De fleste af de 18.500 danske flygtninge, der befandt sig i Sverige ved den tyske kapitulation den 5. maj 1945, benyttede myndighedernes hjemrejseordning, der muliggjorde hjemrejse fra slutningen af maj til midten af juni. Det var kun omkring 300, der tog tilbage til Danmark uden om den officielle ordning.
Nathan Philip var en af dem. Han fik plads på den første civile overfart over Øresund den 6. maj 1945 og tog direkte til Kgs. Nytorv 8, hvor han blev modtaget af sin tidligere førstemand O. Storm-Nielsen, hvis navn nu stod på døren. Det viste sig, at Storm-Nielsen havde fået smag for at være chef og stillede krav om, at han og Nathan Philip i fremtiden skulle være kompagnoner. Han mente sig med andre ord berettiget til en stor belønning for at have bragt firmaet uskadt gennem krigen. I bagklogskabens klare lys kan det måske undre, at Nathan Philip ikke havde forudset dette, men ifølge sønnens senere beretning kom det simpelthen bag på ham.
Nathan Philips forhandling med Storm-Nielsen om firmaets fremtid, der er dokumenteret i et udateret referat med syv punkter, skrevet af Eske Hansen. Der blev diskuteret to scenarier. Det første var, at forretningen skulle omdannes til et kompagniskab, hvor Nathan Philip ville tegne sig for 2/3 af kapitalandelen og Storm-Nielsen for 1/3. Det andet, at Storm-Nielsen skulle fratræde mod en godtgørelse.
Forhandlingen bar præg af de to pelshandleres erfaring med at massere en økonomisk transaktion for at få den til at falde på plads. Nathan Philip tilbød at nedsætte renten af Storm-Nielsens skyldige beløb fra 6 til 5 procent, men insisterede på, at Storm-Nielsen, der i 1943 havde overtaget firmaet uden indskud, nu skulle foretage en forudbetaling på 100.000 kr. Overfor dette foreslog Storm-Nielsen, at hans indskud skulle dækkes af en forudbetalt lederløn ”f. Eks. 1% af Skindlagerets Overskud”.
Der blev talt frem og tilbage om den egentlige værdi af varelagrene ud fra en erkendelse af, at den lå væsentligt over det bogførte beløb. Revisoren forsøgte at lukke spørgsmålet med henvisning til lovgivningen, men i sidste ende fik Storm-Nielsen sit krav om en ny beregning igennem. I et tillægsdokument, der opgjorde værdien af skindlager og huelager ”til Købspris resp. Fabrikspris”, blev de sat til godt 1,2 millioner kr., hvilket var 270% af den værdi, der var bogført pr. 1/1-1945. Af reserven på 770.000 kr. udgjorde 175.000 kr. den værdistigning, der var tilskrevet i den tid, Storm-Nielsen havde ejet firmaet.
Et punkt i forhandlingen havde overskriften Goodwill, idet Storm-Nielsen i tilfælde af fratrædelse ønskede godtgørelse for den goodwill, han mente at have tilført forretningen. Ordet var kommet ind i det danske sprog i 1930’erne for en virksomheds positive omdømme og andre gunstige forhold, som ikke opføres i regnskabet, men som alligevel kan tilskrives fremtidig værdi. I 1940’erne var begrebet goodwill gledet over i den politiske arena, hvor det blev anvendt om nationernes positionering i forhold til de stormagter, der kunne forventes at dominere en ny verdensorden efter krigen. Ønskede Storm-Nielsen at pointere, at han ikke havde handlet opportunistisk, men faktisk loyalt udfyldt den rolle, Nathan Philip havde tildelt ham? Ikke desto mindre var værdien af hans funktion som firmaets ikke-jødiske ansigt og navn kollapset med Nazitysklands fald. Referentens kommentar var afmålt: ”Spørgsmålet om Goodwill til Storm-N findes noget søgt og urimeligt”.
På to områder meldte Nathan Philip kategorisk ud, og hans værdibaserede krav adskilte sig fra de øvrige punkter ved at være hævet over forhandling. Det første var hans ønske om, at en af hans sønner skulle optages i firmaet til at følge i hans fodspor. Det andet var hans intention om at anvende firmaets ressourcer ”til at genantage det i 1943 til Sverige paa Grund af Forholdene dengang emigrerede Personale” og ”yde passende Pensioner og Vederlag til saadanne Personer, der maatte have været til Støtte for Forretningen”.
Uanset hvilke scenarier, der blev diskuteret, gjorde den voksende uenighed mellem de to mænd et kompagniskab umuligt. Det endte med, at Nathan Philip tilbagekøbte J. Goldstein & Søn efter den underskrevne aftales ordlyd, hvilket resulterede i en halv million kroner til Storm-Nielsen.
Det fremgår ikke af de bevarede dokumenter, præcis hvordan beløbet er beregnet, men det pæne runde tal svarer til Storm-Nielsens tre afdrag for 1944 à 100.000 kr. plus hans andel af reserven på 175.000 kr. plus en værdistigning for hver måned i 1945 på 5.000 kr. i henhold til tillægget.
Regnskaberne for 1943 og 1944 – de år hvor firmaet blev drevet under navnet O. Storm-Nielsen – er ikke bevaret. Det er sandsynligt, at Storm-Nielsens afdrag blev opført på en nominel konto, så regnskaberne var i overensstemmelse med betingelserne i salgskontrakten. Dermed kunne de både støtte det, som Nathan Philip hævdede i Sverige, nemlig at overdragelsen var proforma, og Storm-Nielsens tankegang om, at et juridisk bindende salg havde fundet sted.
Derved kom Nathan Philip til at betale for at have været så forudseende og risikobevidst, at han havde gennemført et juridisk bindende salg, der kunne modstå eventuelle ariseringstiltag, som ville have frataget Nathan Philip hans virksomhed uden kompensation. For dermed blev aftalen også så robust, at den ikke kunne fejes af bordet som ren proforma i befrielsessommeren.
Det var ikke nogen venskabelig separation. Storm-Nielsen startede efterfølgende egen forretning, men hans forhold til hans gamle firma blev aldrig repareret. Da han nogle år efter Nathan Philips død satsede kraftigt på billige pelshuer, benyttede den nye ledelse i J. Goldstein & Søn chancen til at underbyde hans varer. Det medførte tab, som det store firma kunne bære, mens det mindre måtte lukke. Herefter forlod Storm-Nielsen pelsbranchen.
Det sidste spor efter Storm-Nielsen i virksomhedsarkivet er hans fortrykte brevpapir, der blev klippet i stykker og brugt til noter. Bemærk, at forretningen holdt åbent om lørdagen.
