Omkring 1900 var det tydeligt, at den internationale handel med skind kunne være dødelige for dyrebestandene i Amerika og Asien.
Den erkendelse var afgørende for det skift, jeg har identificeret mellem pelsbranchens første innovationscyklus – 1840-1900 – hvor der blev dannet et handelsnetværk, der var i stand til at håndtere den globale strøm af skind, og den anden innovationscyklus – 1900-1960 – hvor fokus skiftede til kvantitativ vækst. Her tog pelsbranchen en aktiv rolle i forvaltningen af dyreressourcer gennem konservering, domesticering og substitution. Det førte for første gang til modsætninger mellem pelsbranchens interesser og staternes territorial- og kolonialpolitik i de udkantsområder, hvor pelsdyrene levede.
Den første internationale aftale til beskyttelse af truede dyrearter var The North Pacific Seal Convention. Konventionen, der indførte et moratorium på jagten af nordisk pelssæl og havodder, blev underskrevet i 1911 af USA, Rusland, Japan og Storbritannien (for Canada).
I femogtyve år op til ratificeringen gjorde det London-baserede handelshus Lampson & Company, der var specialiseret i sælskind, et ihærdigt lobbyarbejde for at få fangsten reguleret. Politologerne Natalia Mirovitskaya, Margeret Clark og Ronald Purver beskriver Lampson & Co. som en energisk men “diplomatisk tavs” aktør i de langvarige og politisk anspændte forhandlinger, der førte frem til sælkonventionen.
Her kommer hele historien. Og den begynder med et pelsdyr med en helt anden social profil end sælerne – nemlig havodderen.
Havodder
På en topti over verdens mest bedårende pelsdyr, må en af de øverste pladser gå til havodderen.
Havodderen lever i det nordlige Stillehav, er lang som et menneske og dækket af mørkebrun pels med sølvspidsede dækhår. Den får kun én unge – derfor kan fangst hurtigt kan nedbringe bestanden.
På land bærer moderen sin unge i munden. I vandet svømmer hun på ryggen med ungen på brystet. Hun holder den mellem forpoterne og omfavner og kysser den på en menneskelignende måde.
Havodderen bruger mange timer hver dag på at rense sin pels og puste luft ind mellem hårene, så de isolerer mod kulde og bærer oppe i vandet. Pelsen er så tæt, at den på en enkelt kvadratcentimeter har lige så mange hårstrå som et menneske har på hele kroppen.
Den russiske kolonisering af det nordlige Stillehav
Da russerne nåede frem til Stillehavskysten i 1730’erne, stødte de første gang på havodderen. Til at finansiere deres territoriale ekspansion i Beringstrædet og Alaska forsøgte de at opbygge et fangstsystem ligesom det, de havde skabt for zobel i Sibirien.
Men ifølge historikeren James Gibson havde de adskillige udfordringer. For det første jages havodder forår og sommer, så i modsætning til zobel-jægerne i Sibirien, kunne fangsten ikke kombineres med landbrug. For det andet var russerne landkrabber, der bemestrede jagten på pelsdyr langs Sibiriens floder bedre end de oprindelige folk. Men de havde ikke færdigheder til fangst på et ukendt isfyldt farvand.
I Gibsons analyse var forholdene omkring fangst af henholdsvis zobel og havodder årsag til russernes forskellige koloniseringsstrategier – deres dybe kolonisering af Sibirien og deres overfladiske kolonisering af Alaska. I Alaska bosatte russerne sig kun ved kysterne og trængte aldrig ind i landet. Blandt de russiske bosættere var kun 10% kvinder – mod 45% i Sibirien. Dette forklarer hvorfor de integrerede Sibirien i det russiske imperium, mens Alaska blev solgt til USA i 1860.
Russernes problemer med at etablere et fangstsystem gik hårdt udover aleuterne – de oprindelige folk på de nordlige stillehavsøer. De blev tvangsindskrevet som fangere, og i løbet af to generationer decimeredes deres befolkning med 80%.
De fleste havodderskind forblev i Asien. Russerne afsatte dem i Kina, hvor den manchuriske overklasse havde en veludviklet smag for pelsmode. Det er havodderpels, der kanter de fantastiske mandarinrober.
I bytte fik de russiske købmænd eftertragtede kinesiske varer som te, silke og porcelæn. James Gibson går så vidt som til at sige, at det var handel med havodderskind, der gjorde Rusland til en nation af tedrikkere.
Men havodderskind blev også indført i Rusland, hvor de især blev anvendt til kraver på herretøj. Hvert skind kunne blive til fire-fem kraver, der især var opskattede af højtstående tjenestemænd og generaler, dengang alle rangklasser bar uniform.
I 1960 – mange årtier efter tilførslen af nye havodderskind var ophørt – bemærkede pelshandleren Jury Fränkel, at man nu og da kunne se havodder, når 50-år gamle kraver byttede ejere. Det siger selvfølgelig noget om Sovjetunionens magre forbrugerkultur, men hans pointe var nu, at havodderskind er uopslidelige.
Jagten på havodder gik hurtigt så hårdt udover dyrebestanden, at det russiske statsmonopol forsøgte at begrænse den. Men det mislykkedes allerede omkring 1800, da amerikanske og britiske fangstmænd gik i konkurrence med russerne om det nordlige Stillehav.
I midten af 1800-tallet tilgik der årligt verdensmarkedet op til 120.000 havodderskind. Ved århundredets udgang var havodderen tæt på udryddelse. I 1891 var høsten nede på 3000 skind. I 1910 blev der bare fanget 30 dyr.
Nordlig pelssæl
Den nordlige pelssæl, også kendt som nordlig søbjørn, har ynglested på øerne i Beringhavet. Her blev arten opdaget i 1786 af den russiske navigatør Pribilof, der lagde navn til den primære øgruppe. Det er skønnet, at den oprindelige bestand af pelssæler var op til 4 millioner individer.
Til forskel fra havodder havde deres skind ikke nogen umiddelbar anvendelse i pelsbranchen, fordi læderet er tykt, og pelsen er dækket af lange, stride dækhår. De første sælskind, der kom til Europa, blev anvendt til kufferter og rejsekister.
I følge overleveringen var det en tilfældighed, at buntmagere i London opdagede, hvordan de kunne fjerne dækhårene, så den dunagtige underuld blev synlig. I første omgang udvidede det anvendelsen af sælskind til muffer og hatte.
Den næste innovation var at berede det kraftige læder, så det blev fint og blødt nok til beklædning. I 1860’erne begyndte de også at indfarve skindene i mørkebrun eller sort.
Metoden til forædling af sælskind var udviklet i London, og det var en unik industriel specialisering, der i 1890 beskæftigede 10.000 mennesker. Importen af rå sælskind var monopoliseret af et af de store auktionshuse, Lampson & Co.
Engelsk mode i sælpels
Den britiske modehistoriker Elizabeth Ewing beskriver sælskindsjakker til kvinder som den første originale vesteuropæiske pelsmode. Til forskel fra de løse kåber af langhåret pels, der med russisk inspiration vandt indpas på kontinentet, anvendtes de korthårede fløjlsagtige sælskind til figursyet overtøj.
Den engelske kongefamilie var trendsættere for sælskindsmoden. På Stephen Poyntz Denning portræt fra 1823 af den fire-årige kronprinsesse Victoria, ses hun i en dragt af skinnende sort sælpels med krave af ræv.
Da den danske prinsesse Alexandra ankom til Gravesend i 1863 for at indgå ægteskab med Dronning Victorias søn og kronprins – den senere Edward 7. – bar hun en elegant jakke i brunt sælskind, som man kan se på Henry Nelson O’Neils maleri af den historiske begivenhed.
De engelske teknikker til forarbejdning af sælskind blev adapteret af Revillon Frères i Paris i 1870-80’erne, og sælpels kom på mode i hele Europa. Da sælkonventionen i 1911 indførte et moratorium på fangst af nordlig pelssæl, anvendtes i stedet skind fra pelssæler i det sydlige Stillehav. Her findes flere underarter, og ingen af dem har været udrydningstruede.
Men den nordlige pelssæl betalte – ligesom havodderen – en høj pris for sin karriere i modebranchen. I begyndelsen af 1900-tallet var sælbestanden på Pribilof-øerne på sit laveste med 130.000 individer. På Beringstrædets andre øgrupper var den endnu lavere eller helt udryddet.
En internationalt regime til at løse en international konflikt
At pelssæler lever i internationalt farvand gjorde dem til bytte for fire nationers konkurrerende fangstflåder – Rusland, USA, Canada og Japan. Men måske var det også det, der reddede dem. For overudnyttelsen blev et statsanliggende, der engagerede landenes ministre og højeste embedsmænd.
I 1880’erne forårsagede sælfangsten en international konflikt, da USA beslaglagde canadiske fartøjer. Efter århundredeskiftet optrappedes konfliktniveauet, da illegale japanske fangstmænd blev dræbt af russiske kystvagter. Disse episoder banede vej for de internationale forhandlinger.
Men som forskerne påpeger, var det først i 1911, da sælbestanden var så reduceret, at fangsten ikke længere var økonomisk rentabel, at der blev indgået en bindende traktat. The North Pacific Seal Convention, der blev underskrevet af USA, Storbritannien (for Canada), Rusland og Japan, standsede den kommercielle udnyttelse af nordisk pelssæl og havodder.
Sælkonventionen introducerede den juridiske skelnen mellem oprindelige folks jagt – der kunne fortsætte – og de fire landes kommercielle fangstflåder – der blev underlagt et moratorium. Ingen af konventionens parter så dog en grundlæggende modsigelse mellem økonomiske interesser og dyrebeskyttelse.
Tværtimod udtrykte Londons pelsbranche klart, at dens interesse lå i bevarelsen af dyrebestanden på langt sigt. Lampson & Co. var en stemme for dyrenes beskyttelse i de femogtyve års forhandlinger, der gik forud for traktatens ratificering.
Når den britiske regering så længe modsatte sig enhver begrænsning af fangsten, skyldtes det ikke, at den ignorerede Londons pelslobby. Men dens stemme vejede mindre end hensynet til kolonien Canada, i hvis råstofbaserede økonomi sælfangst var et vigtigt erhverv. For regeringen var det vigtigste at holde sammen på imperiet. På sit højeste bestod Canadas fangstflåde af 100 fartøjer og gav beskæftigelse til 2000 personer.
Efter traktatens ratificering spillede Lampson & Co. hovedrollen i håndhævelsen af moratoriet, fordi firmaet havde monopol på handel med rå sælskind. Det eliminerede den økonomiske tilskyndelse til illegal fangst.
Følgevirkninger af sælkonventionen
Sælkonventionen var det første internationale regime til naturbeskyttelse, og den har sat sig betydelige spor både i den naturlige og den politiske verden.
Havodderbestanden steg støt fra 400 dyr i 1910 til over 50.000 i 1980. I 1989 blev den decimeret af Exxon Valdez olieudslippet i Alaska. I dag er der ca. 100.000 individer. Bestanden er sårbar, men den er stabil og i fremgang. Havodder er klassificeret som en truet art.
Bestanden af nordlig pelssæl blev også genskabt, og da den nåede sin oprindelige størrelse på 2-4 millioner, blev den kommercielle fangst genoptaget med årlige kvoter.
Fangsten blev dog standset igen i 1984 på grund af populationens tilbagegang, som ifølge biologer har en kompleks økologisk årsag, der ikke kendes fuldt ud. Der indgår flere mulige faktorer – fra dyr, der vikles ind i fiskenet og affald, til forurening fra olieboringer samt stress forårsaget af den øgede menneskelige færdsel i det nordlige Stillehav. Indtil videre er det ikke lykkedes at vende den nordlige pelssæls langsomme tilbagegang.
Pelskonventionen havde også politiske konsekvenser. Fordi den beviste, at et internationalt regime kan være et effektivt middel til naturbeskyttelse, har den fungeret som skabelon for efterfølgende traktater.
Dengang var det nyt, at videnskaben – i skikkelse af dyreeksperter – var med til at skabe politisk konsensus. I realiteten havde datidens biologer begrænset viden om, hvordan det ville gå med populationerne, når fangsten ophørte. Men som det skulle vise sig, var et moratorium en formålstjenlig metode til genskabe en truet dyrebestand.
Det påvirkede blandt andre den amerikanske præsident Theodore Roosevelt, som var imponeret af den videnskabelige argumentation for at begrænse sæljagten i Alaska, der blev fremført af biologen David Jordan Starr i en artikel i Atlantic Monthly i 1898.
For Roosevelt var det direkte inspiration til at fremme nationalparker, som holdt naturområder fri for landbrug og industriel udnyttelse. Han støttede den spirende naturbeskyttelsesbevægelse, der arbejdede ud fra princippet om, at naturen tilhører alle, og naturoplevelser bør være demokratisk tilgængelige for alle.
Kilder
Ewing, Elizabeth 1981 Fur in Dress. B.T. Batsford, London.
Fränkel, Jury 1965: Pälshandbok. Förlag Tranås Pälsförening. (Oprindeligt udkommet på fransk i 1960)
Gibson, James R. 1980 “Russian Expansion in Siberia and America” s. 127-136 i The Geographical Review, Vol. 70 No. 2.
Mirovitskaya, Natalia S., Margaret Clark, Ronald G. Purver 1993: ”North Pacific Fur Seals: Regime formation as a means of resolving conflict” i: Polar Politics: Creating International Environmental Regimes (edited by Oran R. Young and Gail Osherenko). Cornell University Press. Ithaca.
Schweizerischer Pelz-Fachverband (red.) 1986 Menschen, Tiere, Pelze: Wissenwertes über Nutzung, Schutz und Ökologie von Pelztieren. Schweizerischer Pelz-Fachverband. Bern.
