Da Dansk Pelsdyravlerforening blev stiftet, var det en hobbyforening for folk med interesse for at holde vilde dyr i fangenskab. Først i slutningen af 1930’erne blev der skabt en organisation, der tillod pelsdyravl at vokse som erhverv. Det var en spæd begyndelse på et erhverv, der i løbet af to årtier ville true pelshandlernes stilling som branchens drivende kræfter.
Blandt lykønskningstelegrammerne til J. Goldstein & Søns jubilæum i 1930 kom der ikke nogen hilsen fra pelsdyravlere. I Danmark var det endnu et ganske lille fag, og det blev kun udført på hobbybasis. Dansk Pelsdyravlerforening, der blev stiftet senere samme år – 7. december 1930 – gjorde i begyndelsen ikke meget for at ændre dette.
Det var en spæd begyndelse på et erhverv, der i løbet af to årtier ville forskyde pelsbranchens dynamik og true pelshandlernes position som branchens drivkræfter. Men forandringen var allerede begyndt i USA, hvor farmede skind i 1935 udgjorde 15% af den årlige høst af pelsskind. I 1952 var andelen vokset til 65%.
De første sølvræve i Danmark
De første sølvræve blev importeret til Danmark fra Norge i 1928. På dette tidspunkt bestod pelsdyrhold i at bygge en rævegård i baghaven på en landejendom. Pelsdyravl var på dette tidspunkt et bierhverv, der af økonomiske grunde ofte var baseret i interessentskab.
At Dansk Pelsdyravlerforening i første omgang ikke var forankret i landbrugssektoren, fremgår at medlemmernes erhvervssammensætning. Det var en norsk dyrlægestuderende, der sammen med J.P. Andersen skabte det første danske pelsdyrhold. Foreningens første formand var kommunelærer H. Johansen. Andre tidlige udøvere var købmand Aksel Rasmussen, slagter Peter Jensen og gårdejer Svend Svendsen. De fleste var aktive jægere og delte interessen for at holde vilde fugle og dyr i fangenskab.
Der var ingen standard for rævehold, så ejerne måtte selv designe og anlægge en løbegård med skur eller redekasser, og finde en måde at sikre, at rævene ikke kunne slippe ud. I sammenligning med senere rævehold var arealerne store og ofte indrettet med løbegange, så rævene kunne besøge hinanden. I løbet af nogle år fandt man ud, at ved at løfte burene over jordbunden kunne man undgå orm og andre parasitter.
De tidlige ræveavlere fortæller
En avler husker at han altid havde rosiner i lommen, for rævene fik tillid til ham, når de fik en godbid. En anden fortæller at han installerede en mikrofon i redekassen, for at høre om rævemor bed de nyfødte hvalpe ihjel. En tredje beretter, at hvis tæven ikke ville tage sig af hvalpene, fandt de en kat, der lige havde født, så rævehvalpene kunne die.
Priserne på importerede avlsdyr faldt i løbet af årtiet, men i begyndelsen af 30’rne svarede prisen på et rævepar til en årsløn. Peter Jensen fortæller at satsede alt på at købe avlsdyr. Børnene manglede tøj og sko, og han solgte endog sit jagtgevær. Hans venner var bekymrede og rådede ham til at “slutte med de ræve,” men det viste sig hurtigt at salget af skind var så indbringende at han flerdoblede sin årsindkomst.
Tilsvarende kunne gårdejer Svendsen, da han i 1934 solgte sit første virkelige bundt skind på tyve stk for 5.500 kr, konstatere at denne sum svarede til værdien på hele hans kreaturbesætning på femogtyve malkekøer.
Det er velbegrundet at betegne de første pelsdyravlere som egensindige risikovillige mænd, (og den tidlige historie handler fortrinsvis, men ikke udelukkende, om mænd).
Foreningen satser på erhverv
I de første år var Dansk Pelsdyravlerforening præget af modsætningsforhold og personkonflikter. I 1937 fik den en ny ledelse anført af Oluf Larsen Odd. Mens foreningen tidligere havde set pelsdyrhold som en hobby for jagtinteresserede, betragtede den det herefter som et erhverv med økonomisk potentiale. Aktivitetsniveauet steg betragteligt. I årtiets første halvdel havde der været omkring 100 pelsdyrhold i Danmark, men i 1937 sprang antallet helt op på 271 og fortsatte med at vokse stærkt de følgende år.
Fra 1930 til 1937 blev der indført 167 ræve og 17 mink. Takket være den nye formand begyndte at gøre lobbyarbejde overfor Valutacentralen, var importen de følgende to år 119 ræve, 681 mink og 20 sumpbævere. Denne tilførsel af avlsdyr skabte muligheden for at erhvervet kunne fortsætte med at vokse under besættelsens importstop.
Pelsdyravlerforeningen blev omorganiseret fra at være en landsomfattende forening med individuelle medlemmer til at være en hovedforening med landsdelsmedlemmer som medlemmer. Det gjorde det muligt at ansætte konsulenter og arrangere udstillinger, der kunne øge avlernes viden. Samtidig kunne visse opgaver som pelsning centraliseres og standardiseres.
Den første sølvræveudstilling blev afholdt i 1938. De såkaldte livdyrudstillinger var en vigtig del af opdrætternes uddannelse, for de spredte viden om hvordan skindene skulle være for at opnå de høje priser på markedet. Ved den første udstilling var ingen af de hjemlige avlere var så sikre i bedømmelsen, at de turde påtage sig arbejdet, så man måtte hente dommere fra Norge og Sverige. Det følgende år blev den første minkudstilling afholdt.
Salg
Det var en prioritet at få organiseret skindsalget, for avlerne følte at de stod svagt overfor pelshandlerne. Aksel Rasmussen fortæller:
Når vi havde pelset dyrene og skulle af med skindene gik vi fra den ene buntmager til den anden i Århus. Når jeg opsøgte den første buntmager og mente han bød mig for lidt for skindene, gik jeg til den næste, men inden jeg nåede ham havde den første ringet og fortalt ham hvad han havde budt mig.
Derfor var det afgørende for pelsdyravlerforeningen at samarbejde med en handelsmand, der ikke selv havde interesser i pelsindustrien. Ham fandt de i grosserer A. Melby, der stiftede Københavns Pelscentral. Den første auktion blev afholdt i januar 1939 over 316 sølvræve, 110 mink og et antal røde ræve og andre skind. Den følgende måned blev næste auktion holdt i tilslutning til Den Kongelige Grønlandske Handels auktion over blåræv.
Kilder
Dansk Pelsdyravlerforening (red.) 1980: Dansk pelsdyravlerforening 50:1930-1980. Jubilæumsskrift udgivet af Dansk Pelsdyravlerforening.
Fuchs, Victor R. 1957: The Economics of the Fur Industry. Columbia University Press, New York.
Schweizerischer Pelz-Fachverband (red.) 1986: Menschen, Tiere, Pelze: Wissenertes über Nutzung, Schutz und Ökologie von Pelztieren. Schweizerischer Pelz-Fachverband. Bern.
