I 1880 var Københavns stormagasinerne helt afgørende for Jacob Goldstein, ligesom de havde været det for Victor Revillon i 1840 i Paris, for pelsgrossererens forretning beroede på, at de kunne indtage positionen som leverandør til byernes største og mest moderne detailbutikker.
Det, der i dag er normer for detailhandel, var de tidlige stormagasiners innovationer: Elegante vinduesdekorationer og vareopstillinger, restaurant og underholdning, trykte kataloger, faste priser og regelmæssige udsalg.
Vi har allerede været med Herman Bang på besøg i Børre-Lorenzens Modebasar i Østergade. Da Julius Børre og Emil Lorenzen åbnede i 1849, opkaldte de deres forretning efter et persisk marked. Der var mange, der sammenlignede de tidlige stormagasiner med de tætpakkede boder i en markedshal.
Men forretningsmodellens innovation var, at alle salgsstande tilhørte samme etablissement, så der var ingen konkurrence mellem dem. Boderne var placeret side om side for at understøtte og supplere hinanden – til kundernes bekvemmelighed og indehavernes gevinst.
I stormagasinerne er der faste priser, og kunder kunde spørge til bestemte varer uden at de dermed forpligtede sig til at købe. Tidligere var det sådan, at en kunde, der udviste interesse for en bestemt ting, blev mødt med en mere eller mindre højlydt prisforhandling, der omklamrede ham eller hende med moralsk købetvang.
De faste priser gjorde indkøb mere rationelle og samtidig mere underholdende. De satte kunderne i stand til at sammenligne med konkurrenternes priser, og skabte en demokratisk forventning om, at alle vil modtage den samme betjening.
Først og fremmest gjorde de forretningen til et sikkert sted for kvinder at handle, om end der også lå en en forførelse i at spadsere rundt og betragte vareopstillinger og helt uforpligtende at begive sig ind i kjolesalonens prøvekabinet.
Herman Bang, der var en klarøjet iagttager af sin tids nye forbrugerkultur, beskrev det halv-private rum således:
Vore store Modeforretninger er Dameverdenens Barberstuer. Man går ud og ind som i en Club, man sætter hinanden Stævne for at se på en Hat, for at spørge til raads om et Overstykke, man går ind for at spørge på et stykke Stof man aldrig har tænkt på at købe, man prøver ti Gange den samme Kjole.
Et monument til borgerlig kultur
Historikeren Michael Miller har kaldt stormagasinet for et monument til borgerlig kultur i den forstand, at det spejlede den måde, borgerskabet gerne ville se sig selv.
Stormagasinerne repræsenterede en stordrift, der var baseret på kalkulationer. Afdelingerne foretog regelmæssige statusopgørelser. Der var fokus på gennemsalg og varecirkulation, ikke på avance på den enkelte vare. På forretningens statistikkontor foretoges beregninger for at forstå, hvordan den ene vare kunne sælge den anden. Prisnedsættelser blev brugt strategisk til at tiltrække kunder, og stimulere interessen for varer til fuld pris.
Stormagasinerne beskæftigede store arbejdsstyrker. Det var nogle af de første organisationer med en bureaukratisk struktur med topledelse, mellemledelse og ansatte, der fulgte en nøje orkestreret arbejdsdeling – kontorfunktionærer, salgspersonale, arbejdere og bude.
De ansatte var rekrutteret fra arbejderklassen, men de blev dannet og uddannet for at kunne betjene kunder af en højere klasse og kom derved til at tilhøre småborgerskabet. Samtidig gjorde stormagasinet borgerskabets smag og opleveformer tilgængelige for større dele af befolkningen.
Københavns modemagasiner og stormagasiner
I København begyndte manufakturhandlerne midt i det 19. århundrede at eksperimentere med den måde, de solgte damebeklædning og modepynt til de celebre byboer. I første omgang var der ikke et særligt ord for en ny type forretning, men deres navne signalerer – som Børre-Lorenzens Modebasar fra 1849 – at de var del af en international bevægelse. Nogle havde faste repræsentanter i Paris. Andre besøgte modebyen flere gange årligt for modeller og inspiration.
“À La Ville De Paris,” stod der med bogstaver i alle regnbuens farver på facaden på Amagertorv 13, da Jacob Moresco åbnede i 1856. Men Moresco valgte at satse på fabrikation af færdigbeklædning. I 1873 beskæftigede han 4-500 syersker og var dermed byens største producent af konfektion. I 1882 lukkede han detailsalget og flyttede til Østergade 24, hvor han opbyggede en stor industri med systuer og produktionshaller i gyderne bag forhuset.
Damernes Magasin” var navnet på A. Fonnesbechs forretning i Østergade, etableret i 1847. Den blev betragtet som Københavns mest eksklusive stormagasin, men det ældste billede jeg har fundet fra ca. 1880 ser den nu ikke så overdådig ud. Elegancen blev for alvor understreget i1930’erne, da Fonnesbech fik opført en smuk funktionalistiske bygning på Nikolaj Plads. Efter stormagasinets lukning har den været adresse for Københavns Fondsbørs.
August Crome og Moritz Goldschmidt indledte et kompagniskab om et stormagasin i 1860 i beskedne lokaler i Antonigade i København. Inden da havde Goldschmidt drevet et possementmageri i Horsens, hvor der blev fremstillet snore, borter, nåle og knapper, mens Crome tidligere havde arbejdet som tobaksfabrikant og købmand i samme by. I 1884 erhvervede de ejendommen mellem Antonigade, Kristen Bernikows Gade og Østergade til stormagasinet Crome & Goldschmidt. Derudover havde de filialer og fabrikker i flere provinsbyer. I 1905 beskæftigede virksomheden ca. 1.000 personer.
Magasin du Nord var også grundlagt af et kompagniskab. Det var Theodor Wessel og Emil Vett, der i 1870’erne åbnede forretninger i Aalborg, Aarhus og København. I København lå den i stueetagen på Hotel du Nord på Kongens Nytorv, så da de i 1879 overtog den tilstødende ejendom for for alvor at satse på detailhandel, havde de det oplagte navn til deres stormagasin. Den nye bygning blev opført i 1894.
Den store republik
Det ældste foto af et interiør fra Magasin du Nord er fra Vesterbroafdelingen, men det giver et indtryk af tidens tætpakkede vareæstetik.
Men da Herman Bang i 1880 besøgte Magasin du Nord, var det, der greb ham ikke den forførende varekultur, men stordriften og den rationelle kvantificerbarhed. Et årligt salg på 200.000 kvadratalen tæppetøj! 200.000 lommetørklæder! Han omtalte stormagasinet som “den store Republik med dens 1400 Indbyggere”.
Wessel & Vetts kernekompetence var hvidevarer fra deres væveri i Landskronagade. De indbefattede gardiner, lommetørklæder, herrelingeri og damelingeri. At sælge “det færdige linned” – det vil sige konfektionssyet dameundertøj – havde vist sig at være en så lukrativ forretning, at den i 1880 beskæftigede femogtyve damer med at tilklippe linned og tohundrede hjemmesyersker.
Den succes havde givet ejerne mod på også at åbne en kjoleafdeling, der allerede efter et års drift producerede modelkjoler i dusinvis. Herefter var nye afdelinger åbnet som ved knopskydning.
Ved Herman Bangs besøg i 1880 var der afdelinger med strømper, børnehabitter, franske hatte, blomster, syartikler, parfumer, gulvtæpper og møbler. Ti år senere har Magasin du Nord fyrre afdelinger og en the-salon. Blandt de nytilkomne er:
en bånd- og blomster-afdeling,
en baby-afdeling,
en fodtøjsafdeling for damer,
en fodtøjsafdeling for herrer,
en herrelingeri-afdeling,
et herreskrædderi,
en afdeling for rejseartikler,
en uniformsafdeling,
en ure- og kikkert afdeling,
en afdeling for skind- og pelsvarer.
Naturligvis er der også åbnet en afdeling for skind- og pelsvarer! Dens leverandør var J. Goldstein & Søn.
Magasin du Nords skindafdeling og hatteafdeling ca. 1913. Flere fotos fra Københavns gamle stormagasiner findes på byarkivets hjemmeside kbhbilleder.dk
Damernes Paradis
Pelsværk spiller en vigtig rolle i åbningsscenen af Émile Zolas Damernes Paradis fra 1883. Romanen er anerkendt for sine realistiske beskrivelser af arbejdsforholdene i et stormagasin, og som forberedelse foretog forfatteren interviews og observationsstudier blandt de ansatte i varehuset Au Bon Marché, der var en af Paris’ største arbejdspladser.
Damernes Paradis begynder en tidlig morgen, da tre forældreløse søskende ankommer til Paris fra en mindre provinsby. De er kommet for at bede fjerne slægtninge om husly og hjælp, og de er trætte efter nattens jernbanerejse. Den ældste, Denise, er bevidst om at hun har ansvar for sine yngre brødre. Selvom hun bare er tyve, har hun allerede i flere år forsørget dem ved at arbejde i en manufakturhandel.
På vej gennem gaderne kommer de tre søskende forbi et stort nyåbnet varehus. De stopper op for at betragte det mylder, der er omkring forretningen lige inden åbningstid. I udstillingsvinduerne er personalet i gang med omhyggeligt at opstable varer. Udenfor kravler kommiser op på trappestiger for at hænge uldvarer op som facadedekoration. Samtidig strømmer flere ansatte – mænd og kvinder – ned ad fortovet og drejer skyndsomt ind gennem glasdørene for at nå frem til deres arbejdsstationer, inden kunderne kommer.
Denise er fascineret. I provinsbyen arbejdede hun i en ganske pæn forretning. Men nu føler hun, at hendes erfaring blegner overfor det imposante stormagasin.
Børnene drejer om et gadehjørne og følger forretningens faҫade. Ved hovedindgangen står boder med stabler af udsalgsvarer, mærket med hvide prisskilte. Her er metervarer af uld. Der er sokker og vanter. Denise er især tiltrukket af en bod med smalle bånd af pels, som kan bruges til at kante en kjole. Der er bræmmer af sibirisk egern, snehvide svanedun, kanin farvet som hermelin og kanin farvet som zobel.
Denise går tættere på for at se på varerne.
Hun rækker hånden frem. Med fingrene stryger hun den bløde pels.
I romanen er det kontaktpunktet, der trækker hovedpersonen ind i fortællingens univers, hvor hun bliver indoptaget af stormagasinet til en omskiftelig karriere som butiksansat. Hun gør sig nogle komplicerede erfaringer af det kønsopdelte klassesamfund, der eksisterer mellem kunder og ansatte, og ikke mindst internt mellem de ansatte og ledelsen i stormagasinet.
Er det tilfældigt, at forfatteren Zola lader pels, være det første kontaktpunkt mellem Denise og det store varehus?
Jeg tænker, at svaret både er ja og nej.
Nej, fordi mange mennesker har samme oplevelse som Denise, når de ser et dyreskind. De mærker impulsen til at strække hånden frem for at berøre pelsen. Sanse hudkontakten. Lade fingrene synke ned mellem de bløde hår.
Nej, for på romanens tid er pelsværk ofte en nyhedsartikel. Med sin erfaring fra en mindre forretning, vidste Denise udmærket at pels ikke hørte til manufakturhandlernes faste varesortiment af sokker og metervarer. Ved at række fingerspidserne ud til berøring lader hun stormagasinet forbinde hende med et eksotisk univers af fjerne steder og sjældne dyr. Det er et konkret eksempel på en globalisering, der øger hendes globale forbundethed og geografisk og industrielt udstrækker hendes kontaktflade.
Men ja, fordi det i princippet er tilfældigt, at det netop er pels, for Denise må jo drages ind af stormagasinets forførelse. Det er romanens logik. Og det er modens logik. Hvis ene vare ikke lokker kunderne, er der den anden, der gør det.
I romanen anvender Zola to gennemgående billeder på hvordan stormagasinet – og i bredere forstand modesystemet – blander det menneskelige og det mekaniske.
Det første er, at stormagasinet fremstilles som en selvstændig aktør i overmenneskelig skala. Salgsorganisationen beskrives som en stor maskine der arbejder på højtryk. Ansatte og kunder er små mekaniske dele, der bevæges automatisk for at tjene helhedens funktion.
Det andet billede viser stormagasinet som en livskraft, der animerer døde ting. Det ser ud som om varerne bevæger sig af sig selv. Ledelsen gør forretningens omsætning til genstand for rationel registrering og regulering som om varestrømmen fulgte sin egen tyngdelov. I varehusets kunstfærdige udstillinger fremstår varerne sjælfulde og bevægelige. De belives af kundernes længselsfulde blikke og bløde berøring.
Kilder
Bang, Herman 1880a: ”Besynderlige Tider”, Feuilleton i Nationaltidende 8. februar. Genudgivet i Vekslende Themaer (redigeret af Sten Rasmussen) 2007:129-136, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Hans Reitzel, København.
Herman Bang 1880b: ”Magasin du Nord”, Feuilleton i Nationaltidende 23. maj. Genudgivet i Vekslende Themaer (redigeret af Sten Rasmussen) 2007:238-244, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Hans Reitzel, København.
Michael B. Miller 1994: The Bon Marche: Bourgeois Culture and the Department Store 1869-1920. Princeton University Press.
Emile Zola 1992 (1883) The Ladies’ Paradise (Au Bonheur des Dames). University of California Press, Berkeley.
