Historisk er pelsdyrenes skind blevet indført i Europas pelsmarkeder ad to veje – den vestlige tilførsel fra Nordamerika og den østlige tilførsel gennem Rusland. De har to ret forskellige historier ikke bare i forhold til pelsdyr og skind, men også i forhold til organisering.
Her dykker vi ned i historien om den vestlige varekæde i den tidligt-moderne tid fra ca. 1600 til 1840.
Den nordamerikanske bæver var en atypisk aktør på den geopolitiske scene. Men ikke desto mindre var hele koloniseringen af Canada drevet af handel med bæverskind. Den økonomiske historiker Harold Innes viser endda, at grænsen mellem Canada og USA er trukket efter flodernes geografi og bævernes levevis.
Billedet af maleren Alfred Jacob Miller (1810-1874) viser et rendezvous i det vestlige USA i 1830’erne.
Før-moderne pelshandel
Pels har været en af de tidligste handelsvarer på linje med guld, sølv, elfenben og rav. I oldtiden var det kun sjældne og værdifulde genstande, der blev transporteret over lange afstande.
Særligt fine skind blev givet som tribut til magtfulde mænd, som ofte sendte dem videre til større høvdinge. De skind, der på denne måde bevægede sig ind mod magtens centre, kom fra de store rovdyr øverst i fødekæden – leopard i Afrika, ulv blandt de germanske folk.
Men de fleste skind blev anvendt lokalt. Mennesker har anvendt dyreskind til en mængde forskellige formål: beklædning, fodtøj, telte, boligisolering, reb til redskaber og seletøj, poser til opbevaring og gæring af flydende fødemidler, pergament til at skrive på. Hyrder dækkede sig med to lag skind fra deres dyr. Hårene indad for at holde varmen, hårene udad som beskyttelse mod nedbør.
I Rusland havde pels direkte betydning for den tidlige statsdannelse, fordi finere skind blev indsamlet som tribut. Men i det øvrige Europa har pels aldrig fungeret som betalingsmiddel.
Da de vestlige magter satte ud for at etablere sig i oversøiske territorier, var det altså ikke pels, de søgte efter – men guld, sølv, krydderier, sukker og slaver.
Alligevel er der et enkelt tilfælde, hvor pelshandel blev den drivende økonomi i en kolonial ekspansion. Det skete i den nordlige del af Nordamerika fra begyndelsen af 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet.
De første franske ekspeditioner til Saint Lawrence-bugten
Da de tidligste franske ekspeditioner til Saint Lawrence-bugten i 1500-tallet rapporterede til statsmagten om områdets ressourcer, skrev de om fisk og mineraler.
Det var varer, der allerede havde finansieret oversøisk kolonisering. Baskiske fiskeflåder tørrede klipfisk på Newfoundland og havde startet en indbringende nordatlantisk hvalfangst.
Guld og sølv var drivkraften for spanierne i Sydamerika. Men franskmændene var også på jagt efter mindre ædle metaller som kobber og bly, der kunne fremme en industriel udvikling.
I de tidlige rapporter blev pelsdyr bare nævnt som et kuriosum. Der var så mange bævere, at deres dæmninger blokerede Saint Lawrence-floden og besværliggjorde sejlads ind i landet.
Derfor var der ikke nogen oplagt grund til, at ekspeditionsleder Samuel de Champlain 1608-10 skulle opkøbe bæverskind af de oprindelige folk.
Men tilfældigvis vidste han, at han kunne sælge dem til hattemagerne i Paris.
Samuel de Champlain var – ligesom de fleste hattemagere – huguenot. Det er antagelig gennem religiøse netværk han havde hørt, at Paris’ hattemagerne netop på denne tid desperat efterspurgte bæverskind.
Hvorfor hattemagerne efterspurgte bæver
Hattemagere har aldrig før eller siden været en drivende kraft i kolonial ekspansion og global råstofudvinding. Hattemagerfaget var et ret beskedent håndværk, der fortrinsvis anvendte lettilgængelige materialer og biprodukter fra andre brancher.
Det, der lå bag efterspørgslen på bæver i Paris i 1600-tallet, er en krølle på modehistorien, der startede i Skandinavien.
Ved Kalmarunionens opløsning i 1523 og de politiske og militære forskydninger, der førte til Danmarks deroute, fremkom Sverige som Nordens nye stormagt.
Hele Europa iagttog de svenske krigerkonger og soldater med stor interesse. Ud fra et rent modesynspunkt har militærfolk altid været omgærdet af en vis romantik. De inviterer nærmest til imitation.
Og de svenske soldater havde en ikonisk stil med bredskyggede hatte, der var fremstillet af bæverfilt.
Bæveruld har en særligt god evne til at filte. De enkelte hårstrå er dækket af små modhager, der griber ind i hinanden i filtningsprocessen. Det gør bæverfilt fast og tæt med en læderagtig overflade.
Hattemagerne i Paris bemestrede filtningsprocessen, der var kommet fra Konstantinopel og Rusland et århundrede tidligere.
Deres problem var, at bæveren var udryddet i det centrale Europa, så dens pels var sjælden og kostbar. Bæverhatte blev kun båret af den absolutte elite og af folk med forbindelse til Rusland eller Skandinavien – hvor der stadig var store bestande af bæver.
Paris’ hattemager forsøgte at efterligne de svenske hatte med filtet uld fra får, kaniner og harer. Disse dyrehår kan filtes, men filten er ikke så formbar og vejrbestandig som bæverfilt.
Resultatet er nærmest en Robin Hood-hat – en blød hovedbeklædning, der ikke kan bære sin egen skygge og som klasker sammen i regnvejr. Med andre ord: en trist efterligning af de svenske kavalerers potent struttende hatte.
Det, der stod på spil var, om den franske konges garde overhovedet ville komme til at ligne De Tre Musketerer, som vi kender dem i dag. Eller ville den bredskyggede profil for eftertiden ville være reserveret for mænd ved navn Karl, Gustav og Torstenson.
Bæverne i den globale varekæde
Her krydsklipper vi til den anden side af Atlanten, hvor besætningen på Samuel de Champlains ekspedition iagttog kolonierne af meterlange gnavere, der byggede huse af grene og mudder i vandløbene.
I en proces af tilnærmelser og eksperimenter – der var symmetrisk med hattemagernes filtningsforsøg – tildelte Samuel de Champlain bæveren rollen som den naturressource, der kunne finansiere koloniseringen af New France.
Man kan også sige, at bæveren tilmeldte sig den globale varekæde i et systemisk lock-in med andre aktører – de europæiske stormagter og deres risikovillige kapital, søfolk, soldater og missionærer, oprindelige folk, hattemagere med flere.
Da bæveren var ombord, kunne netværket mobiliseres som en kollektiv enhed, der fungerede som én enkelt aktør – nemlig den, der efterfølgende går over i historien som the fur trade.
Der er endda en digtsamling med titlen Short history of the fur trade (1968) af den amerikanske forfatter Adrien Stoutenberg (1916-1982).
Her er hendes beskrivelse af, hvordan det gik til, da de nordamerikanske bævere gennem deres adfærd blev et led i en global varekæde.
They are captured easily in winter /
in their domed cities. /
When the light comes in with the hunter’s axe, /
and the bedroom floor […] /
dazzles and blinks, they run on their shoeless feet /
to the sudden window, /
confused by so early an April /
and by the steep noose slung /
around a low throat.
Bæver i tre akter
Det charmerende ved Adrian Stoutenbergs digtcyklus er, at bæverne er beskrevet som spejlbilleder af den europæiske middelklasse, der voksede frem som følge af den koloniale ekspansion.
Trapper’s report: /
They are domestic, faithful to their families /
often work by moonlight, /
clerks and engineers in brisk overcoats, /
wearing keen incisors between windpuffed cheeks.
Adrian Stoutenberg (1968)
Jeg ser bæverens transformation som noget i retning af en treaktsforestilling. I første akt optræder de som levende dyr. I anden akt – som skind, altså varer i en transnational værdikæde. I tredje akt genopstår de som en modeartikel i europæisk forbrugerkultur.
I første akt møder vi bæveren som i en naturfilm – de gemytlige gnavere i Saint Lawrence-floden. De bygger dæmninger, der beskytter dem mod deres naturlige fjender. Og fordi de tror sig sikre, er det let for fangstmænd at overrumple dem. Vi ser dyr fanget i fælder. Vi ser dyr blive slået ihjel – med bue og pil, med bøsseskud og med håndkraft. Første akt er dyrenes liv – og deres død.
Anden akt begynder med den transformation, der gør bæver til råvare i den globale varekæde. Man kalder det at pelse eller at bælge, altså at fjerne skindet fra den døde krop.
Stoutenburg beskriver forvandlingen fra dyr til skind i én enkelt sætning:
[…] slit down the belly /
from neck to crotch /
and also on the inside of each leg /
to the center cut, /
the outer garment then peeled off /
both ways turned toward the spine /
and stretched on an oval frame, /
the guard hairs plucked /
to leave, brown-rayed and warm, /
a breathless velvet hung /
against the white and ever naked wind. /
På dette stadie var spørgsmålet om skindene kunne opføre sig som en råvare i den koloniale økonomi. Er de lette nok til at transporteres i kano ned ad floden til handelsstationen, og derfra videre til Europa i et sejlskib? Er de bestandige nok til at holde til en rejsetid på et år eller længere? Er salgsprisen på det europæiske marked høj nok til at kunne finansiere den koloniale infrastruktur, eller i det mindste en del af den?
Det er den positive besvarelse af disse spørgsmål, der gjorde det muligt for grænselandets tørrede dyreskind at blive aktører i de europæiske staters koloniale projekter.
I tredje akt oplever vi bæverens forvandling fra råvare til modeartikel. Den finder sted i hattemagerens værksted. På et træhovede former håndværkeren en hat af det tætte glatte filt, og han forsyner den med en bred skygge. Her er bæver identisk med hårfibrenes tekniske attributter, og med den beklædningsgenstand der fremstilles af materialet. Hatten er bæver.
Og fra den tekniske definition passerer vi umærkeligt over i forbrugets semantiske system. Det er en kæk hat til en flot kavaler.
Kunden er tilfreds, da han betragter sit eget billede i butikkens spejl. Med sin nye hat på hovedet forsvinder han ud i Paris’ gader. Her smelter beklædning sammen med person, og det er umuligt at skelne mellem dem. Mand med bæverhat er en gestalt i menneskemængden, til sidst kun synlig som en prik i et broget mønster.
De lavthængende frugter i det nye paradis
… another Eden /
unguarded by angels, the wilderness spangled /
with hoof, claw, feather, all for the taking …
Adrien Stoutenberg 1968
Den nordamerikanske pelshandel var ikke drevet af markedsøkonomiske kræfter. De historikere og antropologer, der har undersøgt den, er enige om, at de moderigtige filthatte var en kuriøs sideforretning til den egentlige mission: At omskabe bæverkolonier til europæiske kolonier.
Det var franskmændene, der skabte det organisatoriske system for pelshandlen. Men som kolonimagt var de var ikke så magtfulde som deres efterfølgere.
På Saint Lawrence-floden fik de konkurrence fra hollændere og englændere, der kommer sydfra ad Hudson-floden. I første omgang fik den territoriale kamp de franske til at orientere sig mod de nordlige områder, hvor bæverskindene var af en højere kvalitet med mørkebrun pels og tyndt læder.
Da bæveren efter få årtier var helt udryddet i de østlige egne, søgte pelshandlerne længere ind i landet. Nogle oprindelige folk – som Abenaki og Huron – forsvandt helt, mens andre – Iroquois – tilpassede sig det nye økonomiske system. De bevarede deres position som mellemled mellem pelsjægere og europæere ved at rejse i forvejen og engagere nye folk i fangsten. På den måde krydsede Iroquois sammen med de europæiske kolonister hele det nordamerikanske kontinent.
I interaktionen mellem europæerne og de nordamerikanske folk blev der ikke bare udvekslet varer, men også viden. De oprindelige folk lærte europæerne at bygge kanoer af birkebark, og kanoen blev pelshandlens vigtigste transportmiddel og handelsenhed.
I takt med at pelshandlen trængte længere ind i landet, introduceredes kanoen også til folkeslag, der ikke tidligere havde sejlet på floderne.
På handelsstationerne blev der ført regnskab over hvor mange kanoer, der blev sendt op ad bifloderne med europæiske varer, der skulle byttes for pelsskind. Europæerne betalte med skydevåben, ammunition, metalredskaber, gryder, tekstiler, glasperler, fødevarer, alkohol og tobak.
I det første århundrede var forsyningerne af bæverskind vildt ustabile. Nogle år måtte skibene sejle tomme hjem fra Nordamerika. Andre år kommer der dobbelt så mange skind som de franske hattemagere kunne aftage.
Fra starten var det en udfordring at sikre råvarer af høj kvalitet. I første omgang forsøgte opkøberne at undgå sommerskind, det vil sige skind fra dyr, der er taget om sommeren, hvor læderet er tykt og pelsen tynd.
Senere blev bæverskind inddelt i kvalitetsgrader. De fineste kvaliteter blev reeksporteret fra Frankrig til Rusland, hvor de anvendtes til pelsbeklædning.
Der var også andre skind end bæver i forsendelserne fra Nordamerika. I den tidlige periode var mår og los værdifulde, mens bjørneskind helst skulle undgås, fordi pelsen er grov, og skindene tunge at transportere. Selvom der tidligt var blandede skind med i forsendelserne til Europa, var deres økonomiske betydning marginal.
Pelshandlere i Canada 1777
Rendez-vous
Da englænderne i 1668 besatte Hudson Bay, bliver de franske truet både fra nord og syd. Det territoriale pres, der drev pelsopkøberne mod nordvest og vest ind over kontinentet, endte med at Frankrig i 1763 afstod sine nordamerikanske territorier til England.
Historikeren Harold Innes har beskrevet pelshandlens første århundrede som “en katastrofe, der skyllede ind over den nordlige del af Nordamerika”.
Alligevel kan den handelsbaserede kolonisering fremstå som som en relativt mild form for kolonisering i sammenligning med den intensive slave-baserede kolonisering af Virginia (og Sydamerika).
På grund af den europæiske rivalisering var ingen af kolonimagterne i en monopolposition, hvor de totalt kunne undertvinge de oprindelige folk. De var nødt til at samarbejde.
Alligevel greb de dybtgående ind i de oprindelige folks levevis, når de blev inddraget i pelshandlens arbejdsdeling – som fangstmænd, mellemmænd eller (hvide mænds) “Indian wives.”
Tidligere havde mænd og kvinder levet og jaget sammen. Men europæerne sendte nu mændene afsted på årelange togter, mens kvinderne blev tilbage på bopladserne. Antropologer mener, at – i det mindste hos nogle stammer – opstod traditionen for et kvindeligt overhoved som følge af denne adskillelse af kønnene.
Et af de begreber, der har hængt ved fra den tidlige franske organisering af pelshandlen er rendez-vous. Rendez-vous var pelsjægernes årlige marked, hvor alle de mennesker, der ellers levede ret isoleret, samledes på ét sted, og hvor vinterens høst af skind blev solgt, der blev købt nye forsyninger af importerede varer.
Hudson’s Bay Company salgsrapport fra 1951 med våbenskjold og motto
Hudson’s Bay Company
Hudson’s Bay Company blev stiftet som selskab i 1670 ved et kongeligt privilegium. Det valgte et våbenskjold med bævere, elge og en ræv og det flertydige motto “pro pelle cutem” – et skind for en hud. Hudson’s Bay Company var det førende pelsauktionshus i London helt frem til 1978.
Hudson’s Bay Companys første åbne salg af skind i London 1671
Efter Frankrig mistede sine nordamerikanske territorier i 1763, var det første Hudson’s Bay Company gjorde, at gennemtvinge det handelsmonopol, som franskmændene aldrig havde magtet at etablere. Hermed mistede de oprindelige folk den bargaining power, der tidligere – i hvert fald i perioder – havde gjort pelshandel omkostningsfuld for europæerne.
Englænderne iværksatte en højere grad af arbejdsdeling mellem de lokale, så nogle fangede pelsdyr, mens andre jagtede vildt til at forsyne kolonien med fødevarer, og atter andre blev håndværkere på handelsstationerne.
For eksempel var det pelshandlere, der satte prærieindianerne til at jage bison på hesteryg, fordi de havde brug for det tørrede bisonkød – pemmikan – som madpakker til fangstmændene mod nord.
Under det lange seje træk over det nordamerikanske kontinent gjorde Hudson’s Bay Company og de andre pelshandlere også en systematisk indsats for at øge råvarernes værdi.
Den nåede helt ud til oplæring af de fangstmænd, der aflivede og pelsede dyrene, tørrede og transporterede skindene til nærmeste handelsstation. Her sorteredes de dårligste kvaliteter fra, og de gode skind samledes i standardiserede pakker, så de var beskyttet på kanoturen til Hudson Bay og den videre fragt til London. 250-300 mårskind blev pakket med et bjørneskind i toppen og i bunden af ballen. 600 skind af bisamrotter blev pakket med et bæverskind i toppen og i bunden af ballen.
Den kvalitetskontrol, der gradvist blev gennemført i løbet af to hundrede år, tillod at flere skind efterhånden kunne sælges til pelsværk. At forarbejde skind med hår på, så de kan anvendes til pelsværk, kræver nemlig råvarer af høj kvalitet. Til forskel fra hattemagerne kan buntmagerne ikke trylle et salgbart produkt frem af gulvopfej fra varelageret i Hudson’s Bay Company i London.
Hudson’s Bay Company handelsstation
Territorialpolitik
Både bævere og hattemagere havde svært ved at udfylde deres positioner i hver sin ende af den globale værdikæde. Men de havde ikke magt til at bryde ud af netværket eller bremse koloniseringen.
Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, da pelshandlerne har krydset det nordamerikanske kontinent og er nået frem til Stillehavskysten, at netværket begyndte at give sig. På dette tidspunkt havde hattemagerne for længst udviklet filtningsmetoder, der tillod dem at substituere bæver med andre dyrehår. Blandt andet forbedrede de fibrenes filteevne kemisk ved tilsætning af kviksølvsalte.
Og bæveren var til sidst så godt som udryddet fra Nordamerikas tempererede egne. Det skete gradvist, at pelshandlerne orienterede sig imod skind, der kun kunne anvendes til pelsbeklædning. Andelen af bæverskind, der gik til hattefilt, mindskedes, mens andelen af blandede skind – såkaldt fancy furs – var voksende.
Det blev også sværere at rekruttere pelshandlere. Det berømte eksempel er Amerikas første multimillionær, John Jacob Astor. Da han kom til USA som tysk emigrant, gik han ind i pelshandlen og grundlagde American Fur Company. I 1911 byggede han Fort Astoria ved Columbia-flodens munding.
Men allerede i 1830 solgte han pelsfirmaet for i stedet at koncentrere sig om ejendomsspekulation på Manhattan, hvor han opførte sit andet Astoria. Det fulgte en anden indtjeningsmodel, som stadig er gangbar i dag. Derimod har pelshandel aldrig igen udgjort en økonomisk boble af lettjente penge.
Omkring 1840 skete der et skift i det amerikanske samfund, idet the fur trade blev erstattet af en mere intensiv kolonisering. Den var baseret på indlemmelse af de vestlige territorier i statsstrukturen, opdyrkelse af prærien, øget indvandring af folk af europæisk afstamning og fordrivelse af de oprindelige folk.
Den moderne pelsbranches opkomst i 1839
Den moderne pelsbranches opkomst findes i samme moment, som the fur trade mistede sin politiske betydning.
Den økonomiske historiker Harold Innes sætter 1839 som det år, hvor det koloniale handelssystem veg for en moderne pelsbranche. Det baserer han på to observationer. Den første er, at bæveren mistede sin økonomiske betydning i den nordatlantiske pelshandel. Den anden er, at herremoden skiftede fra bæverhat til silkehat.
Fra en varekæde baseret på en enkelt råvare – bæveruld – og et enkelt produkt – filthatten havde den nordamerikanske pelshandel gradvist oparbejdet flere økonomiske, tekniske og organisatoriske kapabiliteter. Det, der kendetegner den moderne branche, er høj kompleksitet i alle værdikædens led.
Selv dengang bæver kun udgjorde en tredjedel af de handlede varer, var det det mest kostbare skind. Så da bæveren forsvandt, mistede råvaremarkedet sit stabiliserende element.
Herefter var det kendetegnet ved, at der handledes mange forskellige typer skind, hvis mængde og pris fluktuerede i forhold til hinanden. Der var skind af mår, ræv, ulv, odder, los, stinkdyr, vaskebjørn, kanin og mange flere. I 1848 var det mest værdifulde skind sort ræv – ravnsort med hvide hår langs rygsøjlen og en hvid kvast i halespidsen. Men det mest profitable skind var mår – fanget i stort tal ved Mackenzie-floden.
De fluktuationer, der var forårsaget af udsving i pelsdyrenes populationer, havde komplekse årsagssammenhæng. De kunne skyldes overudnyttelse, som kunne have lokal eller global karakter. Men de kunne også skyldes klimaudsving eller fødekædens naturlige cyklus. For eksempel var det fra 1840 beskrevet, at bestanden af los varierer i en cyklus på omtrent 10 år, således at høsten af skind er tyve til fyrre gange højere i de bedste år end i de værste.
Skindene fra de canadiske pelsdyr blandede sig med den store bølge af eksotiske varer, genstande og levende dyr fra alle kolonierne, der kom til Europa og blev fuldstændigt grundlæggende for 1800-tallets økonomi, identitet og kultur.
Derfor er det næppe tilfældigt, at 1839 også var året for opkomsten af pelsgrossisten – den organisationsform, som gjorde det muligt for den nederste del af værdikæden, der er tættest på forbrugerne, at matche et stort input med et stort output. Det var den specialiserede engrosforretning, der førte skindene fra råvaremarkedet ud i beklædningsbranchen og detailhandlen. Forretningsmodellen opstod i Paris, da den entreprenante buntmager Victor Revillon begyndte at afsætte skind til de tidlige stormagasiner.
Kilder
Russell Belk og Janeen Arnold Costa 1998: ”The Mountain Man Myth: A Contemporary Consuming Fantasy” i Journal of Consumer Research. Vol 25 s. 218-240.
J. F. Crean 1962: ”Hats and the Fur Trade” i: The Canadian Journal of Economics and Political Science vol 28 no. 3 s. 373-386.
Victor R. Fuchs 1957: The Economics of the Fur Industry. Columbia University Press, New York.
Harold Innes 1956: The Fur Trade in Canada: An introduction to Canadian economic history (revised edition). University of Toronto Press, Toronto.
Adrien Stoutenburg (1968) 1970: Short History of the Fur Trade. Andre Deutsch, London.
Eric R. Wolf 1982: Europe and the People Without History. University of California Press, Berkeley.
