Danmarks besættelse den 9. april 1940 skabte helt nye betingelser for industriproduktionen. For de industrigrene, der var afhængige af råvareimport, var det nedgangstider, mens de, der anvendte lokale materialer – som læder, træ og cement – gik i højkonjunktur.
Tekstilbeklædningsbranchen var hårdt ramt, idet råvaretilførslen i 1941 faldt til 10 procent af det normale. Som erstatning for bomuld og uld måtte producenterne ty til groft hampelærred, hør og celluld, der typisk var inferiøre i forhold til de materialer, de erstattede.
Pelsbeklædningsproduktionen havde også før krigen været baseret på import, men da den internationale handel blev afbrudt, var det muligt at erstatte forsyningen med lokale råvarer af udmærket kvalitet. I besættelsens første år drejede det sig især om kalveskind, der blev anset som en fin erstatning for både læder og pels. J. Goldstein & Søn blev landets største producent af kalveskindsfrakker med en årlig produktion på næsten 2000 styk.
Fordelingen af kalveskind var statsligt reguleret, og i 1944 standsede tilgangen til beklædning, idet kalveskindene blev forbeholdt den essentielle produktion af fodtøj.
J. Goldstein & Søns produktion af kalveskindskåber er gennemgået i et notat fra revisor Eske Hansen i august 1941. Anledningen til gennemgangen var udvidelsen af prisloven, som Folketinget havde vedtaget den 26. april 1941 med det formål at bremse den galopperende prisudvikling. Den indeholdt en bestemmelse om maksimalpriser for mange basale forbrugsvarer. Men fordi pels ikke er et standardiseret produkt, faldt det ind under bestemmelsen om avancebegrænsning.
Eske Hansen noterer, at selvom kalveskindsfrakkerne, der udgjorde ”op imod 2000 kåber af et samlet salg på ikke over 3000 kåber” var basisprodukter i firmaets værdisystem, måtte de kategoriseres som luksusvarer i henhold til prislovens formål. De kunne nemlig ikke produceres til en fast pris, idet priserne ”efter skøn blev fastsat højere eller lavere end kalkulationsprisen eftersom pelsen ’falder’ ud.” Det samme gælder for “luksuskåber” som persianer og nertz.
Med hensyn til salget af uforarbejdede skind er der i firmaet stedse fulgt den regel, at indkøbet af et parti skind er undergået en sortering, således at skind, der “falder særligt godt ud” sælges til en efter skøn fastsat højere pris, mens de øvrige skind – inddelt i klasser – ligeledes sælges til en efter skøn fastsat pris. På den dårligste klasse kan prisen være mindre end den gennemsnitlige indkøbspris.
Gennemgangen byggede på firmaets bøger for 1939 og 1940 samt de kalkulerede priser for 1941. I det første besættelsesår var omsætningen på 930.000 kr. lidt højere end omsætningen på godt 900.000 i 1939, hvilket på grund af de billigere råvarer afspejlede et større overskud. For kalveskindsfrakkerne fandtes en priskalkulation for produktionsomkostninger adderet med 50 procent til firmaets drift og overskud, og stikprøver viste, at samme praksis var fulgt i 1940 som i 1939. Dermed kunne revisoren konkludere, at firmaet ikke havde ageret spekulativt, men kun udvist forsigtighed under optrækket til en økonomisk krise.
Alligevel drog Nathan Philip vidtrækkende konsekvenser af prisloven. Han genindførte den kunderabat, han havde inddraget i 1940, og afstod fra at øge avancen med de 5 procent, som loven tillod. Han besluttede også at tilbagebetale en del af overskuddet til sine kunder pro rata, hvilket var en radikal og usædvanlig handling.
I dag mener mange historikere, at virksomhederne kunne slippe afsted med høje avancer, idet kontrollen var begrænset, og efter krigen gik myndighederne kun efter dem, der havde handlet med tyskerne. Ifølge historikeren Anders Have Espersen lagde et firma som Randers Handsker 20 procent til avancen, uden at det førte til efterkrav.
J. Goldstein & Søns eksempel viser i hvor høj grad, stramningen af prisloven blev forvaltet gennem selvregulering. Idet J. Goldstein & Søn havde en stor kundekreds, der tilhørte alle segmenter af den danske beklædningsbranche, må Nathan Philips beslutning om at tilbagebetale firmaets overskud også forstås som en kommunikativ handling. Den blev i hvert fald bemærket, og der blev talt om den, også længe efter krigen.
