J. Goldstein & Søns regnskaber for årene 1910, 1911, 1912 og 1913 indeholder lister over alle køb og salg og giver dermed et røntgenbillede af firmaets netværk.
I dag undersøger vi kunde-netværket i Danmark, og det var stort. I årene op til første verdenskrig havde J. Goldstein & Søn over 1000 kunder i Danmark!
Det var en tid, hvor detailmarkedet for beklædning var domineret af småhandlende. Alle provinsbyer havde mindst én buntmager og flere tøjforretninger. Selv i mindre byer som Assens, Ringkøbing og Vejen var der mere end én kunde til et firma som J. Goldstein & Søn.
Som illustration af hvor tæt tøjbutikkerne kunne ligge, giver det ovenstående billede et kig op ad Østerbrogade fra Trianglen i 1911. Her ses (delvist) en symaskineforretning, en filial af Westerby, der var en af Københavns største damekonfektionsproducenter, en gavlreklame for elegante Herre- og Dameklæder hos Carl Jacobsen & Co. i Nørre Farimagsgade, og i samme ejendom – Skrædermester L. P. Johansen. Lidt længere henne lå Harald Bruuns manufakturhandel, der senere blev overtaget af svigersønnen Jens Haunstrup Clemmensen – en af J. Goldstein & Søns mangeårige kunder.
I årene op til første verdenskrig lå J. Goldstein & Søns omsætning på godt 800.000 kr. Der var mindre fluktuationer fra år til år, men i sammenligning med indkøbssiden med store udsving, var salgssiden et mønster af regelmæssighed. Netværket bestod af faste kunder, der lagde ordrer for nogenlunde samme beløb hvert år.
Det år, der skiller sig ud i regnskabet, er 1910, hvor der oftere er registreret flere køb pr. kunde og salgstallene er noget opskruede. Efter Jacob Goldsteins død i januar 1911 blev der indført mere moderne og retvisende metoder i firmaets bogføring. Med andre ord er forskellen rent regnskabsteknisk. Forretningen og kundenetværket var ret stabile.
1913 var et kriseår for pelsbranchens internationale råvaremarked. På salgssiden oplevede J. Goldstein & Søn også et mindre fald i den samlede omsætning, men dog fremgang i nogle landsdele. Råvarekrisen havde altså marginal betydning for detailmarkedet.
J. Goldstein & Søns produktprofil
På firmaets brevhoved fra 1900’erne var produktprofilen beskrevet således:
Fabrik og Lager af
Pelsvarer
Hatte
Kasketter
Stoffer
Utensilier
Samt alle slags Uniformshuer
I Kraks Vejviser fra 1910 optrådte firmaet to steder.
I sektionen Pelsvarer stod der: Spadsere- køre- og damepelse. Jaketter, kraver, muffer, baretter, huer.
I sektionen Hatte engros stod der bare Filt- og Straahatte. Det var de hatte, firmaet importerede, mens der i eget værksted blev fremstillet hatte og huer af stof, inklusive uniformskasketter.
Kombinationen af pels med hatte og huer en standardiseret specialisering i hele Europa. Pelsfaget og hattefaget var slået sammen i første del af 1800-tallet, da det traditionelle hattemagerhåndværk blev udkonkurreret af begyndende industrialisering.
Pels, hatte og huer var i én forstand et smalt varesortiment, fordi det kun udgjorde en lille del af den beklædning, hvert menneske måtte have for at være velklædt.
Set på en anden måde var det bredt, for det var rettet mod et bredt marked. Det indgik i alle markedssegmenter og prisgrupper – fra den ypperste luksus for de velbeslåede til det nødvendige hverdagsovertøj for den arbejdende befolkning. Og der var noget for for begge køn og alle aldre.
Pelsmoden for kvinder havde været i vækst siden 1870’erne. Det drejede sig stadig mest om tilbehør som stolaer, muffer og hatte. Men der var stigende efterspørgsel på pelskåber og pelsfor til frakker.
Blandt mænd var pelskraver og pelshatte populære. Derudover var der stigende interesse for såkaldte sportspelse – kæmpestore langhårede pels, der blandt andet blev anvendt til automobilkørsel – i uopvarmede, delvist åbne biler. De var også populære hos foldboldsfans, der fulgte kampene fra ståpladser på et åbent stadion.
Afdelingen for hatte og huer var fortrinsvis rettet mod mænd. Men den leverede ikke kun filthatte og stråhatte, der var associeret med de øvre sociale lag og søndagstøj. I firmaets eget værksted blev der under ledelse af skrædder N. Sebastiansen fremstillet kasketter til arbejdsmænd og uniformshuer til postbude, mælkekuske med flere.
Ifølge Alfred Sanders noter lavede de også hovedbeklædning til kvinder samt til drenge og piger – endda babykyser.
Oversigt
Firmaets kunder kan deles ind i følgende kategorier:
– Buntmagere
– Stormagasiner
– Anden beklædningsdetail
– Damekonfektionsproducenter
– Uniformskasketter
Denne kategoriseringen er resultat af min analyse. Den er ikke anvendt i regnskabet (eller andre dokumenter), og der er ikke information nok til at kategorisere hver enkelt kunde, da de fleste kun optræder med navn.
Den klassifikation, som regnskabet er opbygget omkring, er geografisk – efter landsdel og by. Den viser, at kunderne var jævnt fordelt over hele landet med – ofte flere – kunder i alle provinsbyer.
I 1911 havde J. Goldstein & Søn følgende antal kunder fordelt på regioner:
Jylland: 395
Sjælland: 194
Fyn: 78
Lolland-Falster: 56
Bornholm: 33
København: 454
I ALT: 1210
Der var ingen kunder i Sønderjylland, fordi Danmarks grænse dengang gik ved Kongeåen. Grænsen var så godt som lukket for handel – der var bestemt ingen lempelige toldregler.
J. Goldstein & Søn var særligt godt repræsenteret på Lolland-Falster. På den måde kunne Jacob Goldsteins hjemmemarkedsfordel stadig kunne mærkes tredive år efter han var flyttet fra Nakskov.
Dertil kommer, at de danske øer på den tid var folkerige og relativt velstående landsdele. Som det ses havde firmaet også ret mange kunder på Bornholm og Fyn.
Kundenetværket i København var en klasse for dig. Det skyldes dels, at hovedstaden var landets forbrugscentrum med den største koncentration af tøjbutikker – inklusive specialiserede luksusudbydere indenfor pels- og hattemode.
Men det havde også stor betydning, at J. Goldstein & Søn – som en organisk del af byens store beklædningsklynge – solgte materialer og forarbejdet tilbehør til beklædningsproducenter og andre organisationer.
I økonomisk rangordning var de største kunder de landsdækkende stormagasiner som Magasin du Nord og Crome & Goldschmidt. Sidstnævnte indkøbte for ca. 20.000 kroner om året.
Der var flere store kunder, om tegnede sig for over 10.000 kr. om året. Blandt dem var der nogle af Københavns buntmagere som P. le Dous og Aage Leidersdorff. Andre var de store damemodeproducenter som Jac. Olsen og L. Westerby.
Et eksempel på en mindre kunde i København var Jens Haunstrup Clemmensens manufakturhandel i Nørregade 35 (senere videreførte han som svigersøn Bruuns manufakturhandel på Østerbrogade 49). Han indkøbte årligt for ca. 500 kr. hos J. Goldstein & Søn. Som man kan se på dette fotografi fra 1919 var det en mindre forretning med hverdagsbeklædning som skjorter, strømper, undertøj – og altså kasketter og huer.
Buntmagerne
J. Goldstein & Søns produktprofil var skræddersyet til landets buntmagere, der købte forarbejdede skind og færdigsyet pelsværk samt – i større eller mindre grad – hatte. Buntmagerne fungerede som et hybrid mellem detailhandel og håndværksbaseret produktion.
Blandt Københavns buntmagere havde J. Goldstein & Søn elleve faste kunder, hvilket var 25% af alle buntmagere, pelsgrossister og pelskonfektionsproducenter, som var optaget i Kraks Vejviser i hovedstaden. Blandt dem var nogle af firmaets største kunder, der årligt aftog for mere end 10.000 kroner.
P. le Dous i Østergade
Oscar Holm i Nicolajgade
A. Leidersdorff i Skoubogade
H. P. Neumann i Fiolstræde
Nielsen & Heidemann i Valkendorfsgade
E. Seiersen på Rolighedsvej
K. G. Schmalfeldt på Gammel Kongevej
H. Schou i Store Kongensgade
P. F. Spliid i Pilestræde
C. A. Trolle i Østergade
Aloys Waldhausens Enke i Store Kongensgade
Nogle af provinsbyernes buntmagere hørte også til blandt J. Goldstein & Søns største kunder. Det var Thomas Ulf i Vejle med et årligt indkøb omkring 8000 kroner, Fred. Petersen i Aalborg med et årligt indkøb på 5-8000 kroner og Rud. Christiansen i Kolding med et årligt indkøb på 4-6000 kroner.
I næste lag kom Lindskou i Aalborg, Døring i Odense og Emil Petersen i Svendborg, der alle tre tegnede sig for årlige indkøb på 3-4000 kroner.
Det ville være spændende, hvis man ud fra J. Goldstein & Søns årsregnskab kunne kortlægge alle landets buntmagere. Men det er desværre ikke muligt.
De fleste butikker var stadig kun kendt under ejerens navn, og det gjaldt i særlig grad buntmagerne – med Helsingør Hatte og Pels som den undtagelse, der bekræfter reglen.
Hvis man antager, at buntmagerne – som købte skind og pelsværk – må regnes blandt de større kunder i rent økonomisk henseende, kan man indsnævre antallet af “mulige” buntmagere – fra det totale antal kunder – over 1000 – til kunder, der købte købte for over 1000 kroner – ca. 250.
I dette økonomiske segment findes dog også konfektionsproducenter som Svendborg Klædefabrik og Gammeltoft Schougaard i København og større varehuse som Manufakturunionen i Vordingborg og Engelsk Beklædningsmagasin i Nyborg.
Jeg har søgt på de resterende navne i arkiv.dk – de danske lokal- og stadsarkivers digitale adgang til deres samlinger. Det har givet indsigt i en del buntmagere rundt om i landet – helt konkret med fotos af deres butikker, familier med mere. Der er linket til nogen af dem i indlægget om Hatte- og Bundtmagerforeningen i Danmark.
Den anden måde jeg har identificeret nogle buntmagere er ved at krydstjekke med telegrammer og kort fra J. Goldstein & Søns 50-års jubilæum i 1930. Mange af firmaets kunderelationer pågik over lang tid, så analysen giver en vis indsigt, men kun case-by-case.
Det er med andre ord ikke muligt at sige helt præcis, hvor mange af firmaets kunder, der aftog skind- og pelsvarer omkring 1910.
Stormagasinerne
Danmarks vigtigste stormagasiner var dengang Magasin du Nord og Crome & Goldschmidt. Begge havde en afdeling for pelsvarer, og begge var kunder hos J. Goldstein & Søn. Derudover havde de begge et stort antal filialer rundt om i landet.
Crome & Goldschmidts indkøb blev foretaget centralt fra stormagasinets hovedkvarter i Horsens. Det beløb sig til ca. 20.000 kroner.
I 1911 stod Magasin du Nords afdelinger sammenlagt for indkøb for godt 12.000 kroner. Magasin du Nord indkøb er indført decentralt under de enkelte afdelingerne. Navnet Magasin du Nord er anvendt for varehuset i Aarhus. Men ellers brugtes navnet Vett & Wessel for filialerne i provinsen, og navnet Wessel & Vett for afdelingerne i København. Den store republik på Bremerholm havde blandt andet filialer på Nørrebro og Vesterbro.
Af landets øvrige stormagasiner findes A. C. Illum, der var en rent københavnsk forretning. På J. Goldsteins salgslister tegnede det sig for ca. 2000 kr – dog det dobbelte beløb i 1913. På skyldes muligvis, at Illum netop på dette tidspunkt foretog en større udvidelse ved at opkøbe og sammenbygge ejendomme omkring Østergade, Pilestræde og Købmagergade.
Daells Varehus, der åbnede i 1910, skabte en ny type landsdækkende forretning baseret på kataloger og postordrer. Daells Varehus figurerer faktisk en enkelt gang på J. Goldstein & Søns kundelister – i 1912 købte det for 16 kroner. Det var vist lige nok til piccolinernes uniformskasketter.
Beklædningsdetail i øvrigt
Størstedelen af J. Goldstein & Søn kunder omkring 1910 tilhører den kategori, jeg kalder anden beklædningsdetail – det vil sige beklædningsmagasiner og tøjforretninger som hverken var buntmagere eller (kendte) stormagasiner.
I denne kategori er de store kunder dem, der tegnede sig for beløb over 1000 kr. Der er umuligt at udlede noget om forretningernes størrelse ud fra en enkelt leverandør. Nogle havde karakter af stormagasin, men de fleste var mindre.
De fleste gik bare under ejerens person- eller familienavn, men ud fra det mindretal, der havde et “rigtigt” forretningsnavn kan der foretages en semantisk analyse, som siger noget om forretningernes fokus og markedssegment.
Navnene på butikker i det højeste – det dyreste og mest eksklusive – markedssegment var ofte kendetegnet ved geografiske stednavne. For dametøjet var det modens internationale hovedstæder Paris og Berlin, mens turen gik til England for herretøjets vedkommende. Der var eksempler på, at flere selvstændige forretninger i flere byer bar de samme navne, så de kulturelle referencer må siges at være alment accepterede.
Butiksnavne med geografiske kønsmarkører: herretøj
Britannia (Hellerup)
Bristol (Kolding, Ringkøbing, Bornholm)
Prince of Wales (København)
Old England (København)
Engelsk Beklædningsmagasin (Nyborg, Kalundborg, Skive, København)
Engelsk Hattemagasin (Silkeborg, København)
Hattemager London (Randers)
Butiksnavne med geografiske markører: dametøj
Pariserbasaren (Randers, København)
Berlinermagasinet (Horsens)
Der var der også ikke-geografiske markører, som var kønsspecifikke. For herretøj findes det overordnede begreb ekvipering, men butiksnavnene sigtede på specialisering i beklædningens enkeltdele – som flip og kravat. For dametøjet indikerede butiksnavnene derimod kvinden som køn (lady), naturtilstand (flora) eller evigt forår (april).
Butiksnavne med ikke-geografiske kønsmarkører: herretøj
Flipcentralen (Århus)
Kravatmager Fix (Frederiksberg)
Butiksnavne med ikke-geografiske kønsmarkører: dametøj
Lady Magasinet (København)
Konfektion Flora (København)
Trikotageforretningen April (København)
Når vi bevæger os ned til det brede marked med lavere priser, forekommer der et tydeligt skift i semantikken. De forretninger, der demokratisk forsøgte at sælge tøj til alle, undgik markører, der kunne identificere specifikke kundeprofiler. I stedet signalerede de, hvad de solgte (tøj, beklædning, uld), varemængden (depot, magasin, handelshus), produktionsmetoden (strik, manufaktur) eller betalingsmåden (kontant). Samtidig skiftede de geografiske markører fra internationale storbyer til nationale og lokale nærområder.
Semantiske markører for det brede marked
Tøjhuset (Køge, Vesterbro)
Dansk Beklædningsmagasin (Maribo)
Nyborg Klædedepot
De Jydske Strikkere (Frederikssund)
Jydsk Uldvarehus (Herning)
Aggersund Manufaktur (Herning)
Beklædningsmagasinet (Herning)
Nordlandets Handelshus (Allinge)
Kontantforretningen (Helsinge)
Manufakturunionen (Vordingborg, Borris)
Damekonfektionsproducenterne
Siden 1880’erne var der sket en stor udvikling i konfektionsbranchen, og der var opstået en håndfuld eksklusive dametøjsfabrikanter i København. Deres varesortiment var ikke længere begrænset til overstykker og kåber – nu fremstillede de også spadseredragter og kjoler. Med til tidens moderigtige damebeklædning hørte pelsbesætning og -tilbehør. Derfor havde disse virksomheder også egne buntmager-afdelinger.
Den største var Moresco, der havde hovedkvarter i Østergade og fabrik i Malmø. Men Moresco var så stor – faktisk Nordens største dametøjsproducent – at firmaet havde etableret eget indkøb af skind direkte fra råvaremarkedet.
For byens øvrige dametøjsproducenter var J. Goldstein & Søn en vigtig underleverandør. De kunne aftage varer for over 10.000 kroner årligt, og var dermed nogle af firmaets største kunder. På kundelisten stod blandt andet:
Jac. Olsen på Amagertorv (åbnet 1884)
L. Westerby på Vesterbrogade (åbnet 1900)
Gammeltoft Skougaard i Købmagergade
Frelsens Hær musicerer på Kongens Nytorv ca. 1910
Uniformskasketter
J. Goldstein & Søns afdeling for huer og hatte fungerede dels som importør af specialprodukter og færdigvarer, dels som fremstillingsvirksomhed. Stråhatte og filthatte blev importeret, mens firmaets eget værksted var leveringsdygtig i alle former for hatte og huer af stof.
I denne sammenhæng udgør uniformskasketter en særlig kategori, fordi de er tvungen påklædning, der er bestemt af den organisation, brugeren (der ikke nødvendigvis var identisk med køberen eller ejeren) tilhører.
Som nævnt averterede J. Goldstein & Søn med uniforms- og militærhuer som sin speciale. Jeg ville gerne kunne vise en uniformskasket med J. Goldstein & Søn-mærkat, men de er ikke så lette at finde. For eksempel er der ingen på samleren Ib Kristensens hjemmeside, hvor man dog kan se mærkater fra nogle af firmaets kunder.
Uniformshuerne forklarer en del af J. Goldstein & Søns indkøb hos de danske klædefabrikker. De producerede såkaldt strøggarnsklæde, der var et relativt tunge tweed-lignende tekstil. Det var billigere end kamgarnsstofferne, der blev brugt til mere eksklusiv beklædning, og det var alment kendt som “betjentklæde”, fordi det blev anvendt til uniformer.
Hærens uniformer blev fremstillet på den militære klædefabrik i Usserød. Omkring 1910 var det stadig helt normalt, at officerer selv anskaffede sig uniform og udrustning. I nogle tilfælde købte menige soldater også deres egne huer.
Men som Jeppe Tønsberg bemærker, var der dengang mange civile uniformerede korps. Flere offentlige virksomheder – postvæsenet og statsbanerne – var organiseret som uniformerede korps, og deres “betjentklæde” var fremstillet på landets øvrige klædefabrikker.
J. Goldstein & Søns største aftager af uniformskasketter var postvæsenet. Det ser ud til, at vores firma var fast leverandør til Landposten og Underklasserne, der sammenlagt lagde årlige bestillinger for over 4000 kroner.
Der var også andre offentlige aftagere, dog i en mindre størrelsesorden – Statsbanerne og Frihavnens Søkorps. At have sidstnævnte som kunde har sikkert været en glæde i det import-baserede firma, der havde regelmæssig nærkontakt med toldmyndighederne og – fra 1915 – et frilager i Frihavnen.
Uniformeringen var også udbredt i de ikke-statslige organisationer. J. Goldstein & Søn var fast leverandør til Frelsens Hær, hvor de medlemmer, der er indviede soldater går med uniform som et synligt symbol på deres tilhørsforhold. Frelsens Hær havde sin højeste tilslutning i Danmark i begyndelsen af 1900-årene.
J. Goldstein & Søn var også fast leverandør til Mælkeriet Enigheden. Dengang havde København fire store mejerier, der distribuerede mælk gennem udsalg og udbringning på mælkevogne. Mejerierne kunne kendes på hver sin farve, der gik igen på på mælkekuskene og mælkedrengenes kasketter. Desværre ved jeg ikke hvilken farve, der var Mælkeriet Enighedens kendemærke, men kasketterne kan man se på en film fra Mælkeriet Enighedens 25-års jubilæum i 1922.
Til sidst skal nævnes, at stormagasiner og underholdningsetablissementer også havde uniformerede vagter, bude og billetkontrollører. På J. Goldstein & Søns kundelister står blandt andet Nimb – der var et nyt højt-profileret selskabssted med restaurant – samt Dagmarteatret og Casino – to af byens populære privat-teatre.
Kilder
Hyldtoft, Ole 1984: Københavns Industrialisering 1840-1914. Forlaget Systime, Herning.
Tønsberg, Jeppe 2004: Brede Klædefabrik: I. C. Modeweg & Søn A/S: Den danske klædeindustri i international belysning. Erhvervsarkivets Forskningsfond, Aarhus.
