I 1970-80’erne var Danmarks mest berømte pels – det må indrømmes – ikke købt hos Karsten Philip Pelse. Det var heller ikke en Saga mink, der repræsenterede landets voksende pelsdyrerhverv.
Det var Suzanne Brøggers leopardpels. Og det, den repræsenterede, var først og fremmest hendes personlighed som en karismatisk og ukonventionel journalist og forfatter.
Jeg ville gerne have bragt et billede af Suzanne Brøggers leopardpels, men den er forsvundet i internettets selektive glemsel. Derfor er illustrationen det eneste billede af forfatteren i Wikimedia Commons.
Allerede da Suzanne Brøggers første bog “Fri os fra kærligheden” udkom i 1973, var hun en kendt mediepersonlighed, der var identificeret med den seksuelle frigørelse. I biografien “Krukke”, der udkom i 2016, argumenterer forfatteren Louise Zeuthen godt nok for, at Suzanne Brøgger altid har haft et mere dekonstruerende forhold til frigørelsesprojektet. Og det er påfaldende hvor tæt hun skriver sig ind mod svigt, misbrug og overgreb.
At Suzanne Brøgger var en tryg navigatør i de moralske gråzoner, er baggrunden for at hun kunne finde på at skrive essay om at være pelsklædt i en tid, hvor antipels-kampagnerne gjorde det illegitimt at gå med pels.
Antipels-kampagnernes mål var netop, at pelsforbrugerne skulle udgrænses og blive socialt uacceptable. Derfor blev det meget svært at tale som pelsforbruger. Men her er altså en af de få, som fandt sin stemme, og det hun har at sige er både nuanceret og overraskende.
Suzanne Brøggers essay “Min leopardpels” er skrevet i 1994.
Det begynder, da foråret kommer, og hun lægger vinterpelsen til side.
Temperaturen stiger, og jeg har endelig smidt leoparden. Sikke en lettelse, for den er tung at bære. Det er ret beset en farlig frakke at gå med, hvis man har livet kært. Eller skal vi sige, at den er blevet farlig.
“Tør du godt gå i den pels?” er blevet den hyppige forespørgsel, som min beklædning bliver mødt med. Og jeg aner egentlig ikke hvad jeg skal svare.
Hun afviser ikke uden videre, at hun …
i den mundering er med til at udrydde de truede dyrearter, reducere den biologiske mangfoldighed og dermed er direkte ansvarlig for at femskynde jordens undergang.
Men hun tilføjer, at selvom pelsen er …
en synlig risikofaktor for jordens trivsel og fremtid, er der stadig alle de skjulte.
I sin refleksion går hun videre til dengang hun erhvervede sig pelsen:
Jeg købte skindet hos en gadehandler på fortovet i Peshawa for godt 25 år siden. Jeg købte det til trøst og i direkte forbindelse med et overfald, jeg havde været ude for. Jeg var godt nok lidt skeptisk over for garvningen, og havde pelsen ikke en anstrøg af urinlugt ved sig?
Lige meget tænkte jeg, det er mana altsammen. Klædt i dette skind ville jeg blive bedre rustet til at klare mig i denne verden. Jeg ville ikke blive overfaldet mere.
Derfor investerede jeg samtlige SU-midler plus alle de honorarer, jeg skulle leve for i pelsforetagenet. Skindet blev syet til en frakke af en fummelfingret pakistaner, så jeg kan godt bedyre, at det ikke er nogen elegant kåbe, der kom ud af dét skind. […]
Det samlede resultat blev en noget klumpedumpeagtig og efterhånden meget mølædt og affældig indpakning, som imidlertid stadig varmer godt i de kolde lande.
Er det alligevel presset fra tidens antipels-stemning, der får hende til at betone det tilfældige og uperfekte i pelsens oprindelse? Det er næsten som en undskyldning for den pels, som hun tidligere havde fremført som en mere glamourøs attribut.
Men bemærk, at hun – ligesom dyreaktivisterne – finder en voldshandling skjult i pelsen. Det er bare ikke vold mod dyrene, men mod forfatteren. Suzanne Brøgger har både før og efter dette essay fortalt om, at hun blev voldtaget af en gruppe politibetjente i Uzbekistan.
Her underminerer overfaldet den stålsatte modstilling, som antipels-kampagnerne excellerede i at iscenesætte – modstillingen af en hensynsløs pelsforbruger og et lidende dyr.
Men pelsens varme er alligevel …
af tvivlsom værdi med moralske bivirkninger i en tid, hvor dagens fotomodel hjertens gerne lader sig fotografere nøgen med dryppende blodspor i den gode sags tjeneste. For at vise verden, at hun skam aldrig ville udsætte dyrene for den skammelige behandling der er at ta’ dem på og pynte sig med dem og dermed skabe et skamløst marked.
Nu hører jeg ikke til dem, der for enhver pris behøver at have moralen på min side. Jeg føler mig ikke helt tryg i moralen, ligesom jeg ikke føler mig helt tryg i leoparden. Hvad jeg mener er, at jeg er meget usikker. Der er fem leoparder tilbage i verden, og den ene hænger jeg på. Eller den på mig. Og vi ved ikke, hvad vi skal stille op med hinanden.
Jo mere hun tænker over pelsen, jo mere får den sit eget liv. Den bliver næsten et subjekt i sig selv. Det er præcis sådan dyre-aktivisterne vil have, at vi skal se dyrene.
Jeg har naturligvis overvejet, om jeg skulle give sorteper videre og aflevere pelsen i en genbrugsbutik eller smide den i en container. Men ærligt talt: ville det være særligt respektfuldt? Overfor leoparden, mener jeg.
Jeg kunne selvfølgelig også brænde den for på den måde at få sagen ryddet definitivt af vejen. Men jeg er ikke meget for at stable sådan et leopard-Auschwitz på benene bare for at underlægge mig tidens korrekthed.
Endelig kunne jeg lade pelsen hænge i skabet og falde fra hinanden til minde om en forgangen tid, hvor pelse var helt uskyldige. Men ville en sådan forvisning være en måde at hylde og elske det smukke dyr på?
Hun når frem til, at hun har en slags skæbnefællesskab med leopardpelsen, da hun opdager, at hun – som pelsklædt kvinde – også tilhører en uddøende art, der er jaget vildt for tidens korrekthed.
Ergo er det ingen anden recept end: På med pelsen.
Og forleden fik jeg da også kærligheden at føle, da en bande vilde med brosten i øjnene faldt over mig med en blodig stribe ukvemsord.
Da vidste jeg, hvorfor det er nødvendigt at gå med leopardpels. Der må være nogen tilbage, der ved, hvordan det føles at være leopard. Og at man ikke kan komme afsted med at være det.
Kilder
Suzanne Brøgger 1973 Fri os fra kærligheden. København, Rhodos.
Suzanne Brøgger 2000 “Min leopardpels”, s. 7-8 i Sejd: Essays og artikler 1990-2000. København, Gyldendal.
Louise Zeuthen 2016: Krukke – en biografi om Suzanne Brøgger. København, Gyldendal.
