I sommeren 1952 skrev Gudrun Philip et langt brev til Eskild Hartwig, der var på rejse i Italien. Der er ikke mange så personlige dokumenter i virksomhedsarkivet som dette, der fortæller om den svære tid omkring ledelsesskiftet og om den voksende tillid mellem firmaets to nye ledere.
Hun nævner “sagaen” om Rasmussen, som – efter oplysninger fra Karsten Philip – var en værkfører, der ønskede en plads i ledelsen, både mens Nathan Philip levede og efter hans død.
Det er let at forestille sig, at der har været et magttomrum. Selvom Karsten Philip var begyndt sin uddannelse, der ville sætte ham i stand til at overtage ledelsen, var der stadig mange år til, at han kunne udfylde den rolle. Eskild Hartwig var kun omkring tredive og dermed en ung og uprøvet leder, der nu stod i spidsen for det store gamle firma.
Det særlige ved den nye ledelseskonstellation var nok, at Gudrun Philip og Eskild Hartwig ikke havde valgt hinanden og ikke havde samarbejdet, førend de stod med det fælles ledelsesansvar. Det gør Gudruns brev betydningsfuldt.
Her er brevet i sin helhed. Transskription nedenfor.
d. 6-7-52.
Kære Hartwig!
Efter at have hørt fra S.A.S. Oplysning, at De er landet et kvarter over to – og jeg tænker mig at det har været en skøn Tur til det fine vejr vil jeg sende Dem en Hilsen herfra Øresund. Det er faktisk Synd De skal gaa derovre og svede naar vi endelig har fået saa smukt vejr her.
Tro nu ikke, al dette skal være en længere “Bordtale” – men det er ikke altid saa let at finde de rette Ord, naar man sidder sammen, og jeg har faktisk Trang til at sige Dem “et Par Ord”. Der er snart gaaet et Aar nu, siden den morgen jeg ringede til Dem og straks følte, at det ogsaa var Dem en Sorg, at Nathan var borte for altid – og i det Aar har De været mig en saa enestående Støtte, at jeg maa have Lov at sige Dem Tak derfor. Jeg var ikke et Øjeblik i Tvivl om, at De ville gaa 100 % ind for det de paatog Dem. Men ingen kunne den Gang vide hvor mange vanskelige Ting vi ville blive stillet overfor, og for hver ny ting, der er sket – synes jeg at De er vokset endnu et Stykke med Opgaven, og har vist en ny Side af Deres Evner.
Det er Dem der for en stor Del har været Skyld i, at jeg synes at dette har – trods al Sorg og vel også nogen Bitterhed, hvor nødigt man end vil indrømme det – dog har været Værd at leve, for De har aflastet mig for den Følelse – at staa alene med det Hele – paa en saadan Maade, at det ikke kun gælder Forretningen, men ogsaa Drengene, selvfølgelig især Karsten, hvis Fremtid jeg med Ro ser imøde, naar han har Dem ved sin Side.
Jeg tror at det Choq han fik ved at se Nathan dø, kunne være blevet af en meget mere langtrækkende Virkning, hvis han ikke havde haft Dem i det Daglige og følt at han kunne tale med Dem om alt hvad der faldt ham ind. Baade han og jeg har følt, hvor meget De lægger Vægt paa at videreføre det bedste af Nathans Arbejde, selvom De, i Følge Sagens Natur, skal og maa slaa ind paa nye Veje og Baner, hvor det passer bedst. Jo mere man prøver paa at sige – jo mindre synes man, at man faar sagt, af det man gerne vil, og det er mig faktisk en Hjertesag, at De skal forstaa, hvor glad jeg har været ved at have Dem ved min Side i alle disse Maaneder. Forhåbentlig forstaar De det. Efterhaanden lærer vi jo hinanden ganske godt at kende.
Jeg ville ønske De havde været sparet for den sidste pinagtige Historie med Rasmussen. Men maaske det dog er bedst, det er gaaet netop som det er. Havde jeg ladet ham gaa i Fjor med det samme, havde det været saa dramatisk, og man havde aldrig faaet at vide om det var rigtigt. – Nu fik han sin Chance – og udnyttede den ikke. – Min Samvittighed er ren som Sne, og det tror jeg, jeg har Ret til at føle og haaber De er enig med mig deri.
Frøken Jessen ringede i Morges – officielt for at spørge til mit Helbred – saadan set var det jo meget naturligt. hvis hun ogsaa ville tale med Rasmussen. Det gik smertefrit, for jeg sagde, at jeg ville ikke mere tale om alt det. Nu var det jo Slut, og det var ham selv der havde ønsket det saadan. – Dertil svarede hun, at hun troede paa en Maade ogsaa det var bedst – Jo mere hun tænkte derover. Han var og havde altid været en misfornøjet Natur, og hun troede der blev meget mere Arbejdsro nu. – Der havde altid været Vrøvl i hans Kølvand, og De ville sikkert foreslaa at faa det Hele indrettet paa bedste Maade, med den Evne De havde til at tilrettelægge al Ting og overse det Hele. Dertil sagde jeg, at det troede jeg ogsaa, og saa var den Samtale slut, og det var egentlig meget bedre end at begynde, naar jeg kom derind. Hun forstod godt, at det var en Sag, jeg aldrig mere ville drøfte, og at Rasmussens “Saga” var endt. For mig er det en stor Lettelse ikke at skulle se ham mere derinde, og jeg kan ikke lade være med at tro at selv om der vil blive nogle Overgangsbesværligheder, vil De ogsaa blive glad for at det er endt nu.
Jeg haaber De maa faa noget ud af Deres Tur. Det er spændende hvad Italien kan føre til, og jeg ønsker Dem en rigtig god Rejse og haaber, at De kommer hjem til færre Ubehagelighed end de har haft i disse tre uger – der skulle jo ogsaa komme en Tid, hvor De fik lidt mere Tid til Deres søde Kone og dejlige Unger, der sikkert savner Dem – ligesom også vi andre gør det.
Mange hjertelige Hilsener
Deres hengivne
Gudrun Philip
