Skrædderi og syning er et af de få erhverv, der historisk har været åbne for kvinder. Da Københavns beklædningsproduktion begyndte at vokse omkring 1870, var der et meget stort antal syersker i byen i det, historikeren Ole Hyldtoft har beskrevet som et løst forlagssystem. Der var en antagelse om, at kvinder kun påtog sig lønnet syarbejde i perioder, hvor de var uden mandlig forsørgelse. Syning blev betragtet som et bierhverv, og lønnen var derefter.
Under beklædningsbranchens industrialisering faldt antallet af syersker fra mange løst tilknyttede til færre faste arbejdere. Det var netop den strammere organisering af arbejdet – og ikke et teknologisk gennembrud – der karakteriserede beklædningsbranchens industrialisering. En større del af arbejdet samledes på systuer, hvor det var under direkte styring.
Forlagsarbejdet forsvandt ikke, men båndet mellem arbejdsgiver og forlagsarbejder blev tættere. I nogle tilfælde var det baseret på symaskinen, som arbejdsgiveren lejede ud, eller syersken investerede i på egen hånd. Men meget arbejde blev stadig udført i hånden, og håndsyerskerne begyndte også at arbejde på fuld tid.
I 1880 beskæftigede beklædning og fodtøj 20-30% af Københavns arbejdere og var blandt de brancher, der oplevede stærkest vækst.
Syerskernes gensidige hjælpeforening
Herman Bangs feuilleton om syerskernes gensidige hjælpeforening fra 1883 angiver, at der eksisterede 10.000 syersker i København, hvoraf 1500 var medlem af foreningen. Foreningens regler indeholdt en sædelighedsparagraf for at undgå medlemmer, der kombinerede syarbejde med en form for åben prostitution. Herman Bang beskrev det som et hæderlighedsinstinkt hos “vort lavere bourgeoisies kvinder”, men i industrihistorisk lys man kan også se det som et commitment til fuldtidsarbejde – og dertil hørende selvforsørgelse.
Herman Bang rapporterer foreningens undersøgelse af tre klasser blandt syerskerne.
De heldigst stillede er dem, der “syr ude” –
går omkring i husene og syr for familier. De har på stedet, hvor de syr, kost, varme og en krone om dagen – lønnen for de bedst renommerede kan stige til fire mark i gamle penge. For denne betaling skal de sy og skære fra ni til otte med knap tilstået fritid under måltiderne. Dette er den bedste stilling, en almindelig syerske kan nå, og for at påtage sig det krævende arbejde må hun have forstand på tilskæring.
Den næste klasse af syersker “syr på stuerne.”
De er beskæftigede i de store magasiner og på store private systuer i byerne. Disse kvinder tjener fra seks til otte kroner om ugen. Ni kroner er et maksimum, der næsten aldrig nås. Men så har de den fordel at sidde i et frit opvarmet rum og oftest under lyse og venlige omgivelser. I de private systuer falder der vel også en kop kaffe af om formiddagen – en lille hjertestyrkning til at formindske de daglige udgifter for syersken.
Tredje klasse er de kvinder, der får sytøjet hjem.
Lønnen er også for dem seks-otte, allerhøjst ni kroner om ugen, og for denne ugeløn skal de bestride alle udgifter. […] De fleste tror, at flertallet af disse syersker “tager sytøj” hjem som en slags bifortjeneste. […] Dette er en lykkelig fantasi, og virkeligheden er meget anderledes. […] Det er let at tænke sig, hvorledes disse kvinder må leve, af hvilken føde de må ernære sig, i hvilke rum de må opholde sig, mens de tilbringer deres liv, bøjede over sytøjet.
Københavns kvindelige arbejdere
I 1840’erne udgjorde kvinder en tredjedel af det samlede antal fabriksarbejdere i København. I 1870-80’erne formodes andelen af kvindelige arbejdere at være højere, men den kan ikke opgøres præcist. Det skyldes dels, at syerskerne er underrapporteret i statistikkerne på grund af sæsonbestemt hjemmearbejde. Dels at industritællingerne repræsenterer et begrænset udsnit af den samlede arbejdsstyrke i modeklyngen, fordi de kun inkluderede konfektionsindustrien. De udelod den produktion, der var organiseret af de handlende – især stormagasinerne, men også de mindre etablissementer. Der var ikke nogen afgørende forskel på syerskernes arbejdsforhold i konfektionsindustrien og handelsbranchen.
Men der var forskel på mænds og kvinders arbejde. På herreskrædderierne var arbejdsforholdene og lønniveauet bedre end på dameskrædderierne. Forskellen var traditionel i den forstand, at den gik tilbage til lavsforordningernes opdeling mellem værksteder, hvor mænd lavede tøj til mænd, og værksteder, hvor kvinder lavede tøj til kvinder. Da syerskerne først organiserede sig, var deres mål at opnå samme vilkår som de mandlige arbejdere.
Det fik de aldrig. I stedet bredte det lavtlønnede kvindearbejde sig i hele beklædningsbranchen. De fag, der tidligere havde beskæftiget mandlige håndværkere, skiftede til kvindelig arbejdskraft, når de overgik til fabriksproduktion.
I 1873 var det allerede sket i herreekviperingsforretningerne og olietøjsfabrikkerne. Det samme skete i tekstilbranchen, hvor faglærte mandlige håndværkere blev erstattet af kvindelige industriarbejdere ved overgangen fra håndvæv til maskinvæv. I trikotageindustrien forsvandt de mandlige strømpevævere til fordel for kvindelige maskinstrikkere.
Kønsuligheden fortsatte med at eksistere i de segmenter af beklædningsbranchen, der var baseret på håndværksproduktion og hjemmearbejde. Forskellen på “damearbejde” til den lave tarif og “herrearbejde” med højere betaling var sanktioneret af fagforeningen.
I 1873 var Københavns største konfektionsfabrikker (uden forlagsarbejde) Moresco, der beskæftigede 4-500 syersker, og Hærens Munderingsdepot med 350 arbejdere. 70% af beklædningsindustriens arbejdere sad hjemme i 1870’erne.
Fleksibel specialisering
Begrebet fleksibel specialisering blev introduceret i 1980’erne som et post-Fordistisk industriregime. Fordismen var karakteriseret ved vækst gennem teknologi, standardisering og stordrift, men da den industrielle økonomi stagnerede, blev den erstattet af et fleksibelt industriregime, baseret på mindre specialiserede produktionsenheder, der fungerede i netværk, en højere grad af outsourcing og globalisering samt fragmentering af fagforeningerne.
Det mest berømte eksempel på fleksibel specialisering var den italienske modebutikskæde Benetton. Det vendte op og ned på det Fordismens syn på beklædningsbranchen som en solnedgangsindustri, fordi det aldrig var lykkedes at erstatte den individuelt betjente symaskine med et højere grad af automatisering.
I kølvandet på det industrielle skift var der også fornyet interesse for beklædningsbranchens historie. Nogle af de bøger, der har haft størst betydning for mig, er Ben Fine og Ellen Leopolds Worlds of Consumption (198*) og Nancy Ready to wear, ready to work (1997), der argumenterer for at den tidlige beklædningsindustri (fra 1860’erne til 1920’erne) var en form for fleksibel specialisering både i forhold til arbejdsstyrke og værdiskabelse. Og den var endda baseret på den samme teknologi, som Benetton-revolutionen et århundrede senere – symaskinen.
Symaskinen med overtråd og undertråd samt fodpedal blev patenteret i 1851 af Isaac Merrit Singer. I 1862 begyndte Pfaff at producere symaskiner i Kaiserslautern i Tyskland. Den første symaskine, der kom til Danmark var indkøbt af Moresco i 1860’erne.
Svenske Husqvarna brugte sin ekspertise i våbenproduktion til at videreudvikle en Singer-model, som blev markedsført i 1883 under navnet Freja. Der var også symaskineproducenter i København, men omkring 1900 da beklædningsbranchens boom stilnede af, og de internationale mærker overtog markedet, skiftede de – ifølge Ole Hyldtoft – branche og blev cykelsmede.
Før elektriciteten var den måde man kunne lukke ekstra hestekræfter ind på en fabrik, at forbinde maskiner med en roterende aksel, der typisk løb i loftet gennem hele fabrikshallens længde. Men fordi symaskinerne blev betjent ved pedalkraft eller håndsving, var der ikke nogen gevinst ved at samle syarbejdet i en stor hal.
Til gengæld var der en organisatorisk fordel i at opdele arbejdet på systuer, der var specialiseret i enkelte produkter og håndterede færre materialer. I nogle specialiseringer vandt maskinsyning tidligt indpas, mens andre længe fortsatte med håndsyning.
I de første årtier af 1900-tallet blev der ifølge Ingeborg Cock-Clausen indført serieproduktion som en såkaldt syring, hvor en gruppe på fem-seks syersker hver udførte en del af arbejdet på en kjole. Det kunne for eksempel fungere ved, at én syede blusen, en anden nederdelen, en tredje ærmerne, en fjerde samlede delene, en femte syede dekoration eller besætning, og en sjette afprøvede, om målene passer.
Billeder fra Magasin du Nord Museum giver et indtryk af, hvordan arbejdet foregik. På det ældste fra 1910 ses håndsyersker og maskinsyersker i samme lokale.
I 1918 er der både håndsyersker og maskinsyersker, men funktionerne er stort set opdelt. Der var meget håndarbejde i produktionen af dameovertøj (overstykker) og dametøj (kjoler og lign. til indendørs brug).
Undertøj og linned – de såkaldte hvidevarer – blev derimod syet på maskine. Det gjaldt både store ting og det finere linned samt kjolekraver og manchetter.
Med til produktionssystemet hørte også et værksted for graduering af papirmønstre og tilskæring. Der var også systuer for børneudstyr. Her med en skæremaskine.
Når mænd og kvinder arbejdede i samme værksted, var der typisk en arbejdsdeling mellem dem, men det kan være svært at se præcis hvad den gik ud på.
Der var også et herreskrædderi med tilskæring, og helt traditionelt med skræddere, der sidder på bordet og syr i hånden. Det mest krævende håndarbejde blev ofte placeret på øverste etage, hvor den naturlige belysning var bedst.
De sidste billeder fra Magasin du Nord Museum, som jeg linker til her, er fra kjoleatelieret i Helsingborggade i 1937 og en systue i 1938, fordi man kan se de samme Singermaskiner i samme setup som tyve år tidligere.
Syerskerne havde ikke en uddannelse, der modsvarede mændenes fireårige håndværksuddannelse, selvom man typisk opererede med en læretid på et-to år. De opnåede deres specialisering og ekspertise gennem oplæring på jobbet og erfaring.
Ifølge Poul Sveistrups undersøgelse fra 1894 (citeret af tekstilforsker Ingeborg Cock-Clausen) var der blandt Københavns syersker følgende grupperinger: dameskræddere, kåbesyersker, herreskrædderinder, linnedsyersker, handskesyersker, korsetsyersker samt en række mindre fag.
Buntmagersyersker
Blandt disse var buntmagersyersker en lille gruppe dygtige, erfarne syersker med styrke nok til at sy i skind.
Generelt var lønniveauet højere i pelsbranchen end i beklædningsbranchen som helhed, så der har været et økonomisk incitament til at specialisere sig. Dette på trods af, at syerskernes løn – i følge gagebogen – var 1/3 af buntmagersvendenes.
I J. Goldstein & Søns jobannonce i Folkets Avis 15. maj 1912 er for
Buntmagersyersker. To dygtige Haandsyersker antages.
Lidt ovenfor er der en annonce for
Buntmagersyerske. En Syerske til Pelsmaskine antages. Roarsvej 19, Kælder.
Teknologien i pelssymaskiner med horisontal nål var lige så gammel som de sædvanlige symaskiner. Men i forhold til skotøjsproduktion, hvor nådlemaskinen var udbredt fra slutningen af 1860’erne, gik der mange årtier inden pelssymaskinen vandt lignende indpas.
Årsagen var, at skotøjsfabrikkerne havde egne kraftanlæg, mens der på pelsværkstederne ikke var en motor til at give maskinerne den ekstra kraft, der behøves til at stikke igennem dyrehuder. Det var først, da elnettet var udbygget omkring 1. verdenskrig, at specialsymaskiner for alvor blev taget i brug i pelsbranchen. Samtidig kom de første elektrisk-drevne (tekstil)symaskiner frem. Ifølge Hyldtoft havde mere end 200 ud af 270 konfektionsvirksomheder i København på det tidspunkt hverken elektrisk symaskine eller andre mekanisk drevne hjælpemidler.
Den avancerede udrykningsteknik, der var introduceret af Revillon Frères ved Verdensudstillingen i Paris i 1900, kunne ellers godt give buntmagerne en grund til at investere i pelssymaskiner. Ifølge samtidige oplysninger ville syarbejdet alene (altså uden buntmagersvendens arbejde) – hvis den blev syet i hånden – tage 1400 timer, mens det på maskine kunne gøres på 250 timer.
De to mest udbredte pelssymaskiner er begge udviklet i 1920’erne – det engelske mærke Success og det tyske Ritterhausen, her i reklamer fra Dansk Hatte- & Bundtmagertidende fra 1960.
Jeg søgte på Wikimedia Commons efter et billede, der viser en pelssymaskine med horisontal nål, så to stykker skind kan sys sammen uden sømmerum, og det bedste jeg fandt var dette fra Kastoria, hvor syning – til forskel fra det øvrige Europa – var mandearbejde.
Det kubistiske billede af en syerske har jeg fundet samme sted. Det er malet af Nadezhda Udaltsovas i 1912-13.
Kilder
Bang, Herman 1883: ”Syerskernes Fest”, Feuilleton i Nationaltidende 21. januar. Genudgivet i Vekslende Themaer (redigeret af Sten Rasmussen) 2007:1101-1106, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Hans Reitzel, København. Genudgivet online på Føljeton
Cock-Clausen, Ingeborg 2011: ”Konfektion, Modetøj og Forbrugervalg” i Hoberg et al. (red.) Snit: Industrialismens Tøj i Danmark. Museums Tusculanum. København.
Fine, Ben og Ellen Leopold 1993: The World of Consumption (1. udgave). Routledge, London.
Green, Nancy 1997: Ready-to-Wear and Ready-to-Work: A Century of Industry and Immigrants in Paris and New York. Duke University Press, Durham.
Hyldtoft, Ole 1984: Københavns Industrialisering 1840-1914. Forlaget Systime, Herning.
Serter, Sam 1985: A Handbook of Fur Craftsmanship. Hutchinson, London.
