Der er masser af vittigheder om pels, og de fleste udspiller et ulykkeligt trekantsdrama.
HAN vil have hende. HUN vil hellere have pelsen. Det komiske ligger i det mandlige synspunkt, for HAN er tvunget til en ubekvem afvejning mellem sine fundamentale lyster – penge og sex.
Da Karsten Philip åbnede butikken “Vimmelskaftet 43” lykønskede personalet ham med et kort, der var illustreret med denne vittighedstegning fra et ugeblad.
Den pels du har gået og beundret så meget, var heldigvis væk, da jeg kom forbi i dag!
Den tidligste version af vitsen, som jeg er stødt på, er fortalt af Herman Bang i 1880. Her handler den dog ikke om en pels, men en dyr modekjole.
Kiender De Historien om Grosserer Y? Han har en fortryllende Kone, ung, blond, med dunede Kinder og store Øine, som altid smile. Fru Y elsker Magasinets Speile.
Hun kan ligesom Narcissus timevis glemme alt andet, naar hun staar her og ser sin henrivende lille Figur med de runde Skuldre Vekselvis indesluttet i alt det brogede Atlask, Damerne efterhaanden lægge om hende. Og meget forelsker hun sig saa stærkt i det glansrige Stof, der føier sig saa smidig om hendes buede Bryst, at hun maa beholde det, maa kjøbe det. ”Det er for dejligt.”
Grosserer Y elsker sin Kone, og han nænner aldrig at sige noget til hende for hendes Daarskaber. Han gik en anden Vei. Han begyndte at holde udkig ved Magasinets Vinduer, han vidste, hvilke Farver hans Kone brugte, og hvilke Dragter der ville friste hende. Hendes Farve var gul, hendes yndlingsfacon: ”Frou-Frou”.
Saa stod der pludselig en Dag en Chamois Atlaskesrobe af Facon Frou-Frou udstillet i Vinduet. Ægtemanden tager Mod til sig og gaar ind. Maaske var han nok lidt echaufferet, men hans Frygt – Kjolen var en Model til 1500 Francs – giver ham Kraft, og han beder, om man vil tage Kjolen bort fra Vinduet.
”Straks, Hr. Grosserer, Deres Frue har lige kjøbt den.” … Y. vendte sig om og mødte sit Billede i Speilet. Han var purpurrød i Hovedet … ”Ja – – jeg kommer netop for at – – for at betale den.” Og den stakkels Mand maatte af med femtenhundrede Francs!
Hundrede års mode
Hvordan kunne samme vits være morsom i 1880 og 1976? Faktisk indrammer den det, den franske sociolog Gilles Lipovetsky kaldte “de hundrede års mode”.
Det var den tid, hvor mode eksisterede som et distinkt produktionssystem for kortvarige nyheder, der især omfattede kvinders beklædning. Det begyndte med opkomsten af haute couture i Paris i 1870’erne.
Efter hundrede år slog moden igennem i alle dele af samfundet som en almen nyhedslogik. Lipovetskys argument er, at de logikker, der blev sat i spil af beklædningsmodens institutioner – forbrug, omskiftelighed, valgfrihed og æstetisk selvudtryk – i dag har større indflydelse på det, vi forbinder med individualisme i et demokratisk samfund end udviklingen af de politiske og juridiske institutioner.
Det, der skete med beklædningsmoden efter de hundrede år – altså i 1970’erne – var, at den ophørte med at være en nyhedsindustri, der promoverede statuskonkurrence. I stedet blev den individualiseret og demokratisk med fokus på bekvemmelighed og selvudtryk.
Derfor var det måske lidt ironisk, at pelsvitsen kom med til åbningen af “Vimmelskaftet 43,” for forretningens mission var præcis at ryste det gamle statusforbrug ud af pelsen.
Men vittighedstegningen gav den også i en temmelig kynisk version, hvor HAN var en tøffelhelt, og HUN var en skrap moster. Måske havde den overlevet sig selv?
Hvis vi går med tanken om en sammenhæng mellem hvad folk griner af og det underliggende system i moden, er det spørgsmål er, om der også findes pelsvitser i Lipovetskys nye modesystem – vitser, der udstiller individualisering, bekvemmelighed og selvudtryk.
Hmmm… Hvad med når Hellerupboere omtaler pels som nationaldragten?
Eller hvad med denneher:
Hvorfor er pels mere kontroversielt end læder?
Fordi rockere slår hårdere end gamle damer
Men selv i de vitser er pointen, at pels er associeret med et segment, der har mistet (noget af) sin glans i den nye forbrugerkultur.
Kortet fra personalet
Der ønskes for den nyfødte at den må blive større,
altså Vimmelskaftet treogfyrre
Der er underskrevet med følgende navne:
Leon Elkan
Alfred Sander
E. Scott
H. Toron
A. Jacobsen
Knud Pedersen
Fru Aaby
Fru Larsen
J. Anker Nielsen
K. Løfberg
Th. Riedel
Kim Philip
Johanne Madsen
Margr. Andersen
Ingrid Marquardsen
Augusta Christensen
Bjarne Ipsen
Kilder
Herman Bang, 1880: ”Besynderlige Tider”, Feuilleton i Nationaltidende 8. februar. Genudgivet i Vekslende Themaer (redigeret af Sten Rasmussen) 2007:129-136, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Hans Reitzel, København.
Gilles Lipovestky, 1994: The Empire of Fashion: Dressing modern democracy. Oversat af Catherine Porter. Princeton University Press. Princeton.
