Antisemitisme var et konsistent element i de tyske nazisters partiprogram, og de antisemitiske aktioner begyndte umiddelbart efter Hitlers magtovertagelse i 1933 med en boykot af jødiske forretninger den 1. april 1933. Den udviklede sig hurtigt til vandalisme, plyndring og chikane.
For Nathan Philip betød det blandt andet, at han ikke længere kunne afsætte nordiske skind i Leipzig, som han hidtil havde gjort.
I stedet sendte han årets høst til London, hvor han engagerede Jørn Bendix – en tidligere medarbejder, der var flyttet til England – som sin agent. Jørn Bendix’ svar er dateret 19. april.
Jeg har modtaget med Glæde deres Brev af 16/4-33 og ser mig i Stand til med Tak at acceptere Deres Tilbud om atter at tiltræde en Stilling i Firmaet under de i Deres Brev nævnte Betingelser: Tiltræden 1. August. Maanedlig Løn 200 kr. Selvfølgelig forbliver Deres Tilbud fuldkommen privat.
Jeg har set de omtalte danske Varer herovre, og synes at baade Blaarævene og Hvidrævene er ualmindeligt gode efter deres Sortiment. De røde Ræve er rigtigt gode, men baade de og Stenmaar er noget under den almindelige Standard.
Samme år etablerede J. Goldstein & Søn også en afdeling med lager i Malmø. Den fik adresse i Östra Tullgatan 5, hvor Carl Wittrup-Rasmussen, der i en årrække havde fungeret som firmaets repræsentant i Sverige, boede med sin hustru Asta.
Afdelingen var i første omgang realiseringen af en langsigtet plan om at genopbygge det svenske salg, der var kollapset under Første Verdenskrig. I 1920’erne havde firmaet forsøgt sig med forskellige repræsentanter i det svenske, og da Carl Wittrup-Rasmussen begyndte i 1929, havde man fundet en langvarig repræsentant.
Under Danmarks besættelse fik afdelingen stor betydning, fordi handel med Sverige ikke var underlagt nazisternes ”arisering.”
Derimod blev handel med England brat afbrudt den 9. april 1940. Da Nathan Philip igen fik kontakt med sin faste partner i London Rex Poland tre-et-halvt år senere, havde ingen af dem længere overblik over deres udestående; Nathan Philip fordi han var flygtet til Sverige, Rex Poland fordi hans firma var blevet bombet to gange.
I øvrigt slap Leipzigs jødiske pelshandlere – som en af de eneste brancher i Tyskland – relativt helskindet gennem nazisternes ”arisering”. Allerede i 1934 stod det klart, at de tog deres kunder med sig, når de flyttede til udlandet, og da de jødiske firmaer blev likvideret i 1938, var de stort set værdiløse. De fleste af Leipzigs pelshandlere genetablerede deres virksomheder i London, der blev efterkrigstidens råvarecentrum, mens et mindre antal slog sig ned i det øvrige Europa, Skandinavien og New York.
Men Leipzig var stadig så vigtigt et råvarecenter, at Nathan Philip ikke helt kunne undgå det, ikke mindst fordi han forsøgte at opbygge sit varelager for at være leveringsdygtig under en fremtidig krise. Leipzig var det eneste sted, der blev handlet persianer, der dengang var branchens store vare i højprissegmentet.
Men da det var forbundet med overhængende fare for en jøde at rejse i Tyskland, blev det førstemanden Storm-Nielsens opgave at købe ind på messerne i Leipzig.
