I dag er der fokus om dansk mode som én stil blandt flere i en kosmopolitisk blandingskultur. Men da designeren Birthe Steenberg i 1979 lavede en dansk kollektion for Karsten Philip, gik hun anderledes radikalt til værks ved at søge inspiration i Nationalmuseets almuedragter.
På det tidspunkt havde Birthe Steenberg i nitten år været designer for Torben Uhres Match, der var et ungt og sporty brand. I udklip i “Vimmelskaftets 43″s scrapbog var hun derudover beskrevet som “guldsmed og tusindkunstner” (B.T. 2. 10. 1979) og “Holte-pige” (Det Grønne Område 23. 10. 1979).
Den danske kollektion bestod af to jakker, to veste, en kofte og en lang pels, fremstillet af nordiske fåreskind. I pris lå de fra 1950,- til 6900,- kr. Lanceringen foregik i oktober 1979 ved “Vimmelskaftet 43″s sæsonstart.
Oplægget: En moderne folkepels
Den opgave, Birthe Steenberg fik af Karsten Philip, var at lave “en afslappet dansk pelsserie” til “Vimmelskaftet 43.”
Fra sit udgangspunkt i pelsbranchen havde han skabt en butik, der nedtonede det traditionelle buntmagersortiment til fordel for moderne overtøj i flere materialer – nappa og rulam, poplinfrakker med pelsfor. Det skulle være et sted for alle aldre, alle køn, alle prisklasser.
Dermed opstod spørgsmålet, om hvordan man kunne skabe en moderne “folkepels” til erstatning for den gamle luksuspels, der symboliserede elite og statuskonkurrence. Til Berlingske Tidende (4. 10. 1978) udtalte Karsten Philip:
Fordi en pels er til at købe for penge behøver den ikke være kedelig.
Som buntmager vil man helst arbejde med det smukkeste, men man vil også gerne arbejde realistisk. Hvad nytter det, at kunderne står udenfor vinduet og slår hænderne sammen ved synet af det fornemme pelsværk. De skal have råd til at købe det.
Her ligger den første forskel fra de senere års fokus på Danish fashion. I dag er målet eksport, og det danske input er en værdiskabende koordination og designfunktion i totalt globaliserede værdikæder.
I 1979 var målet at nå ud til et bredere udsnit af de danske forbrugere. Og hele produktionskæden var lokal. Beklædningen blev fremstillet på fabrikken i Vojens. Råmaterialet var nordiske fåreskind, processeret i regionen.
Mode på Nationalmuseet
Men selv med dette oplæg var det ikke givet, at Birthe Steenberg ville lave koblingen til folkedragter og almuekultur. Det var hendes beslutning af gå på museum for at søge inspiration.
I forhold til oplysningerne om detaljerne, var grundmaterialet – nordiske fåreskind – lidt underbeskrevet. Det fremgik ikke hvilket land de kom fra, og hvordan de var specialbehandlede, men de blev beskrevet “meget lækre og bløde.” På det eneste farvefoto af kollektionen – et snapshot af vinduesudstillingen – fremstår farven lys grå, lidt changerende.
Detaljerne fandt Birthe Steenberg ved research på Nationalmuseet og egnsmuseerne. Som inderside designede hun et tekstil baseret på et blomstermønster fra en egnsdragt på Haderslev Museum. Og hun lod sig inspirere af sølvknapperne på en mandsdragt fra Kirke Værløse fra ca. 1800.
Knapperne blev en vigtig detalje. Ved Karsten Philips mellemkomst påtog sølvsmedene Børge og H. C. Danielsen i Klampenborg sig at håndfremstille dem til kollektionen. De leverede trehundrede knapper “i en smuk matpoleret nysølv med loddet øsken.”
Kollektionens seks dessiner fik vikingenavne, og den visuelle markedsføring fortsatte den direkte reference til folkedragterne. I den sølvfarvede folder er der faktisk noter om, hvor inspirationen kom fra. Den lille dreng, der optræder som folkemusikant, er klædt i en mandsdragt fra Ærø.
Det er den anden forskel til i dag. I 1979 smittede Nationalmuseets akademisk-dokumenterende metode af på modens verden. De præcise referencer og detaljer blev rapporteret bredt i medierne.
Nu går det den modsatte vej, som da Nationalmuseet i 2018 bad Jim Lyngvild redesigne vikingeudstillingen. I dag er visuel dramatik vigtigere end faglig fremstilling. Eller som Nationalmuseets direktør Rane Willerslev og inspektør Jeanette Varberg skrev i deres forsvar for beslutningen:
Smag kan man altid diskutere, men de færreste kan undgå at spærre øjnene op i mødet med Jims værker.
De enkle krav til god mode
Hvordan blev Birthe Steenbergs design så modtaget i 1979?
Jeg har ikke set salgsdata, men hvis målet – helt eller delvist – var at skabe opmærksomhed om “Vimmelskaftet 43” og dens mission, var kollektionen vellykket.
Sæsonens overskrift, der lod modsætningerne clashe – Fra Dior til dansk almue – vakte opmærksomhed. Der var omtale i aviserne – Berlingske Tidende, Politiken, B.T., Frederiksborgs Amts Avis, Det Grønne Område og Løvspringtidende.
Måske lå der en svaghed i, at kollektionen var så tung på fortællinger? Der blev i hvert fald skrevet mere om designeren, almuedragterne, sølvsmedene og knapperne end om de seks stykker tøj.
Berlingske Tidendes Karen Voigt var den journalist, der skrev mest om skindmode på denne tid, og det var også hende, der havde det mest nøgterne blik for kollektionen.
Hendes artikel om sæsonstarten fremhævede, at Karsten Philips mærkesag var “utraditionel anvendelse af utraditionelle skind”. Hun fordelte opmærksomheden ligeligt på alle sæsonens nyheder: Claude Gilbert, Dior og husets egen kollektion af nappajakker, pelsforet poplin, vendefrakker, en herrejakke af langhårede ulveskind og en vamset pyrenæerlamskåbe. Birthe Steenberg kom til sidst, men opvisningens slutnummer fik da en stemningsfuld kommentar med på vejen, for den hellange kåbe var “i bedste folkevisestil.”
Kristeligt Dagblads Mona Clemmensen skrev ikke fast om modestoffet, men Birthe Steenbergs kollektion sporede hende ind på en refleksion om modens proces.
Hvis en tur op og ned ad Strøget er “inspirerende og tendensoplysende,” fordi der herfra fødes en ny stil ind i modens kommercielle system, hvad siger så Birthe Steenbergs nye kollektion om “brugstøjets barometer”?
At mode ikke er “mystiske nyheder, der af talenter trækkes ud af den blå luft.” Men at god mode – “dvs. ordentligt brugstøj til hverdagsmennesker – baseres på former, snit og materialer, som gennem tiderne er vokset ud af ganske enkle krav til funktion og holdbarhed, præget af stedlig kultur og lokalt klima.”
