Antipels var en bevægelse i krydsfeltet mellem politisk modkultur og forbrug, som havde sit højdepunkt i 1980-90’erne. Den adskilte sig fra de ældre dyrebeskyttelsesbevægelser ved direkte at angribe pelsbranchens legitimitet.
Her dykker vi dybt i antipels-kampagnernes tidslinje.
Dyrenes beskyttelse
Organisationerne til dyrenes beskyttelse opstod i slutningen af 1800-tallet med det formål at lindre forholdene for de dyr, der arbejdede for mennesker, og forhindre at de blev udsat for grusomhed og misbrug.
I første omgang drejede sig om de heste, der leverede trækkraften til transport og industri. For eksempel arbejdede dyrebeskyttelsesorganisationerne for at placere vandfontæner rundt om i byerne, hvor de heste, der trak sporvognene, kunne drikke vand og holde pause.
Et spørgsmål, der tidligt meldte sig var, hvem der egentlig var ansvarlig for dyrenes vanrøgt. Var det den fine herre, som indefra hestevognen råbte, at han skulle nå hurtigt frem? Eller var det kusken på bukken, der pressede hestene ved at undlade at trække i bremsen, når det gik nedad bakke?
Det svar, organisationerne nåede frem til, havde vidtrækkende konsekvenser for deres arbejdsområde og medlemsrekruttering.
De besluttede, at deres aktivisme ikke skulle rettes mod de økonomiske systemer, der udnyttede dyr, eller de bagmænd, der trak i trådene, men mod de mennesker, der havde direkte kontakt med dyrene. Det vil sige kuske, kulier, fangstmænd, krybskytter med flere, som typisk var længst nede i den økonomiske fødekæde.
Det skal nævnes, at der ikke var nogen principiel konflikt mellem dyrebeskyttelsesbevægelsen og pelsbranchen. Faktisk var den første rigmand til at testamentere hele sin formue til New Yorks Society for Protection of Cruelty to Animals – i 1871 – en pelshandler ved navn Louis Bonard.
Kampagner mod fangstmetoder
I løbet af 1900-tallet rettede dyrebeskyttelsesbevægelserne flere kampagner mod specifikke fangstmetoder, der blev anvendt i jagten på pelsdyr.
I 1920’erne organiseredes protesten mod smækfælder med ståltænder, der blev brugt til at fange ræve. Der kunne gå flere dage, inden en fangstmand tilså sine fælder, så dyrene kunne sidde længe i fælden – fastspændte og skamferede.
I 1960’erne begyndte der en kampagne i Canada mod den årlige jagt på sælunger – såkaldte whitecoats – ved St. Lawrence-bugten og kyststrækningerne på Newfoundland og Labrador. Whitecoats er sælunger af den art, der hedder grønlandssæler – på engelsk: Greenland seal eller harp seal.
Whitecoats var populære især i amerikansk pelsmode i 1950-60’erne.
Kampagnen gik især på fangstmetoden på sælernes ynglested, hvor de var forsvarsløse. Sælerne blev slået ihjel med køller.
Den forklaring, jeg har fået af pelsdyrforskerne på Københavns Universitet, er at de tidligere udbredte manuelle drabsmetoder af pelsdyr – som kølleslag i kraniet eller nakkevrid (af små dyr som kaniner) – i sig selv kan være effektive og humane. Men når en fangstmand er i gang hele dagen, kommer der uvægerligt et tidspunkt, hvor han bliver træt og rammer forkert. Resultatet er brutalt.
Washington-konventionen
Parallelt med sådanne kampagner var der et internationalt initiativ til at beskytte truede arter. Det blev realiseret i 1975 som Washington-konventionen eller CITES (Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora), som er en international aftale, der har til formål at sikre at handel med vilde dyr og planter ikke truer deres overlevelse.
Konventionen regulerer handel med truede arter ved at kategorisere dem i tre forskellige bilag afhængigt af, hvor truede de er.
Bilag 1 (WA 1) omfatter udrydningstruede arter, hvor international handel er strengt reguleret og forbudt for alle kommercielle formål. Det indbefatter blandt andet leopard, sneleopard, jaguar, gepard, tiger, havodder og vild chinchilla.
Bilag 2 (WA 2) omfatter arter, der ikke er direkte truede, men hvor handel reguleres for at undgå, at de bliver truede i fremtiden. Handel med disse arter er tilladt, men kræver tilladelser og overvågning. I dette bilag findes ozelot, ulv, isbjørn og mange andre arter.
Bilag 3 (WA 3) omfatter arter, som lokalt er truede af handel. Handel er tilladt, hvis den foregår på en kontrolleret måde.
Washington-konventionen havde direkte betydning for pelsbranchen, som historisk har været specialiseret i international handel med eksotiske og sjældne skind. Den synlige virkning var, at de glamourøse filmstjernepelse af store kattedyr forsvandt – næsten fra den ene dag til den anden.
På et dybere plan var konventionen med til at styrke pelsbranchens organisation og netværk. For eksempel oplevede buntmager Finn Birger Christensen, at pelsbranchen blev taget mere seriøst, fordi den var med til at forvalte klodens mangfoldighed.
I Hong Kong var Washington-konventionen direkte anledning til, at pelsvirksomhederne gik sammen om at danne Hong Kong Fur Trade Federation for at sikre at de enkelte virksomheder – leverandører på det globale marked – kunne få information om og efterleve alle gældende internationale regler.
Greenpeace, babysæler og Brigitte Bardot
I slutningen af 1970’erne ændredes spillereglerne for dyrenes beskyttelse. Det begyndte med Greenpeaces kampagne mod den canadiske sælfangst i 1976.
Greenpeace var en canadisk miljøorganisation, der bedrev en ny slags dramatisk aktivisme ved at udføre direkte ikke-voldelige aktioner mod hvalfangerbåde og testsprængninger af atomvåben i de arktiske farvande.
Organisationen fandt sin tredje mærkesag, da aktivisterne overværede den årlige sæljagt på Newfoundland. De har aldrig været tilbageholdende med at indrømme, at de betalte fangstmændene for at posere for fotografen, og deres billeder af blod på isen var iscenesatte.
Greenpeace arbejdede ud fra en strategisk forståelse af, at pressefotos, der eksponerede rå magtudøvelse i verdens udkanter, eksplosivt kunne underminere magthavernes legitimitet i de globale centre. Som en af Greenpeace-grundlæggerne, Rex Weyler sagde – et billede kunne være en atombombe.
Da Greenpeace-folkene året efter vendte tilbage til Newfoundland for at fortsætte deres kampagne, fik de selskab af en mængde pressefotografer og den franske filmstjerne Brigitte Bardot.
Babysæl var årets nye ord i 1977. Det oprindelige fransk-canadiske – bébé phoque – var i sig selv nok til at revitalisere Brigitte Bardot – kendt som B.B. – der som 40+ var kommet på afstand at sit image som international sex kitten.
Det gjorde ikke noget at den sælunge, Brigitte Bardot omfavnede, var udstoppet, for verdenspressen havde en umættelig sult efter billeder af bedårende dyreunger, der blev nedslagtet på kanten af den vestlige civilisation.
For canadierne, der betragtede deres land som et stilfærdigt udkantsområde, var det et chok pludselig at blive hængt ud for grusomhed og dyremishandling på forsiderne af hele verdens aviser og blade.
Arktiske modtræk
Som følge af Greenpeaces kampagner kollapsede markedet for whitecoats – den snehvide babypels af grønlandssæler. Samme vej gik det for skind af de voksne grønlandssæler, og – af ren association – ringsæler, som er den sælart, der er flest af omkring Grønland. Prisen på skind af ringsæler faldt fra ca. 30 dollars til 2-3 dollars.
Dermed ramte kampagnerne ramte ikke bare Canada, men hele den arktiske region. De havde en ødelæggende effekt på alle arktiske og subarktiske folks økonomiske grundlag og mulighed for at opretholde elementer af deres traditionelle livsform.
Det tog nogle år for dem at svare tilbage, men omkring 1985 havde de samlet sig til en fælles arktisk modbevægelse med deltagelse af organisationer, forskere og journalister i Canada, Alaska, Grønland og Norge.
De samlede og formidlede viden om arktiske folks livsform og deres økonomiske afhængighed af sælfangst og jagt. Der blev skrevet videnskabelige rapporter og fagbøger til museer, politiske beslutningstagere og andre stakeholders.
Samtidig blev der gjort en indsats for at eliminere den brutale udnyttelse, som jagten på babysæler var et eksempel på. Fur Institute of Canada startede et program for humane trapping – et certificeringsprojekt baseret på videnskabeligt testede fælder, der minimerer dyrenes lidelse – ved at dræbe dem øjeblikkeligt og ved kun at fange den art, der jagtes.
Den nye viden blev hurtigt filteret ud i markedsføringen og modediskursen. I Danmark – og flere andre lande – dannedes en antimode for sælskindspels. Den var “anti”, fordi den gik imod hovedstrømningerne i den internationale mode, men også fordi den var baseret på en forståelse af produktionsforholdene. Den handlede ikke kun om stil, men også om holdninger og solidaritet.
Royal Greenlands annonce fra 1985 er et af de første eksempler på en reklametekst med information om historien bag produktet.
Sælskind fra Grønland
I det kolde, barske nord lever adskillige tusinde grønlandske familier i stor afhængighed af deres hovederhverv, der er den traditionelle sælfangst.
Det er absolut kun de voksne sæler der fanges, og alt på sælen udnyttes meget omhyggeligt.
På denne måde har grønlændere i århundreder sikret deres daglige kost samt en fornuftig og varm påklædning.
Ved Grønland forekommer i dag fem forskellige sælarter, men ringsælen repræsenterer 80% af bestanden.
Grønlands Hjemmestyres Salgsforening i Danmark er etableret i Ålborg. Herigennem forhandles de grønlandske sæler til købere over hele verden.
Royal Greenland
Præcis hvor hurtigt denne viden blev optaget af modeskribenterne, kan man se i B.T.s reportage fra Årets Pels 1985 – pelsbranchens årlige modeshow og konkurrence:
B.T.s vinder over vinderne var trench’en af grønlandssæl. Buntmager Ebbe Janssen i Haderslev viste både ypperlig god forarbejdning i aktuelt design og god forståelse for de grønlandske fangeres situation ved at fokusere skarpt på netop disse skind i dagens modebillede.
Mellem andre grønlandssæl så jeg Preben Askbo, København, Sandberg, Hillerød og Valby Pelshus med varianter af pelsene, der måske kunne hjælpe grønlænderne lidt på vej igen. Priserne for frakker og jakker af grønlandssælens skind varierede mellem 4.500 kr. til 9.500 kr. og selvom alt er relativt, var det jordnære priser, når man i mink-klassen røg til tops med pelse omkring 95.000 kr. Sammenligne kan man nok ikke, men pelse af grønlandssæl har der nu aldrig været noget i vejen med, så det er på høje tid, vi lærer at skelne mellem dem og pelsene af babysæl, der er en skændsel i modens verden.
En af de seneste eksponenter for denne arktiske antimode er den svenske forfatter og opinionsdanner Jan Guillou, der omkring år 2000 klædte sig i sælpels og talte til forsvar for sælfangstens betydning for inuiternes kultur og økonomi.
Lynx: Det skal være uacceptabelt at gå med pels
I 1984 præsenterede Greenpeaces engelske afdeling den første kampagne, der havde til formål at udskamme folk, der gik i pels på gaden. Billederne var taget af stjernefotografen David Bailey, og der medvirkede fyrre celebrities.
Da Greenpeace året efter trak sig ud af alle pelskampagner – efter deres negative effekt var påvist – stod en ny organisation klar til at overtage stafetten. Lynx, der eksisterede i England frem til 1993, havde ét erklæret formål: at gøre det socialt uacceptabelt at gå med pels.
De præsenterede en helt ny type kampagner, der anvendte mediernes magt, berømthedernes appeal og alle reklamens virkemidler til at bekæmpe et enkelt segment af modeindustrien – pelsbranchen – og dens forbrugere.
Og de var effektive. Salget af pelsværk faldt med 75 % i Storbritannien mellem 1985 og 1990.
Den canadiske kulturforsker Julia Emberley har udfoldet modsigelserne i Lynx’ kampagner.
På den ene side appellerede de til forbrugerne som politisk subjekter, der skulle stå til regnskab for deres indkøb og være bevidste om deres forbrugeradfærd. På den anden siden udskammede og scapegoatede de pelsklædte kvinder, så de fremstod som kolde og grusomme monstrøsiteter udenfor “pædagogisk rækkevidde”.
Samtidig var Greenpeace, Lynx og lignede organisationer selv kommercielle foretagender, hvis salgskatalog signalerede pelsfrit forbrug – t-shirts, kopper, plakater, fakefur tøj og kunstlæderstøvler. I den forstand kan de siges at være i konkurrence med pelsbranchen påbeklædningsmarkedet.
Det begreb, Julia Emberley har brugt til at karakterisere dem, er simuleret politik. Deres budskab poserede som politiske holdninger, men i stedet for at fremme reelle forandringer var deres virkefelt mediekampagner, single issue-fokus og kommercielle investeringer.
Emberley så også antipels-kampagnerne som en moralsk neoimperialisme, der havde grundfæstet sig i Storbritannien efter Margaret Thatchers neoliberalisme og Falklandskrigen. Det var en forestilling om briterne besad en civilisatorisk overlegenhed, der retfærdiggjorde hårdtslående kampagner mod fangstmænd i Canada, fabrikker i Korea og så videre.
På en paradoksal måde vendte kampagnerne det, at pels traditionelt havde symboliseret social status, til det modsatte. Budskabet var, at i et civiliseret land skulle det ikke længere være socialt acceptabelt af bruge pels.
Angreb på pelsklædte kvinder
Antipels-kampagnerne lagde op til intimiderende angreb på pelsforbrugere, så kvinder, der gik i pels på gaden, kunne risikere at blive udsat for spraymaling, spytklatter og tilråb.
Tilråbene varierede fra direkte anklager – “murderer!” – til stigmatisering – “fur is worn by beautiful animals and ugly people!” – og direkte bodyshaming – “it makes you look fat!”
Filmen Sammy and Rosie get laid (1987) af Hanif Kureishi og Stephen Frears indeholder en scene, hvor en pelsklædt kvinde bliver spraymalet af en aktivist.
Det er en poetisk og kras film om den sociale og etniske fragmentering af London i slut-80’erne. Den pelsklædte kvinde er gift med den byggeentreprenør, der rydder det slumområde, hvor en del af hovedpersonerne holder til. Så i filmens univers er spraymalingen en forståelig, men også håbløs modstandshandling.
Dyrenes rettigheder
I løbet af 1980’erne flyttede antipels-kampagnernes retorik sig fra dyrenes beskyttelse til dyrenes rettigheder.
Begrebet dyrerettigheder har et teoretisk grundlag i filosoffen Peter Singers bog Animal Liberation fra 1975. Han argumenterede for, at den emancipationsforståelse, der i 1800-tallet motiverede slaver og kvinder til at kræve frihedsrettigheder, og i 1900-tallet fik koloniserede folk til at kæmpe for selvbestemmelse, også burde videreføres til at omfatte dyrene.
Dyr lever også i trældom. De længes også efter frihed.
Umiddelbart var det ikke helt enkelt at omsætte Peter Singers ideer til praksis. Hvis dyrene skulle have en stemme, måtte denne stemme forvaltes af menneskelige aktører. Men hvem kunne være dyrenes sande repræsentant?
Peter Singers bog blev teoretisk rygstød for en ny radikal bevægelse, der ikke længere så det som sit mål at forbedre dyrenes trivsel.
Den var principiel modstander af ethvert menneskeligt samkvem med dyr, hvad enten formålet var kødproduktion, beklædningsproduktion, videnskabelig forskning (forsøgsdyr) eller underholdning (jagt, cirkus, kæledyr med mere). Det var en totalt omfattende agenda.
I dette dyrerettighedsperspektiv var pelsbranchen altså ikke en hovedfjende, men en lavthængende frugt. Som en forbrugerbranche med relativt dyre produkter, som købes relativt sjældent, og som altid kan substitueres af tekstilprodukter var pelsbranchen meget sårbar overfor forbrugerboykot.
Dyrerettighedsbevægelsens anden målskive i 1980’erne var dyreforsøg i kosmetikbranchen. The Body Shop, startet af Anita Roddick i 1976, er et eksempel på en kommerciel butikskæde, der slog sig op som et aktivistisk foretagende, der bekæmpede dyreforsøg og garanterede at deres egne produkter var “cruelty-free.”
Dyrerettighedsbevægelserne etablerede en todelt organisationsstruktur. På den ene side var der de civile, lovlige bevægelser, der organiserede demonstrationer og solgte medlemskaber og merchandice. På den anden side fandtes der illegale grupperinger – som Animal Liberation Front – der udførte hærværk og voldelige aktioner.
I 1986-88 var Animal Liberation Front ansvarlig for at placere brandbomber i flere stormagasiners pelsafdelinger i London og Newcastle. Ingen mennesker kom til skade. Men flere pelsafdelinger lukkede som følge af angrebene – blandt andet den i Allders i Croydon, South London. Skaden efter eksplosionen i Debenhams Harrow-afdeling i 1987 er opgjort til 4 millioner GB£ efter branden og yderligere 4,5 millioner GB£ i tabt fortjeneste, idet stormagasinet holdt op med af føre pels.
Samtidig blev der udført angreb på pelsdyrfarme, forsøgsdyrslaboratorier og andre dyreanlæg. De indebar både hærværk og en idealistisk befrielse af de indespærrede dyr, der dog sjældent var rustede til et liv udenfor burene.
Indtil 2001, da angrebene i New York ændrede den politiske forståelse af terror, blev dyrerettighedsaktivister betragtet som den største interne terrortrussel i USA og Europa
Dyrerettighedsbevægelsen i Danmark
Den danske dyrerettighedsbevægelse har ikke været så militant som dyrerettighedsbevægelserne i vore nabolande som England, Tyskland og Sverige.
Den passede ind i det kulturelle mønster – at der var relativt færre vegetarer og veganere i Danmark end i nabolandene, at de ikke var så princip-drevne, og at der i det hele taget var bred accept af landbrugets specialisering i animalsk produktion.
Måske havde det også betydning, at Danmark fra 1979 var hjemsted for verdens største pelsauktioner og havde verdens største produktion af mink – på sit højeste over 20 millioner skind årligt.
Der har været enkelte demonstrationer ved pelsauktionerne i Glostrup i 1980’erne, men de har typisk været fredelige. En af dem endte med, at daværende direktør Torben Nielsen inviterede aktivisterne indenfor til kaffe og en rundvisning.
Der har også været hærværk mod pelsforretninger i København, der har fået butiksruden smadret af stenkast og lignende. Men så vidt jeg ved, er der ikke nogen danske pelsforretninger, der har været udsat for de langvarige, personfokuserede kampagner, som har fundet sted i udlandet.
Mareridtseksemplet er Frank Zilberkweits forretning Philip Hockley i London, der fra slutningen af 1990’erne til starten af 2000’erne var mål for en systematisk og aggressiv kampagne. Aktivister fra gruppen London Animal Action mødte op dagligt, chikanerede ansatte og kunder, fremsatte trusler over telefonen og udøvede hærværk mod forretningen.
I 2001 fik Frank Zilberkweit et historisk polititilhold under den britiske chikanelov. Det indebar, at navngivne aktivister og hele protestgrupper fik totalt forbud mod at nærme sig gaderne omkring hans butik samt hans private hjem i Hampstead i det nordlige London.
Et andet eksempel er Göran Larssons butik på Hornsgatan i Stockholm, der fra 2005 blev udsat for næsten daglige lovlige demonstrationer i kombination med natlige illegale hærværksoperationer. I 2009, da hans døtre også modtog trusler, gav buntmageren op og lukkede han forretningen.
I 2002 skrev antropologen Anne Bendtsen speciale om de danske dyrerettighedsaktivister og veganere, der holdt til i Ungdomshuset på Jagtvej. Ifølge hende orienterede de sig efter to organisationer.
Den ene var Anima – foreningen for alle dyrs rettigheder, der var etableret i 1990. Anima havde til en vis grad overtaget Dyrenes Befrielsesfronts profil som en løs organisation for både lovlige og illegale aktioner.
Den anden var den økologiske dagligvarebutik Spidsroden på Griffenfeldsgade, der blandt andet leverede råvarer til det veganske folkekøkken, der blev holdt hver onsdag i Ungdomshuset.
Specialet handler mest om aktivisternes personlige projekt med at omstille sig til vegansk kost. Det er interessant, fordi en vegansk diæt i dyrerettighedslogikken opfattedes som en politisk handling i sig selv.
Livsstilen kunne indebære en kompliceret selvtugt og puritanisme. For eksempel kæmpede en aktivist, der ikke kunne tåle bælgfrugter, med allergiske reaktioner for at få nok protein. Andre, der havde fået smag for soyakakaomælk – en nyhed på det danske marked på denne tid – blev irettesat af ældre aktivister ud fra princippet om, at dyrenes forkæmpere skulle holde sig til en helt ren livsførelse uden alkohol, sukker og stimulanser.
PETA
I begyndelsen af 2000’erne var den amerikanske organisation People for the Ethical Treatment of Animals (PETA) den førende dyrerettighedsforkæmper på globalt plan. PETA var kendt for sine slagkraftige slogans og reklamekampagner, der spillede på sex og vold.
Den mest kendte – “I’d rather go naked than wear fur” – med celebrities som Pamela Anderson, Pink og Eva Mendes – repræsenterede den humoristiske side.
En mørkere og mere foruroligende side af PETA kunne ses i billeder af nøgne kvinder i lænker med mærker efter mishandling, eller en reklamefilm hvor en pelsklædt kvinde bliver angrebet i en fodgængertunnel af aktivister, der slår hende til blods med køller.
En af de ting, som PETA bemestrede, var at interagere med modebrands og celebrities på måder, der stjal rampelyset fra dem. Her er et par eksempler fra The New Yorkers artikel om PETAs autokratiske leder Ingrid Newkirk fra 2003.
Eksempel 1: Efter den brasilianske model Gisele Bündchen havde været årets ansigt i Blackglamas 2002-kampagne, gemte fire PETA-aktivister sig blandt publikum til Victoria’s Secrets show. Da Gisele Bündchen viste sig på på catwalken, sprang en kvinde op med et skilt foran hende: “Gisele: Fur scum.”
Aktivisterne blev fjernet i løbet af 30 sekunder, og forstyrrelsen var ikke særlig stor. Sekvensen blev gentaget og filmet igen af tv-selskaberne. Men det var PETAs filmklip og nyheder om angrebet, der blev bragt verden over og dominerede dækningen af Victoria’s Secret.
Eksempel 2: Da Ben Affleck købte en chinchillapels til Jennifer Lopez, sendte PETA-medlem Carrie Beckwitz ham et brev, der udpenslede aflivningsmetoder. Der var også et videobånd. Ben Affleck skyndte sig at svare:
Du har åbnet mine øjne for en særlig grusom og barbarisk behandling af dyr. Det er ikke en behandling jeg støtter, og jeg vil ikke gøre noget i fremtiden for at støtte den. Tak for dit brev. En donation er på vej.
I 2003 fik PETA en gratis stand på New Yorks modeuge mod at love, at de ikke ville forstyrre programmet.
Det kan tilføjes, at på denne tid markedsførte PETA og de andre dyrerettighedsorganisationer systematisk deres budskab til børn. Vegetarmad blev for første gang er en del af den mainstreamkultur, børnene voksede op i. I 2003 identificerede op til 20% af amerikanske universitetsstuderende sig som vegetarer.
Pels forsvinder fra forbrugermarkedet
Det allertidligste eksempel på, at antipels-holdningen blev totalt inkorporeret i modebilledet stammer fra Japan. Der opstod en kortvarig modetrend – et såkaldt eco-boom – i forbindelse med Earth Day i april 1990.
Her var antipels-protesten en platform for promovering af leopard-prikket stof, fake-fur polyester og anden “øko-venlig” mode. Det politiske budskab var blevet så simuleret og ukontroversielt, at det kunne fungere som baggrundsfyld i modemagasinernes reportager.
I takt med at internettet udvikledes, opstod der nye muligheder for antipels-kampagner. Enhver, der har søgt på “pelsbranche” eller “pelsfarm” på google eller youtube, kan verificere, at dyrerettighedsbevægelserne har været meget bedre end pelsbranchen til ar bruge de nye medier.
Der findes uendeligt mange sindsoprivende film af mishandlede dyr.
I mange tilfælde har der været et efterfølgende opklaringsarbejde, der viser hvor atypiske de var. Det, der var beskrevet som en pelsdyrfarm, var noget helt andet foruroligende. Det, der blev vist som normale aflivningsmetoder på en støvet parkeringsplads i Kina, var iscenesat dyreplageri, betalt af fotografholdet.
I det hele taget er der bag mange antipels-film og -artikler en skjult historie om iscenesættelse, betaling og udnyttelse af mennesker, der ikke har haft en chance for at gennemskue den mediesammenhæng, de var en del af. I årenes løb har jeg samlet en hel mappe med sådanne historier og analyser.
Fælles for dem er – for det første – at de er udkommet længe efter de slagkraftige kampagner og i smallere publikationer, der kun har nået et mindre publikum. For det andet går dyrerettighedsbevægelserne af princip ind for at iscenesætte billeder, der fremmer deres sag. Så i deres selvforståelse preller spørgsmål om manglende autenticitet af på dem.
Gennem deres kommunikation er det paradoksalt nok lykkedes dyrerettighedsorganisationerne at fremmane et fiktivt monster, som jeg aldrig har set i virkeligheden – den store, stygge pelsindustri med enorm magt og ubegrænsede ressourcer.
For eksempel har de skabt en forestilling om, at pelsbranchen etablerede såkaldte “forsøgsfarme” med herskede forbilledlige forhold alene med den hensigt at skjule kummerligheden på de kommercielle farme.
De forsøgsfarme, jeg har besøgt under mit feltarbejde i pelsbranchen, havde faktisk den modsatte funktion. De blev drevet efter præcis samme standard som de kommercielle farme for at sikre, at forskningen – om foder, dyrevelfærd og aflivningsmetoder – kunne omsættes til praksis.
Danmark havde to forsøgsfarme med pelsdyr. Den ene lå på Rørrendegård udenfor Taastrup og var tilknyttet Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), der i 2007 blev en del af Københavns Universitet. Den anden lå i Forskningscentret Foulum, der hører under Aarhus Universitet.
Mediekonstruktionen den store, stygge pelsindustri kunne også fungere som et nyttigt afsæt for initiativer, der ville fremstå som etiske uden at der skulle ligge så meget handling bag værdierne.
For eksempel havde det første etiske finansielle investeringsprogram, som jeg hørte om ca. 2002, som sit eneste værdibaserede tiltag, at det ikke investerede i pelsbranchen. Jeg må indrømme, at jeg grinede. Pelsbranchen består af mindre familieejede virksomheder, der ikke er repræsenteret på aktiemarkedet, så det ville faktisk være sværere at investere i pelsbranchen end at undgå det.
Men i de følgende år, da modevirksomhederne oprustede deres sociale og miljømæssige ansvarlighed i de globale produktionsnetværk, gjorde de det netop ved at vælge (og markedsføre) enkeltsager – som økologisk bomuld, bedre arbejdsforhold på fabrikkerne, velgørenhedsprojekter eller pelsfri kollektioner. Hvert firma valgte én sag, sjældent flere.
For virksomheder som Bestseller, der producerede tøj i den lavere prisklasse, hvor der aldrig ville være råd til en trendy pelskant, kunne antipels-princippet være et gratis point i det etiske regnskab.
Efterhånden som dyrerettighedsbevægelsen havde trængt pelsbranchen tilbage, skiftede deres kampagner fokus til beklædningsvirksomhedernes samarbejde med pelsfirmaer. Deres nye målskive var modebrands, der enkelte år kunne finde på at placere en pelskant som en smart detalje på tøj eller støvler.
Det kunne også være Netto, der i 2009 tilbagekaldte et parti pelsklædte pyntedyr, som var importeret som koskind, alene fordi en anonym sms-kampagne hævdede, at det var hunde- eller kattepels.
Sådanne kampagner var strategisk rettet mod virksomheder, hvis investering i pels var minimal, og som derfor let gav efter for pres. I forhold til den lille gevinst de kunne få ud af enkelte trendbaserede pels-produkter, var risikoen for at blive udsat for en systematisk smædekampagne langt større og meget mere ubehagelig.
Gennemslag i lovgivningen
De spor, antipels-bevægelsen har sat i de europæiske landes lovgivning, er dels rettet mod import af skind og dels imod pelsdyravl.
I 1996 forbød EU import af pels fra lande, der tillod smækfælder med ståltænder. Det skete samtidig med, at den internationale aftale om Humane Trapping Standards, der var udviklet i Canada, blev ratificeret af EU.
I 2003 blev import og salg af katte- og hundepels forbudt i Danmark. I 2008 trådte et tilsvarende forbud i kraft i EU.
Disse lovgivninger kan – med Julia Emberleys ord – beskrives som moralsk neoimperialisme, fordi deres økonomiske konsekvenser var ringe, men symbolsk kunne de pustes op til at have stor betydning.
I de politiske kampe om pelsdyravl stod der mere på spil, for de angik et erhverv, der i flere lande havde været ret profitabelt og succesfuldt.
Det første land til at udfase pelsdyravl var Storbritannien. Beslutningen blev vedtaget efter en dramatisk debat i Underhuset i 1999.
Flere lande fulgte med langsigtede udfasningsordninger, blandt andet Holland, Norge og Tyskland. I dag har næsten alle europæiske lande udfaset, eller er i gang med en udfasning, eller en delvis udfasning af pelsdyravl.
I Danmark blev hold af ræve og mårhunde (Finn racoon) udfaset i 2009 af hensyn til dyrevelfærd.
Minkavlen blev lukket ned uden forvarsel under Covid-19 pandemien i 2020. Det var første gang i Danmarks historie, at en så stor erhvervssektor blev nedlagt ved en politisk beslutning, og første gang at folkesundheden havde så stor vægt bag en erhvervspolitisk beslutning.
I 2023 blev der genåbnet for minkavl i Danmark, men branchen kommer ikke til at genvinde sin tidligere stilling som global leder.
Hearts and minds
En af de bedste bøger, jeg har læst om dyrerettighedsbevægelsen er sociologen Julian Groves’ Hearts and Minds (1997), der er en undersøgelse af kampen om forsøgsdyr og laboratorieforsøg i en amerikansk universitetsby. Det gode ved bogen er, at den viser begge sider af kontroversen, og at begge sider kæmper med at få plads til både forstand og følelser.
For dyreaktivisterne var mønstret tydeligt. Mange havde valgt at være frivillige på et dyreinternat, fordi de følte stærkt for dyrene. De kunne komme i affekt og begynde at græde, når de så et dyr blive forsømt eller være i fare. Faktisk skammede mange af Julian Groves’ informanter sig over deres ukontrollable følelser.
For dem repræsenterede dyrerettighedsorganisationen en disciplinering af deres emotionelle respons og en skoling i logisk tænkning. De menige aktivister – typisk kvinder – beundrede de filosofisk-orienterede ledere – typisk yngre mænd – der kunne udlægge teorien om dyrenes rettigheder med upersonlig kølighed.
På den anden side af kontroversen interviewede Julian Groves universitetsforskere, der udførte laboratorieforsøg på aber og andre dyr.
Flere fortalte, at de kunne føle sig stærkt ambivalente i forhold til forsøgsdyrenes vilkår og ønske at ændre laboratoriernes set-up. Men aktivisternes angreb tvang dem til udadtil at indtage en rent rationel holdning, der legitimerede dyreforsøgene med videnskabens fremskridt.
Hearts-and-minds-argumentet resonerede med mit eget feltarbejde i pelsbranchen.
Jeg har ikke mødt nogen, der kom i nærheden af den kynisme og grusomhed, som antipels-bevægelsen har beskyldt pelsbranchen for.
Men mange buntmagere har fortalt mig, at de valgte faget, fordi de interesserede sig for dyr. Og de har fortsat med at dyrke deres interesse og øge deres viden om dyrene og deres levesteder i løbet af deres arbejdsliv.
En del af dem, jeg har talt med, har haft synlige emotionelle reaktioner, når talen kom ind på dyremishandling og billeder af lidende dyr.
De minkfarmere, jeg har besøgt, har været stolte og omsorgsfulde overfor deres dyr. Jeg har også været på farmbesøg med en biolog, der havde sin minkpels på. For hende var det en hyldest til dyrene.
Da jeg lavede feltarbejde i pelsauktionerne i Glostrup, oplevede jeg flere gange at snakken med pelshandlerne ved frokostbordet kom til at dreje sig om forholdet mellem dyr og mennesker. Det er muligt, at min tilstedeværelse har været fremmende for emnet, men det jeg husker er hvor mange, der spontant bidragede med en omfattende viden og nuancerede synspunkter.
Kilder
Bendtsen, Anna 2002: Det uspiselige dyr: Opfattelser af dyr, mad og grænser for det menneskelige blandt veganere i Danmark og Sverige. Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Specialeafhandling til kandidateksamen (Specialerække nr. 245), 2002.
Brody, Hugh 2000: The Other Side of Eden: Hunters, Farmers and the Shaping of the World. Douglas & McIntyre, Vancouver.
Julian McAllister Groves 1997: Hearts and Minds – The Controversy Over Laboratory Animals. Temple University Press.
Julia Emberley 1997: The Cultural Politics of Fur. Cornell University Press.
Chantal Nadeau 2001: Fur Nation: From the Beaver to Brigitte Bardot. Routledge.
Ernest Freeberg 2020: A Traitor to His Species: Henry Bergh and the Birth of the Animal Rights Movement. Basic Books.
Henning Otte Hansen 2022: “Minkavlens historie i Danmark 1930-2021” i Landbohistorisk Tidsskrift 2021-22, s. 208-245.
Alan Herscovici 1985: Second Nature: The animal rights controversy. CBC Enterprises / Les Entreprises Radio Canada, Montréal.
Anthony Kleantous og Jules Peck 2005: Let them eat cake – satisfying the new consumer demand for responsible brands. WWF report.
Gilbert Proulx og Morley W. Barrett 1989: “Animal Welfare Concerns and Wildlife Trapping: Ethics, Standards and Committments.” Transactions of the Western Section of the Wildlife Society 25:1-6.
Schweizerischer Pelz-Fachverband (red.) 1986: Menschen, Tiere, Pelze: Wissenwertes über Nutzung, Schutz und Ökologie von Pelztieren. Schweizerischer Pelz-Fachverband. Bern.
Peter Singer 2015 (1975): Animal Liberation. Random House.
Michael Specter 2003 “The Extremist: The woman behind the most succesful radical group in America” in The New Yorker, 14. april 2003.
