I 1910 havde J. Goldstein & Søn over tusinde kunder jævnt fordelt i hele landet. På den tid var detailmarkedet for tøj domineret af småhandlende.
En af dem var herreekviperingsforretningen R. Jørgensen i Helsingør, der handlede med fiskertrøjer, uldveste, skjorter, habitter, arbejdstøj, huer og hatte. I 1919 flyttede den til en hjørnebutik i Stjernegade og skiftede navn til Aug. Jørgensen.
Forretningen fortsatte med at være kunde af Goldsteins hatteafdeling helt frem til 1980’erne.
Dagens indlæg er forretningen Aug. Jørgensens historie, som den blev fortalt i et jubilæumsskrift fra 1980. Den skifter perspektivet fra den landsdækkende grossist i København til en lokal aktør i detailleddet. Samtidig er den som en pixibog om herretøjsmarkedets udvikling i 1900-tallet.
Forretningen i Helsingør eksisterer fortsat, og er faktisk delt i to. Den butik, der ligger i Stjernegade, hedder idag Mr. August og er en del af tøjkæden Mr. Den anden del er en specialiseret leverandør af arbejdstøj med navnet August Erhverv og Sport.
Aug. Jørgensen runder 75
Kære læser – mit navn er klædemøl – historieskriver og tøjglad, opkaldt efter min til-tip-tip oldefar som var afdelingsmøl på øverste hylde i Brøndstræde.Det var den hylde med de lækreste uldne trøjer i prima kvalitet – og lige netop her sad min blafrende familie og kunne se alt, hvad der foregik nede ved disken på trods af de lidt dunkle gaslys.
Ak, ja – det var guldalderen for os små fyre, og det var dengang de højflippede ekspedienter klappede os, når vi tog en rundtur i lokalerne. Den tid er forbi – og tænk engang i dag findes der bogstavelig talt ikke et uldstykke uden det er 100% imprægneret mod os. Nå, man skal jo ikke bære nag – så nu flyver jeg rundt og fortæller historier som mine forfædre har fortalt videre – man skal jo ha’ noget at tage sig til…
Det hele begyndte d. 29. september 1905, hvor August (det kaldte vi den flinke nybagte købmand) – åbnede sin lille beskedne butik. Det var i Brøndstræde, som i dag hedder Sct. Olaigade – med toppede brosten, så vi altid ku’ høre når der kom en cykel igennem.
Hvor var det flot at se den nye chef sælge sine varer – og hvordan han høfligt behandlede kunden og næsten blev lidt for dygtig til at sælge de fine heluldne trøjer til to og en halv krone – som lå på vores hylde.
Priserne skulle jo være rimelige – og med sans for de rigtige indkøb varede det ikke længe, før der blev annonceret i byens aviser med et vågent øje og en smuk gotisk skrift: fiskertrøjer kroner 2,75 – herrebenklæder kroner 5 – habitter kroner 19,50 – matrostøj – grå livstykker og kulørte kaffeduge og mange andre gode tilbud.
Det gik ganske godt for den lille butik og det blev til udvidelser i de år som fulgte – ind i gården – ind ved siden af – et par flotte nye kakkelovne, en trækvogn, flere varer og der kom elektricitet til byen så det bløde gaslys kunne erstatte med kraftige 25 Watt pærer i gyldne fatninger.
August var meget fremsynet med maskiner og teknik. Ca. 1910 begyndte han en fabrikation af skjorter og arbejdsbluser der fungerede ved en 5-6 hjemme-syersker som syede bomuldstøjet sammen. Hver fjortende dag kom så en af damerne og syede knapper i og en lærling sad stolt og betjente en af landets første hypermoderne knaphulsmaskiner.
Tilskærer var man selv – tegnede op – sleb saksen – og skar stykkerne ud. Ja, en dag gik det så hurtigt at min tipoldefars onkel – som altid blafrede nysgerrig rundt – kom for tæt på saksen, så vi måtte sende ham til rekreation på spækhøker Mortensens mellager – henne på hjørnet.
Det fortælles, at nogle af de første modeluner dukkede op her. Zephyrlærred blev syet til skjorter med linning, og man fandt på at sy knaphul bag i denne, så en høj flip kunne sættes på.
Nu kunne de unge modebevidste svende gå til bal og svinge damerne – med en ekstra flip i lommen til senere på aftenen.
Selv om vi møl jo i det store og hele holdt os langt væk fra bomuldslageret, bemærkedes det dog, at arbejdstøjet spillede en stor rolle for forretningen – og det var en stolt købmand som stod i sin dør og hilste på byens håndværkere, omegnens landboere og fiskere og ikke mindst værftets arbejdere.
Der var tradition i arbejdstøjet, f. eks. maskinmanden i ensfarvet blåt – snedkeren og smeden i blåstribet bluse – mureren i den hvide med sort stribe og slagteren i rødstribet bluse med bowler på hovedet.
I 1914 kom Ernst V. Olsen, som senere skulle blive kompagnon og leder af firmaet – i lære, og der var nok at se til for lærlingene dengang: kakkelovne at rense og fyre i – ordne de dybe lyskasser, pudse vinduer – hjælpe de søde damer med pakkerne og fodre Bydrengen – jo, jo. Bydrengen var en dejlig hest, som blev kaldt Hans – og levede af hø og hakkelse.
Det var forresten en vild krabat denne Hans, for en dag galoperede den rundt i baggården og spolerede bagermesterens boller og kringler som var sat til køling derude. Men det var et flot syn, når denne ekvipage kørte i byen med varer.
Det værste for lærlingene var 2-3 dages sortering af indkøbte uldne klude og fåreuld i kælderen. Til lidt adspredelse var der lidt læsestof med – og et snoretræk hen til kælderlemmen så man ku’ høre, når der var nogen på trapperne. Det var lange dage fra kl. 8.00-20.00 (lørdag åbent til 23.00) men når det var rigtig mange uldklude gav vi møl gerne et nap med.
Der kom også vanskelige tider med krigen 1914-18 med varemangel og restriktioner, men skal vi ikke være enige om at tælle de lyse timer og berette om 1919 – hvor Aug. Jørgensen købte Stjernegade nr. 13 af føromtalte spækhøker Mortensen. Dette hus blev i 1708 opført af byskriver Poul Christensen og både løjtnanter og kobbersmedemestre har boet her – ja også tre generationer af familien Spies.
Der kom gang i handelen igen – og den linje som kom til at præge forretningen fremover blev lagt i herre- og drengetøj – arbejdstøj (og helduldne køretæpper for vores skyld) – gode varer til lave priser – snoretræk på facaden til gadetilbud og sokker på stænger helt op under loftet indenfor – for at det skulle se smart ud.
I 1926 skulle Helsingør glemme de strenge tider og fejre sit 500 års jubilæum – og det blev gjort med pomp og pragt. Dronning Alexandrine og Kong Christian X var sammen med andre prominente personligheder med til at afsløre Kong Erik af Pommerns mindebrønd på Axeltorv. 500 af byens borgere deltog i et kæmpemæssigt optog. Det blev festligheder, som strakte sig over flere dage, og der var god gang i kasket- og hattesalget – for alle skulle ud og se dette festfyrværkeri af opfindsomhed.
Blandt andre af byens industrier var Helsingør Skibsværft med til at skabe en stabil fremgang for byen i trediverne.
Der var gang i handelen og pift fra nitterdrengene i sommerteatret i Søstræde – og der var miljø – også hos August, når butiksdøren gik op og en drager fra Jernbanen læssede nogle store kufferter af indenfor døren. Den handelsrejsende var på vej i modens dobbeltradet jakke med polstrede vatskuldre, for at lægge sine tilbud på disken, sammen med en lille go’ historien, som disse venner af huset gerne rystede ud af ærmet.
Og så blev der handlet. Fru Larsen var i 36 år en trofast gæst ved stadepladsen i Olaigade, hvor hun solgte alt godt fra havet i sin lille fiskebør et par gange om ugen.
1938 kom den tidligere lærling og svoger Ernst V. Olsen tilbage til forretningen, og der var nok at se til indtil krigen kom med beskyttelsesrum i kælderen, varemangel – ja det endte med (hold nu godt fast) papirveste og hundehårssweaters. Men da det hele var overstået, sværmede vi rundt af glæde, og August blev så glad, at han ville have en kompagnon. Det blev E. V. Olsen, som smøgede ærmerne op og gik i gang med at fylde hylderne med ordentlige varer igen.
Det blev ryddet op og støvet af og sprøjtet med et mystisk apparat på uldtøjslageret – ja der var såmænd en lærling som tog hele bomuldslageret med af bare ivrighed.
Alting blomstrede. Det var dejligt for kunde og købmand at få godt tøj igen, og nye medarbejdere fik et drabeligt håndtryk – som betød et velkommen til en god atmosfære for alle. Den ældre chef fik nu mere til til sine hjemlige sysler i hjemmet i Espergærde.
I 50’erne blev der taget fat på reklamefronten – annoncer, vinduer, og udsendelse af små reklameaviser til kunderne som på denne tid ikke var vant til at få en hilsen med tilbud på denne måde. Trykt på firmaets duplikator – indtil bogtrykkeren overtog det roterende arbejde.
I 1954 blev facaden frisket op, og vinduerne udvidet, så huset stod i sit fineste puds ved 50-års jubilæet i 1955, hvor mange kunder og leverandører kom og gratulerede.
Poul Olsen kom ind i billedet i 1958 – sammen med nye farver – mere modetræget tøj – sjove kontraster, f.eks. cowboybukser i den kendte stil og elegante nylonskjorter som blot skulle vaskes, hænges op og fluks var lige til at tage på.
Efteråret 62 blev de små vinduet i Olaigade slået sammen til et stort til præsentation af forårets elegante nye mode “the classic look” – habitten med vest som skabte stor interesse om herretøjet.
Det var det år, hvor alle ekspedienter – og der var kommet flere til – gik med grå veste og postrøde slips i julemåneden.
Foråret 1966 startede sammen med andre brancher firmaets første modeshow – med professionelle kunstnere og dressfolk.
I 1967 lavede man en trappe op til 1. sal, satte en branddør i til nabohuset, hvor der blev indrettet speciel drengeafdeling. Men den helt store ombygning blev dog realiseret i 1970, og strakte sig fra februar til november. Det gamle baghus blev revet ned, og dygtige håndværkere byggede en ny første sal ud i gården til lager og kontor – ny facade, med flytning af døren i hjørnet – uden dog at ændre på den ydre skal af det gamle hus.
Jo, jo – der sker noget på det kendte hjørne. Medlem af “Tøjeksperten” som betyder venlige priser og kursusrække for medarbejdere, som kommer kunden til gode i det daglige. 1970 – sponsor for HFC fodbold. 1975 – en helt speciel cowboyshop med flag og brædder, som man siger …
Og i 1974 blev Poul Olsen leder af firmaet, så Ernst V. Olsen kunne slappe lidt af efter sin initiativrige indsat og venlige holdning overfor kunder og personale.
1975 startede vi sammen med tre andre Helsingør-forretninger “de fire friske”, hvor man afløste de mange reklameshow med en hyggeaften i selskab med kendte kunstnere, lokale mannequiner og dressmen, let dinner, anretning (røde roser til damerne) og go’ musik med bal bagefter. Vi sværmede rigtig om den røde lygte som var ude hver gang – og herrerne kom med i byen og dansede med damerne.
Konfektionsafdelingen blev flyttet op på 1. sal – som gav fred og ro til kunden, når en habit eller frakke skulle prøves på.
1976 – ny cowboy shop med mere plads til den unge mode.
Poul Olsen købte Olaigade nr. 19, som blev lavet om til en lille frisk butik med masser af tilbud til junior fra åbningsdagen den 19. november.
For at vise at firmaet havde et sporty personale blev der fælles cykleture med ca. 5000 andre helsingoranere i “Helsingør Rundt” – med Poul og Birthe Olsen i “forsyningsvognen” bagefter og en kæmpe gruffmand på taget. Alle kom godt i mål.
Da nr. 15 i Stjernegade blev ledigt i 1978 købte Poul Olsen huset, så juniortøjet kunne komme hen på hjørnet. En gennemgribende ombygning blev til en ny stor forretning torsdag d. 3. maj – med tøj fra 4 år og op til ham på tyve. En god kontrast til seniorhjørnet.
Sønnen Henrik Olsen stod for ombygningen – men fattede interesse for tøjbranchen, hvor han i øjeblikket er i gang med sin uddannelse og en skønne dag kan træde til som fjerde generation i firmaet.
Under ombygningen i de halvfærdige lokaler havde vi besøg af en vaskeægte indianer – som dansede krigsdans for børn og voksne, medens snestormen rasede udenfor. Hans kommentar til det barske danske vintervejr var: “Tag det roligt – solen vil skinne igen – og så har du glemt kulden.”
Kære kunde og leverandør. Nu har jeg fortalt lidt om svundne år. Det har været os en stor glæde at træffe jer: derfor kan vi fejre 75 år og tænke tilbage på en udfordrende og god tid – det letter vi på hatten for, og ønsker lykke og godt tøj fremover.
De næste 4 sider er kendte navne i den daglige handel …
