Jacob og Rosas yngste søn, Emanuel Goldstein (1862-1921) – det eneste af deres børn, der ikke kom til at arbejde i familiefirmaet – blev symbolistisk digter. I 1889 formede han et nært venskab med den norske maler Edvard Munch. Da Munch i begyndelsen af 1900-tallet boede i København, var Emanuel og familien Goldstein vigtige kontakter.
Som digter har Emanuel Goldstein ikke sat mange spor i dansk litteraturhistorie. Men interessen for ham blev kortvarigt genopvakt af udstillingen Munch og Goldstein: Intense Linjer på Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum i 2019. Bogen der udkom i forbindelse med udstillingen, redigeret af Liza Kaaring, er en hovedkilde til dette indlæg.
Emanuel Goldstein, født 6. august 1862 i Nakskov som yngste søn af Jacob og Rosa Goldstein.
Han flyttede tidligt hjemmefra og dedikerede sig til et kærlighedsforhold med en kvinde, som ret hurtigt forlod ham. Det førte til et psykisk sammenbrud, da han var nitten år gammel.
Erfaringen anslog hovedtemaet for senere hans digtning – den omskiftelige tiltrækning og frastødning mellem mænd og kvinder.
I 1884 udgav han sin første digtsamling “Sprængte Lænker” under pseudonymet Alexander Herz.
I 1886 udgav han digtsamlingen “Vekselspillet” under pseudonymet –Hugo Falck Dette er hans hovedværk, og han genudgav den senere to gang under eget navn med titlen “Alruner.”
I 1889 formede han et venskab med den jævnaldrende norske maler Edvard Munch (1863-1944), da begge boede i Saint-Cloud, en forstad til Paris. De to unge mænd havde begge oplevet kærlighedsforhold, der var endt med svigt og jalousi, og de var optaget af hvordan deres erfaring kunne udtrykkes i en kunst, der bevægede sig væk fra naturalisme mod symbolisme.
Emanuel Goldstein sad model for Edvard Munchs maleri “Nat i Saint-Cloud” fra 1890. Billedet viser en ensom skikkelse med høj hat ved vinduet i et blåtonet rum, kun oplyst af måneskin.
Venskabet var intenst, og de var de jævnbyrdige i den forstand, at begge var lovende unge kunstnere. Edvard Munch var begejstret for Vekselspillet, anbefalede digtsamlingen hvor han kom, og illustrerede genudgivelsen i 1892 (under titlen Alruner) med en vignet.
Men efter et par år, stod det klart, at de to venner var meget forskellige, ikke mindst i forhold til produktivitet. Munch havde travlt med sine første separatudstillinger, der blev vist i Oslo og flere tyske byer. Emanuel Goldstein var lange mindre produktiv, og havde en meget ujævn karriere, (hvis man overhovedet kan kalde det karriere).
I 1891 udkom hans oversættelse fra fransk af J. K. Huysmans roman “Bryderier”.
Hans artikel “Kammeratkunst,” trykt for forsiden af dagbladet København 8. februar 1892, præsenterede – med Anders Ehlers Dams ord – “nogle ganske moderne tanker om, at digteren for ikke at blive opslugt i modernitetens kulturindustri må blive ansigtsløs og anonym.”
I de følgende år havde han vistnok flere udlandsophold, men udgav intet.
I 1899 er han nævnt i dagspressen som universitetsstuderende. Han forsøgte kortvarigt at præsentere sig som filosof og elev af Harald Høffding.
Selvom venskabet mellem Edvard Munch og Emanuel Goldstein kølnede med årene, bevarede de kontakten og mødtes på rejser og når Munch var i København.
Da Edvard Munch havde et alkoholfremkaldt sammenbrud i København i 1909, var det Emanuel Goldstein, der tog sig af ham og sørgede for at han blev indlagt på Dr. Jacobsens Sanatorium. Han skrev også øjenvidneberetningen “Indtryk fra Munchs Ophold på Jacobsens Klinik,” der er hovedkilden til den del af malerens biografi.
I denne periode tegnede Edvard Munch nogle portrætter af ham, blandt andet “Goldstein som Panter.”
I 1910 udgav Emanuel Goldstein sin tredje og sidste digtsamling “Nogle Digte”.
Han døde som 58-årig af influenza 23. januar 1921 i København.
Journalisten Georg Nygaard gav følgende karakteristik i en mindeartikel:
Det var naturligt at en saa pessimistisk, sky og særegen Personlighed som Emanuel Goldstein ikke blev produktiv. Uafhængig som han var, levede han i sit store smukke hjem mellem Bøger og Billeder. Hans Stuer var smykkede med Vennen Edvard Munchs Ungdomsværker.
Skuespilleren og maleren Albrecht Schmidt skrev følgende i brev til Edvard Munch efter Emanuel Goldsteins død:
Den aandelige Reise han gennemlevede som Nittenaarig gjorde ham for altid til en mærket Mand. Det lagde sikkert Grunden til den Hovedpine som mer og mindre plagede ham Livet igennem og som tvang ham til Isolation, der gjorde ham til ikke saa lidt af en – Særling. Han blev som De selv saa træffende sagde, til den Tiger der skjuler sig i Junglen, og som pludselig viser Klo og ‘Ansigt’ for atter at gemme sig bort.
Emanuel Goldstein og familiefirmaet
Som ganske ung brød Emanuel Goldstein på en eller anden måde med sine forældre, men de må ret hurtigt have forliget sig med hinanden igen.
Forældrene støttede ham med penge hele livet igennem, og takket være pelsfirmaets fremgang kunne han leve uden økonomiske bekymringer. Af gagebogen fremgår det, at Emanuel af og til dukkede op i forretningen for at få et beløb af sin far udover sit faste underhold.
Efter Jacob Goldsteins død i 1911 blev arven udmøntet som et gældsbevis med en årlig udbetaling fra firmaet, identisk med det der blev givet til hans søster Clara Josephson.
Pelsmotiver i Emanuel Goldsteins digte
Elskovens Evangelium fra Vekselspillet (1886) er samlingens store verscyklus, der beskriver digterens visionære indsigt efter han som ung mand blev forladt af sin første kærlighed.
Lig Spektrets Farver skifter
de elektro-magnetiske Strømme :
den ømme bliver den kolde,
den kolde bliver den ømme.
Men før han når til indsigten, er der en mere naturalistisk skildring af kærlighedsforholdet.
For hendes Skyld brød jeg både med Fa’r, med Mo’r og med Vennerne.
Var det Giftermaal? Nej, det var ikke dannet i Samfundets Lignelse,
skønt alt hvad vi mangled, det var kun Præstens Velsignelse.
Han fortæller hvordan de levede sammen som bohemer i fattigdom.
Mit indbo bestod af en Træstol, et trebenet Bord og en Skuffe;
vor Seng var et brungult Nerzfo’r og vor Hovedpude en Rævehalemuffe.
Ingen Konge hviled’ tryggere på sine Edderdunspuder
end vi i de fløjlsblødt-kildrende Dyrehuder.
Jeg hæfter mig ved, at pelstæpperne hører til den hverdagslige realisme. Det står som modbillede til de kongelige edderdunsdyner, som repræsenterer den luksus og bekvemmelighed, hjemmet netop ikke besidder.
Det er ikke nogen oplagt modstilling. For mange ville drømmen netop være sengetøj af pels. Men det er det ikke for pelshandlerens søn. For ham har det overhovedet ikke nogen erotisk ladning.
Det giver mig en association til et interview jeg lavede med en ung tredje-generationspelshandler i Hong Kong i 2004. Jeg spurgte hvad det havde betydet for ham som barn, at hans familie havde et pelsfirma.
Han tænkte sig om. Så svarede han: Da jeg var lille, sov jeg på pels.
Jeg var nysgerrig i forhold til pelsskindenes sanselige kvaliteter.
Sov du på pels? Var det fordi det var blødt?
Nej, svarede han kort. Det var fordi, der var stakke af pelsværk overalt i vores lejlighed. Nogle gange var hele gulvet dækket.
Når han huskede på hvordan det var at være et barn, der sov på pels, var det ikke et sanseligt minde om hudkontakt med fløjlsblødt-kildrende dyrehuder. Det var en prosaisk erindring om, at familiefirmaets produkter havde været allestedsnærværende og temmelig dominerende.
Var det en lignende erindring Emanuel Goldsteins havde fra sin opvækst? I Nakskov lå familiens hjem lå i direkte tilknytning til pelsværksted og -lager. Når der kom friske forsyninger hjem fra Tyskland, blev skindene stablet i bunker på gulvet. Måske skete det, at et lille barn kravlede op på dem og faldt i søvn, mens de voksne arbejdede?
Pels spiller ikke nogen rolle i Emanuel Goldsteins symbolunivers, men han har øje for hår. Især løse menneskehår dukker op i hans digte som påmindelse om den fornedrende sanselighed, når forførelsen er forbi.
For eksempel i en passage fra samme digt, hvor hovedpersonen sidder alene tilbage i skumringen, efter kvinden har forladt ham. Han sanser stadig hendes lugte. Han betragter en glemt hårnål, og
den næsten tandløse Kam /
[der] var gennemfiltret af stride Haar, der dufted’ brunstig og ram.
Så overvældes han af minder og bryder sammen i gråd.
Til et Par lægende Hænder
Jeg slutter denne minibiografi om Emanuel Goldstein med et af hans digte, som jeg er berørt af. Det handler om dog hovedpine og ikke om pels, og den kærlighed, det beskriver, er mere rolig og afbalanceret end det ungdommelige vekselspil.
Hvert et Strøg af disse kloge Hænder
Dulmer mine syge, sorte Tanker,
Bringer Svalning, naar min Pande brænder,
Lise, naar mit Hjerte angstfuldt banker.
Tak til disse følsomt fine Hænder,
Som i Anelse mit Væsen kender,
De er mig som tvende kære Venner,
Disse underfulde kloge Hænder.
Fra “Nogle Digte” 1910
Kilder
Dam, Anders Ehlers 2019 ‘Panteren Goldstein. Edvard Munchs danske ven og hans forfatterskab’, i Munch og Goldstein: Intense linjer. (Fuglsang Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum, Aarhus Universitetsforlag).
Goldstein, Emanuel (under pseudonymet Hugo Falck) 1886 Vekselspillet: Psykologiske digte. Wulffs Boghandel, København.
Goldstein Emanuel 1892 ’Kammeratkunst’, oprindeligt trykt på forsiden af dagbladet København d. 8. februar. Genoptrykt i uddrag i Munch og Goldstein: Intense linjer. (Aarhus Universitetsforlag 2019:60-62).
Kaaring, Liza 2019 (red): Munch og Goldstein: Intense linjer. (Fuglsang Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum, Aarhus Universitetsforlag).
Kaaring, Liza 2019 ’Et Vekselspil. Venskabet mellem Edvard Munch og Emanuel Goldstein’ i Munch og Goldstein: Intense linjer. (Fuglsang Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum, Aarhus Universitetsforlag).
