Der fortælles, at Jacob Goldstein i Nakskov havde en betrængt økonomi, og at han endda havde siddet i gældsfængsel.
Hvis det er korrekt, ville han ikke være den første iværksætter, der styrede tæt på konkursen. Alligevel er det overraskende, hvis han, som i sine ældre år drev sin københavnske forretning med fremsynethed og succes, kort forinden skulle have været tæt på økonomisk sammenbrud.
Så måske ligger der mere bag?
Her nærlæser jeg kilderne, tjekker fakta og foreslår en ny fortolkning, der giver anekdoten en uventet drejning.
Kilderne
Historien om Jacob Goldstein i gældsfængsel er nævnt i fire kilder.
Den mest udførlige er Viggo Cohn, pelshandler og søn af buntmager Moses Cohn, der boede i Nakskov samtidig med Jacob Goldstein.
Viggo Cohns erindringer ”Barndomsminder fra Nakskov”, som er skrevet i 1930rne (og udgivet i 1947) er en af de vigtigste kilder til det lille jødiske samfund i Nakskov i slutningen af 1800-tallet. Han nævner, at Jacob Goldstein sad gældsfængsel i Nakskov omkring 1868.
Det var på den tid Moses Cohn etablerede sig som ung buntmager i Nakskov, og altså før Viggo Cohn var født. Det indikerer, at der er en historie, han har hørt som barn. Han opbløder da også Jacob Goldsteins ydmygelse ved at karakterisere ham som ”på sit felt en meget dygtig mand.”
Den anden kilde er et lokalhistorisk aviscauseri fra 1930rne af Nakskov-borgeren Julius Jensen, der skrev under pseudonymet Tonys Bror. I et lille portræt af Jacob Goldstein skriver han: ”En skønne dag måtte han standse sine betalinger, og så hævede han forretningen og rejste til København.”
Det er påfaldende, at han også fortsætter med at beskrive Jacob Goldsteins økonomiske succes: ”I en alder hvor de fleste tænker på at lægge op, gjorde Goldstein noget helt andet. Han etablerede en engrosforretning i hovedstaden, som efter nogle års forløb udviklede sig således, at den blev den største af sin slags i Norden.”
De øvrige kilder stammer fra virksomheden selv. Alfred Sander skriver følgende: ”Det er blevet mig fortalt, at det ikke altid var de bedste forretninger Goldstein gjorde, mens han virkede i Nakskov. Ved at flytte til København lagde man måske nogle svære år bag sig.”
Karsten Philip brugte samme anekdote som indledning til sit foredrag: ”Historien går, at et medlem af Goldsteinfamilien engang i midten af 1800-tallet sad i gældsfængsel ved indledningen til de jødiske helligdage. Min oldefar betalte ham ud, da han ikke ønskede, at et medlem af menigheden skulle sidde i fængsel i de vigtige efterårshelligdage.”
Gældsfængel
Gældsfængsel er en meget gammel straf. I middelalderen ansås det for retfærdigt, at en skyldner selv for den mindste gældspost kunne frihedsberøves, lænkes blandt forbrydere, sultes og ydmyges. Det eneste der skulle til, var at fordringshaveren krævede det, og selv ville betale for det.
I de følgende århundreder blev der foretaget flere indskrænkninger i straffen. I 1800-tallet var det alment anerkendt at frihedsberøvelse af en skyldner var en grusom og uhensigtsmæssig måde at inddrive gæld. Konkursloven af 1872 ophævede helt adgangen til at anvende gældsfængsel som middel til fuldbyrdelse af pengekrav.
Så hvis det er sandt, at Jacob Goldstein har siddet i gældsfængsel, må han have været en af de absolut sidste til at gøre sig denne tvivlsomme erfaring.
Der er dog heller ingen faktuelle kilder, der tyder på. Det kan derimod dokumenteres, at Hirsch Philip flere gange har ydet økonomisk støtte til Jacob Goldstein.
Hirsch Philips lån til Jacob Goldstein
Hirsch Philip havde en manufakturhandel i Nakskov, og i de år hvor byen ikke havde en synagoge, var der indrettet et loftsværelse i købmandsgården som bedehus. Han var hjørnestenen i byens lille jødiske samfund, som Jacob Goldstein i 1854 havde valgt at slå sig ned i.
Virksomhedsarkivets ældste dokument er en kaution, stillet af Hirsch Philip for Jacob Goldstein på 500 mark til firmaet Chr. Lang og Co. i Hamborg i 1866.
1866 Hirsch Philip kaution for Jacob Goldstein
Til den øvrige dokumentation har vi fået hjælp af historikeren Ole Arpe Munksgaard fra Nakskov Lokalarkiv. I byfogedens protokol har han fundet følgende:
I begyndelsen af 1858 stillede Philip kaution på 577 rigsdaler for Goldstein overfor firmaet Davis & Lazarus i Hamborg.
I slutningen af 1858 tinglyste Philip et skadesløsbrev på 1500 rigsdaler med sikkerhed i Goldsteins indbo og varelager.
I 1870 optoges et skadesløsbrev på 3000 rigsdaler i byfogedens protokol. Det blev aflyst i 1873.
Ole Arpe Munksgaard har yderligere gennemlæst Nakskov Avis og Lolland-Falsters Stiftstidende i de aktuelle perioder. Når Goldsteins navn dukker op, er det enten i meddelelser om, at han netop er ankommet med dampskibet fra Tyskland, eller i annoncer, der averterer hans varer. Han fortsatte altså med at drive sin forretning som sædvanlig, hvilket ikke ville være muligt, hvis han var i betalingsstandsning.
Dermed er der ikke belæg for at fortolke Hirsch Philips lån som akut krisehjælp til pelsforretningen. Den oplagte forklaring er tværtimod, at de rejste kapital til vækst.
Kapital til forretningsudvikling
I de år Jacob Goldstein boede i Nakskov opbyggede han en engrosforretning, baseret på handel med skind og køb af færdigvarer i Tyskland. Han skulle finansiere varerne i en lang handelscyklus, idet hans danske kunder købte dem på kredit om sommeren og betalte dem efter de var solgt om vinteren. Selvom han havde en vis kapital fra begyndelsen, havde han brug for tilførsel for at finansiere forretningens vækst.
I midten af 1800-tallet var kreditmarkedet voksende i hovedstaden, men i provinsen var det stadig kun sparekasser og kreditforeninger, der udlånte penge. Så Jacob Goldsteins eneste mulighed for at rejse kapital var gennem private kautioner og lån.
Hans årsregnskab fra 1879 viser en solid forretning med en årlig omsætning på knapt 21.000 kr, kapital på ¼ million og 9500 kroner i kassen. Det er en direkte forløber for den videre ekspansion i firmaet J. Goldstein & Søn i København.
Dermed kan vi konstatere, at Jacob Goldstein ikke rejste fra Nakskov på grund af økonomiske vanskeligheder, men for at videreudvikle en forretning, han allerede havde lagt en solid grund til.
En moralsk fortælling
Nu hvor den faktuelle basis for gældsfængslet er afkræftet, giver det mening at fortolke anekdoten som en moralsk historie.
Den er fortalt i en brydningstid, hvor forholdet mellem moral og økonomi blev omvurderet. Jacob Goldsteins gældsætning giver mening i den nye tids liberalisme og økonomiske dynamik, hvor kapital blev en produktivkraft der avlede mere kapital. Men anekdoten følger den gamle forståelse, hvor moralsk gæld er overordnet pengemæssig skyld.
Det moralske grundlag er tydeligst i Karsten Philips genfortælling, hvor der er symmetri mellem den tjeneste Hirsch Philip ydede Jacob Goldstein i Nakskov, og det der skete et halvt århundrede senere, da Goldstein valgte Hirschs sønnesøn Nathan til at videreføre sit firma. Det viser solidariteten i det jødiske samfund og i særdeleshed mellem de to familier.
Nakskovs syn på Jacob Goldstein
Min fortolkning er, at historien om gældsfængsel først og fremmest siger noget om den måde, Jacob Goldstein blev set af folk i Nakskov.
Jacob Goldstein fortsatte med at være en kendt skikkelse i byen længe efter han var flyttet til København. Han og Rosa aflagde hyppige besøg i Nakskov resten af livet. De havde været med til at betale for opførelsen af den ny synagoge, der stod færdig i 1880, og de fortsatte med at udøve velgørenhed i lokalsamfundet.
Lollands buntmagere og manufakturhandlere havde været de første aftagere i Goldsteins engrosforretning, og de fortsatte som loyale kunder, da han etablerede sig i København. Et godt stykke ind i 1900-tallet udgjorde Lolland-Falster en hjemmebase, idet regionen havde firmaets største kundekoncentration.
Jeg tror, at nøglen til historien ligger i, at de mennesker, som fortalte at Goldstein engang har været i gældsfængsel, var hans mangeårige kunder og bekendte.
De har sikkert haft et glimt i øjet, for dybest set var meningen vel med lidt jantelov og humor at minde Goldstein om, at han stod i moralsk gæld til dem, selvom hans firma havde vokset sig større end hvad købstaden kunne understøtte.
Måske har det muntret dem lidt op at genfortælle historien, når deres regning forfaldt, og det var tid at betale de varer, de havde fået af ham på kredit.
Jacob Goldstein var ikke en mand, der helt kunne tilhøre en dansk købstad. Dertil krydsede han for mange geografiske og sociale grænser. I mange år rejste han frem og tilbage over Østersøen og gjorde profitable forretninger og opbyggede et firma, der orienterede sig imod et landsdækkende marked, der ikke tidligere havde eksisteret. Da han var nået den alder, hvor hans naboer begyndte at geare ned, rykkede han teltpælene op for at forfølge større muligheder.
Men vi kan da lige minde hinanden om, at den rige grosserer i København også engang var en gældsat buntmager her hos os!
Lad os huske på, at Nordens største pelshandler begyndte som en helt almindelig håndværker på hjørnet af Fruegade og Søndergade!
