Pelsbranchens største og mest innovative virksomhed nogensinde – det må være Revillon Frères fra Paris. Som brancheleder i modens hovedstad var Revillon en trendsettende produktudvikler. Men ligeså vigtigt var den organisatoriske bagud-integration med pelsopkøb direkte fra fangere på flere kontinenter.
Historisk var firmaet en frontløber, der allerede omkring 1840 satsede på at sælge til stormagasiner og modehuse. Det er faktisk Revillon, der definerede den strategi, der blev efterfulgt af pelsgrossister i hele Europa, herunder J. Goldstein & Søn i København.
Et par årtier senere begyndte Revillon Frères at opbygge et globalt leverandørnetværk. De fulgte princippet om at springe mellemhandlerne over og opkøbe rå skind direkte fra fangstmænd og farmere. I 1912 drev virksomheden 125 handelsstationer i Amerika, Sibirien, Mongoliet og Turkestan.
I den forbindelse udviklede firmaet kulturelle kompetencer i forhold til oprindelige folk. Det støttede blandt andet produktionen af bøger og film om inuit i Canada. Mest berømt er Nanook of the North fra 1922, som er anerkendt som den film, der etablerede konventionerne for dokumentargenren.
I de følgende årtier fortsatte Revillon Frères sine aktiviteter i Paris, London og New York, men var – som branchen som helhed – trængt tilbage. I 1982 blev Revillon opkøbt af hypermarkedkæden Cora og fortsatte primært som parfumemærke.
Revillon Frères og Goldstein & Søn
I Goldstein-arkivet er der ingen dokumentation af direkte transaktioner mellem Revillon Frères og København, men jubilæumsbogen Two Centuries of Fur-Trading 1723-1923: Romance of the Revillon Family fandt vej til København. Vi må antage, at folkene i Goldstein holdt øje med den franske brancheleder, der i første del af 1900-tallet skubbede grænserne for hvordan et pelsfirma kunne tilgå det voksende luksusmarked.
Den mest direkte forbindelse er af personlig og teknisk art, og giver indblik i buntmagernes faglige netværk. Alfred Sander nævner, at han lærte at lave tæpper af ozelotrester i sin læretid i firmaet Jac Olsen i 1930’erne af sin læremester Poul Jensen, der selv havde lært teknikken, mens han arbejdede for Revillon Frères i Paris.
Derudover fortæller Karsten Philip, at da han og Eskild Hartwig i slutningen af 1950’erne begyndte at satse på mode, købte de dessiner af Revillon i Paris.
Victor Revillon skubber pels ind i moden
Den historiske iværksætter var Victor Revillon (1806-73), uddannet i 1827 i et af Paris’ førende pelshuse, Pouchard. I de følgende år havde han ledende stillinger i et par andre pelshuse, inden han i 1835 overtog buntmager Janckes forretning ved at gifte sig med husets datter.
Et ægteskab var dengang en gængs måde at gennemføre et generationsskifte i en familiejet forretning. Men vi kan antage, at Victor Revillons valg også var personligt motiveret, dels fordi Mlle Jancke er beskrevet som sin mands trofaste hjælper og kloge rådgiver gennem 38 års ægteskab, dels fordi Victor Revillon hurtigt udvidede sin svigerfars forretning ved i 1839 at overtage et andet firma – Givelet – der var et af Paris’ ældste og mest prestigefyldte pelshuse.
Firmaet Givelet var grundlagt i 1723, hvilket er grunden til at Revillon Frères kunne fejre 200-årsjubilæum i 1923. Det gamle Givelet havde blomstret i de første årtier af 1800-tallet. Under Napoleonskrigene steg efterspørgslen på luksusskind til militært hovedtøj – især astrakan og bjørneskind. Samtidig blev pelskåber – sammen med hætter og muffer – introduceret i Vesteuropa som følge af Frankrigs krig med Rusland og alliance med den polske adel.
Med virksomhedssammenlægningen i 1839 blev den 33-årige Victor Revillon en brancheleder blandt Paris’ buntmagere. Han benyttede sin position til at udvide forbrugermarkedet for pelsvarer ved at blive leverandør til Paris’ tidlige stormagasiner. Disse forretninger, der blev kaldt magasins des nouveautés og senere grands magasins, skabte en forbrugerrevolution. Deres forretningsmodel var baseret på at samle alle forskellige varer under ét tag, at sælge alt til faste priser og at tillade kunder at gå rundt og se på vareudstillinger uden den forpligtelse til at købe, der kendetegnede de gamle forretninger.
I forhold til de nye stormagasiner var det gamle Paris’ buntmagerforretninger temmelig kedelige. Buntmagerne, der udgjorde et lukket lav, holdt til i Rue des Fourreurs, hvor forretningerne ikke havde butiksvinduer, skindene hang på store kroge fra loftet, og udvalget var begrænset til mår, ilder, hermelin, bæver, egern og få andre skind.
Fordelene ved Victor Revillons nye forretningsmodel var for det første, at hans marked udvidedes til den voksende middelstand, der valgte beklædning efter æstetik og mode, og ikke efter den standsmæssige symbolik, der havde styret den gamle elites forbrug. For den andet kunne han filtrere den øgede mængde og diversitet af oversøiske skind ind i stormagasinernes strøm af nyheder.
I følge overleveringen gav Victor Revillon stormagasinerne denne forklaring, der faktisk er en definition af pelsgrossistens forretningsmodel:
Når I får skindene, er de allerede klassificeret, og jeg er ansvarlig for deres værdi. I får ikke nogen problemer med jeres pelsafdeling, bare I reklamerer med jeres varer i kataloget og sørger for, at der er et lille lager i butikkerne.
Victor Revillons galante formulering indikerer i hvor høj grad detailforretningens tillid til en specialiseret leverandør var baseret på den personlige relation.
Det hører med til historien, at samtidig med at Victor Revillon positionerede sig som leverandør til Paris’ mest mondæne varehuse, opbyggede hans hustru en landsdækkende engrosforretning, i starten med to rejsende repræsentanter.
Revillon fortsatte sit detailsalg. Efter byfornyelsen flyttede forretningen til en mondæn adresse på Rue de Rivoli og åbnede en elegant butik med flere saloner og afdelinger.
Revillon Frères – innovation i værdikæde og produktudvikling
Da den næste generation trådte ind i firmaet, var dets største udfordring at konsolidere det internationale leverandørnetværk. De ældste sønner Théodore og Albert, der begyndte i 1858, fik ansvar for indkøb i Leipzig, London og Nizhni Novgorod, der var landingsstationer for den transkontinentale pelshandel. I Leipzig og London kom Revillons aktiviteter hurtigt til også at inkludere detailhandel – i London med en eksklusiv butik i Regent Street.
Efterfølgende trådte de yngre sønner Léon og Anatole også ind i virksomheden, der efter forældrenes død i 1873 blev omdøbt til Revillon Frères. De fire brødre fordelte opgaverne i mellem sig, så de tre ældste var udstationeret i udlandet, mens Anatole fik ansvar for udviklingen i Paris.
Anatole Revillon øgede satsningen på mode i takt med fremkomsten af haute couture, der var baseret en løbende introduktion af nye dessiner.
Samtidig anlagde han en fabrik til forarbejdning af pelsskind. Det var især nordisk pelssæl fra øgrupperne mellem Alaska og Kamchatka, som havde længe været anvendt til tasker og kufferter. I London var der udviklet teknikker til at fjerne dækhår og farve skindene, så de var egnede til beklædning. Disse teknikker blev adapteret af Revillon, der i 1870-80’erne var en af de største producenter af sælskindsbeklædning, der var populært i hele Europa.
En anden innovation var udviklingen af kølerum til opbevaring af skind og pelsværk i 1901.
Revillon Frères deltog i Paris’ verdensudstilling i 1900 med smarte pelskåber til mænd og kvinder. Her introduceredes den – dengang nye – rykketeknik, der for alvor gjorde pels til et plastisk materiale, som modeskabere kunne formgive efter tidens silhuet og stil. Verdensudstillingen i Paris markerede pelskåbens gennembrud i moden, der var begyndelsen på en industriel opskalering af pelsbranchen i hele Europa.
Indkøb direkte fra fangere og farmere
I 1878 åbnede Revillon Frères en afdeling i New York. Ligesom i Paris og London satsede de på en fremtrædende position på forbrugermarkedet med en mondæn pelssalon og fabrikker, hvor skind blev forarbejdet efter de industrielle metoder, der indtil da kun var kendt i Europa.
Samtidig gjorde Revillons tilstedeværelse i Nordamerika det muligt at source skind direkte fra fangere og farmere. Først åbnede Revillon et indkøbskontor i Chicago. Men den største satsning var en mindre flåde af fragtskibe, der besejlede Saint Lawrence-floden og Hudson Bay i Canada. Her etablerede Revillon handelsstationer, hvor fangere kunne afsætte deres skind for importerede varer som våben, værktøj, beklædning og fødevarer.
Fra det østlige Canada fortsatte ekspansionen mod nordvest, hvor Revillon anlagde af et netværk af handelsstationer, der i første omgang kun kunne nås af kanoer og pramme på floderne. Flere steder samarbejdede Revillon med myndighederne om at anlægge veje. Da Edmonton omkring århundredeskiftet blev forbundet med jernbanenettet, etablerede firmaet et stort centrallager, der blev knudepunkt for dets vestlige ekspansion.
På samme tid begyndte Revillon en ekspansion på den østlige halvkugle. I første omgang var målet at sikre leverancer af persianerskind fra Bukhara, der idag ligger i Uzbekistan. Revillons afdeling i Moskva var oprettet for at fremme samarbejdet med myndighederne om eksport, men den begyndte hurtigt at sælge canadiske skind til buntmagerne i Ruslands storbyer.
I 1908-10 opbyggede firmaet et netværk af handelsstationer omkring Jenisej-floden i det centrale Sibirien. Firmaet var i gang med en lignende ekspansion i Jakutsk i det østlige Sibirien, da det blev standset af den første verdenskrig. Handlen med Rusland fortsatte frem til borgerkrigens slutning i 1920, da den nyetablerede Sovjetstat konfiskerede Revillons afdelinger, handelsstationer og lagerbeholdning.
Revillons globale vækststrategi bestod i at tilføje nye afdelinger og funktioner, og i årene op til første verdenskrig havde firmaet 125 handelsstationer i Nordamerika, Sibirien, Mongoliet og Turkestan. Herefter måtte Revillon opgive sin østlige satsning, og intensiverede i stedet sit engagement i Canada. Jubilæumsbogen fra 1923 nævner ikke antallet af afdelinger eller ansatte, men fortæller om en mængde ledere, både medlemmer af Revillon-familien og udefrakommende.
Den globale værdikæde som identitet
At pelsens globale værdikæde var Revillon Frères’ organisatoriske identitet kan ses i dets bidrag til verdensudstillingen i Bruxelles i 1910. Det var en del af den franske tekstilindustris udstilling, og ligesom de andre virksomheder er Revillon Frères repræsenteret af to dioramaer. (Revillons dioramaer ses sidst i indlægget om l’Exposition Internationale de Roubaix, hvor tekstilindustriens udstilling blev gentaget i 1911). De andre udstillere hyldede fremskridtet ved at vise kontrasten mellem det gamle håndværk og den nye industri ved at vise traditionelle uldhandlere og vævestuer ved siden af moderne fabrikshaller med mekaniserede spindemaskiner og vævemaskiner.
Men Revillon Frères afbildede ekstremerne i organisationens globale rækkevidde, der strakte sig fra forbrugerkulturens centre til civilisationens grænseland – fra en parisisk tête-à-tête i de mest mondæne omgivelser til et subarktisk rendezvous mellem fangere og opkøbere.
Det første diorama forestillede en elegant restaurant, illumineret af en mængde små lamper og befolket af mennesker, der interagerer uden andet formål end selskabslivet. En stående kvinde hilser på en gruppe velklædte mænd og kvinder omkring et veldækket bord. Hendes løse kåbe er kantet med en bred bræmme af langhåret pels. En siddende kvinde retter på sin hat, der er pyntet med store fuglefjer. Skødesløst har hun slængt sin voluminøse pelskåbe over en stoleryg. Herrerne i sort-hvid danner en formel kontrast til damerne, der nærmest drypper af døde dyr.
På det andet diorama er vi flyttet fra urban luksus til ødemarkens snelandskab – til en handelsstation ved Koksoak-floden i det nordlige Quebec. Ved den lille bjælkehytte er der en tiliset bådebro med en lastekrog. Bag træerne ser man enkelte skikkelser, der bærer bundter af dyreskind frem mod broen. Et stykke nede ad floden skimtes et sejlskib. Det er på vej mod det årlige rendezvous, hvor fangstmændene afhænder vinterens skind og får forsyninger, så de kan klare sig igennem næste fangstår.
Nanook of the North
Samarbejdet med Canadas oprindelige folk var en særlig kulturel satsning for Revillon Frères. En vigtig intern person var Thierry Mallet (1884-1969), der var søn af en schweizisk bankfamilie. Fra 1908 til 1939 arbejdede han som inspektør for Revillon Frères i det canadiske nordvest. Han skrev mange artikler og bøger om regionen, blandt andet Glimpses of the Barren Lands, som udkom i 1930.
Det var ved hans mellemkomst, at Revillon i 1920-21 finansierede og producerede filmen Nanook of the North, instrueret og redigeret af Robert J. Flaherty. Filmen er anerkendt for at have udviklet konventionerne for dokumentargenren som en kombination af ikke-iscenesatte og iscenesatte elementer. Derfor står Nanook of the North på diverse lister over verdens bedste film, og den er stadig i dag er genstand for en kritisk debat om kulturel (selv)iscenesættelse og (selv)eksotisering.
Filmen følger en inuit-familie på Ungava-halvøen i det nordlige Quebec. De jager hvalros, sejler kajak, bygger iglo, laver traditionelle våben og tøj og besøger en handelsstation for at sælge årets høst af ræve-, sæl- og isbjørneskind. Ved premieren i 1922 var Nanook of the North en stor international succes, fordi den gav publikum mulighed for at opleve mange autentiske detaljer af en relativt ukendt kultur, filmet på en utilgængelig lokation.
tjek om indlejring eller link
Frem til idag
De kilder, jeg har fundet til resten af 1900-tallet, omhandler kun markedsføring. Det er rimeligt at antage, at firmaets satsning på globale opkøb ophørte i løbet af 1930-40’erne i takt med, at farmede skind udkonkurrerede vilde skind. I sidste ende gjorde lukningen af den oversøiske handel under 2. verdenskrig det umuligt at lede den forgrenede og prækære værdikæde fra Paris.
I 1935-6 tilføjede Revillon Frères en parfumeafdeling og lancerede en kvartet af dufte – Latitude 50, Amou Darya, Tornado – til kvinder – og Egoiste – til mænd (sidstnævnte må ikke forveksles med Chanels duft af samme navn fra 1990). Blandt senere Revillon-parfumer er Anouchka fra 1948 og Detchema fra 1953.
I 1960 ekspanderede Revillon Frères i New York ved at opkøbe det familieejede firma Grauer Furs. Fra 1970 til 1995 var det leverandør til Saks Fifth Avenues pelsafdeling.
In 1982 blev Revillon opkøbt af det belgiske hypermarked Cora, der ønskede at udvide med en luksusafdeling. Det var primært som parfumemærke Revillon fortsatte med at eksistere. De sidste Cora-forretninger lukkede i 2025-6.
Anvendt litteratur
Mallet, Thierry 1930 Glimpses of the Barren Lands. Revillon Frères.
Sexé, Marcel 1923 Two Centuries of Fur-Trading 1723-1923: Romance of the Revillon Family. Draeger Frères, Paris.
Wikipedia (engelsk og fransk) – Revillon Frères – Nanook of the North / Nanouk l’Esquimo – Cora
