Eksklusionen af jøder fra dansk erhvervsliv var en del af værnemagtens politik under Danmarks besættelse, der først i de seneste år er blevet systematisk undersøgt af historikere. Hvordan foregik “ariseringen” og hvordan påvirkede den Nathan Philip og J. Goldstein & Søn er spørgsmål, der besvares her.
For at forstå en dansk-jødisk virksomhedsejers situation i forhold til Nazityskland, er det vigtigt at huske, at beslaglæggelse, plyndring og isolation af jødiske forretninger var en grundbestanddel af nazisternes jødeforfølgelser både i Tyskland og andre besatte territorier.
“Arisering” var nazisternes udtryk for eksklusion af jøder fra erhvervslivet. Deres mål var, at tyske virksomheder og virksomheder, der handlede med tyskere skulle undgå al kontakt med jøder, inklusive jødisk-ejede virksomheder, virksomheder med jøder i ledelsen og bestyrelsen, virksomheder med jødiske ansatte, jødiske distributører osv. For at nå dette mål var det nødvendigt med en omfattende registrering og kortlægning af erhvervslivet. Det var Reichsstelle für Auβenhandel i Berlin, der havde ansvar for, at tysk udenrigshandel med jødiske virksomheder og agenter ophørte.
I Danmark begyndte registreringen af jøder i erhvervslivet allerede flere år før besættelsen. Den blev foretaget af Det Tyske Handelskammer, der var grundlagt i 1936 under ledelse af C. Ahlefeldt-Laurvig. Det Tyske Handelskammer havde et tæt forbindelse til det tyske nazistparti og udelukkede jødiske medlemmer. I 1930’erne assisterede det Reichsstelle für Auβenhandel ved at undersøge og klassificere 3600 danske virksomheder.
Med Danmarks besættelse d. 9. april 1940 overgik ansvaret for “ariseringen” til den tyske gesandtskab i København. Mellem 1940 og 1943 blev der sendt ti tusind breve fra det tyske gesandtskab i København til Reichsstelle für Auβenhandel med forespørgsler om jødiske forbindelser i virksomheder i alle brancher.
En tredjedel af disse breve er analyseret af Jacob Halvas Bjerre i ph.d. “Excluding the Jews: The Aryanization of Danish-German Trade and German Anti-Jewish Policy in Denmark 1937-1943” (Copenhagen Business School, 2018). Analysen nævner dog ikke J. Goldstein & Søn, selvom firmaet uden tvivl har været kendt at besættelsesmagten.
Det tyske gesandtskabs grundige kortlægning af danske virksomheder er baggrunden for, at den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, kunne benytte præcise opgørelser, da han i april 1943 rapporterede til Berlin, at den jødiske indflydelse i dansk erhvervsliv var så godt som elimineret. Hans vurdering var, at der på det tidspunkt kun var 345 uafhængige jødiske firmaer tilbage, hvoraf 311 var grossister.
Funktionen af registreringen var, at danske virksomheder, der ønskede at handle med tyskerne måtte udelukke jøder fra ejerskab, stillinger som ledere og fagspecialister samt afskære sig fra jødiske agenturer og leverandører – eller miste samhandlen.
Under Danmarks besættelsen var det af stor betydning, for handel med Tyskland og tyske virksomheder gav adgang til såkaldte ekstraordinære råvareleverancer som sikrede de råvarer, der skulle bruges i produktionen. Dermed afbødede de effekten af den voldsomme nedgang i råvaretilførslen, der var en følge af krigen. For eksempel faldt importen af tekstiler i 1941 til 10 procent af det normale.
Herrebeklædning var en af de brancher, der havde den største samhandel med tyske kunder, som aftog hele 37 procent af den danske produktion, idet mange fabrikker lagde produktionen om til uniformer for Værnemagten. Men den snigende ”arisering” satte spor i alle segmenter af beklædningsbranchen fra mondæne dametøjsforretninger til pelsdyravlere.
Hvordan påvirkede “ariseringen” J. Goldstein & Søn?
Det er ikke muligt at give en samlet vurdering af i hvor høj grad “ariseringen” påvirkede J. Goldstein & Søn ud fra de dokumenter, der er gemt i arkivet. Det ville kræve fuldstændige data om firmaets kunder inklusive korrespondance. Men der findes enkelte eksempler. I februar 1941 modtog J. Goldstein & Søn f.eks. et brev fra en mondæn dametøjsvirksomhed, der ganske høfligt beklagede, at deres samhandel måtte ophøre ”paa Grund af Forholdene”. Den sidste vending går igen i mange dokumenter som et uanseligt lille sætningsled, der henviser til de exceptionelle omstændigheder under besættelsen.
Det er nærliggende at antage, at Nathan Philips nedprioritering af hatteafdelingen ikke bare skyldtes, at den havde været misligholdt under Moritz Goldsteins sporadiske ledelse, men også at ville være meget svært for en jødisk-ejet virksomhed at generobre det marked. For det første var hattemarkedet baseret på import fra Tyskland, hvor blandt andet hans største hatteleverandører, Lissner-familiens fabrik i Guben var eksproprieret i 1930’erne. For det andet vendte de danske herretøjsproducenter sig i stort tal til besættelsesmagten for at få leverancer til en fortsat fabrikation, og måtte derfor afbryde forholdet til jødisk-ejede leverandørvirksomheder. I den sammenhæng havde ingen gavn af J. Goldstein & Søns mangeårige specialisering i at fremstille uniformkasketter til offentlige og private organisationer.
Vi kan også antage, at J. Goldstein & Søns ledelse har været opmærksom på risikoen for isolation og kundefrafald, der ville være ødelæggende for et engrosfirma, der baserede sin forretningsmodel på et stort antal kunder rundt om i hele landet. Under besættelsen var der andre markedstendenser, der modvirkede dette – blandt andet at pelsbranchen på grund af knapheden på tekstiler overtog en større andel af beklædningsmarkedet.
Men der er nok ikke tvivl om, at Nathan Philips forsigtige og yderst lovlydige ageren under besættelsen i hvert fald delvist må forstås som et modtræk mod den voksende antisemitisme. Hans mest bemærkelsesværdige tiltag var da han i 1941 tilbagebetalte en del af firmaets overskud til sine kunder pro rata. Det skete ud fra prislovens regulering, der havde til formål at bremse den galopperende prisudvikling ved at begrænse for producenternes avance. Men i alt hvad jeg har læst om erhvervslivet under besættelsen, er jeg ikke stødt på andre firmaer, der drog så vidtgående konsekvenser af prisloven.
Danmark renset for jødiske virksomheder
Der er ikke tvivl om, at forfølgelsen af de danske jøder stod højt på Berlins agenda for okkupationen Danmark. Men den tyske ledelse anlagde samtidig en pragmatisk holdning, fordi de danske samlingsregeringer afviste enhver form for indgreb over for de danske jøder. Besættelsesmagten afstod fra at indføre jødelove, udplyndre jøder og jødiske forretninger og presse på for at gennemføre holocaust, fordi den vidste, at “det ville skabe ballade,” som historikeren Hans Kirchhoff siger.
Selv da besættelsesmagten i efteråret 1943 i ly af undtagelsestilstanden iværksatte en massearrestation og deportationen af de danske jøder natten mellem den 1. og 2. oktober, fik de danske jøder en chance for at flygte, dels gennem advarslen, som sivede ud i alle netværk og dels ved at den tyske flåde undlod at patruljere i Øresund.
Det betyder dog ikke, at truslen mod de danske jøder og jødiske forretninger ikke var virkelig, og at konsekvenserne ikke var substantielle.
Endnu mens de illegale transporter gik i pendulfart over Øresund, erklærede Werner Best den 5. oktober, at Danmark var renset for jøder. Den 8. oktober supplerede lederen af Rüstungsstab Dänemark, Walter Forstmann med rapporten om, at der ikke længere fandtes jødiske virksomheder i Danmark.
Litteratur
Jacob Halvas Bjerre: Excluding the Jews: The Aryanization of Danish-German Trade and German Anti-Jewish Policy in Denmark 1937-1943. Copenhagen Business School. Ph.D. Series 44. 2018.
Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen: Danmark Besat: Krig og hverdag 1940-45. (5. reviderede udgave), København 2020.
Hans Kirchhoff: Holocaust i Danmark. Syddansk Universitetsforlag 2013, University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences vol. 464
