Fra 1870 til 1930’erne eksisterede der en ekstrem geografisk koncentration af pelsfirmaer i Leipzig i Sachsen. Det var en industriklynge, der indtil første verdenskrig fungerede som et monopollignende centrum for pelsbranchen på globalt plan.
Klyngen bestod af tre gensidigt afhængige specialiseringer – engroshandel med skind, industriel beredning og farvning samt produktion af pelskonfektion. Dertil kom en lokal banksektor med forståelse for pelshandlernes behov for kortvarige kreditter og villighed til at finansiere klyngens vækst på internationalt plan.
I 1908 var pelsklyngens samlede omsætning 100 millioner mark, hvoraf 75-80% var salg til udlandet. I 1920’erne var pels Leipzigs mest værdiskabende branche.
Sachsen var én af de første tyske regioner til at industrialisere. De sachsiske industrier – inklusive pelsbranchen – var kendetegnet ved mange mindre familieejede virksomheder indenfor samme branche med lokale koordinationsmekanismer, som satte dem i stand til at håndtere udfordringer og opnå international konkurrenceevne.
Argumentationen i historiker Robrecht Declerqs monografi fra 2017 er netop, at Leipzigs pelsbranche var en meget dynamisk og omstillingsdygtig industriklynge, der forenede et stærkt internt sammenhold med åbenhed udadtil mod verdensmarkedet. Det følgende bygger på hans bog, som indeholder en masse fakta og analyser, der ikke findes andre steder.
I 1925 var der 1000 små og mellemstore virksomheder i Leipzigs pelsklynge. Blandt dem var en gruppe interregionale pelshandlere, som var i stand til at åbne lågerne til de internationale markeder og tilpasse distriktet til globale betingelser. Blandt de vigtigste var Biedermann, Eitington, Ariowitsch, Friedrich Erler og Theodor Thorer.
50% af pelshandelshusene var jødisk-ejede, hvilket gjorde pelsbranchen til en af de brancher med størst jødisk koncentration i Tyskland. I følge Declerqs analyse kombinerede de jødiske iværksættere international orientering med national og lokal forankring, og de integrerede de lokale virksomheder med nationale og internationale import-, eksport- og kapitalmarkeder. De var også drivkræfter i klyngens horisontale integration gennem brancheforeninger og diverse samarbejder.
Leipzigs råvarehandel var koncentreret om tre årlige messer – omkring nytår, påske og mikkelsdag (29. september). Den vigtigste var påskemessen, der varede i seks uger.
Messerne var en kosmopolitisk sammenstimlen med indkøbere fra alle europæiske lande og USA. Blandt de mere eksotiske besøgende var russere i kofte, armeniere og grækere, og på gaden kunne man høre alverdens sprog.
Pelsfabrikkerne
Buntmagerhåndværket i Leipzig går tilbage til middelalderen, men det var ikke større end i andre tyske byer. I 1800 var der 64 buntmagere i Leipzig. Kvantespringet skete i 1870-80’erne, da processeringen af skind blev industrialiseret.
I det, tyskerne kalder Pelzfabriken (eller mere specialiseret: Rauchwarenzurichterei), foregik beredningen i to faser. Første fase består i at rense fedt og kødrester fra skindets inderside. Anden fase er en behandling med kemikalier, der blødgør og konserverer skindene. Processen slutter med, at skindene tromles med savsmuld for at fjerne kemikalie- og farverester.
I begyndelsen af 1800-tallet blev den manuelle kraft til at bevæge skindene i de kemiske bade, erstattet af dampkraft. Men den strategiske del af industrialiseringen kom senere. Den var – først – den systematiske forbedring af de kemiske opløsninger, og dernæst – udviklingen af syntetisk farvning. I 1888 tog kemikeren Hugo Erdmann verdens første patent på en proces til farvning af dyrehår og fjer.
De første pelsfabrikker skød op omkring Leipzig i 1870’erne. I 1875 var der 10 fabrikker med i alt 259 ansatte.
I 1882 var der 788 pelsfabrikker i regionen med i alt 2150 ansatte. De største havde over 100 ansatte. På dette tidspunkt var 16% af Tysklands pelsarbejdere i Sachsen, og Leipzig repræsenterede 10% af den tyske pelsbranche.
I 1907 var der 742 pelsfabrikker omkring Leipzig, der nu repræsenterede 16% af kejserrigets pelsfirmaer og 25% af branchens arbejdsstyrke.
Da klyngen var på sit højdepunkt i 1925 var der 1091 pelsfabrikker med 11.170 arbejdere (hvoraf halvdelen var kvinder) plus ekstra 7000 i højsæsonen. Da var 37% af Tysklands pelsarbejdere i Sachsen.
Pelsfabrikkerne var lokaliseret i mindre byer og forstæder omkring Leipzig i modsætning til pelshandlerne, der holdt til i byens centrum.
Handelssegmentet
I 1907 havde Sachsen 350 pelshandelsfirmaer med i alt 1243 ansatte. Det var 35% af kejserrigets samlede antal og 42% af alle ansatte i pelshandelsaktiviteter – fra småhandlende til kommisionærer og agenter for udenlandske firmaer.
Blandt dem var der 30-50 interregionale pelshandlere, der indførte rå skind fra Rusland, Asien og Amerika til forarbejdning i Leipzig og videresalg i Tyskland og udlandet.
Pelshandlerne var koncentreret i Leipzigs centrum i gaden Brühl og den tilstødende Nikolaistrasse i ejendomme, der var bygget mellem 1860 og 1914. Et Pelzkontorhaus var en bygning i flere etager med en fin facade i jugendstil og store udstillingslokaler – Leipzig var kendt som “et lille Paris”. Gennem en port var der adgang til af- og pålæsning i en overdækket gårdsplads, som var så dyb, at en vogn kunne køre igennem hele husblokken i stedet for at vende.
Heinrich Lommers Pelzkontorhaus 1862
De pelshandlere, der forbandt Leipzig med de russiske råvaremarkeder, var typisk jøder fra Brody i Galicien – en grænseregion mellem det østrigske kejserdømme og Rusland (i dag ligger Brody midt i Ukraine). Marcus Harmelin var én af de første pelshandlere fra Brody, der etablerede sig i Leipzig allerede i 1830’erne. Kort efter fulgte brødrene Felsenstein. I 1842 kom Fein Nachmann, og i 1857 Saul Finkelstein – alle fra Brody.
Antallet af jøder i Leipzig var voksende. I 1834 var der 76 jøder. I 1858 – 713, og i 1900 boede der 6171 jøder i Leipzig. Maksimum blev nået i 1925, da der boede 12.595 jøder i Leipzig, hvilket var 1,8% af byens befolkning.
De fleste jødiske tilflyttere var selvstændige erhvervsdrivende, idet de tyske myndigheder favoriserede velhavende immigranter. I 1925 arbejdede hver fjerde jøde i Leipzig med pelshandel. Af 805 jøder på Brühl var 396 selvstændige handlende, og 268 var ansat i handelshusene. Kun 79 jøder arbejdede som buntmagere, og kun 62 var ansat på pelsfabrikkerne.
Der er mange eksempler på nære forbindelser mellem handelshusene og berederierne. Pelshandleren Friederich Erler eksperimenterede med farvning sammen med kemikeren Adolf Stieglitz, der i 1870’erne etablerede en pelsfabrik. Firmaet Theodor Thorer, der handlede med persianer, åbnede en fabrik, der var specialiseret i garvning og farvning af disse skind.
Imidlertid bevarede pelsfabrikkerne altid en vis uafhængighed af handelshusene. Blandt andet var de aldrig ejere af de skind, de processerede.
Gebrüder Felsenstein på hjørnet af Nikolaistrasse
Bankerne
Grundlaget for Leipzigs råvarehandel var adgang til finansielle ressourcer. Banksektoren i Sachsen var tidligt udviklet i forhold til andre tyske regioner, og i begyndelsen af 1900-tallet var Leipzig Tysklands næststørste finansielle center efter Berlin.
I 1911 havde Leipzig 31 investeringsbanker, og alle skræddersyede deres finansielle ydelser til pelsbranchens behov.
Dresdner Bank åbnede en filial i Leipzig i 1909, og dens første kunder fra pelsbranchen var Chaim Eitington, Königswerther og Ullman. I 1924-29 gik 70% af bankens investeringer til pels og bogtrykkeri.
Deutsche Bank kom til Leipzig i 1901, og dens første strategi var at stjæle kunder fra Allgemeine Deutsche Credit Anstalt. En af dem var Ariowitsch.
I 1906 ydede Deutsche Bank Theodor Thorer lån uden kaution på 300.000 mark, suppleret med kortsigtede lån på 200.000 mark i forbindelse med råvaremarkeder og -auktioner rundt om i verden. Dette var dog ikke Thorers eneste bankforbindelse, idet han havde kredit ved flere banker i Leipzig. I 1913 beløb de banklån, som han købte ind for i London og Nizhnij Novgorod, sig til 2.320.000 mark, hvoraf 500.000 kom fra Deutsche Bank.
Ariowitsch var en af de få pelshandlere, der kun benyttede en bank – Deutsche Bank – hvor han havde kredit op til 3 millioner mark. Fordi Deutsche Bank ønskede at bevare hele hans forretning, kunne han presse den til yderligere kredit på 150.000 mark i kriseåret 1913.
David Biedermann, der fra 1908 specialiserede sig i det russiske fjernøsten, var en af de største pelshandlere på Brühl med en omsætning på 2,6 millioner mark. Han delte sine bankforretninger mellem Deutsche Bank, Bank für Handel und Industrie og Bankhaus Meyer & Co. I 1910 lånte han 100.000 af hver til råvaremarkedet i Nizhnij Novgorod. Da de tre banker afslog at øge hans kredit i 1913, fik han yderligere lån fra Dresdner Bank, og i de følgende år kom hans samlede omsætning op på 11 millioner mark.
Pelsbranchens krise i 1913 skyldtes, at markedet de foregående år havde været overophedet. Krisen ændrede dog ikke bankernes praksis med at give pelshandlerne omfattende kreditter uden sikkerhed.
Brühl under messe 1905
Pelskonfektion
Den sidste specialisering i Leipzigs pelsklynge var buntmagerne, der etablerede konfektionsfremstilling af færdigvarer i pels. De nød fordel af nærheden til verdensmarkedet for råvarer, de dygtige berederier og det internationale kundegrundlag.
Men de bidragede ikke strategisk til pelsklyngens internationale konkurrenceevne. I Berlin og Tysklands øvrige storbyer var der pelskonfektionsproducenter med tilsvarende kompetencer og modegefühl.
Brühl 1913, udsmykket i anledning af 100-året for Die Völkerschlacht
Eksportmarkederne
I årene op til første verdenskrig blev 45% af de skind, der blev handlet og forarbejdet i Leipzig, eksporteret til internationale markeder. De seks største importører i 1912-13 var – i størrelsesorden – Frankrig, Storbritannien, USA, Østrig-Ungarn, Rusland og Belgien.
Før den fransk-prøjsiske krig i 1870-71 havde der været et lille samfund af tyske buntmagere i Paris. Og efter 1904 dukkede de tyske buntmagere igen op i Paris. Det var blandt andet pelskonfektionsproducenterne Wolff, Wilhelm Reineck og Herpisch Söhne fra Berlin, Gebrüder Breslauer fra Breslau, samt Königswerther, Haendler, Nathan, Ariowitsch og Thorer fra Leipzig.
London var det eneste sted, hvor der eksisterede en pelsklynge, der på nogen måde kunne sammenlignes med Leipzig. Selvom den var meget mindre, var der voksende konkurrence mellem London og Leipzig i årene op til første verdenskrig. I London foregik råvarehandlen ved auktioner – som Leipzigs pelshandlere ikke brød sig om, dels fordi det var et upersonligt system, dels fordi auktionshusenes gebyr lagde 10% til prisen.
Derudover var der kalendersammenstød, når Londons pelshuse lagde deres martsauktioner oven i Leipzigs påskemarked. I 1913 forhandlede de tyske pelshandlere med Lampson & Co. om at flytte London-auktionerne til før eller efter påskemarkedet. Da det ikke lykkedes, truede de med boykot det næste år.
I USA var pelsmode en nyhed, der især bredte sig i New York og østkyst-byerne. Den amerikanske forsyning af forarbejdede skind og færdigvarer kom næsten udelukkende fra Leipzig.
Rusland var en storeksportør af rå skind – det var den østlige varekæde, Leipzig pelsklynge var baseret på. Men beredningen af skind var underudviklet, og 84% af Ruslands forarbejdede læder- og skindvarer var importeret fra Tyskland.
Østrig-Ungarn var et folkerigt marked, der var tæt forbundet med Tyskland, samtidig med, at forbrugernes smag hældede til en østeuropæisk stil, hvor pelsmode havde en lang tradition.
Overraskelsen på listen over de største pelsimportører er det relativt lille land Belgien. Importen gik primært til pelskonfektion, som – i lighed med anden luksusmode – blev produceret med henblik på eksport. Belgierne kombinerede deres designmæssige ekspertise og nærheden til Paris med effektiv storproduktion og lavere lønniveau.
Fra Leipzigs pelsdistrikt var der en del håndværkere og produktionsledere, der etablerede sig som iværksættere i Bruxelles. I 1910 var 60 ud af Bruxelles’ 136 pelsvirksomheder på tyske hænder.
Persianer
Persianer blev populært i Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Skindene kommer fra lam af bredhalede får i Centralasien og handles under flere navne – karakul, astrakhan og persianer. De fineste med moire-lignende mønster stammer fra nyfødte lam og handles som breitschwantz.
Kun få firmaer i Leipzig var specialiseret i persianer, og det førende var Theodor Thorer. I 1882 udviklede Theodor Thorer en opskrift til beredning af persianer, som forblev en forretningshemmelighed helt frem til 1930.
I mellemtiden var firmaet videreført af grundlæggerens sønner, hvoraf Paul Thorer tog den ledende rolle. Efter Paul Thorers død i 1920, blev ledelsen overdraget til Paul Hollender, der også var formand for Leipzig-pelshandlernes brancheforening.
I 1905 importerede firmaet Theodor Thorer 385.000 skind fra Bukhara til en værdi af 6 millioner mark. Karakul og astrakhan blev også solgt på markedet i Nizhnij Novgorod af repræsentanter for emiren af Bukhara. Men Paul Thorer rejste regelmæssigt til Bukhara, hvor han forhandlede direkte med lokale skindhandlere. Han etablerede også et handelsnetværk for astrakhan i Tashkent.
Paul Thorer var utilfreds med den måde, skindene blev pakket til eksport og de vanskelige forhold i Centralasien i det hele taget. Derfor formulerede han ideen om at avle de sorte får i de tyske kolonier, så man kunne kontrollere hele værdikæden og derved få mulighed for at udvikle den.
I 1906 blev den første flok på 20 bukke og 120 moderfår eksporteret fra Thorers netværk i Tashkent via Tyskland til den koloniale administration i Windhuk i Tysk-Sydvestafrika. I de følgende år kom der flere dyretransporter til det, der blev grundstammen i Sydvestafrikas karakulpopulation. Fårene blev først placeret på statsfarmen Fürstenwalde, der også fungerede som videnscenter. I 1913 var der tilkoblet 15 private farme.
Fåreavlen og skindproduktionen i Sydvestafrika nåede hurtigt en sofistikeret grad af forædling og kvalitetsstyring. Men da Tyskland i 1915 mistede kolonien, som kom under sydafrikansk administration, fik de afrikanske skind ikke videre betydning for Leipzigs pelsklynge.
Pelsklyngen under første verdenskrig
Tyskland blev ramt af ressource-knaphed på et tidligt stadie i første verdenskrig. Fra december 1915 tømte det ud i pelshandlernes lagre, og selvom Tyskland stadig importerede skind fra neutrale lande – blandt andet Skandinavien – kunne råvaremarkedet ikke opretholdes. Pelsfabrikker og lagerfaciliteter blev gradvist inkorporeret i krigsadministrationen.
For eksempel omstillede Theodor Thorer sin pelsfabrik i Lindman til at berede fåreskind til hæren – hvilket viste sig at være mere profitabelt end førkrigsforretningen.
Særlig interessere samlede sig om kaniner, der nu blev avlet i stort tal i de tyske husholdninger.
Frankrig og Belgien har tradition for kaninavl – både for kød og pels – men i Tyskland var kaninavl en nyhed, der var motiveret af krigens knaphed. I 1918 var der 14-20 millioner kaniner i Tyskland – mod kun 2,5 millioner i 1913. I 1917 blev der etableret et statsligt-ledet samarbejde mellem kaninavlerne, pelsbranchen og uniformsproducenterne. Kriegsfell AG blev stiftet på initiativ af Brühl.
Der blev etableret 4000 opsamlingscentre rundt om i landet. Kaninskindene blev typisk skaffet gennem konfiskering, og priserne var sat af den prøjsiske krigsadministration, så initiativet var ikke populært hos avlerne. I Leipzig blev kaninskindene samlet i et lager i Katzbackstrasse, hvor de blev sorteret og pakket af 70 kvindelige og 50 mandlige arbejdere.
Alt i alt levede produktionen ikke op til forventningerne på grund af ineffektivitet, men der blev etableret en uddannelsesafdeling med næsten 100 instruktører. De strategiske forbedringer lå ikke i beredningen af skindene, men i at undgå spild i begyndelsen af værdikæden – ved at fremme trivslen i kaninburene. Veterinærer og biologer hjalp med at reducere parasitter og udarbejde anbefalinger for hygiejne og foder.
I 1920 blev en ledende forsker ved Kaiser Wilhelm Instituttet for Arvelighedsforskning, Hans Nachtschein, formand for kaninavlerforeningen. Som Declerq bemærker, var pendulet nu svinget fra den tidligere laissez-faire holdning til kaninavl til en høj grad af rationalisering, regulering og videnskab.
Det var grundlaget for, at kaninskind fik en prominent position i pelsklyngen efter krigen. I 1924 udgjorde kaninskind 42% af den tyske pelsbranches omsætning.
Infrastrukturen med opsamlingscentrene blev fortsat anvendt, efter Kriegsfell AG var opløst i 1919. Men nu begyndte Tyskland også at importere kaninskind. I 1924 importeredes for 12 millioner guldmark. I 1927 for næsten det dobbelte – 23 millioner guldmark, hvilket svarede til 18 millioner skind.
Pelsklyngen efter første verdenskrig
Som følge af at Tyskland var afskåret fra verdensmarkedet under krigen, opstod der nye industrielle dynamikker i pelsbrancherne udenfor Tyskland.
I USA var nye produktionscentre som New York og St. Louis i hastig vækst. Canada var igang med en lignende udvikling med etablering af auktionssalg, og Montreal blev et prominent nyt pelsmarked.
Den russiske eksport blev næsten helt lukket ned på grund af borgerkrigen, og da den nye sovjetstat etablererede sin suverænitet, ændrede den fuldstændig parametrene for international handel gennem statsmonopol og planøkonomi. Da landbrugsproduktionen mange steder var brudt sammen, fik pels strategisk betydning for den tidlige sovjetiske udenrigshandel. I 1920 udgjorde skind 10% af værdien af landets samlede eksport.
Selvom de skandinaviske lande havde handlet med Leipzig under krigen, var der også her opstået en højere grad af industriel autonomi og modenhed. I 1917 eksisterede der et antal industrielle berederier i Danmark og Sverige.
Under krigen havde svenske handelshuse øget deres aktiviteter i Sibirien, og i sommeren 1918 havde danske pelshandlere planer om at etablere et selskab for handel med Rusland, Sibirien og Nordamerika. Dette var i hvert fald den efterretning, der nåede Leipzig, hvor den vakte stor bekymring.
Leipzigs pelshandlere reagerede ved at gå sammen om at genskabe byen som pelsbranchens ubestridelige hovedstad.
Et af initiativerne var at introducere auktionssalg. De tyske pelshandleres holdning til auktioner var ambivalent. På den ene side brød de sig ikke om dem, fordi de kunne drive priserne op og destabilisere markedet. På den anden side beundrede de deres rationalitet og effektivitet. Samtidig oplevede de, at auktioner devaluerede det, der var nøglen til Leipzig-klyngens konkurrenceevne – pelshandlernes multikulturelle kompetencer og personlige netværk.
Den første pelsauktion, der blev holdt i Leipzig, var salg af overskuddet af kaninskind til private firmaer i 1918. Det var dog først i løbet af 1920’erne, auktionssalg blev standarden i Leipzig.
Pelshandlerne ønskede også at genskabe Leipzig som et mødested mellem Øst og Vest. I februar 1918 begyndte Robert Ehrman – pelshandler, officer i hæren og handelsdiplomat – forhandlinger med russiske pelshandlere om at skabe et pelskonsortium. Det lykkedes naturligvis ikke på grund af borgerkrigen.
Brancheforeningerne fik en større tilslutning efter krigen i protest mod reguleringen, der var et efterslæb af den statsledede krigsøkonomi.
Pelsdyravl
Det var også Leipzig-branchen, der var drivkraften bag de første tyske pelsdyrfarme ud fra ønsket om, at de kunne erstatte de råvareforsyninger, der tidligere var kommet fra Rusland. Pelsdyrfarme var udviklet i Nordamerika og kom til Europa via Skandinavien, hvor især Norge var foregangsland. I 1930’erne var der 20.000 pelsdyrfarme i Norge.
I 1921 gik Leipzig-virksomheder i partnerskab med zoologen Reinhard Demoll om at anlægge en forsøgsfarm i alperne i Bayern med tanke på, at dyrene der kunne leve i et subarktisk klima. Mellem 1921 og 1931 blev der anlagt 1000 pelsdyrfarme i hele landet. De fleste lå i Bayern og Preussen, nogle enkelte i Sachsen.
I 1928 blev der anlagt en forsøgsfarm i Connewitz syd for Leipzig. Firmaet Friedrich Erler & Co – førende indenfor garvning & farvning – var et særligt aktivt bindeled mellem branche og videnskab. Leipzigs universitet oprettede et fakultet for veterinærvidenskab og husdyrhold i 1923.
Da den nye sovjetstat i slutningen af 1920’erne søgte at fremme pelsdyravl, var det med hjælp af eksperter fra Leipzig. Disse farme var dog ikke særligt vellykkede og kom aldrig til at booste Leipzigs forsyningskæde.
De tidlige pelsfarme satsede på sølvræv. Før første verdenskrig tilgik der årligt verdensmarkedet 3-4000 sølvræveskind. I 1931 var det 330.000, og mængden fortsatte med at stige i løbet af 1930’erne.
Pelzkontorhaus – skitse
Chaim Eitington
Moskva-baserede Chaim Eitington (1857-1932) var grundlægger og ejer af ét af klyngens mest fremgangsrige handelshuse, der dog endte med en brat nedtur. Derfor er hans historie er et interessant casestudie.
Chaim Eitington var en af de få jødiske handelsmænd, der fik tsarens tilladelse til at blive i Moskva efter pogromerne i 1882.
Pelshandlerne, der var bindeled mellem Rusland og Tyskland, fulgte en årlig rejsecyklus, hvor de købt ind om sommeren på pelsmarkederne i Nizhnij Novgorod, Irbit og Irkutsk, og fik skindene sendt via Moskva til Leipzig, hvor de kom til mikkelsmesse (efter mikkelsdag d. 29. september). De boede typisk i Leipzig vinteren over til nytårsmessen og påskemessen, inden de tog tilbage til Moskva.
Chaim Eitington bevarede længe firmaets hovedkvarter i Moskva, og flyttede først permanent til Leipzig i 1914. Med en årlig omsætning på 5 millioner mark var han en af de største i klyngen – på niveau med Theodor Thorer.
I 1920 brugte han sine kontakter i Moskva til at få store kontrakter på eksport af skind fra Sovietunionen, hvilket gav ham en konkurrencefordel i Leipzig. Den første “million-dollar deal” mellem Sovjetunionen og et vestligt firma var Eitingtons kontrakt på 1,75 millioner US$.
Eitingtons afdeling i New York var åbnet i 1912, men fik først reel betydning i 1920, da Motty Eitington gjorde den til sit hovedsæde. Matvey Isakowitsch (Motty) Eitington var Chaim Eitingtons nevø og svigersøn, der overtog ledelsen, da Chaims ældste søn Waldemar døde i 1920.
I 1915 blev firmaet lavet om til et holding-selskab med familien som ejere af 80% af aktierne. Det ekspanderede til 17 afdelinger rundt om i verden.
Chaim Eitington var stadig aktiv i Leipzig. Blandt andet opkøbte han Walter AG i Markrandstädt, et af de største berederier, der processerede kaninskind – med 1400 arbejdere og 100 funktionærer i 1913. Han var også en af de ledende skikkelser i Leipzigs jødiske samfund, og han donerede blandt andet midler til en synagoge og et hospital.
I 1929 havde Eitington en kredit på to millioner mark i Dresdner Bank og mindre kreditter i tre andre banker. Det var firmaets bevidste strategi at spille bankerne ud mod hinanden.
De mange kortfristede lån, som Leipzigs banker udstedte til pelshandlerne vakte af og til bekymring i bankernes hovedkvarterer i Berlin. Som svar på en konkret forespørgsel forklarede den lokale direktør for Deutsche Bank, Hr. Nauman, at kreditten til Eitington var retfærdiggjort af, at pelsbranchens essentielt set var international, og dens aktiviteter gavnede berederiindustrien i Leipzig, hvor den tyske pelsbranche var koncentreret.
Pelsklyngen i 1930’erne
I Leipzig begyndte det ny årti med Die Internationale Pelzfachaussteullung (IPA) og pelsbranchens verdenskongres i 1930. Anført af de største virksomheder havde brancheforeningerne fire år taget tidligere initiativ til arrangementerne med det formål at vise verden, at den tyske pelsbranche havde rejst sig igen efter verdenskrigen og hyperinflationen.
Det var nok lidt ironisk, for 1930’erne blev præget af nye former for økonomisk og politisk ustabilitet.
I første omgang blev pelsbranchen hårdt ramt af den økonomiske krise. På sit højdepunkt i midten af 1920’erne beskæftigede den 11.700 arbejdere i 1.091 firmaer. Men i begyndelsen af 1930’erne blev beskæftigelsen næsten halveret til 6119 arbejdere i 888 virksomheder.
I 1931 alene gik 183 virksomheder i pelsklyngen fallit. Pelspriserne faldt drastisk med 40-70%.
Hos Eitington begyndte glidebanen i 1929 med et stort tab i det amerikanske hovedkvarter. I 1932 havde firmaet et helt uhørt underskud på 5.650.000 US$. Samme år døde Chaim Eitington.
Bankerne måtte absorbere en del af tabet, og firmaet Eitington blev opløst i 1934. Samme år lukkede også det Eitington-ejede berederi Walter AG.
Når de store firmaer gik ned, blev de små revet med i faldet, enten fordi de små var afhængige af handel og samarbejde med de store, eller fordi bankerne abrupt lukkede for kreditten for at mindske deres tab.
David Biedermann var et andet meget stort firma, der måtte lukke, mens J. Ariowitsch og Friedrich Erler lige klarede sig igennem. Det samme gjorde Theodor Thorer, hvis specialitet – persianer – forblev relativt stabil.
En anden faktor, der underminerede Leipzigs råvaremarked, var, at Sovjetunionen begyndte at eksportere forarbejdede skind, især gråværk og peshaniki (skind fra steppeegern). Sovjetunionen valgte at satse på forarbejdede skind som en strategisk eksport, der kunne indtjene vestlig valuta, og på grund af planøkonomien kunne de gå under verdensmarkedspriserne.
Der var også sket en hurtigt udvikling med de sovjetiske pelsfabrikker. Deres beredning, der få år tidligere var under standard, blev nu taget alvorligt – også i betragtning af de lave priser. I 1931 var halvdelen af de skind, Sovjetunionen eksporterede til Tyskland, beredte.
Men den endegyldige ødelæggelse af Leipzigs pelsklynge var de jødeforfølgelser, der fulgte med nazisternes magtovertagelse. Fra 1933 til 1938 blev jøderne drevet ud af tysk erhvervsliv.
De jødiske pelshandlere begyndte hurtigt at emigrere, og allerede i 1934 stod det klart, at de tog deres kunder med sig, når de rejste. Ved udgangen af 1936 var 113 pelshandelshuse flyttet fra Leipzig til London, New York, Paris, Prag, Milano og flere andre byer.
I Leipzigs pelsdistrikt faldt omsætningen til under 50 millioner mark, og Tyskland var ikke længere den største importør af russiske skind. Derudover var der en øget statslig intervention i form af valutarestriktioner. Det eneste tilbageværende store firma af international betydning var Theodor Thorer.
I 1943 blev gaden Brühl ødelagt, da de allierede bombede Leipzigs historiske bykerne.
Efter Tysklands deling forblev en gruppe pelsvirksomheder aktive i Leipzig og indgik i DDRs kollektivisering.
Andre flyttede til Frankfurt am Main i 1946, hvor de forsøgte at skabe en ny version af Brühl i Niddastrasse. En af dem var Paul Hollender – leder af den store specialist i persianer, der nu blev omdøbt til Thorer & Hollender. Med Frankfurt Pelsmesse, der blev afholdt i den første uge efter påske, videreførte de en tradition fra Leipzig.
