I 1923 besluttede Hatte- og Bundtmagerforeningen af bevare mindet om hattemagerfaget ved at indsamle alt værktøj og lignende til et gammeldags hattemagerværksted. Det blev skænket til Den Gamle By i Aarhus med en pengedonation, der gik til restaurering og genopførelse af en 1700-tals ejendom i Kalundborg, der var skænket til museet.
Hattemagerens Hus åbnede i 1930.
I den forbindelse konstaterede foreningens repræsentant Valdemar Nielsen, at det var halvtreds år siden, der havde været håndværksmæssig fremstilling af hatte i Danmark.
I realiteten havde håndværket været trængt siden 1840’erne, da silkehatten udkonkurrerede filthatten, og det traditionelle svendestykke – en trekantet hat af bæverfilt – var decideret umoderne.
Det som hattemagerne delte med buntmagerne var, at begge anvendte dyreskind som råmateriale. Ved indgangen til Hattemagerens Hus ses skiltet: “Hare- og kaninskind købes.” Med de forarbejdede naturligvis skindene helt forskelligt.
Hattemagerne skar hårene af skindet, filtede dem og formede filten til en hat. Deres arbejdsproces var beskrevet i Hatte- og Bundtmagerforeningens jubilæumsskrift fra 1936. Teksten er udarbejdet i forbindelse med åbningen af Hattemagerens Hus, men der er ingen forfatteroplysninger.
Jeg gengiver den i sin helhed nedenfor, dels fordi hatte er underrepræsenteret her på siden i forhold til pelse. Dels fordi det er fascinerende, at da pelsbranchen var på sit højeste, var dens udøvere interesserede i at rekonstruere og bevare håndværket i et fag, der var forsvundet et par generationer tidligere.
Det indsamlede Inventar og Værktøj var i sig selv bestemmende for Værkstedets Tidspræg. Det maatte blive Tiden fra ca. 1830 til op mod 1870, inden Maskinerne fortrængte det gamle Haandværk, forandrede Værkstedets hele Karakter og sprængte den gamle Rumfordeling, som gennem Aarhundreder havde været den samme.
Ikke alene indadtil, men ogsaa udadtil brød det gamle sammen. Laugsvæsenet kæmpede i disse Aar sin sidste, haabløse Kamp for Privilegierne, som de kongelige Forordninger Gang paa Gang havde beskaaret. Forordningen af 21. Marts 1800 var for Laugene et Grundskud, og Loven om Næringsfrihed af 29. Decbr. 1857 betød deres Udslettelse.
Her skal man ikke komme nærmere ind paa Laugshistorien, og hvad angaar Enkeltheder og Ceremonier vedrørende Hattemagerlauget, da er disse allerede temmelig udførlig beskrevet i Danske Hatte- og Buntmageres Organisationshistorie (Kbh. 1926), men gennemgaar man Hattemager-Laugsprotokoller fra første Halvdel af 1800-Tallet, da giver de et ejendommeligt Billede af den Opløsningstilstand, hvori Laugsvæsenet og dermed hele det gamle Haandværk befandt sig.
Konkurrencen udefra bliver følelig, og den Beskyttelse, som Forordningen af 21. Marts 1800 gav de uden for Lauget staaende Frimestre, der nu havde Lov til at holde Dreng og »Haandlangere«, undlod ikke at gøre sin Virkning.
Og mærkeligt nok kom den nye Hattemode, den høje, cylinderformede Hat, til yderligere at tynge den hældende Vogn. Moden, der opstod i Frankrig ca. 1797, blev for Hattemager-laugene Aarsag til megen Bitterhed og et Utal af Rivninger mellem Laugene og Øvrighederne. Det viste sig nemlig snart, at denne Hattefaçon lod sig fremstille uden Underlag af Filt.
Allerede 1803 tog Englænderen John Wilcox, som havde nedsat sig i Bordeaux, Patent paa Silkehatte, hvor Underlaget (eller »Galletten«, som den kaldes i Fagsproget) bestod af flere Lag stivet, sammenlimet Lærred, som derefter blev overtrukket med Silkeplyds), en Fremgangsmaade, som den Dag i Dag anvendes ved Silkehattefabrikationen. Op imod 1820 var Metoden almindelig anvendt og fik trods Laugsmestrenes Protester snart udøvere i Danmark: »Silkehattemagere«, som de altid demonstrativt benævnes i Laugsbøgerne i Modsætning til de »ærlige Filthattemagere«. Selv kaldte de sig »Hattefabricateurer«.
Saalænge Fabricateurerne holdt sig til at lave Galletten af stivet Lærred eller, for de billigste Hattes Vedkommende, af Pap (hvilket yderligere skaffede dem Tilnavnet »Bogbindere«) gav Domstolene dem Ret til at udøve deres Virksomhed, og Laugets gentagne Protester nyttede intet, men da Silkehatten holdt sig længere og var mindre sart i Brug, naar den lavedes paa Filtgallet, forsøgte Silkehattemagerne selv at faa fremstillet Filtunderlag ved, først i Smug, men senere ganske aabenlyst, at holde Svende.
Nu fornyedes Laugets Protester, og de fik en næsten udfordrende Tone. Selv Kongen fik en flere Foliosider lang Skrivelse, hvilket synes at have hjulpet de betrængte Mestre, da Kancelliet i en Skrivelse af 4. Juni 1833 fastslaar, »at Hattes Forfærdigelse af Kastor, Filt og Uld udelukkende henhører under Hattemagerlaugets Næringsbrug, og det samme maa gjælde om det Underlag af deslige Substants, som maatte bruges til Silkefloshatte, saa at de, der ere forsynede med særligt Privilegium for Silkehatte eller deslige Hattes Fabrikation, dog derfor ikke ere berettigede til selv at forfærdige det dertil fornødne Underlag af Filt«.
Statens Indgriben synes dog ikke at have nyttet stort, og i København synes Magistraten at vende det døve Øre til, men tvinges dog gentagne Gange til at lade Politiet beslaglægge hos Silkehattemagerne de Hatte, der var lavede paa Filtgallet, og forsegle Fyrstederne under Valke- og Farvekedel.
Der gøres nu Forsøg paa at indføre de færdige Hatte fra Frankrig og England, men en Højesteretsdom af 25. Juni 1842 fastslaar, at »Silkehattemagere« ikke maa sælge udenlandske Hatte, til hvis Fremstilling Filt er benyttet. Trods Dommen faar den forhenværende Hosekræmmer H. P. Lorentzen alligevel i 1846 Cancelliets og Magistratens Tilladelse »til at forhandle et Parti franske Silkehatte, som, indforskrevne i forrige Efteraar, henligge uindklarerede paa Kjøbenhavns Toldbod —«.
Den gamle Lovgivning havde undergravet sig selv, og man forstaar Oldermandens vemodige Ord til Magistraten i 1844: »Hvorlidet Hattemagermestrenes Antal og deres medarbeidende Svende staar i Forhold til Folkeformerelsen, vil skjønnes af en Sammenligning. Saaledes talte Lauget i 1793 12 Mestre med 54 Svende og Lærlinge, i 1803 21 med 92, 1813 24 med 73, 1823 20 med 102 og 1833 20 med 73, medens det i 1841 kun talte 18 og nu 17 Mestre med 59 Svende og Lærlinge; men 1793 saalidet som indtil de senere Aar existerede neppe Frimestre, ingen Silkehattemagere, ei heller indførtes nogen Slags fremmede Hatte«.
Det gamle familiære Forhold mellem Mestre og Svende begynder at tabe sig, og samtidig forøges Vanskelighederne med Hensyn til at opnaa Anerkendelse af Mesterstykke og dermed Adgang til Optagelse i Lauget. De gamle Mestre mente at kunne gavne Lauget ved at dæmme op for Tilgangen af nye Laugsmestre, hvorved de kun opnaaede yderligere at forøge Antallet af Frimestre og Fabricateurer.
Mesterstykket, der i de første Aartier af 1800-Tallet bestod i Fremstillingen af 3 trekantede Hatte (1 af Bæverhaar, 1 af dansk og 1 af polsk Uld), var i sin Udformning ganske forældet, og Svendene beklagede sig derover. De trekantede Hatte var vanskelige at afsætte, og Prøven fordyredes gennem Brugen af Bæverhaar.
Mestrene insisterede paa, at Bæverhaarshattene maatte bibeholdes, men indvilligede forøvrigt i, at Mesterstykket kom til at bestaa af »en trekantet Hat af brugelig Façon af Hare-haar, betrukken med Bæver eller Kastor, farvet, stivet og strøget og en rund Hat, Underlaget af Kaninhaar, betrukken Kastor eller Bæver, forarbeidet som Floshat og graae, ligeledes stivet og strøget«.
Magistraten gav Svendene Medhold, hvad de dyre Bæverhaar angik, og ved Plakat af 27. Januar 1845 blev Mesterprøven bestemt til 1 trekantet og 1 rund Hat af Harehaar. Prøven blev derved meget forenklet, men det synes tillige, som om Skuemestrenes Kritik blev skærpet ved den mødte Modstand.
Da Hattemagersvend I. P. Egelund den 10. Maj 1843 faar sin Prøve kasseret, fremføres følgende skarpe Indvendinger:
»A. den trekantede Hat
1. besidder ikke den fornødne Udarbejdning, Glands, Fiinhed eller Akuratesse,
2. Snittet er ujævnt, takket og mangler Haar,
3. Stivningen er ujævn og har bløde Steder,
4. Façoneringen er skjæv, det ene Hjørne 1/4 Tomme længere end det andet.B. den runde Hat.
5. for svær og klodset.
6. Flodsen er ikke tilstrækkelig udarbejdet, men fælder,
7. Skyggen er tildels 1/4 og tildels 1/2 Tomme for stor«.
Øvrigheden søgte af og til at mægle mellem Svendene og deres strenge Dommere, men sjældent med videre Held.
Gaar der end gennem Laugsprotokollerne fra disse sidste Aar et lidt bittert og træt Drag, der kunde tydes som en Følelse af, at det gamle havde overlevet sig selv og var ved at blive sat uden for Tiden, saa er det dog, som om det skrevne Ord ikke helt dækker Virkeligheden, og gennemblader vi som en lille Modvægt Hattemagersvend Fritz Kühls Vandrebog fra 1838, saa viser det sig, at den danske Haandværker stadig ejede sit gode, sejge Humør, der hjalp ham gennem alle Strabadser, gennem Sygdom, Sult og Kulde, som han maatte døje paa sin lange Vandring fra Set. Petersborg gennem Tyskland og hjem.
Fritz er ingen god Fortæller og opgiver da ogsaa snart at berette nærmere om sine Omgivelser og nøjes med korte Bemærkninger om de mange Byer, Rejsen gaar igennem. Kun hvor han opholder sig i længere Tid og Forholdene synes at passe ham, fylder hans Beretning et Par Sider, saaledes som Potsdam, »hvor jeg fik Arbejde hos Lange, en nye Begynder. Her lærte jeg at gjøre Skoe, og mange andre nye Arbeider kom for. Postdam er en Levhaftig Bye 4 Mile fra Berlin, hvorfra der gaar en Dampvogn hver Dag, her boer Kongen, og har et smukt Slot i Byen og et Sommerpalaie som hedder Sentsosie de Kongelige Prinse har ogsaa hver sit Palaie her uden for Byen, formidelst den ligger nær ved Berlin kommer der flere Mennesker her derfra og foraarsager megen Levhaftighed, her har jeg den 2. Julehelligdag i Elisium forskaffet mig en Kjæreste, som jeg overalt i Enhver Bye havde, men hende har jeg behaaldt saa længe jeg var der, det var en meget aardentlig Pige, derfra reiste jeg den 23de April 1841 — «.
Ogsaa nye Arbejdsmetoder beskrives, nye Recepter paa Farvning og Bejdsning optegnes omhyggeligt, og ind imellem Fritz’s knudrede og næsten ulæselige Blyantsskrift har Kammerater — vandrende Svende som han selv — nedskrevet gode Leveregler og Ønsker.
Den 27. Maj 1843 afsluttes Vandrebogen i Hamborg og Fritz Kühl er da antagelig paa Hjemturen efter at have været paa Valsen i fire og et halvt Aar. Lidt svært maa det sikkert have været for den hjemvendende Svend at tilpasse sig efter de gamle Forhold og det ensformige Liv, som da begyndte; men trods alt var Vandreaarene for Datidens Haandværker hans Livs store Oplevelse, og som Samtaleemne var de en uudtømmelig Kilde Livet igennem.
* * *
Som Arbejde betragtet, var det gamle Hattemageri slidsomt og usundt; men Hattemageren satte sit Fag højt og talte om »Hattemagerkunst« med samme Selvfølgelighed som den, hvormed Bogtrykkeren omtalte sit Fag som »Bogtrykkerkunst«. Om Hverdagen stod han ofte ved Valkebænken, nøgen til Bæltestedet, men naar Fyraften eller Søndag kom, og Mester gik Tur, undlod han aldrig at bære sin høje Hat, der afstrøget og nypudset forlenede baade ham og Faget med en vis Værdighed. Over sin Dør anbragte han som Skilt den høje Hat. Drevet i Kobber og ægte forgyldt ragede den frem i Gaden og tiltrak sig Opmærksomheden, saa det lille Skilt med »Hare- og Kaninskind kiøbes«, der ogsaa var anbragt paa Huset, let blev overset.
Og det var dog disse Skind, der leverede den væsentligste Del af det Raamateriale, hvorpaa Hattemageren byggede hele sin Virksomhed: Haarene, hvoraf Filtet lavedes, »hint mærkelige Stof, som hverken var Spind, Vævning eller Fletning, men som alligevel dannede en Helhed, til hvis Udformning hverken Naal eller Traad anvendtes«.
I en Virksomhed af Størrelse som Hattemageriet i »Den gamle By«, hvor Mester, et Par Svende og een eller to Drenge udgjorde Arbejdskraften, blev der aarligt brugt 800—1000 Skind, som efter at være vindtørrede blev bragt til Haarskæreriet, der i de gamle Værksteder havde Rum fælles med Filteriet eller »Filtseriet« som de gamle »berejste« Hattemagere kaldte det.
Her stod ved Indervæggen Bejdsebordet og modsat, ved Vinduesvæggen, det lange Filsebord, hvis ene Halvdel som Regel optoges af Haarskæringen. For Enden af Rummet, helst ved et Vindue, havde Fakbordet sin Plads. Skindenes første Behandling bestod i en grundig Rensning med en Karte og en paafølgende Bankning med et Spanskrør, saa alt løskradset Støv og Fnug blev fjernet; derefter kom de paa Bejdsebordet, hvor hver enkelt Skind blev omhyggeligt overstrøget med en Bejdse, bestaaende af »1 Pund Skedevand, 8 Lod Qyiksølv, hvortil kommer 7 Dele reent flydende Vand eller Regnvand«. Behandlingen var af den største Vigtighed for Filtningen og den senere Valkning. Haarene blødgjordes, og Indfiltringen foregik lettere.
Efter et Par Dages Tørring var Skindene tjenlige til Skæring, og efter endnu en Omgang med Karten og Spanskrøret gik Haarskæreren i Gang med sit Arbejde. Skindet blev lagt paa Skærebrædtet og skaaret fra Halen og opefter mod Haarene. Forinden var de lange Dækhaar fjernede med Studssaksen. En 6—8 Tommer bred Metalplade blev ført hen over Skindet foran Kniven og lod kun Haarroden være synlig. Den spatelformede Kniv førtes da frem og tilbage langs Pladens Rand og afskar Haarene saa tæt, at Skindet virkede, som var det skrabet. Først skar man Ryghaarene, der var de tætteste og blødeste, derefter Sidehaarene og endelig Bughaarene. De Rester, der ikke kunde skæres med Kniven, blev samlet i Bunke og senere afklippet med Saks.
Haarskæringen var i mange Værksteder et specielt Arbejde, hvis Udøver opnaaede en forbavsende Færdighed i Brugen af Kniven, der hurtigt arbejdede sig hen over Skindet uden nogen» sinde at gennemskære det.
Men Arbejdet prægede ogsaa sin Mand paa anden Maade: Støvet, som Rensningen og Opbankningen af Skindene foraarsagede, spolerede hans Lunger, og Haarskæreren mindes som en trangbrystet Mand, der harkende og hostende stod bøjet over sit ensformige Arbejde.
Saa fulgte Blandingen af de tre forskellige Haarsorter, og som oftest blev den foretaget af Mester selv. Til de langluvede Hatte, »Floshattene«, brugte man kun Ryghaar, medens de mere almindelige Hatte maatte nøjes med Side- og Bughaar, iblandet et større eller mindre Kvantum Ryghaar. Til alle billige Hatte brugte man Faareuld, ofte alene eller tilsat lidt Haar. Blandingen havde sine Finesser og Hemmeligheder, som Mester helst holdt for sig selv.
De forskellige Blandinger blev nu fakket hver for sig paa Fakbordet — et Tremmebord, hvis Tremmer var let fjedrende, og hvis fine Sprækker virkede som en Sigte for Støvet. Over Bordet hang den 5—7 Fod lange Fakbue, der i næsten alle Enkeltheder mindede om en Violinbue i forstørret Maalestok, men kun forsynet med een grov Tarmstreng.
Anvendelsen af Fakbuen er ældgammel. Baade Uldslagere og Filtmagere brugte den, og som Apostlen Jacob den Yngres Attribut kendes den herhjemme fra flere middelalderlige Altertavler.
Buens Ophængning bestod af et Tov, i hvis øverste Ende der var splejdset en Krog, som blev kastet over en under Loftet anbragt rund Jernstang, saaledes at Krogen kunde glide frem og tilbage over Stangen. Den nederste Ende af Tovet blev slaaet om Fakbuen med et Stik, saa Buens Højde i Forhold til Bordet let lod sig tilpasse. Svenden førte saa med venstre Haand Buen ind i Haarmassen, og med højre Haand satte han Strengen i Bevægelse ved at anslaa den med Fakholtet, en kort Træstav med en rund Knop i hver Ende. Strengens hurtige Svingninger bevirkede, at Haarene blev kastet mellem hverandre med en saadan Intensitet, at Bunkens Omfang mangedobledes, og Massen blev luftig og let, næsten mindende om Skum.
Naar Bunken var tilstrækkelig gennemarbejdet, udvejedes den i mindre Portioner, afpassede efter de vordende Hattes Størrelse og Sværhed. Hver enkelt Portion fik atter en Omgang med Fakbuen, og Pakkeren viste da sin Færdighed ved med Buen alene at sprede Haarene i et jævnt Lag af ca. 1 1/2 Tommes Tykkelse og forme det saakaldte »Fak« eller »Blad«, hvis Kontur nærmere dannede en Halvcirkel.
Filtningen tog nu sin Begyndelse. Fakket stænkedes med Vand og blev varsomt trykket tættere og tættere sammen med et Vidjesold, indtil det fik saa megen Sammenhæng, at det kunde flyttes over paa Filsebordet. Her blev efterhaanden 3—4 Fak anbragt oven paa hverandre, dog adskilte ved limet Papir, og hele Bunken blev rullet ind i et Stykke fugtigt Hessian, hvori ved Rullen og Trykken de løse Filtstykker blev saa faste, at de kunne taale Opsætningen.
Denne bestod i, at en Papirskabelon blev lagt imellem to Fak, hvis tynde Kanter forsigtigt blev lagt ind over hinanden, hvorved der dannedes en stor, kegleformet Hue, der, hvis den var lavet med en høj Hat som Maal, var ca. 1 1/2 Alen høj. Filtningen blev fortsat som før omtalt i fugtigt Hessian, indtil Sammenføjningen var jævnet og Toppens Vægge ganske ensartet. Fandtes der tynde Steder, udbedredes de ved Paalægning af særlig tyndt Fak, »Lapfak«, og skulde Randen, som senere kom til at danne Hatteskyggen, forstærkes, skete dette ved Paalægning af »Randfak«.
Dermed var Filtningen til Ende, og Filten, som Produktet kaldtes, naar det forlod Filsebordet, var færdig til Valkning. Valkeriet var det største Værkstedsrum.
I Midten, omkring Skorstenen, stod Valkekedlen og Farvekedlen. Begge var indmurede og havde som Regel fælles Indfyring. Omkring Valkekedlen, der var lavet af svært Bly, da Valkebejdsen, som var iblandet Urin, angreb andre Metaller, stod Valkebænkene med deres tykke, skraatstillede Elmetræsplader, hvis nederste Kant sluttede tæt til Kedlens Rand, medens Bagkanten støttedes af en tobenet Buk. Da Vandforbruget var stort i Valkeriet, fandtes ofte i et Hjørne en stensat Brønd, og Gulvet, som altid flød af Væde, var brolagt med større og mindre Kampesten. Under Vinduerne stod Stivebordet, og rundt om, hvor Pladsen tillod det, var der anbragt Hylder og Stativer, hvorpaa Hatteblokkene kunde stilles og Hattene anbringes til Tørring.
Naar der arbejdedes, laa Emmen tyk og tæt i hele Rummet, saa de arbejdende næppe kunde skimtes. Gennemtræk maatte der være, ellers blev Arbejdet uudholdeligt; men alligevel stod Manden ved Valken kun i Skjorte og Benklæder, og om Sommeren lagde han endogsaa Skjorten bort. At Gigten var slem ved de gamle Hattemagere, siger sig selv, og dog paastod de, at det bedste Middel mod den var Arbejdet ved Valken: naar Krop og Lemmer kom i Sved, da lindede det svært i alle Ledemod.
Paa Valkebænken lagdes Filten i Valkedugen — et Stykke porøst Hørlærred — og dyppedes derefter i den kogende Valkevædske, der bestod af 8—9 Dele Vand og 1 Del Urin, hvorefter den forsigtigt blev rullet med Valkestokken, til den var krympet saa stærkt, at dens Sammenhæng var sikret. Den blev da taget ud af Dugen og bearbejdet med Valkehandskerne, et Par trekantede Træplader med en let buet, riflet Underflade og saa store, at de kunde dække Haanden. Ved et Baand, der spændte om Haandledet og en kort Løkke, hvori man stak Pegefingeren, holdt man »Handsken« fast ind mod Haandfladen. Filten dyppedes hyppigt i Kedelen, og eftersom Valkningen skred frem, blev Behandlingen kraftigere og kraftigere.
Filten vendtes paa alle Leder, »sloges i Kryds«, som det kaldtes, at ingen Ujævnheder eller Kanter skulde fremkomme, og først naar den var indvalket til en Trediedel af sin oprindelige Størrelse, blev den skyllet op og stillet til Tørring, og fra nu af benævnedes den Stump.
Efter Tørringen blev Stumpen »sareret« (scharriert). De udstikkende, grove Haar, der under Valkningen ikke var indgaaet i Filten, blev fjernet med Sarerekniven — en flad, buttet Kniv med Æg til begge Sider. Den, der sarerede, sad under Arbejdet paa en lav Stol, og Stumpen blev lagt fast om Knæet, hvis Form netop dannede et passende Underlag for dette Arbejde. Gennem et kort Eftervalk blev Stumpen atter opblødt, og Anformningen begyndte, men forinden blev den kranset og brækket ud.
Ved Kransningen blev den næsten spidspuldede Stump lidt efter lidt trykket ned, saa den dannede en Række concentriske Valke, der indefra og udefter blev brækket ud, saa den jævne Flade, der skulde danne Bunden i den høje Hat, fremkom. De mellemste Valke fik Lov at staa, medens den yderste blev brækket og dannede den første Ansats til Skyggen.
Derefter blev Stumpen trukket ned over den femdelte Træform, hvis femte og midterste Del var kileformet, saaledes, at naar denne fjernedes, kunde de øvrige fire Dele tages ud, uden at Hattens Form tog Skade. Med Hænderne trykkedes den vaade Filt saa tæt om Formen, som det lod sig gøre; et Formbaand blev lagt om forneden, saa Skyggen kunde strækkes flad, og med Strækkebrædtet — en lille, kvadratisk Træplade med Æg til alle Sider — blev Vandet presset ud af Filten. Stumpen, der nu var bleven til Hat, blev da taget af Formen og paany stillet til Tørring.
Ved den efterfølgende Pimpsning blev Hatten trukket over en Blok og slebet med Pimpsten, til dens Overflade var ganske glat og alle Haarspidser jævnede. Saa paafulgte Stivningen, en Behandling, som krævede stor Omhu. Hatten fik først et Overtræk med Gummi tragant paa Ydersiden, at ikke Schellakken, den egentlige Stivelse, skulde trække igennem Filten og sætte Pletter paa Ydersiden. Derpaa smurtes Stivelsen i et jævnt Lag over Puldens Inderside, medens Skyggen blev stivet paa Oversiden.
Selve Tillavningen af Stivelsen foregik med stor Omhu, og Recepterne var mange. Her gengives et Eksempel fra Fritz Kühls Vandrebog: »1/2 Pund Schielak, 4 Lod Sandrak, 4 Lod Ellini, 1 Lod Masstich, 2 Lod Calvonsien og 2 Lod Finedichen Terpentin, 5/4 Pot af den mittelmæssige Spiritus Wine«.
Naar Stivelsen var indtørret, skulde Hatten svinges. Hvor man ikke havde en bestemt Kedel til dette Brug, foregik denne Behandling i Farvekedlen, der blev fyldt med kogende Vand, hvori en Del Borax og Potaske var opløst. I Luden udskiltes Spiritusen af Schellakken, og kun den Del, som i krystalliseret Form var optaget i Filten, blev tilbage og gav Hatten Stivhed. Efter en grundig Udskylning i koldt Vand af Hatten, der samtidig blev gennembørstet, var den færdig til Farvning.
Forinden Hatten kom i Farvekedlen, blev den bejdset med »Vetril« for at Farven bedre kunde gribe. Farvningen var en langvarig og omstændelig Proces, at farve til Sort krævede saaledes 8 Timer. Hattene maatte gentagne Gange omlægges i Kedlen og i flere Tilfælde tages op og udsættes for Luftens Indvirkning.
Hvor indviklet Farvestoffernes Sammensætning var, ses af en gammel Recept til Sortfarvning: »3 Pund Bloholz, 1 Pund 8 Lod Salzburger Kupferwasser, 16 Lod Englis Kupferwasser, 6 Lod Griinspaan, 6 Lod Galæbler, 2 Lod Gummi da Trand«. Farvestofferne blev først sammenkogte i ca. 4 Timer og derefter øst op af Kedlen og siet. Af denne Suppe blandedes den egentlige Farvevædske, der blev tilsat flere Dele Vand og derefter forstærket ved Tilsætning af ny Suppe, eftersom Farvningen skred frem, og Hattene opsugede Farvestoffet.
Mange Hatte forblev ufarvede, saa de beholdt Filtens naturlige Farve, saaledes de fine, gulgraa Bæverhaarshatte, »Kastor« hatte«, men baade brune og grønne Farver var meget anvendt. Naar Farvningen var endt, blev Hatten skyllet i flere Hold Vand, og var der en Aa i Nærheden, hvor det rindende Vand kunde udnyttes, da havde Hattemageren altid sit eget Skyllested.
Under Farvningen led Hattens Form naturligvis en Del, saa en let Efterformning var nødvendig.
I den foranstaaende Beskrivelse af Arbejdet i Valkeriet danner Fremstillingen af de langluvede Hatte, »Floshattene«, paa enkelt Punkter en Undtagelse. De blev under Valkningen stadig behandlede med kort, stiv Børste, hvorved deres Overflade blev ganske laadden. Farvningen og Formningen foregik som ellers, men de blev naturligvis hverken sarerede eller pimpsede.
Da Bæverhaar maatte indføres og som Følge deraf var dyre, blev Filten til Kastorhattene som oftest lavet af de bedste Ryghaar, og først paa Valkebænken blev den belagt med et Lag Bæverhaar, som med stor Forsigtighed indvalkedes i Filten og senere blev behandlet med Børsten.
Turektet (die Zuricht) var det sidste af Værkstedets 3 Rum, og dér sendtes Hatten ind, naar de forskellige Behandlinger i Valkeriet var til Ende. Her stod den murede Tørreovn, hvori Hattene blev tørrede paa Riste af Træ. Side om Side med Tørreovnen stod Presseovnen og Decaterekedlen, fra hvis Fyrsteder Trækket blev ledet ind under Tørreovnen, der fik sin Opvarmning paa denne Maade.
Presseovnen havde muret Underdel, medens Overdelen bestod af to svære Jernplader, der dannede et Sadeltag, mod hvis Sider Presse- og Strygejernene kunde stilles.
Decaterekedlen (eller »Klokken«) var en almindelig indmuret Kobberkedel med et højt, klokkeformet Kobberlaag, der var ophængt i en Tridse over Kedelen, saa det kunde hejses op og ned. Laaget var saa stort, at det sluttede tæt om Kedlens Rand, og saa højt, at en højpuldet Hat kunde faa Plads under det. Naar Dampningen af Hatten foregik, blev Hatten stillet paa en Rist, der var anbragt i Højde med Kedlens Overkant, hvorpaa Laaget blev sænket ned over den, og indelukkede Dampen fra den kogende Kedel. Hatten blev derved saa bøjelig, at den uden Vanskelighed kunde trækkes over Formen, hvorpaa den fik sin sidste Behandling.
Ved Vinduesvæggen stod det brede Tilretningsbord med Plads til en Mand ved hver Side. Ogsaa Touren, der havde Form som en stor Rok med Ten, havde sin Plads i Turektet. Façoneringen, som Arbejdet i Turektet kaldtes, var virkelig noget af en Kunst, og paa større Værksteder udførtes det af Folk, som udelukkende var beskæftiget dermed.
Naar Hatten var gennemdampet og trukket paa Formen, kom den paa Hulsadelen. Sadelen var en svær, oval Træskive med let buet Overside. I dens Midte var der udsavet en Aabning, hvori Formen blev sat ned og kunde opklodses, eftersom Hattens Højde fordrede det. Et Formbaand blev slaaet om, og Skygge og Puld blev behandlet med hede Pressejern. Under Presningen blev Hatten stadig fugtet med en vaad Svamp, samt pimpset endnu en Gang, inden den blev strøget tør og stillet til Touring.
I Formens Underside var der boret fire Huller, der svarede til de fire Tappe paa Tourens Ten, over hvilke Formen med Hatten blev sat ind. Var der Vippelad paa Touren, kunde den, der behandlede Hatten, betjene den alene, ellers maatte en Dreng dreje den ved Hjælp af et Haandsving, og medens Touren roterede, blev Pulden atter presset.
Naar Behandlingen paa Touren var endt, blev Formen taget ud, og i dens Sted blev der indsat en lille flad Træskive — Formillonen — hvis Omkreds nøje svarede til Puldens, og som forhindrede, at Pulden blev trykket sammen, naar Skyggen paa Randsadelen og Façonnersadelen fik den Form, som de skiftende Moder fordrede.
Skulde Skyggen ombøjes, skete det ved Hjælp af en Tamp — et kort Tov — som var tykkest paa Midten. Over den blev den fugtede Skyggerand bøjet og presset i Façon med varme Jern af forskellig Form, de saakaldede Randjern. Ogsaa Lisoiren, et Glitteredskab med et kort, skafteformet Haandtag, blev flittigt anvendt ved Skyggens Opsætning.
Dermed var Hatten endelig færdig fra Hattemagerens Haand. Stafferingen, Paasætning af Baand og Svederem, overlod han helst til sin Kone eller en Syerske.
Her skal man ikke komme nærmere ind paa Fremstillingen af Hatte, hvortil der ikke blev anvendt Filt. Lærredsgaletten som Underlag for den høje Silkehat er stadig i Brug, hvorimod Filtgaletten helt er er forsvunden. Den sidste var forholdsvis tynd i Pulden, men Fremstillingsmaaden falder iøvrigt nøje sammen med den ovenfor beskrevne. Overtrækningen med Silke- eller Bomuldsflos fordrede den største Omhu, at ikke Sammensætningen, som blev lagt paa skraa over Puldens Side, blev synlig.
Silkehattefabrikationen førte en Del franske Ord ind i Hattemageriet, hvor tyske Fagudtryk hidtil havde været dominerende. Hatten blev rettet op over en Boutant, med Lisoiren bearbejdedes Skyggens Beklædning, og over Bonboiren blev den flade Del af Pulden strøget. De smaa Limdraaber, der under Presningen slog igennem Flossen, blev fjernede med en Pique-chasse o. s. v.
Til disse tre Værkstedsrum, der her er beskrevne, slutter sig i »Den gamle By« et fjerde Rum, Butikken. Det var saa heldigt, at Inventaret fra en gammel Hattemagerbutik i Aarhus næsten uden Ændring kunde anbringes i det lavloftede Rum. En Række Hatte fra Midten af forrige Aarhundrede fylder nu de gamle Skabe, og paa Disken staar den primitive Skrueblok, hvorpaa man tilpassede Datidens svære Filthatte efter Købernes Hoveder.
