Det drejer sig om holocaust, og det er kritisk for at forstå Nathan Philips ageren op til salget af J. Goldstein & Søn til O. Storm-Nielsen og flugten til Sverige i 1943. Da den danske regering ophørte med at fungere d. 29. august, brød statens beskyttelse af jøderne brød sammen, og hver enkelt var i princippet overladt sin egen risikovurdering.
Jødernes forhold under Danmarks besættelse
Blandt historikere er der nogenlunde konsensus om, at besættelsestidens danske regeringer stod som garant for jødernes retssikkerhed efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Samlingsregeringerne afviste enhver form for tysk indgreb over for de danske jøder. Først Augustkrisen 1943, med regeringens exit og den tyske undtagelsestilstand, åbnede mulighed for en tysk aktion mod det jødiske samfund.
I 1930’erne havde de danske jøder – i alliance med myndighederne – anlagt en strategi af selvpålagt tilbageholdenhed med det udtrykkelige formål at undgå at fremprovokere en aggressiv tysk politik. Holdningen er eksemplificeret af Mosaisk Troessamfunds formand C.B. Henriques’ udtalelse efter Krystalnatten i 1938:
Vi kan og maa ikke give vor Harme og Sorg Luft i Ord, lad os i Stedet give Udtryk for vore Følelser ved at stille rigelige Midler til Disposition for Hjælpearbejdet.
Den danske regerings politik om ikke at give besættelsesmagten anledning til at skride ind over for det jødiske samfund betød til gengæld, at danske jøder i løbet af besættelsens første år blev fortrængt fra ledende poster i dansk erhvervs- og kulturliv. Deres handlingsrum var efterhånden så indskrænket, at man ikke længere kan beskrive deres tilbageholdenhed som selvpålagt.
Også besættelsesmagten skubbede på, eksemplificeret af den rigsbefuldmægtigede, Cecil von Renthe-Finks, voldsomme protest til den danske regering i juli 1942, efter departementschef Georg Cohn havde holdt et radioforedrag om rationering.
Minister Renthe-Fink udtalte, at hvis det var os saa meget om at gøre ikke at faa Jødespørgsmålet rejst, saa maatte vi undgaa Ting som dette Foredrag, der fra tysk Side uvægerligt ville blive udlagt som en Provokation. [… ] [H]an forstod ikke, at Jøderne i Danmark ikke holdt sig musestille, derigennem vilde man jo bedst undgaa, at Spørgsmålet blev rejst – ogsaa paa længere Sigt.
Selv under undtagelsestilstanden i september 1943 troede Henriques så stærkt på de danske jøders fortsatte beskyttelse, at han havde svært ved at acceptere meddelelsen om den forestående tyske aktion. Historikeren Hans Kirchhoff skriver, at Mosaisk Troessamfunds formand og hans inderkreds
havde under hele besættelsen arbejdet under devisen om at ligge død og undgå enhver handling, der kunne udlægges som en provokation og nedkalde katastrofen. […] De tegner dermed en handlingsfigur af illusion, passivitet og afhængighed, som er så karakteristisk for jødernes reaktion under Holocaust.
Sofie Lene Bak har dog vist, at denne passivitet ikke karakteriserede alle de ledende skikkelser i Mosaisk Troessamfund. Den kendetegner heller ikke Nathan Philip, der i løbet af få dage iværksatte en nødplan, han havde forberedt et år i forvejen. Dermed adskiller Nathan Philips historie sig fra de fleste beretninger om de danske jøders flugt til Sverige, der fremhæver at opbruddet var uventet og uforberedt.
Men også hans historie er med til belyse den kritiske svaghed ved den officielle overlevelsesstrategi, som er anført af historikere fra Hans Kirchhoff til Bent Blüdnikow, nemlig at der bag den selvpålagte tilbageholdenhed ikke fandtes en plan B. I en situation, hvor strategien ikke længere holdt, og nazisterne forberedte en jødeaktion i Danmark, var der ikke noget fælles advarselssystem eller en kollektiv redningsstrategi. Hver enkelt aktør var overladt til egne ressourcer.
Derfor er det relevant at spørge: Hvad vidste Nathan Philip, og hvornår vidste han det?
Nathan Philips viden og netværk
Nathan Philip har ikke selv berettet sin historie, så hans risikovurdering og selvforståelse da han var stillet overfor nazisternes jødeforfølgelser kan kun beskrives indirekte.
Derfor forsøger jeg at besvare spørgsmålene ud fra den viden og erfaring, der fandtes i hans netværk. Det drejer sig for det første om pelsbranchens internationale netværk, der havde været centreret i Leipzig, og for det andet om hans personlige netværk i Sverige.
Det jeg søger efter er ikke en helhedsforståelse, som den vi har i dag, for den fandtes ikke dengang. Endlösung, nazisternes plan om at fjerne alle jøder i Europa, der blev vedtaget på Wannseekonferencen den 20. januar 1942, var ikke offentligt kendt. Begreber som forbrydelser mod menneskeheden og folkemord blev anvendt for første gang i Nürnbergprocessen mod ledende tyske nazister fra 1945-49. Ordet holocaust blev først alment kendt med tv-serien af samme navn fra 1978, og begrebet shoah blev gjort kendt med Claude Lanzmanns store dokumentariske projekt fra samme periode.
Men selvom omfanget og detaljerne var ukendte, var det muligt at vide, at der foregik omfattende og systematiske forfølgelser, at Hitler førte en udrydningskrig mod jøderne i hele Europa. Et menneske med selv en begrænset viden om dette, må have foretaget en anden risikovurdering, når noget lignende begyndte at ske i Danmark, end et menneske, der var uvidende om det.
Leipzig
På grund af koncentrationen af pelsvirksomheder var Leipzig var en af de byer i Tyskland med en relativt høj andel af jøder – 1,2 % af den samlede befolkning. Det var også distinkt, at flertallet af dem var født udenfor Tyskland. Samtidig var Leipzig en by, hvor nazistpartiet var det største parti, der fik 37 % af stemmerne. Pelshandlernes oplevede regimets fjendtlighed umiddelbart efter nazisternes magtovertagelse i januar 1933.
Allerede i slutningen af marts besluttede engelsk-jødiske pelshandlere at boykotte handlen i Leipzig. I juli tilsluttede det amerikanske National Council of Fur Trade Organisations sig boykotten. Samtidig afstod jøder fra udlandet at besøge pelsmarkedet i Leipzig på grund af deres usikre status.
I februar 1934 beklagede formanden for den tyske forening af pelshandlere, Paul Hollender, i en rapport for Dresdner Bank i Leipzig at ikke bare var mange af branchens medlemmer fra emigreret til udlandet, men de havde også taget deres kunder med sig til konkurrerende markeder, først og fremmest London.
I sommeren 1938 var der 8000 tyske flygtninge i England, hvoraf 187 var klassificeret som “refugee entrepreneurs.” De fleste havde bosat sig i London. I 1939 fremhævede en rapport om flygtningene i Storbritannien pelshandlerne som en nicheindustri, der var transplanteret fra Nazityskland.
One specific example is shown by the fur trade in which there are about sixty refugee firms in Great Britain working as commission agents and brokers which were formerly established in Leipzig or Berlin. In addition, there are some three or four manufacturing furriers now in London employing fifty or sixty workers who previously ran business in Germany. At least one firm exists in London for the dressing and dyeing of furs, many of which were formerly prepared in Leipzig; this firm is managed by a German refugee but gives employment to some 160 British employees.
En rapport fra Leipzig angav, at ved udgangen af 1936 var 113 pelsfirmaer, specialiseret i international handel, flyttet til London, New York, Paris, Prag og Milano. Da de jødiske firmaer blev likvideret i 1938 var aktivitetsniveauet faldet markant, og i 1939 konstaterede Deutsche Bank i Leipzig at “ariseringen” af byens pelsbranche havde medført tab på grund af stop for investering i jødiske forretninger og tilbagegang for afledte aktiviteter.
Dermed var der foregået en geografisk forskydning af hele den europæiske pelsbranches netværk. De pelshandlere, der var flygtet fra Leipzig til London, bevarede kontakten til leverandører og kunder i hele Europa og holdt sig underrettet om jødernes forhold i forskellige lande og regioner. Nathan Philip var en del af dette netværk frem til den 9. april 1940, da al kontakt med England blev afbrudt.
Antagelsen om, at Nathan Philip modtog viden om nazisternes jødeforfølgelser gennem pelsbranchens internationale netværk, stemmer overens med Hans Kirchhoffs pointe om, at de jøder i Danmark, der havde familie eller anden kontakt til Østeuropa var bedre informeret om holocaust end andre.
Sverige
Hans Kirchhoff skriver videre:
Historikere strides om, hvor udbredt kendskabet til Endlösung var. Nogen entydigt svar kan næppe gives. Det afhænger af tid og sted. Men i hvert fald de svenske kilder tyder på, at svenske jøder var informeret om det værste, også selvom man ikke måtte have erkendt mordmetoden og drabenes astronomiske omfang.
Grunden til dette var, at nyhedsmedierne i det neutrale Sverige var fri for censur. Der var et forbud mod grymhetspropaganda og en tilbageholdenhed med at bringe konkrete rapporter om vold, der i krigens første år nedtonede nyhederne om jødeaktionerne. Men ikke desto mindre var der korrekte og informative artikler for dem, der vidste hvad de søgte efter.
Vendepunktet kom i efteråret 1942. Den 13. oktober udkom en stor artikel, skrevet af den svensk-jødiske historiker Hugo Valentin med overskriften “Utrotningskriget mot judarna” i Göteborg Handels- och Sjöfarts-Tidning. Kort efter kom efterretningen om at der var sket en massearrestation af norske jødiske mænd den 25.-26. oktober. De norske jøder blev deporteret til Auschwitz i slutningen af november.
Dette fremkaldte en bred, stærk og indigneret reaktion i den svenske offentlighed, der banede vejen for den aktivistiske flygtningepolitik, der blandt andet sikrede en åben modtagelse af de danske jøder det følgende år.
I Sverige havde Nathan Philip ikke bare forretningsforbindelser – først og fremmest en afdeling med lager i Malmö bestyret af Carl Wittrup-Rasmussen – men også slægtninge.
Hans søster Jeanette (født 1881) var gift med ingeniør Jacob Ettlinger (1880-1952), der under Første Verdenskrig opholdt sig i København som flygtning fra Tyskland, og parret havde bosat sig i Stockholm. Deres datter Camilla (født 1918) blev i 1938 gift med Fritz Hollander (1915-2004), der var kommet til Sverige som tysk flygtning i 1933. Fritz Hollander var leder af en familieejet virksomhed Baltiska Skinnkompaniet, der handlede med huder og læder. Han var også politisk aktiv som kommunist og engageret i hjælpearbejdet for flygtninge.
I løbet af besættelsens første år foretog Jacob Ettlinger to investeringer i Sverige for Nathan Philip. Den første var i november 1941, da Jacob Ettlinger på vegne af Nathan Philip købte svenske aktier for 37.000 kr. Den anden var i november 1942, da han hjalp med at etablere et agentur for J. Goldstein & Søn i Stockholm under ledelse af Ernst Ekman. Der var selvfølgelig økonomisk ræson i disse investeringer, men de havde også potentielt strategisk betydning.
1941 Nathan Philip brev til Jacob Ettlinger om investering i svenske papirer (PDF)
1945 Nathan Philip brev til Jacob Ettlinger om E Ekman (PDF)
Den svenske flygtningepolitik havde nemlig indtil vendepunktet i efteråret 1942 været restriktiv, især overfor jøder. Myndighederne bedømte udlændinges ansøgning om opholdstilladelse efter deres tilknytning til Sverige og evne til at forsørge sig selv.
Det tyder på, at Nathan Philips netværk i Sverige ikke bare holdt ham underrettet om nazisternes jødeforfølgelser, men også aktivt hjalp med at sikre en flugtvej, hvis han blev nødt til at forlade Danmark.
Litteratur
Bak, Sofie Lene 2010: Ikke noget at tale om: Danske jøders krigsoplevelser. Dansk-jødisk museum, København.
Berggren, Henrik 2022: Landet Utanför: Sverige och Kriget 1940-42. Stockholm Nordstedts.
Berggren, Henrik 2023: Landet Utanför: Sverige och Kriget 1942-45. Stockholm Nordstedt.
Blüdnikow, Bent 2023: Min fars flugt: Jødiske skæbner i oktober 1943. København.
Declercq, Robrecht 2017: World Market Transformation: Inside the German Fur Capital Leipzig between 1870 and 1939. Routledge, London.
Kirchhoff, Hans 2013: Holocaust i Danmark. Odense, Syddansk Universitetsforlag; University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences vol. 464.
Lauridsen, John T. og Joachim Lund (udg.) 2015: Samarbejdets Mand bd. 2. Minister Gunnar Larsens Dagbog 1942, København.
Rünitz, Lone 2000: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, København.
Sands, Philippe 2017: East West Street: On the Origins of Genocide and Crimes Against Humanity. New York, Knopf Doubleday.
Åmark Klas 2016 (2011): Att bo granna med ondskan: Sveriges förhållande Till nazismen, Nazityskland och Förintelsen. Albert Bonniers Forlag, Stockholm. Utökad och reviderad.
