I august 1961 skrev Berlingske Aftenavis om den danske pelsbranches fremgang, først og fremmest et øget turistsalg og større satsning på mink fremfor den klassiske persianer.
Artiklen gav portrætter af branchens fem største virksomheder: J. Goldstein & Søn, Levinsky & Co, Birger Christensen, A. C. Bang og Aage Leidersdorff. Samlet set fremstår branchens ledere unge og yderst kompetente. Men det skal ikke overses, at firmaerne har lange forhistorier, som der bruges meget plads på at udrede.
Den vakse læser vil bemærke, at J. Goldstein & Søns historie er temmelig upræcis. Jeg har ladet den stå som eksempel på, at oprindelsen i Nakskov og Goldsteinfamiliens medlemmer stod temmelig tåget på denne tiden. Den korrekte version kan læses andetsteds på denne side.
Bag Berlingskes beskrivelse af pelsbranchens umiddelbare succes med turistsalg og satsning på mink, fornemmer man, at branchen stod på kanten af større forandringer og udfordringer.
Jeg gengiver artiklen i sin helhed, da den tegner et fint tidsbillede med mange detaljer og oplysninger.
Berlingskes Aftenavis, mandag 8. august 1961
DANSK PELSVÆRK er ved at opnå internationalt ry. For ca. 40 millioner solgtes der i fjor. Det er minken, turisterne vil have, medens danskerne er trofaste mod persianerne.
Af Mercurius
Dansk forarbejdet pelsværk solgtes der i fjor for ca. 40 millioner kr. af. Mellem 20.000 og 25.000 kåber, capes og stolaer indgik i garderoberne. Selvom det stadig er persianerne, der tager den største del af salget, er det dog minken, man kan takke for den fremgang, der var været i de senere år. København er nu anerkendt som en af verdens betydeligste byer for salg af minkpelsværk, og det der begyndte som et eksperiment, er blevet til en stor indtægt for branchen.
Indtil for få år siden var sommeren en død tid for pelshandlerne, hvorfor det var nærliggende at prøve, om man kunne gøre turisterne interesseret i dansk mink. Dette er lykkedes langt over forventning, først kom amerikanerne, og især efter handelskongressen i fjor, under hvilken der blev arrangeret adskillige opvisninger, også pengestærke italienske, tyske og franske kunder.
Pelsvarebranchen har en usædvanlig opbygning. Der findes ca. 150 buntmagere med egen forretning. De er således både fabrikanter og detaillister, og langt de fleste har ganske få beskæftigede.
Endvidere findes der ca. en halv snes fabrikanter, der sælger til andre buntmagere, stormagasiner og konfektionsforretninger. Grossisterne indenfor branchen beskæftiger sig næsten udelukkende med rå skind, idet der på grund af told ingen import er af færdigvarer.
De største indenfor branchen bor alle på Strøget. Der er to fabrikanter, I. Goldstein & Søn samt Levinsky & Co. De to har den væsentlige del af salget til detaillister. Endvidere tre buntmagere, der udelukkende sælger fra egen forretning. Det er Birger Christensen, som efter antal af ansatte og formentlig også efter omsætning er den største virksomhed i branchen, A. C. Bang og Aage Leiersdorff. Disse tre samt Magasins pelsvareaafdeling har taget den overvejende del af turistsalget.
Goldstein
I. Goldstein & Søn blev stiftet i 1830 i Nakskov af Isidor Goldstein. Anden generation flyttede til København i 1870, og i 1912 trådte tredje generation til samt Nathan Philip som medindehaver.
I 1960 blev virksomheden et interessentskab, der indehaves af Nathan Philips efterlevende hustru, fru Gudrun Philip, Eskild Hartwig og Karsten Philip. Der er ca. 100 ansatte i virksomheden, der foruden pelsværk, der er langt det vigtigste, fabrikerer hatte og huer.
I de senere år er der sket væsentlige ændringer i fabrikationen, selvom den stadig er baseret på en stab af erfarne håndværkere. Modsat de fleste andre fremstiller Goldstein pelsværk i serier og benytter således de samme principper som inden for anden konfektionsindustri. Dette gør man bl.a. fordi det er nødvendigt at kunne levere ensartede varer til eksport. Når bortses turistsalget, er Goldstein & Søn næsten ene om at have en eksport af betydning. Det meste går til Norge og Sverige, hvor man har filialer.
Eskild Hartwig, 41, startede i firmaet som lærling 15 år gammel. Han har HD i udenrigshandel og blev leder af firmaet i 1951. Eskild Hartwig er formand for foreningen af fabrikanter og grossister i pelsvarebranchen.
Karsten Philip, 28, har siden 1960 været medleder. Han er uddannet buntmager og har HD i salg og reklame. Karsten Philip er en af landets kendte sejlsportsfolk. Han blev for et par uger siden danmarksmester i snipesejlads.
Levinsky
Levinsky & Co blev stiftet i 1869 og havde indtil 1936 både salg til detaillister og eget pelsudsalg. I 1937 gik detailforretningen over til Birger Christensen, hvis kone hørte til familien Schottländer, der i 1894 overtog Levinsky & Co.
Levinsky & Co., der ligesom Goldstein sælger huer og hatte foruden pelsværk, har 80 ansatte og sælger til detailforhandlere landet over. Foruden eksporteres der til Norge og Sverige.
Levinsky & Co. ejes af Erik Schottländer og Bent Schottländer.
Erik Schottländer, 56, tager sig af pelsafdelingen. Han er Niels Brocker fra 1923 og næstformand for foreningen af danske pelsfabrikanter og grossister i pelsvarebranchen.
Bent Schottländer, 45, er uddannet i manufaktur i provinsen og kom ind i firmaet i 1938. Han er Niels Brocker fra 1934 og formand i huesektionen under foreningen af danske manufakturgrossister.
Christensen
Birger Christensen, kgl. hofleverandør, er det firma, der i de senere år har haft størst succes. Der er nu 112 ansatte, og man beskæftiger sig udelukkende med pelsværk og pelsforede frakker, som i de senere år er kommet stærkt frem.
Omkring halvdelen af Birger Christensens salg går til turister, der aftager så meget mink, at dette er den største artikel for huset. Persianerne er stadig den vigtigste vare til danske kunder.
En stor indsats gøres for at præsentere pelsværk af international klasse. Modeller til inspiration for fabrikationen købes i Frankrig, England, Italien og USA, og ideerne omformes så hos Birger Christensen, der to gange om året kommer med nye kollektioner.
Man lægger stærk vægt på at gøre huset kendt hos et udenlandsk publikum. Hertil tjener bl.a. opvisninger, annoncering i førende udenlandske modeblade og en nyoprettet filial i SAS-huset, hvor man får forbindelse med korttidsturisterne, som ikke når ned på Strøget.
Det voldsomme opsving er sket siden Finn Birger Christensen, 35, blev virksomhedens leder og eneindehaver i 1955. Han har en grundig uddannelse indenfor branchen. Han er uddannet som buntmager og har været ansat i verdens største råskindsfirma, Hudson Bay Company i London, hvor han bl.a. et helt år udelukkende var beskæftiget med at sortere og bedømme skind.
Finn Birger Christensen er med i alt, hvad der foregår i firmaet. Han køber selv på minkauktionen i København og rejser hyppigt til London, New York, Paris og Rom for at se det sidste ny. Han bestemmer kollektionernes sammensætning, og han deltager selv i salget i forretningen i Østergade.
Ved siden af sin virksomhed har Finn Birger Christensen en anden stor interesse. Han er samler af moderne kunst, hvilket har sat sit præg på firmaets indretning.
Bang
A. C. Bang er en af landets ældste forretninger. I 1785 købte oldermand Jørgen Severin Bang et hus i Østergade, der i 1816 blev overladt til sønnen A. C. Bang.
Allerede året efter blev A. C. Bang udnævnt til kongelig hofbuntmager, hvilken titel man hat bevaret siden. At det ikke blot er en titel kan bl.a. ses af, at A. C. Bang forsyner livgarden med bjørneskindshuer og har opsyn med hermelinskåberne på Rosenborg.
A. C. Bang har ca. 65 ansatte og udsalg to steder på Strøget. Filialen har man indrettet i pelsforretningen Le Dous, som man overtog i 1957. Her er indrettet specialforretning for teenage-pelsværk, ruskind og pelsforede frakker.
Også A. C. Bang har gjort meget for at gøre turister interesseret i dansk pelsværk. Man har været pionerer i dette arbejde og ofret millioner på reklame. Allerede i 1947 begyndte man et fremstød for salg af mink, bl.a. ved annoncer i skibsaviser og opvisninger, hvoraf man har adskillige i sommerens løb. Størst interesse samler dog den opvisning Bang har sammen med Pierre Balmain hvert efterår i Ambassadeur.
Ligesom Birger Christensen og andre henter A. C. Bang inspiration til modeller fra udlandet. En inspiration, der af husets cheftilskærer omformes til originale danske modeller, som kan stå mål med det bedste fra modecentrene.
Leif Kargaard, 39, er nu virksomhedens leder og eneindehaver. Han har efterfulgt sin far Kai Kargaard, der efter Aage Bangs død ved en bilulykke i Italien i 1955 overtog firmaet. Kai Kargaard havde siden 1914 ledet firmaet og var i 1947 blevet med indehaver.
Leif Kargaard begyndte hos Bang i 1940 efter to år i pels engros virksomhed i Leipzig og et år i Nordiska Kompaniet, Stockholm. Han har HD i salg og reklame og blev leder af A. C. Bang i 1959.
Blandt Leif Kaargaards interesser er persianeravl den morsomste. Han har ca. 35 persinanerfår gående på sin gård i Jyderup. Stamdyrene er importeret fra Sovjet og har hidtil klaret sig fint. Om der er grundlag for persianeravl i større stil herhjemme, kan man ikke sige endnu.
Leidersdorff
Aage Leidersdorff A/S blev stiftet i 1958 af Aage Leidersdorff efter det gamle familiefirmas sammenbrud. Hos Leidersdorff er der nu fyrre ansatte.
Aage Leidersdorff, 51, er uddannet som buntmager og blev i 1945 oldermand for buntmagerlavet. Han er medinteressent i engrosvirksomheden A. Leiersdorff, der ledes af hans bror.
Han er medlem af en lang række bestyrelser og udvalg, bl.a. Håndværkerforeningens bestyrelse og Fagskolen for Buntmagere. Mest kendt er Aage Leidersdorff som fægter. Han har været nordisk mester i fægtning og har været indehaver af over 70 Danmarksmesterskaber. Han har fægtet jorden over og har klaret sig godt i internationalt selskab. Blandt andet blev han nummer fire ved olympiaden i Los Angeles. For fjorten år siden måtte han holde op med konkurrencefægtningen og har siden kun dyrket sporten for motionens skyld.
Pelsværk
En væsentlig part af pelsværkprisen skyldes råvarerne, skindene, der kommer fra mange lande. Vigtigst er auktionerne i New York, London, Leningrad og Frankfurt.
I fjor importeredes der for femten millioner kr. råskind, og der købtes af danske firmaet for ca. fem millioner kr. på minkauktion i København. Reeksporten af råskind anslås at have beløbet sig til ca. tre millioner kr.
Den overvejende del af importen er af persianerskind, der via auktionerne kommer fra Sovjet og Sydvestafrika. Breitschwantz er også persianer, nemlig skindet af persianerfostre.
I flere generationer har persianeren holdt sig som det populæreste pelsværk i Danmark. Dette skyldes bl.a. at man kunne få persianere uden at skulle af med mere end 1800-3500 kr. I samme prislag ligger sæl og bisam. Nøjes man med jakker, slipper man væsentligt billigere.
Til sammenligning kan nævnes, at en minkpels ligger i prislaget 16.000-20.000 kr., og man kan komme op på at betale det dobbelte. Stolaer og capes i mink koster mellem 3.000 og 5.000 kr. og der er til disse også et dansk publikum af betydning.
Til de unge er det især lam, sæl og følpelsvarer, der sælges og endvidere de med persianer, bæverskind m.v. forede frakker, som bliver mere og mere populære.
Tendensen går i retning af lettere pelsværk og mere modepræget, både hvad angår snit og farver. Inden for persianer vinder gråt og brunt frem, og minkene har i år helst skullet være mørkebrune, pastelfarvede eller grå.
Visse typer pelsværk, såsom zobel, breitschwantz og chinchilla købes hovedsagelig af social prestigegrunde, men ellers er det stort set ønsket om at have en flatterende beklædningsgenstand i garderoben, der får kvinderne til at købe. Mændene, som omkring århundredeskiftet aftog 85 procent af branchens produkter, har forlængst overladt pladsen til det svage køn.
Der er en statsafgift på 15 procent af prisen til detailhandler, hvilket man finder er til stor gene for branchen. Den normale detailvareavance ligger på 25 procent.
