Da Jacob Goldstein flyttede til København i 1880, kom han til et dynamisk industrimiljø.
Byens indbyggertal blev fordoblet af tilvandringen i 1870-80’erne til næsten 400.000. Økonomien voksede, og kreditmarkedet udvidedes substantielt. Handel var det enkelterhverv med størst vækst, men der var også fremgang i industri og håndværk. De brancher, der voksede stærkest, var byggesektoren og forbrugsindustrierne. Af dem var de største beklædning og fodtøj, der beskæftigede 20-30% af byens arbejdere.
Der var opstået et modesystem, hvor en klynge af specialiserede virksomheder drev hinanden frem, samtidig med forbrugerne fik en helt ny garderobe. Her dykker vi dybt i detaljerne.
Industrialisering – klynge – system
Der er flere begreber til at forstå den dynamik, J. Goldstein & Søn blev del af i København i 1880. Man kan se det som industrialisering, hvis man anlægger en bred forståelse, der ikke kun kobler industrialisering til teknologi.
Det er på den måde, historikeren Ole Hyldtoft definerede 1870-80’erne som en mellemfase i Københavns industrialisering. I hans doktorafhandling fra 1984 beskrev han Københavns industrialisering som en langvarig og forholdsvis jævn proces i tre faser fra 1840 til 1914.
I den første fase blev de offentlige virksomheder og tekstilindustrien, der var dominerende i begyndelsen, erstattet af en bredere sammensætning af byens brancher. 1870-80’erne var en mellemfase, hvor forbrugsindustrierne og især beklædningsbranchen var i fremgang. Først i tredje fase i 1890’erne skete der et kvalitativt skift i produktionsprocessens karakter, og der fremkom nye produktionsmetoder og nye varegrupper. Industrien blev mere kapitalintensiv, og navnlig maskinindustrien voksede stærkt.
Ole Hyldtoft mener, at når mange industri-historikere har nedtonet beklædningsbranchen, skyldes det metodiske udfordringer. Datamaterialet for beklædningsbranchen er nemlig uensartet og svært gennemskueligt. Mange beklædningsvirksomheder var drevet af manufakturhandlere og talte derfor ikke med i industriens statistikker. Desuden var arbejdet sæsonbetonet, og ofte organiseret som forlagsarbejde (altså forlagt til arbejderens hjem).
Ole Hyldtoft tacklede selv disse metodiske udfordringer på en overbevisende måde. Hans bog er fyldt med kvantitativ og kvalitativ information om Københavns tidlige beklædningsindustri, og næsten alle konkrete oplysninger i det følgende stammer fra ham.
Måske kan et nyere begreb som klynger bedre fange det mix af produktions-måder og organisationsformer, der skabte den industrielle dynamik, som i 1870-80’erne gjorde beklædningsbranchen til Københavns økonomiske motor?
Økonomen Michael Porters klyngeteori er netop, at en geografisk koncentration af indbyrdes forbundne virksomheder, specialiserede leverandører og serviceudbydere inden for et bestemt erhvervsfelt, kan gøre virksomhederne mere produktive og innovative end hvis de stod alene. Selvom virksomhederne i en klynge konkurrerer indbyrdes, samarbejder de også om at forbedre de fælles rammevilkår, såsom adgang til kvalificeret arbejdskraft og specialiseret viden.
Konkurrencedygtighed er kernen i Michael Porters klyngeteori, og Københavns tidlige modeklynge var i den grad konkurrencedygtig. Den var ikke bare drivkraften i den nationale økonomi, men var førende i hele Norden.
Når jeg går et skridt videre til begrebet modesystem, som er udviklet af historikere som Nancy Green og Ellen Leopold, er det fordi systemforståelsen også indbefatter hvordan forbrug og produktion interagerer og betinger hinanden. Det er vigtigt, fordi modstykket til den økonomiske vækst i industriklyngen var en ny forbrugerkultur, der gennemgribende ændrede københavnernes og danskernes liv – fra de nye forbrugsrum i modesaloner og stormagasiner til ændringer i den mest intime oplevelse af, hvordan man var godt og passende klædt.
Modesystemet – i forbrugerperspektiv
Før 1870’erne holdt tøj så længe, at man kunne aflæse modens cyklus i dets alder. Gamle mennesker gik i gammelt tøj – typisk det samme, de havde haft hele livet. De lavere klasser gik i genbrugt tøj, som de enten fik af deres arbejdsgivere, når det var gammelt, eller købte på loppemarkeder for brugt tøj. Brugt tøj blev også eksporteret til kolonierne, hvor de kreolske eliter klædte sig i det, der havde været mode i Europa flere år tidligere.
Den første effekt af, at beklædningsproduktionen øgedes var, at alle mennesker i princippet kunne erhverve sig nyt tøj.
For de fattigste var det første gang, de ejede mere end det, de gik og stod i hver dag. Nu behøvede de ikke længere at stå i bar overkrop, når de vaskede særken.
Som noget nyt fik de brede lag søndagstøj. Det var et sæt tøj i borgerskabets stil, som den arbejdende befolkning iførte sig om søndagen og ved officielle lejligheder.
Bemærk, at tidligere havde håndværkernes arbejdstøj været deres adgangsbillet til deltagelse i for eksempel politiske forsamlinger. Den gik ikke længere. Ifølge Broby-Johansen var Thorvaldsens bronzestøber J. B. Dalhoff (1800-1890) den sidste håndværker, der bar sit skødeskind til audiens hos kongen.
Hos borgerskabet voksede den personlige beholdning af tøj substantielt. Der var tale om kvantitativ vækst gennem funktionsdifferentiering, for man måtte både have en sommergarderobe og en vintergarderobe plus tøj til særlige lejligheder, som sørgetøj.
Det blev normalt at skifte tøj flere gange om dagen. Kvinder havde morgenkjoler (hjemmekjoler), visitkjoler til eftermiddagsbrug og selskabskjoler til aftenbrug. Mænd kunne tilbringe en del af dagen i en slåbrok af fløjl eller brokade – indenfor hjemmets fire vægge må de godt være farvestrålende og prangende. Når de skulle ud, skiftede de til en neutral farveskala af sort, hvidt og gråt.
Overtøj til udendørs brug fik så stor udbredelse, at det blev opfattet som uundværligt: overfrakker og paletots til mænd, kåber og overstykker til kvinder. Det var faktisk den tidlige modeindustris scoop at føje et tredje lag til beklædningen, der siden middelalderen havde bestået af to lag – undertøj (af hvidt linned) og overtøj (som det hed). Når det var koldt, tog man mere på af det samme – mændene en ekstra jakke, kvinderne havde uldne sjaler. Men fra 1870’erne fandtes der altså to slags overtøj – det “gamle” overtøj til indendørs brug, og et overstykke, man tog udenpå, når man gik ud.
Tøjet var relativt kostbart, og folk behandlede det som et varigt forbrugsgode. Pletter blev fjernet, huller stoppet. Undertøjet blev kogt, rullet, presset og foldet sammen, inden det blev lagt på plads i garderobeskabet. Overtøjet blev banket og børstet, inden det blev hængt på bøjle.
Garderoben kom til at indeholde mange ting, og de kunne sættes sammen på mange måder. Hver morgen måtte mænd og kvinder foran garderobespejlet stille sig selv spørgsmålet: Hvad passer sammen? Hvad er passende? De populære manerbøger indeholdt minutiøse gennemgange af klædedragten. Tidens moralske dilemmaer kredsede om det anstændige og korrekte.
Innovationerne
Hvad var det præcis for industrielle og kommercielle innovationer, der muliggjorde væksten i modesystemet?
De første symaskiner kom til Danmark i 1850rne. De var drevet med en fodpedal og fungerede som symaskiner i dag. Faktisk kan symaskinen betragtes som den mest langlivede teknologi (med global udbredelse). Men samtidig er forskerne enige om, at det ikke var ny teknologi, der drev ekspansionen af beklædningsbranchen – hverken i udlandet eller i Danmark.
Industriens drivkraft var derimod en strammere organisering af arbejdet. Tidligere fandtes et løst forlagssystem, der engagerede et stort antal hjemmearbejdere med syning som bierhverv. Nu samledes en større del af arbejdet på systuer. Antallet af syersker faldt fra mange løst tilknyttede til færre faste arbejdere.
Forlagsarbejdet forsvandt ikke, men båndet mellem arbejdsgiver og forlagsarbejder blev tættere – i nogle tilfælde foranlediget af symaskinen, som arbejdsgiveren lejede ud, eller syersken selv investerede i. Men meget arbejde var stadig syet i hånden, og håndsyerskerne begyndte også at arbejde på fuld tid. I 1883 var antallet af syersker i København anslået til 10.000.
Der var også innovationer indenfor handel. Stormagasinerne koordinerede salget af varer fra forskellige produktionssystemer og gjorde forbrug til en oplevelsesøkonomi. Haute couture – i bredere forstand, kjolesalonerne – lancerede en strøm af forførende nyheder. Med sociologen Gilles Lipovetskys ord blev moden i Europa for første gang monocefalisk – det vil sige, den begyndte at opføre sig som et dyr med ét hoved. Ved at følge moden kunne de danske forbrugerne føle sig forbundet med Paris, Wien og London.
Når jeg nu nærmere beskriver specialiseringerne i Københavns modeklynge omkring 1880, deler jeg gennemgangen op i den industrielle produktion (tøj fremstillet før forbrugerne købte det), innovationerne i handel (tøj fremstillet samtidig med forbrugerne købte det) og det, der fortsat blev fremstillet på traditionel vis, men alligevel var ændret af modesystemet (tøj fremstillet efter forbrugerne købte materialerne).
Tøj fremstillet før køb
Den produktionsmåde, der fulgte det industrielle paradigme, var standardiseret fremstilling på en fabrik, inden de færdigsyede klæder blev afsat på forbrugermarkedet. Den blev kaldt konfektion.
I 1873 havde København 74 konfektionsvirksomheder, der sammenlagt beskæftigede 3000 arbejdere. Af de 43, der producerede herrebeklædning, var de største Hærens Munderingsdepot, Brødrene Andersen og P. C. Nielsen. I kategorien damebeklædning var der 18 virksomheder, inklusive syv paraply- og parasolfabrikanter. En af de største var Moresco, der beskæftigede 4-500 syersker. Den tredje kategori med 13 virksomheder var underbeklædning, der dækkede skjorter, flipper, halsbind, krenoliner og korsetter.
Udfordringen ved at sælge færdigsyet tøj er, at den menneskelige krops proportioner er variable. Hvad er den optimale pasform? Der er mange mulige proportionsforhold mellem en persons højde og torsoens dimensioner, mellem brystvidde, hoftemål, armlængde og benlængde.
De første systematiske tabuleringer af kroppens mål foretoges i 1860’erne i forbindelse med militære mobiliseringer – både i Europa og USA. De gjorde det muligt at producere uniformer i standardiserede størrelser, og de gav en grundlæggende forståelse af, hvordan størrelser er distribueret i en population. Selvom de første graduerede mønstre var ret rudimentære, opstod der en specialviden, som blev videreudviklet af herretøjsfabrikanterne. I 1873 var den danske hær med på ideen, og Hærens Munderingsdepot var byens største herrekonfektionsvirksomhed med 350 arbejdere.
Efter militæruniformer var det næste, der blev fabriksfremstillet, mænds arbejdstøj. Der var to slags – vandtæt olietøj af teltdug og arbejdstøj af kanvas.
Mange kender historien om firmaet Levi-Strauss i San Francisco, der i 1850’erne begyndte at fæstne bukselommerne med metalnitter, så guldgraverne kunne komme sten i lommen. Den illustrerer, hvordan industriel produktion af arbejdstøj kunne gøre det mere funktionelt og slidstærkt.
Indenfor damebeklædning var der større udfordringer med konfektion. Den kvindelige torsos proportioner er mere variable, og kroppene forandres under menstruationscyklus og graviditeter. I tidens mode var den indsnørede talje den ”mest interessante del af kvindekroppen”. Når hun fik kjole på, måtte en hjælper ofte tilpasse overdelen med knappenåle for at få den til at sidde ind til kroppen.
Københavns tidligste dametøjsfabrikanter specialiserede sig fornuftigvis i overstykker og kåber. Den største virksomhed tilhørte Jacob Moresco, der allerede i 1882 lukkede detailbutikken og flyttede til Østergade, hvor han opbyggede en stor produktion med systuer og fabrikker i gyderne bag forhuset. I 1890’erne åbnede Moresco også fabrikker i Sverige og Norge, og i 1906 var han Nordens største producent af damekonfektion med en årlig produktion på ¼ million stykker overtøj og 3000 ansatte i højsæsonen.
Konfektion overtog til gengæld hurtigt undertøjet til begge køn – altså, alt, hvad der var fremstillet i hvidt linned eller lærred og syet i enkle, rummelige faconer.
En mands skjorte måtte godt være løs og lang. Når den bliver kompletteret af et stivet kravebryst (kaldet ”klipfisk”), stivede manchetter, en stivet knækflip og et stivet halsbind, kunne han nok få skjorten til at passe. Det var enkelt at sy en kravat, men den kunne bindes på mange måder. Forfatteren Balzac sagde, at halsbindet var den del af garderoben, der afslørede mindst om sin skrædder og mest om sin ejer.
Damelingeri bestod af chemise, skørter og underbenklæder. Det hele var løst og fæstnedes med bånd og hægter.
De hårde dele af kvinders undertøj var også blandt det første, der blev industri-fremstillet. I 1860-70’erne var det krinolinen, der var et rundt metalstativ, der udspændte skørterne. I 1880’erne var det tournuren – af hestehårsstof, understøttet af stålbånd eller spanskrør – der skabte volumen bagtil. Korsetter med stivere af hvalben, vidje eller metal var syet i kraftigt lærred med specialkonstruerede lukkemekanismer for at klare stræk og slid.
Natskjorter til mænd og kvinder var en nyhedsartikel i 1870’erne. De var ikke meget anderledes end de skjorter og chemiser, folk havde på om dagen, men nattøjet fik sin egen hylde i garderobeskabet. I begyndelsen af 1900-tallet blev pyjamas introduceret til både mænd og kvinder.
I trikotageindustrien slog den industrielle produktionsmåde igennem med Lambs rundstrikkemaskine. Den var drevet af håndsving eller maskinkraft og kunne både anvendes i fabriksproduktion og forlagsarbejde. Københavns største trikotagefabrikker med over 100 kvindelige arbejdere tilhørte hosekræmmere, der tidligere havde forhandlet midtjyske håndstrikkede varer i København – P. F. Nielsen, Simon Olesen & Co og Chr. Møller Andersen.
Hosekræmmernes traditionelle sortiment bestod af strømper, vanter, nattrøjer, klokker og underbukser. At de såkaldte stabelvarer ikke forandredes over tid var betingelsen for, at uafhængige hosebindere og strømpevævere kunne levere et ensartet output. Den nye trikotageindustri, der kontrollerede produktionsapparatet – inklusive hjemmestrikkerne – kunne derimod variere produkterne, så de fik modepræg.
Den eneste udfordring med de maskinstrikkede strømper var at forhindre dem i at åle omkring anklerne. Det problem blev løst med strømpebånd, der var små elastiske bånd, ofte fint dekoreret, placeret om underbenet eller låret for at holde strømperne oppe. Strømpebånd anvendtes af både mænd og kvinder, og da strømpeholderen kom frem efter århundredeskiftet, blev den også markedsført til begge køn.
I det hele taget kom industrialiseringen først til de dele af beklædningen, der kunne fremstilles i standardiserede størrelser. Hatte, handsker og fodtøj var blandt de tidligste færdigvarer. Stråhatte var en underbranche, der toppede mellem 1872 og 1888.
Allerede fra 1840 var handsker en fremtrædende dansk eksportindustri, og i 1870’erne afsattes halvdelen af produktionen i udlandet. Men herefter stagnerede handskeindustrien som følge af højere arbejdsløn og fald i den hjemlige råstofproduktion, idet fåreholdet var nedadgående. De københavnske handskemagere tabte markedsandele, da stormagasinerne begyndte at importere handsker, og kun en enkelt – N. F. Larsen – var i 1897 gået over til at anvende mekanisk kraft og specialmaskiner.
Udviklingen i skotøjsbranchen forløb anderledes. I de sidste årtier af 1800-tallet var fodtøj beskæftigelsesmæssigt en stor branche, men stadig baseret på håndværksmæssige produktionsmetoder. Omkring århundredeskiftet gennemgik den på kort tid en industrialisering med mekanisk kraft, specialmaskiner, indførelse af akkordsystem og fordobling af den årlige produktionsværdi. Produktionen samledes på store fabrikker. I 1906 leverede de danske skotøjsfabrikker 55% af hjemmemarkedets forbrug.
Alt tilbehør som sjaler, lommetørklæder, vifter, paraplyer, muffer og håndtasker var også blandt det tidligste, der blev fremstillet som som færdigvarer.
Omkring 1880 var håndtasken en nyhed, der var associeret med jernbanerejser. Det var den bagage, som mandlige og kvindelige passagerer selv bar om bord på toget i stedet for at indlevere den som fragt. Men der var stadig prestige i at bære på så lidt som muligt, og for borgerskabets damer var pelsmuffen den foretrukne moderekvisit.
En muffe var forsynet med en lomme eller stofpose, så bæreren kunne medbringe visitkort, pengepung og lommetørklæde, når hun gik i byen. I det tidlige modesystem hvor hver sæsons nyheder stod i størst mulig kontrast til sidste års, var mufferne ikoniske. Voluminøse muffer af langhåret rævepels blev efterfulgt af diminutive sælskindsmuffer, der ikke var større end manchetten på et frakkeærme. De blev igen erstattet af rummelige persianermuffer, forsynet med taskebøjle, så bagsiden kunne åbnes som en håndtaske.
Tøj fremstillet samtidig med køb
I dag symboliserer skræddersyet en luksus, der er klassisk eller gammeldags. Så det skal betones, at det i 1870-80’erne var det den nye, spændende måde at købe tøj.
Tidligere ville en kvinde, der ønskede en ny kjole købe uldent klæde eller silkestof hos manufakturhandleren, linned hos væveren og besætning, tråd og knapper hos possementmageren. Når hun fik herlighederne hjem, kunne hun gå i gang med at klippe og sy, eller hun kunne engagere en hjemmesyerske til at gøre arbejdet for sig. Hvis man gik til skrædderen, skulle man have sit eget stof med.
Tekstilerne var af meget højere værdi end arbejdskraften, og det det en kapitalintensiv forretning at kombinere salg af materialer med fremstillingsservice, sådan som kjolesaloner og stormagasiner gjorde.
I marketingkonsulenterne Joseph Pine og James Gilmores teori om oplevelsesøkonomi er det, der skiller serviceindustri fra oplevelsesøkonomi spørgsmålet om forbrugerne er villige til at bruge tid på erhvervelsen af et produkt eller en serviceydelse. I serviceparadigmet er forbrugeren konge, men i oplevelsesøkonomien afgiver forbrugeren noget af kontrollen og får i stedet små overraskelser og noget, der er mere engagerende end det, de havde forestillet sig på forhånd.
Den eksklusive del af beklædningsbranchen til at fungere som oplevelsesøkonomi i Pine og Gilmores forstand. I stormagasiner og kjolesaloner var sæsonens nyheder dikteret af modekongerne i Paris, og forbrugerne måtte følge deres diktat. Interaktionen mellem køber og sælger blev forlænget. En kunde måtte besøge butikken flere gange – først for kigge, så for at afgive bestilling og få taget mål, og derefter for at prøve tøjet i forskellige stadier af fremstillingsprocessen. Forretningerne blev indrettet som oplevelsesrum, hvor kunderne var inviteret til at tilbringe tid. Herman Bang beskrev det således:
Vore store Modeforretninger er Dameverdenens Barberstuer. Man går ud og ind som i en Club, man sætter hinanden Stævne for at se på en Hat, for at spørge til raads om et Overstykke, man går ind for at spørge på et stykke Stof man aldrig har tænkt på at købe, man prøver ti Gange den samme Kjole.
En gammeldags manufakturhandler klarede sig med en disk og en varehylde. Men i en kjolesalon eller et herreskrædderi måtte der også være en polstret sofa, hvor kunderne kunne gøre sig det bekvemt, mens de betragtede varerne og sludrede i ventetiden. Måske var der også et bord med et par stole, hvor de kunne studere stofprøver og illustrerede kataloger og magasiner.
Der var prøvekabinetter – så rummelige at en tjenende ånd kunne tage mål og hjælpe med at få tøjet til at sidde rigtigt. Og der var spejle – store blanke flader fra gulv til loft. Spejlene er fremhævet i alle beskrivelser af tidens nye forbrugerkultur. I nicher var der diagonalstillede spejle i forbindelse med hinanden, så kunden har næsten 360 graders indsyn på egen person. Når det ikke var nok, bar personalet de bevægelige spejle frem.
Det var også muligt at bese modelkjolerne på giner og mannequiner. De første opvisninger var arrangeret for enkeltkunder ved at en af forretningens ansatte iførte sig modellerne. I begyndelsen af 1900-tallet udvikledes opvisningen til storstilet underholdning i stormagasiner og modelsaloner. Modeparaden var akkompagneret af et orkester, og kjolechefen var konferencier, mens publikum nød en forfriskning ved caféborde.
Der var en tydelig adskillelse af herretøj og dametøj, og mens jeg ikke har set eksempler på opvisninger af herretøj, var der eksklusive saloner i maskulin stil, hvor mændene blev betjent.
I herreskrædderierne syede håndværkerne, mens de sad overskrævs på bordet – i ”skrædderstilling”. På hylderne lå der ruller med mørke uldstoffer – kamgarn fra Tyskland, tweed fra England og Skotland.
De enkelte dele af herregarderoben fulgte ret stabile konventioner. Benklæder blev ikke længere lukket med en buskeklap, men med en slids med knapper skjult i en gylp. Overdelen var transformeret fra den knælange diplomatfrakke til herrekjolen hvor det forreste hjørne af skøderne var afskåret som svalehaler. I slutningen af 1800-tallet forenkledes den yderligere til en jakke, der endte et sted mellem hofter og knæ. Den tredje del – vesten – var ikke længere en stormønstret silkevest, men fremstillet af samme stof som jakke og beklæder. Det var et eksempel på den afståelse fra farver og dekorationer, som psykologen John Flügel kaldte mændenes store forsagelse.
Tøj fremstillet efter materialerne var købt
I 1880 havde hjemmesyerskerne, der tidligere havde været modens centrale formidlere, tabt terræn i forhold til de kommercielle etablissementer. I Herman Bangs Feuilleton om mode sagde justitsrådens datter:
Kjære Mama, nu begynder du igjen. Syjomfru hjemme, som om det var en Smule billigere, nei, man staar sig virkelig ved at ta’e færdigsyede Ting.
Erik Mortensen beskrev, hvordan hjemmesyerskernes lod var endnu mere utaknemmeligt i 1930’erne:
Deres største opgave var at få en kjole med lange ærmer ud af de tre meter medbragt stof, som kunden altid syntes var rigeligt, selv når målebåndet gav op over hoften.
Alligevel fortsatte produktionen af tøj i hjemmet. De typer tøj, der længst var hjemmelavet – indtil 1960’erne – var børnetøj samt kvinders graviditetstøj og hverdagskjoler, der blev syet med ekstra sømmerum, så de kunne lægges ud og sys ind efter behov. Brugt tøj blev repareret og omsyet. Der foregik også flere former for håndarbejde som broderi, strikning og hækling.
I forhold til de materialer, der kom på markedet i slutningen af 1800-tallet, levede husmødrene / nørklerne i industrialiseringens fagre nye verden. De brugte ikke længere håndspundet garn og hjemmevævet stof, men kunne gå i butikker efter maskinspundet uldgarn og industrifremstillede metervarer. I 1890 havde Magasin du Nord hele fem afdelinger, der understøttede håndarbejde: Klædevarer, Bomuldsvarer, Silketøj, Broderi og Småting, der dækkede syartikler og besætning. Dertil kom et tilsvarende antal afdelinger med tekstiler til bolig og anden anvendelse.
Den udbredte hjemmefremstilling af tøj var også et spørgsmål om viden. Omkring 1880 indførtes en systematisk tilgang til det tekstile håndarbejde i den almene skoleundervisning af piger, som satte dem i stand til at sy tøj og strikke strømper til en hel familie.
Tilgangen var udviklet af Frederiksberg-lærerinden Emilie West, og etnologen Minna Kragelund har beskrevet den som en fremsynet pædagogik. Emilie West indkredsede og udnyttede de dannende sider i håndarbejdsfagene. Akkuratesse, flid, agtpågivenhed, sparsommelighed, renlighed og tålmodighed var skrevet ind i læreplanen.
Men den solide uddannelse i tekstilhåndværk var ikke kun et karakterdannende alternativ til forbrug, men også en forberedelse til deltagelse i en forbrugerkultur, der er gennemsyret af materialekundskab. Indtil midten af 1900-tallet kunne helt almindelige forbrugere skelne mellem mange tekstiler – atlas, brokade, damask, drejl, fløjl, kameluld, kamgarn, kammerdug, kashmir, moll, musselin, satin, shirting, taft og tweed. De vidste, hvordan trådene lå i de forskellige vævninger, og de var ikke i tvivl om sort-hvide tern skulle kaldes hanefjed eller prince-of-wales.
Det sidste element af modesystemet, der skal nævnes her, er den trykte presse. I 1870’erne var der vækst i den grafiske industri som følge af innovationer som hurtigpressen, og antallet af dag- og ugeblade voksede kraftigt.
Det første danske ugeblad udkom i 1873 med titlen ”Nordisk Mönstertidende” og undertitlen ”Journal for Toilette og Dame Håndarbejde.” Det var et modeblad, der – som navnet antydede – også adresserede læsernes interesse for håndarbejde. Udgiverne var litografen Carl Aller og hans hustru Laura Aller, som fungerede som redaktør, regnskabsfører og ekspeditionsstab i samme person. ”Nordisk Mönstertidende” solgte ikke så godt som Allers næste udgivelse fra 1877 ”Illustreret Familie Journal,” men det forsatte med at udkomme. I 1952 skiftede det navn til ”Femina.”
Kilder
Bang, Herman 1880a: ”Besynderlige Tider”, Feuilleton i Nationaltidende 8. februar. Genudgivet i Vekslende Themaer (redigeret af Sten Rasmussen) 2007:129-136, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Hans Reitzel, København.
Broby-Johansen, Rudolf 1966: Krop og Klær: Klædedragtens Kunsthistorie. Gyldendal, København.
Charpy, Manuel 2008: ”The scope and structure of the nineteenth-century second-hand trade in the Parisian clothes market” s.127-151 i Alternative Exchanges: Second-hand circulations from the sixteenth century to the present. Redigeret af Laurence Fontaine. Berghahn Books, Oxford.
Finamore, Michelle Tolini 2005: ”Fashion Shows” s.67-70 I Encyclopedia of Clothing and Fashion (redigeret af Valerie Steele). Bind 2. Charles Scribner’s Sons, Detroit.
Fine, Ben og Ellen Leopold 1993: The World of Consumption (1. udgave). Routledge, London.
Green, Nancy 1997: Ready-to-Wear and Ready-to-Work: A Century of Industry and Immigrants in Paris and New York. Duke University Press, Durham.
Hammerich, Paul (red.): 1993: Magasin på tværs i 125 år. Gyldendal, København.
Hyldtoft, Ole 1984: Københavns Industrialisering 1840-1914. Forlaget Systime, Herning.
Klepp, Ingun 2006: Skittentøyets Kulturhistorie: Hvorfor kvinder vasker klær. Novus Forlag, Oslo.
Klitmøller, Linda 1998: ”Fra hosebinder til maskinstrikkende husmand: Om samspillet mellem trikotageproduktion og landbrug i Hammerum herred i tre hundrede år” s.64-97 i Bol & By: Landbohistoriske Tidsskrift, årgang 14, nummer 2.
Moresco 1942: Moresco: Ett halvsekel som modefournisseur (Aktiebolaget i Malmø 1892-1942).
Jacob Heinrich [Moresco] Dansk Biografisk Leksikon 3. udg 1979-84: af Finn H. Lauridsen, Jens Vestberg
Mortensen, Erik: “Magasin a la mode” i Hammerich, Paul (red.) 1993: Magasin på tværs i 125 år. Gyldendal, København.
Perrot, Philippe 1994: Fashioning the Bourgeoisie: A History of Clothing in the Nineteenth Century, oversat af Richard Bienvenu. Princeton University Press, Princeton.
B. Joseph Pine II og James H. Gilmore 2009: Oplevelsesøkonomien: Arbejde er teater og enhver virksomhed en scene. Klim.
Porter, Michael E. 2004: Competitive Advantage: Creating and Sustaining Superior Performance. Simon & Schuster, New York.
Wilcox, Claire 2008 (1999): Bags. V&A Publishing, London
