J. Goldstein & Søn er grundlagt i København d. 24. juni 1880 af Jacob og Isidor Goldstein. Firmaet blev annonceret i Berlingske Tidende 10. juli 1880:
Firmaet “J. Goldstein & Son” driver Grosserernæring; J. E. Goldstein er den Ansvarlige og til Underskrift Berettigede; I. Goldstein har Fuldmagt til at underskrive per procura.
Bemærk, at de gotiske bogstaver ikke skelnede mellem I og J. Sidenhen var der mange gange, firmaet blev omtalt som I. Goldstein, og det kan være usikkert, om man mente Jacob eller Isidor. Det kan også være – som en repræsentant for Dansk Sprognævn foreslog mig – at det simpelthen lød mere autentisk med I som initial for et gammelt hæderkronet firma.
Hvad var det præcis for en forretning, Jacob og Isidor Goldstein grundlagde i København i 1880?
Landsdækkende engrosforretning
Da Jacob Goldstein etablerede sig som buntmager i 1854, var Nakskov en ideel base for en transnational entreprenør. I løbet af de følgende årtier opbyggede han en engrosforretning med import af skind og pelsvarer fra Tyskland og videresalg til buntmagere i Danmark, delvist finansieret af lån fra Hirsch Philip.
Hans årsregnskab fra 1879 i en lille orange lommebog, balancerede på ca. 40.000 kr. med en kassebeholdning på næsten 10.000 kr. Kunderne var buntmagere og hattemagere, indført med navne, i nogle tilfælde et bynavn og skyldige beløb. Så vi kan fastslå, at Jacob Goldstein havde kunder i Frederikssund, Holstebro, Nyborg, Nykøbing, Odense, Ribe, Silkeborg, Slagelse, Svendborg og Viborg. Her er nogle af dem:
Lars Christensen
Gjerlach
Carl Hartman
Oluf Hjardemaal
Holsts Enke
Skræder Nielsens efterfølger
Otto
Prohaska
Familien Samson
Søiberg
Johan Stolt
Fra Jacob Goldsteins lokalområde var buntmagerne Moses Cohn og C. M. Brandrup i Nakskov samt Paul Reiter i Maribo allerede loyale kunder. Faktisk kom Lolland-Falster til at udgøre et slags hjemmemarked, der kan spores i bogføringen i mindst fire årtier.
I 1879 delte Jacob Goldstein sine kunder op på to lister for henholdsvis øerne og Jylland. Jylland udgjorde den mindre andel på 40 % af det samlede antal aftagere og 35% af omsætningen.
I Jylland fulgte hans geografiske rækkevidde tilsyneladende udbygningen af den statsanlagte jernbane i 1860’erne. Øst for Storebælt, hvor jernbanen skulle fungere som statsreguleret privatdrift, var udbygningen fragmenteret og forsinket af problemer med kapitalrejsning og deciderede krak. Først i 1880’erne eksisterede der en sammenhængende jernbane med dampskibsforbindelser over bælterne.
En engrossælger rejste med sine varer i en kiste eller stor kuffert, som en drager må transportere på trækvogn fra provinsbyens station til den forretning, han skulle besøge.
Jacob Goldstein havde en repræsentant ved navn Petersen med base i Sakskøbing. Af 1879-regnskabet fremgår det, at Petersen havde afsat pelsvarer for 1650 kr., hatte for 850 kr. og givet Jacob Goldstein løbende veksler på 1150 kr. Det er muligt, at han fik hjælp af den 19-årige Moritz Goldstein, som i folketællingen i Nakskov fra 1. februar 1880 står anført som handelsbetjent.
Jacob Goldstein var med til at drive udskillelsen af detailerhvervet ved at give landets hatte- og buntmagere mulighed for at føre et sortiment af færdigvarer ved siden af det, de selv producerede. Færdigvarerne var pelsværk som muffer og hatte, herrehatte af alle slags samt handsker, mens det, der blev lavet efter bestilling på eget værksted, var pelskåber og måske besætning til frakker og kjoler. Buntmagerne fulgte faktisk denne blandingsøkonomi helt frem til ca. 1960.
Københavns første pelsgrosserer
Den eneste plet på Danmarkskortet, der i 1879 endnu var ubeskrevet for Jacob Goldstein, var faktisk København. Det fremstår paradoksalt, at han flyttede fra Nakskov, hvor han havde opdyrket et regionalt marked, til hovedstaden, hvor han ikke havde en eneste kunde.
Der er heller ikke nogen grund til at tro, at Københavns buntmagere tog imod ham med åbne arme. Tværtimod forsøgte de at forhindre importen af færdigvarer fra Tyskland. Buntmagerlavets dokumenter fortæller følgende:
I 1880 afholdtes en ekstraordinær Laugssamling, der overdrog Oldermand D. Ramm gennem Henvendelse til Generaltolddirektoratet og Regeringen at søge Tolden antagelig forhøjet paa helt og halvfærdigt Buntmagerarbejde, der indførtes i Landet. Denne Indførsel, som navnlig støttedes af de Konfektionshandlende var ofte generende, og i 1884 besluttede Lauget ved juridisk Hjælp at undersøge, hvad der kunne gøres for at betrygge Faget mod de Handlendes Indgreb.
Om initiativet var personligt rettet mod Jacob Goldstein, er umuligt at vide. Men sikkert er det, at han kom til hovedstaden for at ride på den bølge af økonomisk udvikling, som buntmagerne forsøgte at standse.
I 1880 havde København omtrent fyrre buntmagere og et lidt større antal hattemagere. Blandt hattemagerne var mange allerede gået over til industriel produktion. De største var S. Børgesens stråhattefabrik og Skandinavisk Filthattefabrik.
Men buntmagerne var traditionelle håndværkere, der med enkelte undtagelser holdt til i den historiske bykerne. I Østergade alene kunne man besøge hofbuntmager Anton Christian Bang (hvis far havde grundlagt forretningen i 1816), P. Le Dous (åbnet i 1830 og videreført af sønnen Christian le Dous), Moses Levinsky, Alois Waldhausen, familien Trolle og flere andre. I Kristen Bernikows Gade lå C. Rancy, som var en fin gammel forretning, der gik tilbage til 1854. I Grønnegade lå J. C. Jentzsch, der grundlagde lidt af et dynasti, idet hans slægtninge startede buntmagerforretninger i Horsens, Holstebro og Odense. Buntmagerlavets oldermand D. Ramm havde adresse på Vimmelskaftet 40.
Blandt Jacob Goldsteins første kunder i København var buntmagerne Alois Waldhausen, hvis butik eksisterede frem til 1920rne (i de sidste år som Waldhausens Enke), C. Rancys efterfølger Valdemar Jensen, der flyttede butikken til Gothersgade, og P. le Dous, der blev overtaget af tredje generation Alfred le Dous i 1901.
Men i virkeligheden var Jacob Goldsteins mål med at flytte til København ikke at komme kontakt med byens buntmagere. Det var at skabe forbindelse til de ekspanderende varehuse og modeforretninger, som åbnede op til et meget større forbrugermarked. Man kan antage, at når et stormagasin ville starte en pelsafdeling, valgte de en leverandør uden egen detailforretning. Her havde Goldstein en monopolstilling som byens eneste specialiserede pelsgrossist. Blandt hans første kunder i København var Magasin du Nord og Crome & Goldschmidt.
I de første år flyttede familien Goldstein flere gange, mens forretningen, der stadig lå i forbindelse med familiens bolig, var i næsten eksponentiel vækst. Omsætningen steg fra 15.000 kr. i 1879 til 65.000 kr. i 1883 og i 160.000 kr. i 1887. Egenkapitalen øgedes tilsvarende fra 25.000 kr. i 1879 til 77.000 kr. i 1883 og 200.000 kr. i 1887. I 1888 skiltes firmaet endelig fra familiens bolig, og J. Goldstein & Søn fik adresse i Lille Kongensgade 33, 2.sal.
J. Goldstein & Sohn, Berlin
Ved grundlæggelsen i København var J. Goldstein & Søn allerede en multinational virksomhed med en afdeling i Berlin, grundlagt af Isidor Goldstein i 1877. I 1880 boede 23-årige Isidor på Alexanderstrasse 22 i Berlin og varetog den tyske ende af pelsforretningens aktiviteter.
Forretningsmodellen var baseret på tovejshandel. På den ene side importeredes forarbejdede skind, pelsvarer, hatte og specialartikler fra Tyskland til Danmark. På den anden side eksporteredes rå skind fra Skandinavien og Grønland til afsætning i Leipzig og Berlin.
Tidligere havde der været pelsmarkeder i flere tyske byer som Danzig, Breslau, Lübeck og Hamburg, og i 1860’er var Hamborg Jacob Goldsteins foretrukne leverandør. Men fra ca. 1870 var Leipzig pelshandlens centrum, efter der i byens opland var opstået en moderne kemisk industri til farvning og garvning af skind.
De specialiserede underleverandører til pelsbranchen, der voksede frem på denne tid, sørgede for at være repræsenteret i Leipzig. Det gjaldt fabrikanter af færdigvarer i pels fra Leipzig, Berlin og Hamburg. I Krefeld, der var kendt som “silkevævernes by,” var flere maskinvæverier specialiseret i artikler til fremstilling af pelsbeklædning og hatte. Et af dem – Peter Bircks & Companie, der var grundlagt i 1863 og havde Jacob Goldstein som en af sine ældste kunder – lavede silkefor i modefarver til pelskåber.
J. Goldstein & Søns eksport af nordiske skind til Tyskland var baseret på en øget interesse for arktiske og subarktiske skind. Den europæiske efterspørgsel på pels var voksende, og forbrugerne havde appetit på eksotiske dyr fra alle dele af verden. I 1800-tallet var det muligt at købe vildtskind i Danmark. Nogle arter – som ilder – havde endda et udmærket internationalt ry. De største indkøb af vildtskind gjorde Jacob Goldstein dog i det nordlige Skandinavien, hvor han fik ræv, mår, ilder, hermelin, og lejlighedsvis også store rovdyr som bjørn, ulv, los og jærv. Ved den Kongelige Grønlandske Handel i København købte han blåræv, hvidræv og isbjørn. I pelsbranchen var isbjørneskind fra Grønland berømte for at være de bedste i verden.
Tovejshandlen mellem København og Berlin var med til at stabilisere firmaets økonomi, fordi de to handelscyklusser delvist finansierede hinanden. De rå skind blev afsat i Tyskland om foråret, mens salget af beredte skind og pelsvarer til danske handlende foregik om efteråret. Den vigtigste kilde er Jacob Goldsteins regnskabsbog fra 1880’erne, der angiver omsætningen i henholdsvis København og Berlin måned for måned.
Den nordiske skindhandel fortsatte frem til første verdenskrig, men som det fremgår af Isidor Goldsteins brev til Nathan Philip fra 1904, var det ikke så indbringende efter århundredeskiftet på grund af øget prisfluktuation.
Strukturelle forandringer
Når vi løfter blikket fra virksomhedshistorien til de strukturelle forandringer i Østersøregionens politiske og økonomiske geografi i de år, familien Goldstein boede i Nakskov, ser vi først og fremmest betydningen af den slesvigske krig i 1964 og Danmarks efterfølgende afståelse af Slesvig-Holsten.
I 1850’erne benyttede Jacob Goldstein landets mest moderne transportforbindelser, når han hoppede på København-Kiel damperen i Nakskov Havn, og han havde endnu ikke forladt den danske helstat, når han stod af damptoget i Altona for at tage det sidste stykke ind til sine leverandører i Hamborg.
Med afståelsen af Holsten mistede Danmark sit kommercielle og industrielle centrum, og det efterfølgende tomrum blev udfyldt af København, der tidligere fortrinsvis havde været en administrativ by. Det satte gang i en dynamisk udvikling, der i de følgende årtier gjorde København til landets økonomiske og industrielle motor.
Da Jacob Goldstein bosatte sig i Nakskov i 1850’erne var Lolland-Falster en relativt velstående region i et fattigt land. I 1870’erne stagnerede byen på grund af fald i oplandets landbrugsproduktion, læs: et hensygnende kornsalg. Samlet set var hele Danmark præget af landbrugskrise, og den berømte omlægning af landbruget var på vej. Men det var først i 1890’erne, der kom gang i eksporten af forarbejdede fødevarer som sukker, smør og bacon.
Mens købstæderne tidligere havde ført an i urbaniseringens vækst, blev de nu for første gang overhalet af København. Den afvandring fra land til by, der var forårsaget af landbrugskrisen, begunstigede især hovedstaden, der i 1870-80’rne oplevede en befolkningsfremgang i et tempo som hverken før eller siden.
De danske jøder var i særlig grad påvirket af afvandringen til hovedstaden. Købstædernes jødiske samfund på det nærmeste blev affolket. Når de store menigheder med flere hundrede medlemmer i Randers, Fredericia og Ålborg forsvandt, er det klart, at afvandringen også ramte den lille menighed i Nakskov, der længe havde haft svært ved at samle nok til gudstjeneste. For jøder, der ikke ønskede at assimileres, var det faktisk nødvendigt at flytte til København.
På den sydlige side af Østersøen foregik der en parallel udvikling med en økonomisk og befolkningsmæssig koncentration omkring den prøjsiske hovedstad, selvom det samlede tyske kejserrige var så stort, at det ikke kunne domineres af et enkelt økonomisk centrum. Da Isidor Goldstein flyttede til Berlin i 1870’erne, var det en af Europas mest dynamiske byer, præget af Gründerzeit med byggeboom og økonomisk vækst. Og det var kun et par timers togrejse fra Leipzig.
Med andre ord: Efter Jacob Goldstein havde opbygget sin forretning som pelshandler med handel mellem Lolland og Holsten, der var to regioner indenfor den danske helstat, fortsatte J. Goldstein & Søn som en international aktør, der pendlede mellem to hovedstæder – København og Berlin.
Kilder
100 Jahre Bircks-Seiden 1963. Jubilæumsskrift for firmaet Peter Bircks & Cie Seidenweberei, skrevet af Paul Bruss. Thomas-Druck, Kempen-Ndrh.
Jaques Blum, 1972: Dansk og/eller Jøde. Gyldendals Samfundsbibliotek, København.
Georg Brandes, 2018 (1885): Berlin som tysk Rigshovedstad (Erindringer og indtryk fra årene 1877-1883). Lindhardt & Ringhof, København.
Per Boje 2000: Danmark og Multinationale Virksomheder før 1950. Odense Universitetsforlag.
Ole Hyldtoft 1984: Københavns Industrialisering 1840-1914. Forlaget Systime, Herning.
Poul Thestrup 1997: Dampen binder Danmark sammen. Bind 1 af 3 i værket: På Sporet 1847-1997: Jernbanerne, DSB og samfundet. Jernbanemuseet, Odense.
Morten Thing, 2008: De russiske jøder i København. Gyldendal.
Jødiske mysterier fra Danmarkshistorien. Podcast-serie af Bent Blüdnikow og Bent Lexner, produceret af Dansk Jødisk Museum i samarbejde med Jødisk Informationscenter.
