstudiesamlingen.
Disse kufferter vil på udmærket måde illustrere, hvorledes engros-handel er blevet praktiseret før i tiden,
skrev museets inspektør i svarbrevet til J. Goldstein & Søn. Den registrerede kuffert er 170 cm høj inklusive låg, 127 cm bred og 56 cm dyb, og kan åbnes både oppefra og forfra (En af de andre var endnu større). Forsiden er mærket med “J. G. & S. 27” hvilket kan indikere, at der engang har eksisteret mange lignende kufferter. De har ledsaget firmaets repræsentanter som stykgods, sendt med jernbane og færgeforbindelser. Den registrerede kuffert har påklistrede mærkater for ilgodsforsendelse med jernbane.
Ozelottæppe
Et andet eksempel på Alfred Sanders blik for kulturhistorie er hans donation af et ozelottæppe til Kunstindustrimuseet (idag Designmuseum) i 1997. Af genstandens kartotekskort fremgår det, at han havde fremstillet tæppet på sin fars værksted i Griffenfeldsgade i 1941-2.
Han beskriver teknikken således, at farve og tegning i pelsen og hårenes længde udnyttes til at danne et mønster i tæppet. Mønstret består inderst af tre cirkler sammensat af “overhoveder”. Ud fra disse stråler lårben og forben mod en kant af underkæber (48 stk). Yderst en tæt bræmme af halespidser.
Tæppet måler 95 x 164 cm og er foret med groftvævet sennepsgult hampelærred, som var et typisk krigsstof.
Teknikken havde han lært af sin læremester Poul Jensen, der havde lært den i Revillon Frères i Paris, hvor den var udviklet omkring århundredeskiftet. I sin læretid i Jac Olsen syede Alfred Sander to tæpper, der fik ros af direktionen.
I 1941-2 fremstillede han yderligere to ozelottæpper i sin fars forretning af to sække med rester, som de havde modtaget fra A. C. Bang. Forbindelsen til A. C. Bang er givet af, at faderen var udlært ved hofbuntmageren sammen med Aage Bang, der ledede firmaet fra 1923 til 1955.
Men så tilføjer han et vildspor, nemlig at faderens forretning hed “Sabbatshvile”. En jødisk forretning som J. Goldstein & Søn holdt lukket på den jødiske hviledag om lørdagen. Men under mine søgninger i diverse arkiver er jeg aldrig stødt på en buntmagerforretning, der hed Sabbatshvile. Det bliver kun mere mystisk af, at familien Sander ikke var jødisk. Men Alfred Sander må have ønsket at påminde om jødernes betrængte tid under besættelsen.
Det fik mig til at tænke på en undersøgelse, som sociologen og buntmagersønnen Louis Kriesberg foretog af Chicagos buntmagere i begyndelsen af 1950erne, hvor han spurgte til deres forestillinger om tryghed og succes. De havde ikke nogen særligt klare succeskriterier, idet de så sig selv som små aktører, der er udleveret til efterspørgslens uberegnelige svingninger. Men de havde mange måder at gardere sig imod dårlige tider, hvoraf det, at gemme nogle skind og at samle afskårne pelsstumper i sække som den mest almindelige.
Derfor fik jeg den tanke, at de sække med ozelotrester, som Sanders forretning fik fra A. C. Bang var en form for hjælp. Men nu, hvor jeg ved, at buntmageren i Griffenfeldsgade ikke var en jødisk forretning, og at Alfred Sander var ansat i J. Goldstein & Søn bliver historien mere kompliceret.
Og måske kommer hjælpemotivet også til at skygge for, at Alfred Sander modtog nogle ozelotrester, som han har været en af de få, der kunne anvende til at skabe et smukt og særpræget produkt.
For resten var familiefirmaets vistnok navn A/S Hannibal Sander. De sendte kort og blomster både ved J. Goldstein & Søns jubilæum i 1930 og Nathan Philips død i 1951.
Flere tæpper
Blandt alt det gemte materiale er der to gamle fotos af pelstæpper i patchworkmønster. Der er ikke nogen oplysninger om hvem, der har lavet dem.
Så fordi Alfred Sander havde kompetence til at lave sådanne tæpper (og fordi det er ham, der har gemt billederne), bringer jeg dem her.
Virksomhedsarkivet
I 1970’erne begyndte Alfred Sander at indsamle historiske dokumenter på sin arbejdsplads og organisere et virksomhedsarkiv for J. Goldstein & Søn. Efter han var pensioneret, fortsatte han med at komme på sin gamle arbejdsplads et par dage om ugen for at arbejde på projektet. Hans senest daterede dokument er hans håndskrevne beskrivelse af familien Goldstein og virksomhedens historie, dateret 30/6-94.
Alfred Sander har samlet materialet tematisk i dokumentkasser. Således indeholder kasse I kondolencebreve og dokumenter i forbindelse med Nathan Philips død i 1951. Kasse II består af ældre materiale fra firmaets jubilæum i 1930, mapper om familien Goldstein og familien Philip, der indeholder personlige dokumenter, gamle fotokopier og Sanders egne notater. Kasse III rummer information om virksomhedens drift i 1970rne – dokumenter om fabrikken i Vojens, registrerede varemærker, rejsemeddelelser, repræsentationsaftaler, kompagniskaber og ansættelseskontrakter. På denne måde er virksomhedsarkivet organiseret i sytten dokumentkasser med hver sin overskrift.
Dertil kommer regnskabsbøger, kassebøger, kundelister, indkøbsbøger, dessinbøger og scrapbøger. I alt er der gemt 6-7 flyttekasser.
Alfred Sander døde den 15. marts 2018
Anvendt litteratur
Louis Kriesberg 1952: “The Retail Furrier: concepts of security and success”, i: American Journal of Sociology 57(5), s. 478-85
Skov, Lise 2011: ”Industrialismens Pels” i Hoberg et al. (red.) Snit: Industrialismens Tøj i Danmark. Museums Tusculanum. København.
