I 1940’erne lagde de svenske myndigheder vægt på forhold omkring flygtninges økonomi, idet de for at give udlændinge opholdstilladelse både krævede, at de kunne forsørge sig selv, og at de ikke måtte tage plads på arbejdsmarkedet. Selvom de lempede restriktionerne for danske flygtninge i 1943, var der stadig et pres på virksomhedsledere og fagspecialister for, at de ikke skulle benytte deres midlertidige ophold til at trænge ind på det svenske marked.
Et berømt eksempel er Arne Jacobsen, der – fordi han ikke kunne påtage sig opgaver som arkitekt under opholdet i Sverige – brugte tiden til at lære sig stoftryk og skabte tekstiler, der i dag er blevet designklassikere.
Nathan Philip tilsluttede sig også holdningen om, at man som flygtning ikke skulle tage levebrødet fra de lokale. Det eneste projekt, han var engageret i, var en mindre dansk-svensk investering i 1944 i en minkfarm med skindhandler Fritz Hollander og buntmager Jørgen Birger Christensen.
Det skete netop, da der var etableret et støttesystem omkring de danske minkavlere med en forsøgsfarm på Trollesminde ved Hillerød, assistance til sygdomsbekæmpelse fra Statens Serum Institut og konsulenter, der cyklede på gårdbesøg for at rådgive om foderplaner.
På grund af den stærkt begrænsede import af råvarer var der gang i opdræt af pelsdyr, især ræv, kanin og sumpbæver (også kaldet nutria). Sidstnævnte blev en decideret spekulationsbranche, og den danske bestand af sumpbæver voksede fra 1000 dyr i 1941 til 50.000 ved krigens afslutning. Minkavl var derimod relativt uudviklet ved besættelsens begyndelse, og minkavlerne havde problemer med dyrenes trivsel og ernæring.
I Sverige og Norge var minkavl allerede veletableret, og det benyttede de tre pelshandlere sig af. Arbejdsfordelingen mellem dem har tilsyneladende været, at Fritz Hollander, leder af Baltiska Skinnkompaniet, har været aktøren i Sverige, Nathan Philip har finansieret, og Jørgen Birger Christensen har anlagt og drevet farmen i Sandbjerg udenfor København.
Nathan Philip og Fritz Hollander købte “palatina minks” og satte dem i pleje hos pelsdyravler Billy Vingårdh i Höör i Skåne, indtil de kunne føres over Øresund. En minkfarm bestod på den tid af få dyr. En opgørelse viser, at der er indkøbt to skind, to hanner og seks tæver. Bemærk satsningen på lyse palatinamink, hvis skind var mere værdifulde end de brune standardmink.
Interessentskabet blev ophævet i 1946. Fra Nathan Philips side har formålet vist været at hjælpe Jørgen Birger Christensen. I følge sønnen Finn Birger Christensens erindringer gik det ikke så godt med buntmagerforretningen i Østergade, og hans far forsøgte sig med forskellige nye initiativer. Minkfarmen i Sandbjerg var dog heller ikke nogen succes, og den blev nedlagt efter nogle år.
1944 Interessentskab kontrakt (PDF)
1944 interessentskab kvittering (PDF)
1946 Interessentskab udregning (PDF)
Fotografiet viser en minkfarm i Mosås, Sverige 1955.
Litteratur
Ole Troelsø og Finn Birger Christensen: En Frakke med Hår på. Lindhardt og Rindhof, København 2001.
Thomas Dickson: Dansk Design. København 2006.
Dansk Pelsdyravlerforening 50: 1930-1980, Jubilæumsskrift udgivet af Dansk Pelsdyravlerforening 1980.
