Dette indlæg giver et panorama gennem pelsens symbolik i fiktion og historie. Vi begynder med “Venus i pels” – Sacher-Masochs roman fra 1870 – går videre til Cruella de Vil, der gjorde antipels til børneunderholdning – og slutter med Katarina den Store, der animerede en 1900-tallets fantasi om den pelsklædte kvinde som despot.
Venus i pels er en symbolsk ladet kvindelig figur fra Leopold Sacher-Masochs roman af samme navn, der udkom i 1870. “Venus i pels” handler om fortælleren Severins forelskelse i den unge enke Wanda, der svøber sig pelsværk.
En aften Severin søger efter Wanda i en parklignende have, driller hun ham ved at lægge en af sine pelse omkring en Venus-statue. Han fascineres af det billede, han ser i månelyset – statuens hvide krop og pelsen, der er nutidig og konkret – han genkender den som Wandas – samtidig med at den animerer en arketypisk kvindelighed.
Sacher-Masoch og masochisme
Leopold Sacher-Masoch (1835-1895) var født i Lemberg (idag Lviv) i Galicien. Han var en kendt forfatter, der interesserede sig for nationaliteter, minoriteter og revolutionære bevægelser i det Østrig-Ungarske Kejserrige.
Efter sigende var han ikke begejstret, da psykologen R. F. Krafft-Ebing i 1886 brugte hans navn til at definere en psykopatologisk hang til seksuel underkastelse. Krafft-Ebing satte masochisme over for sadisme, der også havde et litterært forlæg i Marquis de Sades romaner.
Men “Venus i pels” indeholder alle de elementer, der efterfølgende er forbundet med masochisme: den tætte sammenhæng mellem lyst og smerte, fetichisme, iscenesættelse af afstraffelse, frygtsom venten, tårevædet forsoning og en kontrakt mellem den dominerende kvinde og hendes mandlige tjener.
Wandas pelse
“Venus i Pels” er også fyldt med pelse og fantasier om pels.
På et tidspunkt fortæller Severin Wanda, at han fra barnsben har forbundet kvinders pelse med elektricitet og varme. Hun kommenterer leende, at for ham er en kvinde i pels ikke andet end en stor kat. Så omfavner hun ham, og han føler sig i armene på en stor hunbjørn, der hvert øjeblik kan sætte sine kløer i ham.
Wanda og hendes pelse bringer Severin ind i en hallucinatorisk fantasiverden, som han længes efter at virkeliggøre.
“Skal jeg inkarnere dit ideal?” spørger Wanda letsindigt, mens de sidder på hendes ottoman. Hun er klædt i en hermelinskantet jakke. Hendes hår – løst og viltert – minder Severin om en løvemanke.
For Wanda har pelsene en praktisk funktion, for ofte ryster hendes marmorhvide krop af kulde. Hun nyser og hoster som om hendes venus-passion blev forkølet i patriarkatets kolde klima.
Hos Sacher-Masoch er pels et både-og symbol, der tillader noget fortidigt at leve videre. Det, der lever videre, er en fri og hensynsløs seksualitet, som er associeret med en mytologisk fortid, hvor kvinder ikke var underkastet mænd – ikke bundet af deres børn.
I Gilles Deleuzes psykoanalytiske læsning karakteriseres Wanda som den orale mor.
I en mere nutidig diskurs kan man tale om det flydende køn, der ikke kan reduceres til det binære.
Madonna i pels
Der findes mere moderne version af den pelsklædte kvindefigur i en roman af den tyrkiske forfatter Sabahattin Ali. Sabahattin Ali var en seriøs forfatter og dissident, der som følge af sin kritik af det tyrkiske regime blev udsat for marginalisering, retsforfølgelse og mord.
“Madonna i pels,” der udkom i 1943, er hans mest læste roman. Den er skrevet, da forfatteren var dybt desillusioneret over det moderne Tyrkiet, men det er ikke en politisk roman. Den er delvist selvbiografisk og handler om en ung tyrkisk studerende og hans forhold til en tysk kvinde i Berlin omkring 1930.
Fortælleren Raif møder den tyske kvinde Maria, der har mange maskuline træk – hun er høj, taler med en dyb stemme og forsørger sig selv og sin mor – blandt andet ved at optræde på en kabaret. Hun er også kunstner.
Madonna i pels er det navn, Raif giver hendes selvportræt. Det er billedet, der bringer dem sammen, fordi Raif er så betaget af det, at han besøger udstillingen hver dag for at se på det.
Raif på sin side er ikke en typisk maskulin figur. Han er følsom og indadvendt. Han forsøger ikke at dominere Maria – tværtimod er han temmeligt afventende i sin betagelse. Når de går sammen på gaden, læner han sig blidt ind til hende.
Det er netop hans tilbageholdenhed kombineret med hans dybe passion, der får hende til at åbne sig op for ham. Men deres kærlighed støder på masser af forhindringer. Nogle stammer fra dem selv – Marias tidligere skuffelser og mistro til mænd og Raifs sociale isolation. Andre kommer fra omgivelserne – et Berlin præget af fattigdom, depravation og antisemitisme. Deres forhold ender, da Raif ved sin fars død bliver kaldt hjem til Tyrkiet.
Ligesom i “Venus i Pels” har pels en vigtig symbolsk funktion i “Madonna i pels.” Den gør noget arketypisk nutidigt – Marias livskraft og kvindelighed, der ikke er baseret på, at hun underordner sig mænd. Og den gør noget umuligt muligt – det livsforandrende møde mellem en mellemøstlig mand og en europæisk kvinde.
Sarah Bernhardt (1844-1923) i chinchilla-pels
Kold og grusom
“Kulde og grusomhed” er titlen på Gilles Deleuzes essay om Sacher-Masoch og masochisme fra 1967. I begge romaner har den pelsklædte kvindefigur en side, der er hård og hensynsløs, men den er komplementeret af en anden side, der er oversensuel og overfølsom.
Da Greenpeace og Lynx midt i 1980’erne rettede deres aktivisme mod pelsforbrugere, greb de billedet af kolde, grusomme kvinder klædt i pels. Men i deres version har kvinderne ikke længere nogen indre sammenhæng mellem polaritetens to ekstremer – kulde og overfølsomhed.
Den følsomme side er fraspaltet og projiceret over på dyrene. Det er netop dyrenes evne til at lide, der berettiger deres beskyttelse.
Lige bag dyrene står deres beskyttere, der strømmer over af medfølelse og indignation. De er dyrenes retmæssige kærlige mødre.
Billedet af den kolde, grusomme pelsklædte kvinde var også en gennemgående figur i PETAs antipels-kampagner fra 1990-2000’erne.
Men den inkarnation af en kold og grusomme pelselsker, som er trængt længst ud i populærkulturen, er uden tvivl Cruella de Vil. Den modegale kvinde, der kidnapper hundehvalpe for at udnytte deres fine bløde pels, er skurken i “101 Dalmatinere”, skrevet af børnebogsforfatteren Dodie Smith i 1956. I 1961 kom Disneys tegnefilm, som er blev fulgt op af flere live-action indspilninger.
Den kvindelige despot
Forfatteren Leopold Sacher-Masoch tilhørte den pan-slaviske bevægelse, der søgte en politiske forening af alle slaviske folk. Han forestillede sig, at de kunne samles under en kvindelig despot – ligesom Rusland i 1700-tallet havde haft en række pelsklædte herskerinder.
Den mest kendte er Katarina den 2. – den Store – der regerede fra 1762 til 1796. Hun ledede Ruslands territoriale ekspansion til Sortehavet. Med inspiration fra oplysningsfilosofferne forsøgte hun at reformere lovgivning, uddannelse og administration – dog uden at udfordre adelens magt for meget. Hun grundlagde museer, akademier og teatre, og hendes hof blev et centrum for kunst og videnskab.
Katarina var også kendt og berygtet for sine partnerskaber med magtfulde mænd. De var hendes rådgivere og elskere og – for de fleste vedkommende – også loyale, efter deres forhold var afsluttet.
Det var under Katarina den Store og andre kvindelige despoter, at Rusland udvikledes til at blive en europæisk stormagt med en militær tilstedeværelse. I begyndelsen af 1800-tallet var Rusland en vigtig part i Napoleonskrigene – i skiftende alliancer med og imod Frankrig.
Dette er relevant i forhold til pels, fordi pelsbeklædning var en fast bestanddel af moden i Rusland og Østeuropa i de århundreder, hvor den var mere marginal i Vesteuropa. Franskmændene kom altså i kontakt med folk med en dybt etableret pelsmode gennem de militære kampagner og troppebevægelser, hvad enten det var Napoleons togt mod Moskva 1812 eller de russiske troppers invasion af Paris i 1814.
Men den vigtigste impuls kom måske fra den polske adel, der var gået i alliance med Frankrig ud fra ønsket om at genskabe en selvstændig polsk stat.
Det var i hvert fald et polsk navn – witzchoura – der fulgte med de lange løse pelsforede kåber for kvinder, der blev populære i Paris i 1820’erne. De kan betragtes som en forløber for den pelsmode, der skulle slå igennem i Vesteuropa i løbet af det følgende århundrede.
Mars i pels
For en god ordens skyld vil jeg slutte af med at nævne den pels, som i 1700-1800-tallet var en del af de militære uniformer, der vandrede gennem Europa. Mandlige krigere i pels kan stadig ses i dag for eksempel i de danske Garderhusarers paradeuniformer og i Livgardens bjørneskindshuer.
Kilder
Sabahattin Ali (1943) 2021: Madonna in a Fur Coat. Penguin.
Gilles Deleuze (1967) 1991: ”Coldness and Cruelty” s. 9-142 i G. Deleuze og L. v Sacher-Masoch: Masochism. Zone Books, New York.
Robert K. Massie 2019: Catherine the Great. Bloomsbury.
Chantal Nadeau 2001: Fur Nation: From the Beaver to Brigitte Bardot. Routledge.
Leopold von Sacher-Masoch (1870) 1991: ”Venus in Furs” s. 143-294 i G. Deleuze og L. v Sacher-Masoch: Masochism. Zone Books, New York.
Marcel Sexé 1923: Two Centuries of Fur-Trading 1723-1923: Romance of the Revillon Family. Draeger Frères, Paris.
Dodie Smith 2018 (1956): The Hundred and One Dalmatians. Egmont.
Ruth Turner Wilcox 1951: The Mode in Furs. Charles Scribner’s Sons, New York.
