Lukningen af butikken Karsten Philip Pelse var en beslutning, der blev truffet hurtigt efter Eskild Hartwigs pludselige død i et trafikuheld 7. februar 1988.
I scrapbogen, som butikkens personale havde ført troligt fra 1976, er de eneste udklip fra 1988 reklamer for ophørsudsalget. De første blev bragt 20. juli i Politiken og Berlingske Tidende. Flere fulgte i august. Butikken lukkede pr. 1. september, og dermed afsluttedes J. Goldstein & Søns ekskursion i detailbranchen.
Efter 12 år på Vimmelskaftet 43 har vi besluttet at ophøre. Midt i det almindelige udsalgsmiljø opstår der således pludselig et ÆGTE UDSALGSTILBUD af helt speciel karakter. På kort tid sælger jeg det, der skulle danne grundstammen i kollektionen til vinteren 1988/89. Se blot hvilke tilbud.
[…] Jeg er ked af at skulle forlade mine trofaste kunder, men nu har De sidste chance for at anskaffe Dem en KARSTEN PHILIP PELS til vinter. Gå ikke glip af den. Det er så billigt, at alle kan være med.
Tilbageblik
Når vi her siger farvel til detailledet, er det med et vue over udviklingen i modemarkedet i de tolv år butikken eksisterede.
Helt fra “Vimmelskaftet 43” åbnede i 1976 var missionen at frisætte pels fra associationen til statusforbrug og sølvbryllupspels.
At butikken var en first mover i dansk mode, som kan ses af den bevågenhed, Karsten Philips initiativer fik af modeskribenterne. Berlingske Tidendes Karen Voigt fulgte ham fast gennem årene. Lidt mere sporadisk kom klummerne af Lise Lotte Wiingaard, Didder Rønlund, Mona Clemmensen og flere andre.
Men i 1980’erne gik modebranchen som helhed ind i en transformationsproces, der pressede og marginaliserede det håndværksprægede, materiale-kostbare overtøj, som pels nødvendigvis måtte være. Der var pres på sæsonerne i årshjulet, pres på priserne og pres på produktudviklingen.
Efterårslyrik
1976 var stadig præget af den århundrede gamle kalender med to årlige sæsoner, der for pelsbranchens vedkommende var højsæson om vinteren og lavsæson om sommeren. Begge sæsoner sluttede med udsalg i henholdsvis januar og august.
I 1970’erne forsøgte “Vimmelskaftet 43” at tilføje “minisæsoner” som forår og efterår, der især var henvendt til de unge, og julehandel i december.
Sæsonstarten i begyndelsen af oktober var en ugelang fest med modeopvisninger, der var åbne for alle – folk kunne komme ind fra gaden.
Når journalisterne skrev om pels, var det ofte som om de digtede på en naturbunden efterårslyrik:
“Nu er tiden ved at være inde til at planlægge hvad vi vil gå med, når kulden kommer” (Lise Lotte Wiingaard, EVA 1977)
“Det kan snart blive koldt” (Frederiksborg Amtsavis 24. september 1978)
“Varm til vinter” (Dansk Familieblad oktober 1978)
“Inspirationen til blødt vintertøj er hentet på museer” (Mona Clemmensen, Kristeligt Dagblad oktober 1979)
“Let og lunt overtøj i pels og skind” (Lise Lotte Wiingaard, EVA 1979)
“Nu kryber vi i dynerne både ude og inde” (Karen Voigt, Berlingske Tidende 1981)
“En pelsforet frakke er som skabt til det danske vejr. Varm og vindtæt” (Karsten Philip Pelse 1985)
“Nu er det snart tid til igen at finde det varme overtøj frem, siger Eli og Preben Askbo, som har vinteren som favoritmåneder” (om Valby Pelshus i lokalavis 1994).
Flere sæsoner om året
Inden lukningen havde Karsten Philip Pelse øget antallet af sæsoner til fire, hvilket fulgte udviklingen i modebranchen som helhed i 1980’erne. Men selvom højsæsonens nye varer blev lanceret allerede i juli, var der ikke en egentlig sommerkollektion.
I sommermånederne satsede de på turisthandel. Forretningen var stadig fyldt med vintertøj, men målgruppen gik mere efter klassisk pelsværk som udrykkede kåber i Saga-mink. Det var det buntmagerhåndværk, som Danmark var berømt for i det store udland, men som ikke lige fangede opmærksomheden hos de danske modeskribenter.
Butikkens specialisering fra 1983 i at omskabe gamle pelse til for i nye poplinfrakker var også en måde at øge produktiviteten i lavsæsonen. Den gamle pels skulle indleveres i maj-juni, for at den nye frakke kunne være færdig til den magiske dato for vintersæsonens start: 1. oktober.
Sæsonerne forår og efterår var især dedikeret til skindtøj. Det kan virke oplagt. Men ved åbningen i 1976 strakte butikken sig allerede udover det traditionelle buntmager-sortiment ved at satse på nappa, ruskind og rulam. Der gik et par år, inden den i 1979 også begyndte med jakker i glatskind.
På den lange bane frem til i dag kan det konstateres, at modebranchen siden dengang har skruet meget højere op for tempoet og tilføjet mange flere sæsoner og korte “pre-seasons” til kalenderen. Omkring år 2000 opstod fast fashion som et paradigme for kontinuerligt indløb af nyheder i butikkerne. Nu kan der komme nye varer hver uge, og den tid, de kan sælges til fuld pris inden nedsættelse, er reduceret til seks uger.
Prisudvikling
For at få indtryk af prisudviklingen i butikkens levetid har jeg kigget på priserne på nappa- og rulamsfrakker. De var en signatur for butikken, især i de første år, og til forskel fra det varierede udbud af pelse af forskellige skind i forskellige forarbejdninger er de nogenlunde sammenlignelige over tid.
I tabellen ses priserne for nappa- og rulamsfrakker for hvert år, som de er angivet i annoncerne.
Nogle år er prisspændet ret stort og indikerer især forskelle i materialer. I 1976 var frakken til 1.885 kr. “ægte fransk rulam med toscanabesætning på hætten,” mens den til 975 kr. var “handskeblød kalvenappa.” I 1985 var den dyre version til 11.300 kr. en lang frakke af “fjerlette sydamerikanske skind”, mens de andre var norsk og islandsk rulam.
Tabellen angiver varernes fulde pris. Der kan komme der en vis forvridning ind i tidrækken, fordi pristilbud fyldte meget mere i årshjulet i 1980’erne end i 1970’erne, og nedsættelserne blev større i procentsats.
Der var et hop i priserne i 1978, som ikke skyldes ydre faktorer som inflation. Måske hænger det sammen med, at butikkens succes de første år (og udvidelse) gjorde det muligt at satse på lidt dyrere produkter.
I 1981-82-83 måtte jeg kigge grundigt efter i scrapbogen for at finde rulam. I de år var det de glatte overflader, der styrede moden, og butikken introducerede sit nye signaturprodukt – poplinfrakker med pelsfor – både nylavet og omsyet. Men da rulamsfrakkerne vendte tilbage i 1984, kørte priserne videre på kurven fra 1970’erne.
Det er i hvert fald, hvad jeg har fundet frem til ved hjælp af Danmarks Statistiks prisberegner. Fraser man de lavere priser i 1976-77, fulgte butikkens fuld-priser på rulamsfrakker den generelle prisudvikling. Det prispres, der kom på moden i 1980’erne, blev håndteret gennem nedsættelser og tilbud.
Når man fremskriver priserne til i dag, bliver det mere påfaldende. En rulamsfrakke, der i 1978 kunne sælges til 3.250 kr. og i 1987 til 5.850 kr., burde i 2025-priser koste 13-14.000 kr. Det er omtrent det dobbelte af hvad de står til hos – for eksempel – Johs i Hillerød eller Freja Skind i Silkeborg.
Tilværelsens ulidelige lethed
“Utraditionel anvendelse af utraditionelle skind har Karsten Philip taget op som mærkesag,” skrev Berlingske Tidendes Karen Voigt i 1979. Det sigtede især til lammeskind, som buntmagerne traditionelt ikke anvendte. Men først og fremmest sigtede det til nye forarbejdninger af nappa og rulam, hvor begge sider af skindet kunne anvendes.
Der var ét enkelt parameter, der symboliserede distancen fra de gammeldags pelse, og det var lethed.
Det er egentlig påfaldende, for 1980’er-moden er især husket for at fylde godt op i landskabet. Skuldrene var brede, frakkerne lange, og tøjet sad løst om kroppen. Overtøjet skulle helst være tykt – som dynejakker og quiltede frakker (som Karsten Philip Pelse førte i bedårende franske skindversioner). Men tungt var tabu.
I 1980 sagde Karsten Philip, at 2000 g var den magiske grænse for en virkelig let rulamsfrakke. Og Karen Voigt gjorde netop letheden til tema for sin artikel i Berlingske Tidende d. 3/12.
Rulam er sandelig ikke hvad det har været. For bare et par sæsoner siden var de beige og brune frakker og jakker ensbetydende med solidt, varmt, men tungt og firkantet overtøj
I 1985 nævnte butikken vægten som en kritisk faktor i kampagnen for at omskabe gamle pelse til for i nye poplinfrakker. “Når alt det nødvendige er fjernet [det vil sige indlæg, for og mellemfor] vejer den sjældent over 2000 g.” Det kunne nok berolige de forbrugere, der ikke kunne forestille sig, hvordan deres gamle tonstunge pels skulle genopstå som en letvægts 80’er-frakke.
Tonstung – det var netop, hvad Lene Arboe-Christensen kaldte de gamle pelse i B.T. 4/12-1986.
Der var engang, da pels var det samme som en persianer: varm, tonstung og helt uhåndterlig.
Idag er pelse lige så mangfoldige i udformingen som alt andet overtøj. Skindene behandles “respektløst”, bruges på “vrangen” af cottoncoats, designes som frakker og bliver flottere og pænere, jo mere de bruges.
Nu i 2026 kan man få rulamsfrakker og pelse, der er endnu lettere end 2000 g. Nogle buntmagere reklamerer endda med, at de er lettere end snydepelsene af polyester. Men jeg har også set kritik internt i branchen af, at når skindene slibes helt tynde og processeres, så de er tørre og sprøde, ofres tøjets holdbarhed i jagten på den letteste pels.
