Nathan Philip (1883-1951) var leder og ejer af J. Goldstein & Søn og en samlende aktør i pelsbranchen i første halvdel af 1900-tallet, der var pelsens ubetingede storhedstid.
Hans centrale bidrag var at opskalere virksomhedens kapacitet som landsdækkende (og i mindre grad regional skandinavisk) leverandør til en dynamisk detailbranche, der opdyrkede et massemarked. Det foregik blandt andet gennem diversifikation af leverandørnetværket, øgning af egen produktion og endda investering i en minkfarm. Under hans ledelse tog virksomheden de første skridt til markedskommunikation med logo og kataloger med fotografier, produceret i højeste kvalitet.
Hvad branchen angår, var Nathan Philips tilgang baseret på win-win princippet. Han brugte den fordel, han havde ved at være uddannet af Danmarks første pelsgrossist til at dele sit netværk med danske kolleger. Og han gik forrest i organiseringen af den spæde danske pelsbranche.
I 1930 var han medstifter af Foreningen af Danske Fabrikanter og Grossister i Pelsvarebranchen, og i mere end 10 år var han foreningens formand. Han var en af initiativtagerne til institutionalisering af buntmageruddannelsen, der blev hjemhørende på Teknologisk Institut.
Sit sociale ansvar praktiserede han også gennem velgørenhed, og han stiftede et legat, der især i efterkrigsårene rettede sig mod pensioner til branchens udøvere.
Nathan Philip ledede J. Goldstein & Søn gennem en mørke tid, hvor nazisternes antisemitisme i 1930’erne decimerede den tyske pelsbranche, og hvor deres jødeaktion i Danmark i 1943 gjorde det nødvendigt at organisere et proforma ejerskifte, mens ejeren selv gik i eksil i Sverige. Det er hans fortjeneste at det jødisk-ejede firma fik en (næsten) kontinuerlig eksistens gennem den nazistiske besættelse af Danmark.
Baggrund og uddannelse
Nathan Philip blev født 8. februar 1883 i København. Hans far var Joseph Philip (1850-1918), ældste søn af Hirsch Philip, der havde været Jacob Goldsteins nabo, ven og økonomiske støtte i Nakskov. Hans mor Camilla, født Hildesheim (1845-1905) var opvokset i København.
Joseph og Camilla Philip havde fire børn: Henriette (f. 1881), Frederikke (f. 1882), Nathan (f. 1883) og Siegfred (f. 1884). Familien boede i København, hvor Joseph Philip var manufakturhandler.
Da Jacob og Isidor Goldstein valgte Nathan Philip til at videreføre deres firma, havde venskabet mellem de to familier eksisteret i to generationer og holdt gennem flytningen fra Nakskov til hovedstaden. Samtidig var forholdene sådan, at Joseph Philips forretning ikke var særligt strålende, så der var ikke noget for hans søn at overtage. Og i familien Goldstein var der ikke nogen arving, der kunne træde ind i det succesrige pelsfirma.
Nathan Philip begyndte som lærling i J. Goldstein & Søn 23. august 1898. Der var ikke noget glamourøst over hans læretid. Han gjorde det samme arbejde og fik den samme beskedne løn som andre lærlinge – 10 kr. hver måned det første år, 20 kr. det andet år og 30 kr. tredje år.
Men fra det fjerde og sidste år af hans uddannelse begyndte hans løn at stige og hans ansvar at vokse. Da han blev prokurist i 1907, var han allerede en højtlønnet medarbejder idet hans månedsløn kom op på 250 kr. Herefter steg den til det dobbelte i dobbelte i 1910.
Robrecht Declerq har beskrevet, at en essentiel del af pelshandlernes uddannelse foregik ved at far og søn rejste sammen til messer og indkøbssteder. I dette tilfælde drejer det sig om de far-søn (og bedstefar-søn)-lignende forhold Nathan Philip havde til Isidor og Jacob Goldstein. Men der er ikke tvivl om, at det var hans hovedvej ind i pelsbranchens netværk og etos.
Jacob og Isidor Goldstein var fuldstændigt hjemme i den tyske pelsbranche. Da der i årene efter århundredeskiftet begyndte en geografisk diversifikation, overlod de det til Nathan Philip at opdyrke et leverandørnetværk i de nytilkomne lande, der tegnede sig for voksende markedsandele. Det drejede sig først og fremmest om England, Frankrig og Belgien. (Sidstnævnte blev tidligt blev en stor eksportbaseret producent af moderigtige pelsvarer.)
Det påhvilede altså Nathan Philip at lære sig engelsk og fransk og rejse ud og finde nye handelspartnere for J. Goldstein & Søn. Blandt de bevarede dokumenter er en kladde til et brev han skrev på fransk på bagsiden af Isidor Goldsteins brev fra 1904.
I 1908 rejste Nathan Philip (vistnok) for første gang til London, hvorfra han sendte et par postkort hjem til sine forældre og til Sarah Polack på kontoret. Det var sandsynligvis anden gang han rejste til London – i 1909 – at han traf Rex Poland, der blev en fast forretningsforbindelse fremover.
Leder og medejer
Efter Jacob Goldsteins død i 1911 overtog Nathan Philip formelt ledelsen af pelsafdelingen. Samtidig blev han investor i J. Goldstein & Søn. I årsregnskabet tegner han, Isidor Goldstein og Moritz Goldstein sig for præcis samme beløb: 20742,96 kr. Det indikerer en aftale om at drive virksomheden videre i et partnerskab, der skulle bane vejen for Nathan Philips overtagelse på længere sigt. I de følgende år øgede Nathan Philip hvert år sit indskud betydeligt.
I realiteten var de to brødres kapitalandel naturligvis langt større end Philips gennem deres arv og – for Isidors vedkommende – firmaet i Berlin. I følge meddelelsen i Krak blev firmaet videreført med Isidor Goldstein som eneejer og Moritz Goldstein og Nathan Philip som prokurister.
Isidor Goldsteins død i 1914 var i følge ministerialbogen forårsaget af lungesygdom. Det kan indikere langvarig sygdom. Tuberkulose var dengang årsag til hver syvende voksnes død i Danmark, og patienterne levede i gennemsnit i syv år med sygdommen. Så det er muligt at hans død var ventet, og generationsskiftet var velforberedt.
Med andre ord har Nathan Philip stået alene med hovedansvaret for J. Goldstein & Søn, fra han var knapt tredive år. Han havde formelt og uformelt en position som leder, men det tog et par årtier inden hans ejerskab blev ligeså eneherskende.
Efter Isidors død J. Goldstein & Søn blev omdannet til et interessentskab mellem Moritz Goldstein og Nathan Philip. Interessentskabet trådte i kraft pr. 1. januar 1915 og fortsatte til Moritz Goldsteins død i 1934. Det sikrede firmaets fortsættelse.
Men derudover hjalp Moritz Goldsteins involvering ikke på kontinuiteten. Han havde ikke tidligere deltaget i det daglige arbejde i familiefirmaet, og engagerede sig aldrig helhjertet i sin nye opgave som medejer og leder af hatteafdelingen. Hans sporadiske indsats – muligvis i kombination med personforskelle – gjorde at samarbejdet mellem de to ejerledere forværredes. Ved J. Goldstein & Søns 50-års jubilæum i 1930 var der ikke engang et forsøg på en fælles fejring af mærkedagen.
Det har uden tvivl været en lettelse for Nathan Philip, da han et par år efter blev eneejer af J. Goldstein & Søn.
Privat
Nathan Philip og Gudrun Kalkar (1903-198x) blev gift 10. oktober 1926. Sammen fik de sønnerne Allan (f. 1927), John (f. 1930) og Karsten (f. 1933).
De boede i en lejlighed på Grønningen og havde et sommerhus i Tårbæk.
Organisation
Da Nathan Philip begyndte som lærling, havde J. Goldstein & Søn knapt tyve ansatte, inklusive sælgere og deltidssyersker.
I de følgende år voksede organisationen støt og roligt til ca. 30 i 1911, ca. 40 i 1916, en svag nedgang i kriseårene efter 1. verdenskrig og derefter vækst til ca. 80 ansatte i 1940’erne.
Der var ikke nogen forandringer i virksomhedens organisatoriske struktur. I hele perioden bestod den af et administrativt kontor med få medarbejdere som bogfører H. P. Olsen og kasserer Sarah Polack.
Salget blev oprindeligt varetaget af fem handelsrejsende og agenter. Det tal forblev stabilt, når man ser bort fra periodevise satsninger på nordiske markeder udenfor Danmark og salg gennem kæder som Manufakturhandlere i Købstaden.
Organisationens kernefunktioner blev varetaget af skindlageret og de to værksteder. På skindlageret blev indkøbte partier skind opsorteret og prissat, så de kunne videresælges til buntmagere og stormagasiner. På værkstederne blev der produceret færdigvarer. På pelsværkstedet drejede det sig især om muffer, colliers og capes. På hueværkstedet var det hatte og huer til mænd, herunder uniformskasketter til offentlige og private organisationer.
Tilvæksten i antallet af medarbejdere foregik primært i disse tre afdelinger: skindlageret, pelsvareværkstedet og hueværkstedet. Derudover fandtes et huelager. Selvom der lå en værdi i at indføre færdigvarer og gøre dem tilgængelige for danske detailhandlende, var huelageret ikke karakteriseret ved en egentlig værdiskabelse på samme måde som de tre andre afdelinger.
Under Nathan Philips ledelse voksede var firmaets produktionskapacitet. Det harmonerer med varekædens strukturelle udvikling, der gjorde bagud-integration til den mest dynamiske strategi i denne periode. På forbrugersiden var der fremvækst af et massemarked. For pelsbranchen betød det ikke så meget standardisering, som efterspørgsel på prisbillige skind, der faktisk øgede råvarernes diversitet. Efterspørgslen på pels steg også fordi en stor del af tekstilproduktionen under de to verdenskrige blev reserveret til militære formål.
Det skal nævnes at hatteafdelingen (værksted og lager) sygnede hen i den tid Nathan Philip stod i spidsen for J. Goldstein & Søn. Årsagen var hans dårlige forhold til Moritz Goldstein og dennes spredte arbejdsindsats som leder af hatteafdelingen.
Netværk
Grosserer Philip er vokset op med den danske Pelsbranche, og faa kender som han alle dens Udøvere, høje og lave, store og smaa.
Sådan skrev Laugstidende ved Nathan Philips 50-års jubilæum i 1948.
Det med at vokse op sammen med den danske pelsbranche kan forstås konkret. Indtil omkring århundredeskiftet var J. Goldstein & Søn Danmarks eneste specialiserede pelsgrossist, så da flere pelsvareproducenter og -grossister dukkede op, havde det veletablerede firma en first-mover fordel gennem netværk, viden og kapital. Selvom Nathan Philip var ung, blev han en slags nestor i spæde danske pelsbranche.
Hans måde at dele netværk er illustreret i et brev fra L. J. Larsen i Pilestræde, som Nathan Philip har modtaget i Leipzig (forkortet).
2. januar 1911
Kære Philip,
Jeg har på anbefaling af Deres Firma faaet Firmaet J. l’Afrique, og jeg takker dem og skal ved lejlighed gøre gentjeneste.
Jeg har paa Anbefaling af Deres Firma faaet Firmet J. L’AFRIQUE og jeg takker Dem for det, jeg skal ved Lejlighed gjøre Gjentjenste. Firmaet har i Dag sendt mig Fortegnelse over Prøvekollektionen, der er afsendt pr Ilgods. Der netop er de Varer vi har talt om. Jeg vil gjerne vise Dem det først, og venter jeg med at vise andre det til De kommer hjem.
Med særdeles Agtelse
Udover netværk og videndeling pelshandlerne i mellem foregik der også en institutionalisering og organisatorisk strukturering af branchen.
I 1916 fik den sin første overenskomst mellem arbejdsgiveret og buntmagernes fagforening. Overenskomsten er tiltrådt af Buntmagernes forbund og Buntmagerlauget, mens elleve arbejdsgivere har underskrevet individuelt:
I. Goldstein & Søn
Rudolph Seligmann
A/S I. Morescos Skindafdeling
Nordisk Pelsvarefabrik
Fougstedts Pelsvarefabrik
Chr. Sønderby
P. le Dous
P. Brøndahl
A. C. Bang
M. Levinsky & Co
Gammeltoft Schougaard
Branchens kvindelige arbejdere er tilføjet som en eftertanke. Ved et møde afholdt efter overenskomsten var trådt i kraft, blev det vedtaget “så vidt mulig at lade Syerskerne indgå under samme arbejdsvilkår som svendene.”
Buntmagerlauget i København var fortsat med at eksistere og havde fortsat betydning, selvom laugene med næringsfriheden i 1862 havde mistet deres juridiske ret til at regulere fagene. I provinsen var situationen imidlertid anderledes. I 1886 var hatte- og buntmagere udenfor København gået sammen om at danne Hatte- og Buntmagerforeningen i Danmark som en samlende organisation.
Fra 1913 havde den udgivet fagbladet Dansk Hatte- og Bundtmagertidende. Derudover afholdt foreningen årlige generalforsamlinger i skiftende landsdele. I 1936 blev der holdt en gallafest på Grand Hotel i Odense i anledning af 50-års jubilæet.
På det tidspunkt havde foreningen omkring 70 medlemmer og et mindre antal ekstraordinære medlemmer, deriblandt Nathan Philip. Han støttede foreningens arbejde og havde både gennem J. Goldstein & Søn og som privatperson stiftet legater, der blev bestyret at foreningen.
Det nedenstående foto er fra Hatte- og Buntmagerforeningens årsmøde i Aalborg 1935. Foreningens bestyrelse og æresmedlemmer sidder på første række, mens Nathan og Gudrun Philip står længere tilbage præcis midt i gruppeopstillingen. Det modsvarer J. Goldstein & Søns centrale rolle som den største landsdækkende leverandør.
Overlevelsesstrategi under nazismen
Nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 fik vidtrækkende konsekvenser for de mange jødiske forretninger i pelsbranchen. Mange af Leipzigs pelshandlere måtte gå i eksil, og det lykkedes dem faktisk at tage deres forretninger med sig. De fleste blev genetableret i London i løbet af 1930’erne.
I 1933 var Nathan Philip hurtig til at skabe afdelinger med indkøb og lager i London og Malmö (og fra 1942 også Stockholm). Det mindskede J. Goldstein & Søns afhængighed af det store tyske marked, selvom det var ikke muligt at lede hele forsyningsstrømmen udenom Tyskland.
Da forholdene spidsede til under Danmarks besættelse skabte han sammen med førstemanden O. Storm-Nielsen og revisor Eske Hansen en nødplan om proforma ejerskifte. Den blev iværksat i september-oktober 1943, da Nathan Philip med sin familie måtte flygte til Sverige på grund af jødeaktionen.
I den sidste del af besættelsen blev firmaet drevet under navnet O. Storm-Nielsen, J. Goldstein & Søns Efterfølger. Alliancen var dog ikke mere robust end at der ved Nathan Philips hjemkomst i maj 1945 udbrød en uforsonlig konflikt, der endte med at Storm-Nielsen forlod firmaet.
Nathan Philip genindtog pladsen som leder og eneindehaver. Hans nye førstemand blev Eskild Hartwig (1919-1989), der kun var lidt ældre end Nathan Philip selv havde været, første gang han fik ledelsesansvar.
Efterkrigsårene
De tidlige efterkrigsår bød på nye udfordringer for den danske pelsbranche. Baggrunden var, at pelsdyravl i løbet af besættelsesårene var blevet etableret som et velfungerende erhverv med et produktionssystem, der – i modsætning til industriens nedslidte fabrikker – var nyt og intakt. Derfor blev det interessant i statens søgning efter potentielle eksportvarer, der kunne sælge for amerikanske dollars og dermed fungere som valutapumpe.
Handelsreguleringen fungerede ved, at pelsgrossisterne måtte eksportere for at optjene tilladelse til at importere skind fra udlandet. For at eksportere måtte de dels opdyrke et netværk at potentielle købere i udlandet, dels sælge skindene med tab for at beholde deres plads som mellemled.
For de danske pelsdyravlere var det begyndelsen på et væksteventyr, der fortsatte indtil for få år siden. Det markerede også et magtmæssigt skift i varekædens dynamik. Indtil denne tid havde varekædens drivkræfter og ledende virksomheder været pelshandlerne. Nu blev der skabt en magtbase blandt farmerne og råvareudbyderne højere oppe i forsyningskæden.
For et firma som J. Goldstein & Søn betød det umiddelbart en komplikation af forretningsmodellen, og på længere sigt et tab af den centrale position i værdikæden.
Nathan Philips sidste år
På et tidspunkt må vanskelighederne have tæret på Nathan Philips helbred. Han kom til at lide af hjertesygdom, hvis vigtigste behandling dengang var undgåelse af stress og sindsoprivelse.
Den 23. august 1948 holdt han sit 50-års jubilæum. Samme dag året efter begyndte Karsten Philip som lærling i firmaet. Dermed fik han opfyldt sit ønske om at kunne give J. Goldstein & Søn videre til en af sine sønner.
Nathan Philip døde i sit hjem 25. juli 1951 i en alder af 68 år.
I Laugstidendes nekrolog stod der blandt andet:
Nathan Philip var en af branchens mest kendte personligheder såvel her i landet som overalt i pelskredse i udlandet. Han var kendt og respekteret som en dygtig og retlinet forretningsmand, der forstod at skabe respekt om det arbejde, han udførte.
Nathan Philip var gennem hele sit liv levende interesseret i branchen og alle dens forhold i ind- og udland.
