I 1910 anskaffede J. Goldstein & Søn sig en stor statusbog med Københavns segl, som blev anvendt til at fremlægge årsregnskabet til magistratens godkendelse. I de første fire år blev der indført komplette lister over alle indkøb og salg. I 1914 blev regnskabet forenklet til kun at indeholde hovedtal.
Ud fra disse lister kan vi kortlægge hele J. Goldstein & Søns netværk i årene op til første verdenskrig. I dag ser vi nærmere på leverandørerne.
Overblik
I 1910 havde J. Goldstein & Søn en omsætningen lidt over 1 million kr. og omtrent 150 leverandører.
I de fire år – 1910, 1911, 1912 og 1913 – foretog J. Goldstein & Søn indkøb hos godt 300 firmaer. Værdien af de samlede indkøb svingede mellem 70.000 og 110.000 kr. – størst i 1912.
Der er nogle regnskabs-relaterede grunde til de ret store udsving. I 1910-11 blev nogle indkøb foretaget gennem Berlinafdelingen, og optræder derfor ikke i det danske firmas regnskab. I 1912 var Berlinafdelingen under afvikling, og alle indkøb blev registreret i det danske årsregnskab.
Dertil kommer, at 1913 var et kriseår for pelsbranchen, hvor priser og salgsvolumen i Leipzig faldt dramatisk.
Derfor er det en rimelig hypotese, at 1912 repræsenterede et normalår. Men det er også muligt, at der slet ikke var noget normalår, og de store udsving i indkøbene på +-100.000 kr. var det normale. I hvert fald er det svært at se et tydeligt mønster fra år til år.
Ud af de 300 firmaer, hvor J. Goldstein & Søn foretog indkøb i 1910-13, var der kun 50, de købte ind hos hvert år. Og de var ikke nødvendigvis de største eller vigtigste leverandører. De største ordrer lå på 5-8000 kr.
Hos nogle firmaer – som de danske klædefabrikker – ser det ud til, at J. Goldstein & Søn regelmæssigt lagde en større ordre hvert andet år. Andre firmaer modtog en større ordre en enkelt gang eller to år i træk. Men tidserien er ikke lang nok til at vise, om det var et mønster.
Der var også væsentlige forskelle i forhold til varegrupper.
For materialer til uniformshuer var de årlige indkøb nogenlunde regelmæssige. For tekstiler og hatte ses ansatser til regelmæssighed. Men indenfor skind og pelskonfektion var udsvingene store.
Mellem en tredjedel og halvdelen af værdien af de årlige indkøb gik til skind.
Opbyggelsen af skindlageret var en reel del af firmaets kapital, og skind stadig kunne have en stigende værdi over tid. Men den var ikke længere så sikker som den havde været i 1800-tallet. Det blev gjort tydeligt af prisfaldet i råvaremarkedet i 1913 som følge af overophedning og spekulation.
Det ser også ud til, at firmaet forventede at få fuld pris for hatte og tekstiler, der var indkøbt et eller flere sæsoner tidligere.
På kunde-siden – som vil blive beskrevet i et andet indlæg – tegner der sig et mere regelmæssigt billede med faste kunder, der hvert år købte varer for nogenlunde samme beløb. Forskellen mellem købs- og salgssiden viser, i hvor høj grad det værdiskabende element i pelsgrossistens forretningsmodel var at føre et stort lager med et forgrenet varesortimentet.
Sortiment
J. Goldstein & Søns købte både færdigvarer og materialer til fremstilling af pelsbeklædning og hatte. Fremstillingsmaterialerne gik både til firmaets egen produktion af færdigvarer og engrossalg til buntmagere og beklædningsproducenter.
Firmaets indkøb faldt i seks kategorier:
- Skind, indkøbt rå eller farvet & garvet (for rå skind stod beredning – udført af pelsfabrikker omkring Leipzig – som selvstændige poster på leverandørlisten),
- Konfektionsvarer i pels til kvinder og mænd,
- Hatte og huer til mænd,
- Beklædningstilbehør i skind, som handsker,
- Tekstiler, inklusive uld, silke, kunstsilke og bomuld,
- Specialartikler til fremstilling af pelsbeklædning og hatte, som bånd, snore, indlæg og knapper.
Dertil kommer en vildtskindskonto til køb af skind af lokale jægere og landmænd. I årene 1911-1917 lå den på ca. 200 kroner i gennemsnit.
Leverandører-netværkets geografi
J. Goldstein & Søn havde leverandører i elleve lande.
At det vigtigste land var Tyskland er ikke overraskende, for firmaets grundlæggere Jacob og Isidor Goldstein havde baseret deres forretning at forbinde Danmark og Norden med den dynamiske pelsbranche syd for Østersøen.
I 1910-13 var Tyskland hjemsted for 2/3 af J. Goldstein & Søns leverandører. Det var det store tyske kejserige, der gik fra Schlesien i Øst til Elsass i Vest, så det var også rent geografisk en dominerende nabo.
Nathan Philip rolle som tredje generation var på forkant med pelsbranchens begyndende geografiske differentiering. Omkring 1907-8 havde han lært sig engelsk og fransk og sørget for, at firmaet også fik handelspartnere udenfor Tyskland.
Hans indsats var tydelig i leverandør-netværket i 1910. Storbritannien fungerede som et helt separat marked med distinkte profiler indenfor pels og herretøj. Frankrig og Belgien var især repræsenteret med pelskonfektionsvirksomheder, der var konkurrencedygtige både i forhold til design og pris.
Imidlertid havde Leipzig stadig en monopollignende stilling indenfor råvaremarkedet for skind og beredning af skind.
Omkring dette marked samledes specialiserede leverandører fra hele det europæiske kontinent. Firmaet havde leverandører i Holland, Belgien, Frankrig, Tjekkoslovakiet, Østrig, Schweiz og Italien. Men de kan betragtes som del af det samme transnationale branchenetværk, der var centreret i Leipzig.
Endelig var der en gruppe hjemlige leverandører i Danmark og Sverige.
Tyske leverandører
J. Goldstein & Søn vigtigste indkøbsbyer var Berlin og Leipzig.
Gennem Isidor Goldsteins afdeling i Berlin var firmaet en del af byens pelsklynge. Der var fire faste leverandører – David & Co., S [ulæseligt], Bockow & Waldstein og C. Gregurke – der leverede for 1-2000 kroner årligt. Berlin var kendt for pelskonfektion, der levede op til hovedstadens status som modeby.
Hamborg havde for længst mistet sin betydning for Goldstein, men de stadig havde en håndfuld leverandører i byen. En af dem var stormagasinet Karstadt.
I Leipzig handlede J. Goldstein & Søn årligt med over 30 firmaer, men værdien af deres køb varierede stærkt. Fra 20 firmaer købte de i ét eller to år for over 1000 kr. Enkeltstående køb lå over 5000 kr.
Louis Littauer var J. Goldstein & Søns faste base på Brühl, men årsregnskaberne giver desværre ikke noget indblik i deres forbindelse. I 1910 blev Louis Littauer betalt gennem Berlin-afdelingen og figurerer slet ikke i årsregnskabet. I 1911 modtog Louis Littauer 39 kr, i 1912 – 446 kr, og i 1913 – 2693 kr. Det må antages, at der stadig i 1911-12 foregik en delvis betaling gennem Berlin, for beløbene er påfaldende små.
J. Goldstein & Søns mange “løse” leverandører er indikation på, at pelshandlen i Leipzig fungerede som et åbent marked, hvor sælgere og købere gik sammen om enkeltstående transaktioner. Hvert enkelt parti skind blev inspiceret og forhandlet.
Det var en arbejdsintensiv og personbundet måde at handle, men den medvirkede til, at netværket fik en værdi i sig selv. Hvorfor ellers foretage mange mindre indkøb hos forskellige pelshandlere i Leipzig?
I nogle tilfælde har de søgt specielle varer eller testet et produkt for det følgende år at lægge en større ordre i samme firma. Men et mindre køb kunne også være en måde at holde forbindelsen åben.
Netværket
Et eksempel på hvordan netværket fungerede er den kontakt, Nathan Philip formidlede mellem L. J. Larsen i København og et belgisk firma. Som det fremgår af Larsens brev fra januar 1911 havde L’Afrique præcis de varer, han efterspurgte. Og han takkede ved at tilbyde Nathan Philip en gentjeneste og nærmere samarbejde.
J. Goldstein & Søn havde selv kun købt hos L’Afrique for 6,15 kr. hvilket var et exceptionelt lavt beløb. De fleste enkeltstående køb lå mellem 100 og 1000 kr.
L. J. Larsen.
Pilestræde 33.
Telefon 9217.
København, den 2 Januar 1911.
Herr Phillip.
Jeg var i Dag i Deres Forretning, men De var der ikke, hvorfor jeg tillader mig at sende Dem disse Linier.
Jeg har paa Anbefaling af Deres Firma faaet Firmaet J. LAFRIQUE, og jeg takker Dem for det. Jeg skal ved Lejlighed gjøre Gjenjeneste. Firmaet har i Dag sendt mig Fortegnelse over Prøvekollektionen, der er afsendt pr. Ilgods, samt Meddelelse at en af Direktørerne kom hertil den 9. Januar, for gjennem med mig at hilse paa de Herrer. Paa Prøvelisten kan jeg se, at der netop er de Varer, vi har talt om, nemlig: Castor, Grau, Maulwurf, Electric, samt en Masse raserede Varer, ligeledes Streifpan og Zebelín. Jeg vil gjerne vise Dem det først og venter med at vise andre det, til De kommer hjem.
Jeg har fra W. Grünreif i Dag modtaget en ny billig Prisliste. Kunde De ikke faa Tid at besøge ham? Jeg har skrevet, at De maaske kommer.
I det jeg ønsker Dem et glædeligt Nytaar og takker Dem for det gamle, hilser jeg Dem,
med særdeles Agtelse.
Berederier
Mens pelshandlen foregik på gaden Brühl i centrum af Leipzig, var berederierne lokaliseret i forstæder og omkring-liggende byer som Annaberg, Elsterberg, Plauen, Markrandstadt og Zittau.
Berederierne handlede ikke med skind, men udførte en industriel proces som en serviceydelse for skindenes ejer.
På J. Goldstein & Søns indkøbsliste figurerer der årligt ti-femten berederier.
Pelskonfektion
Leipzig havde også en stor produktion af færdigvarer i pels. Men på dette felt var der konkurrence fra andre byer – som Berlin. Pelskonfektionsindustrien var også vedudviklet i Frankrig og Belgien, der var førende i forhold til mode og – især sidstnævnte – pris.
To af J. Goldstein & Søns største leverandører med salg på 5-8000 kr. (dog ikke hvert år) var sådanne pelskonfektionsproducenter. Det var N. Haendler & Fils i Paris – etableret som en aflægger af en af Leipzigs pelshandlere – og Compagnie Generale de la Fourrure i Belgien.
Tekstiler
Plotter man leverandørerne udenfor Leipzig ind på et landkort, viser prikkerne Nordeuropas tekstildistrikter. J. Goldstein & Søn købte stoffer til for i pelsbeklædning og til hatte – uld, silke, kunstsilke og bomuld – samt specialartikler til fremstilling af pelsbeklædning og hatte.
I det vestlige Tyskland var det Nordrheinwestphalen – hvor J. Goldstein & Søn havde leverandører i Krefeld, Wuppertal og Bielefeld – og Elsass (Alsace) – med leverandører i Bischwiller, Logelbach og Saarunion.
Derudover var det Holland – med leverandører i Almelo, Enschede, Tilburg – samt en enkelt stor tekstilproducent i Lyon i Frankrig.
Mod øst var det tekstilregionerne Sachsen, Brandenburg og Schlesien. I sidstnævnte skiftede fabrikkerne suverænitet efter 1945, og byerne, hvor J. Goldstein & Søn havde leverandører – Breslau, Grünberg, Neudamm og Schwiebus – blev til Wrocław, Zielona Góra, Dębno og Świebodzin.
Sachsen havde også en anselig tekstilindustri, der giver sig til kende i leverandører som Sächsische Kunstseide og Sächsishce Plysch.
Blandt de ikke-tyske tekstilfirmaer på leverandør-listen var det tjekkiske A/G für Wollindustrie i Brünn (Brno) og den schweiziske silkehandler Koenigsberger, Schimmelburg & Cie. i Zürich. Sidstnævnte eksisterer stadig under navnet enSoie.
To store leverandører
To af de største leverandører, der årligt modtog ordrer i en størrelsesorden af 4-5000 kroner, var Krahnen & Gobbers i Krefeld og Berthold Lissners hattefabrik i Guben.
Krahnen & Gobbers var et gammelt silkevæveri, som tidligt havde omstillet produktionen til specialartikler til fremstilling af hatte. Det var den første tekstilfabrik i Nordrheinwestphalen, der blev mekaniseret i 1866. I 1894 var det en enorm fabrik med 1000 mekaniske vævestole.
Til sammenligning havde den største danske klædefabrik I. C. Modeweg & Søn i Brede på samme tid havde 77 vævestole.
Krahnen & Gobbers eksisterer idag under navnet Kragotec som en storproducent af bånd, velcro og andre bindeartikler.
Hattefabrikken i Guben var grundlagt af Bertold Lissner i 1889, og den var kendt som et mønstereksempel et harmonisk forhold mellem ledelse og ansatte. I 1907 fusionerede den med en anden filthattefabrik, og blev én af byens største virksomheder med 1300 ansatte.
Berthold Lissner var en velfærdskapitalist, der gik ind for sociale reformer og universel stemmeret. Han sad i bystyret over tyve år. I 1911 indførte han ti-timers arbejdsdag (mens andre virksomheder stadig havde en arbejdsdag på 11-12 timer). Han støttede den almennyttige mælkeuddeling, og han byggede et bådehus til roklubben og en sportsplads i Königsparken.
Berthold Lissner døde i 1919, så han oplevede ikke den nazistiske ekspropriation og forfølgelse, der førte nogle af hans efterkommere til Bolivia, andre til Auschwitz.
I 1945 blev hattefabrikken demonteret som krigsskadeerstatning og flyttet til Sovjetunionen. Guben blev delt af Oder-Neisse-grænsen, og den historiske bykerne tilfaldt den polske side. Den bydel, hvor hattefabrikken havde ligget, fortsatte med at eksistere som en – selv efter DDR-standard – søvnig grænseby. Lissner-familiens villa i Alten Poststrasse blev anvendt af SPDs kredsledelse, der ikke havde nogen skrupler med at overtage beslaglagt jødisk ejendom. I villaens have kunne man efter sigende stadig se den mindesten, der var rejst for Berthold Lissner i 1930, dog var skrifttavlen forsvundet.
På trods af alt dette fortsatte filthattefabrikken sin produktion i DDR-tiden som Hutkombinat Guben, og J. Goldstein & Søn fortsatte med at være dens kunde i en tid, hvor filthatte blev en mindre del af sortimentet.
I 2007 blev Berthold Lissner skrevet tilbage i Gubens historie af en udstilling på byens museum. Siden da er en gade og en plads opkaldt efter ham.
To af de små
I den anden ende af spektret findes de leverandører, der havde mindst økonomisk betydning, men som alligevel kunne tilføre distinktionsværdi til J. Goldstein & Søns vareudbud.
Jeg er faldet for den store stofknappefabrik Industria Bottoni Ambrogia Binda, der var en af de vigtigste industrier i Milano. Knapperne blev især anvendt til uniformer.
Lige så historisk var Österreiche Fezfabrik med hovedkvarter i Wien (som fortsat eksisterer som Fezko Strakonice).
Leverandører i Storbritannien
Storbritannien havde betydning for to dele af sortimentet – pels og herretøj/tekstiler. Begge specialiseringer var relativt isoleret fra de netværk, der dækkede det kontinentale Europa.
London var verdens næststørste centrum for pelshandel, men markedet var meget mindre end Leipzigs. Sæl var det vigtigste processerede og farvede skind. J. Goldstein & Søn indkøb af skind i London beløb sig til 2-3000 kr., mens de til sammenligning lagde 30-45.000 kr. i Leipzig.
J. Goldstein & Søns kontakter i Londons pelsdistrikt var to veletablerede familiefirmaer. C. W. Martin & Sons var grundlagt i 1823, og dets lange levetid var afspejlet i titlen på jubilæumsbogen fra 1953: “Under Eight Monarchs.”
Firmaet P. R. Poland & Sons kunne bryste sig af en endnu længere historie. Slægtens første mand i pelsbranchen – passende nok hed han Adam – var født i 1626.
Indenfor herrebeklædning havde J. Goldstein & Søn et dusin handelspartnere i Storbritannien.
Tekstiler købte de af A. & E. Frank i Bradford, Julius Zossenheim & Co i Leeds og A. & S. Henry fra Dundee. Færdigvarer fik de hos den store beklædningsproducent Arthur & Co i Glasgow. Hatte kom fra Hartley, Bodecker & Co i Manchester samt Oldham & Fogg i Hyde.
De lokale leverandører
I Danmark havde J. Goldstein & Søn 10-15 leverandører – både tekstilproducenter og engroshandlere. En af dem var Nathan Philips far, manufakturhandleren Joseph Philip. Han figurerer med en årlig ordre på ca. 1000 kr., der nok i nogen grad har været personligt motiveret.
Leverandørlisten repræsenterer et pænt udsnit af den danske tekstilindustri. J. Goldstein & Søn købte bomuldsstoffer i mindre mængder, blandt andet fra de københavnske maskinvæverier Harald Cohn og August Neubert.
Men de handlede først og fremmest med klædefabrikkerne. På listen findes Hørsholm Klædefabrik, Hellebæk Fabrikken, M. E. Grøn & Søns Fabrikker i Randbøldal, Kjærs Mølle i Aalborg, Silkeborg Tekstilfabrik, Svendborg Tekstilfabrik og ikke mindst Brede-møllen ved I. C. Modeweg & Søn samt dens aflægger Dansk Hattefabrik (der flyttede til Skodsborg i 1912-3).
De danske klædefabrikker producerede det såkaldte strøggarnsklæde. Det var relativt tunge tweed-lignende stoffer, der var billigere end kamgarnsstoffer, som blev brugt til mere eksklusiv beklædning. “Betjentklæde” blev det kaldt, fordi det især blev brugt til uniformer. Hærens uniformer blev fremstillet på den militære klædefabrik i Usserød, men andre uniformerede korps – som Postvæsenet og Statsbanerne – var aftagere af landets øvrige møller.
Fremstilling af uniformskasketter var en af J. Goldstein & Søns specialiseringer, og de skulle naturligvis være af samme materiale som resten af uniformen.
I Sverige havde J. Goldstein & Søn én vigtig leverandør, der var del af den dansk-svenske Øresundsklynge – Glacéläderfabrikken i Kävlinge udenfor Malmø.
Glacéläderfabrikken var et sofistikeret garveri, der ved siden af sin egen forarbejdning af lammeskind til handsker, også udførte garveriopgaver for andre firmaer. Skal vi antage, at det var her J. Goldstein & Søns indkøb af vildtskind blev beredt?
Det var først da den internationale handel blev afbrudt under første verdenskrig, at Leipzig tabte sin monopolstilling indenfor pelsberedning, og der blev etableret pelsberederier i industriel skala i resten af Europa, herunder Skandinavien.
Kilder
Robrecht Declercq 2017: World Market Transformation: Inside the German Fur Capital Leipzig between 1870 and 1939. Routledge, London.
Jeppe Tønsberg, 2004: Brede Klædefabrik: I. C. Modeweg & Søn A/S : Den danske klædeindustri i international belysning. Erhvervsarkivets Forskningsfond: Aarhus.
