I 1880 da J. Goldstein blev etableret i København var der nyhedsværdi i ordet mode.
Forfatteren og journalisten Herman Bang skrev en serie feuilletoner (i dag ville vi måske sige essays) for Nationaltidende, og en af dem er viet til det nye fænomen, der havde grebet byen. Den har titlen ”Besynderlige Tider” og udkom i 1880.
Herman Bang lagde ud med at forklare betydningen af ordet mode, som han behandlede som et låneord, der fulgte den franske grammatik. Beskrivelsen henviste til et par årtier tidligere, da begrebet var slået igennem i Paris.
”Modeverdenen” var Folk comme-il-faut, de behøvede ikke var være hæderlige og ikke at være “fødte”, man spurgte dem ikke hvorfra de kom eller hvor de gik hen, de skulde kun besøge Theatrene paa Moden, benytte den Essens som var paa Moden, læse den moderne Forfatter, beundre den moderne Maler, handle paa Moden, være gift paa Moden – fremfor alt gaa klædt paa Moden.
Herman Bang følger begrebsforklaringen op med en guidet tur gennem byens nyeste forbrugerkultur. Han åbner med en morgenscene i det borgerlige hjem, hvor justitsråden læser avis, da han får selskab af sin hustru. Det er hende, der har bevirket at familien for nyligt er flyttet til hovedstaden med det erklærede formål at få datteren godt gift. Langt op ad formiddagen dukker den voksne datter op i slåbrok.
Hun er gråbleg i ansigtet efter nattens bal, men i tankerne er hun allerede på vej til næste fest. Hvad skal hun have på? Hun beslutter at gå i byen og købe en ny kjole. Da moderen spagt foreslår, at de da kan få hjemmesyersken til at reparere slæbet på ”den lyserøde”, affejer datteren hende utålmodigt.
Kjære Mama, nu begynder du igjen. Syjomfru hjemme, som om det var en Smule billigere, nei, man staar sig virkelig ved at ta’e færdigsyede Ting.
Her indskyder Herman Bang en passus, der åbner med det retoriske spørgsmål: Hvem kender ikke Worth?
For nutidens læsere er det nok nødvendigt med en forklaring på, hvordan navnet Worth alene kunne begrunde datterens afvisning af at engagere en hjemmesyerske.
Hvem kender ikke Worth?
Charles Frederic Worth (1825-1895) er gået over i historien som grundlæggeren af haute couture. Han var ikke den største modeskaber i Paris, men han var den første, og har i den kapacitet en uomgængelig plads som alle modedesigneres stamfader.
Men når han selv skulle skildre sine bedrifter, var det sin forretningsinnovation han fremhævede. Den beskrev han som ”tredobbelt profit”.
o Han købte stoffer direkte fra væverierne, og derved omgik mellemhandlere.
o Han producerede en færdig kjole efter mål, så han som manufakturhandler overtog hjemmesyerskens arbejde.
o Han fremstillede en kollektion af modeller, som kunderne kunne vælge i mellem, så han aktivt kunne styre produktudvikling og produktion.
At innovationen lykkedes, skyldtes i høj grad Worth’s kommunikationsstil. Han gestaltede sig som en kunstner med baskerhue og slængkappe. Overfor sine kvindelige klienter var han brysk og tålte ikke modsigelse. Han kunne diktatorisk presse en kunde til at købe en gul kjole, selvom hun var kommet for at se på en blå. Og så videre.
Hans excentricitet havde en økonomisk funktion, idet den minimerede risikoen ved at fremstille en kollektion af færdige kjoler. Faktisk solgte han ud hver eneste sæson.
Hjemmesyerskerne, der tidligere havde fungeret som personlige rådgivere for adelens og borgerskabets damer, kunne ikke hamle op med den nye forretningsmodel. For det første var deres adgang til investeringskapital og kredit begrænset. For det andet gav deres lavere klasse dem en mere underordnet rolle i forhold til deres klienter, mens Worth, dels som mand, dels bemyndiget af kunstnerrollen, kunne overskride sociale grænser og øve indflydelse på kvinder af en højere klasse end ham selv.
Derfor var hjemmesyerskerne på tilbagetog i 1880, da Worth’ forretningsinnovation gik sejrsgang over hele Europa. Modesalonen skabte et helt nyt opleverum, hvor kvinder kunne se og blive set. Herman Bang sammenlignede den prosaisk med en barbersalon for kvinder.
Børre-Lorenzens Modebasar
Det var det opleverum, som justitsrådens datter ville ind i, da hun arm i arm med en veninde spadserede mod Børre-Lorenzens Modebasar i Østergade.
Da de unge kvinder kommer ind i forretningen, bliver de øjeblikkeligt suget ind af vareæstetikken. Her er opstillinger af hatte og muffer. Overstykker og kåber, der hænger i lange rækker, deklarerer uimodsigeligt at vinterens farve er havannabrun. Blandt de mange mennesker i forretningen, hilser de to veninder på nogle bekendte og veksler et par ord. De inspicerer de udstillede varer og holder en kåbe op for sig, mens de ser sig i spejlet. Den mandlige kommis taler til dem om priser og nye varer.
Der føres ti Samtaler paa en Gang, de brydes, stige, gennemvæves af forvirrede Tal, det summer med franske Navne, med Priser, med Udraab, med Latter. Man flokkes foran de store Speile med deres friske, blanke Flade, der kaster de bløde Stoffer tilbage med en forskjønnende Glans.
Men det var jo bare en distraktion, for de to veninder er kommet for at se på kjoler. De fortsætter ind i modelsalonen – ”Selskabsslæbenes, Silkerobernes, Parisermodellernes Allerhelligste”.
Her bliver de mødt af butikschefen, der med profetisk autoritet er i gang med at oplyse en gruppe kvinder om næste sæsons nyheder. Herman Bang gengiver en ordveksling, der viser butikschefen som en værdig arvtager til Worth.
Til Sommer bliver alt Henry deux, siger Husets Chef.
Men det er jo de rene Maskeradedragter, udbryder Fruen. Sikken masse Puffer og sikke Farver … de Puffer er aldeles umulige.
Det siger man altid i Februar, siger Chefen med et høfligt Smil, og alligevel går man med Dragterne i Juni.
Nej, denne Gang er det virkeligt for galt … de Puffer er aldeles umulige.
Vi får se. Jeg kom fra Paris i gaar.
Har de været i Paris igen?
Ja, nu må jeg tage derned fire Gange om Aaret. Moderne skifter saa hurtigt.
Butikschefen bemestrer alle høflighedens former, men han er ikke underdanig og forudser at hans kunder snart vil ændre smag på trods af sig selv.
Børre, Dahl og Goldschmidt
Efter besøget hos Børre fortsætter de to veninder til Dahl på Vimmelskaftet, hvor justitsrådens datter søger efter et par sko der passer til den nye kjole. Derefter går de videre til Goldschmidt i Antonigade for at se på skørter.
Med mundrette navne indfanger Herman Bang hjørnestenene i det mondæne København. Hofskomager H. C. Dahl var Københavns største og mest prestigefyldte fodtøjsproducent fra 1850rne frem til slutningen af århundredet. Moritz Goldschmidt var possementmager i Horsens, da han i kompagniskab med købmand August Crome i 1860 etablerede et maskinvæveri i Horsens Tugthus og et udsalg af konfektionsvarer i Antonigade i København.
Skomager Dahls forretning lukkede, da fodtøjsbranchen blev mekaniseret, mens Crome & Goldschmidt åbnede et stormagasin på hjørnet af Kristen Bernikowsgade og Østergade, som i det følgende århundrede blev en af landets største detailforretninger.
Billedet, jeg har valgt til at illustrere dette indlæg, er fra Moresco, der allerede en stor mondæn damekonfektionsforretning i København i 1880 (selvom firmaet ikke er nævnt i Herman Bangs feuilleton).
Regningsrædsel
Herman Bang afslutter sin feuilleton med at ved vende tilbage til justitsråden. Han nævner den “regningsrædsel” der vil gribe ham, når han senere på dagen modtager dokumenterne efter datterens bytur.
Regningsrædsel er ikke et ord, der har vundet indpas i sproget. Men den følelse, det beskriver, må siges at være et bestandigt element i modens forbrugerkultur.
