Skiftet fra vilde skind til farmede skind var en afgørende udvikling af pelsbranchens varekæde, der muliggjorde en mere regelmæssig forsyning, i første omgang af ræve og på længere sigt af mink. Som innovationsproces var den præget af spekulation, gevinster og tab, og den havde en distinkt nordatlantisk geografi, der gjorde Norge til et tidligt europæisk knudepunkt.
I følge Victor Fuchs tippede forsyningssituationen i USA mellem 1935, hvor farmede skind udgjorde 15% af den årlige høst af pelsskind og 1952, da andelen af farmede skind var vokset til 65%.Her ser jeg på den forudgående periode og beskriver hvordan pelsdyravl blev grundlagt som et erhverv på globalt plan.
Begyndelsen til pelsdyravl
Pelsdyravl er opstået forskellige steder men efter nogenlunde samme metode, nemlig ved at fangere og jægere har holdt indfangne dyr i reservater for at se om de ville avle i fangenskab. Det er rapporteret flere steder i Nordamerika fra midten af 1800-tallet.
I 1860rne begyndte fangere (trappers) i staten New York at holde indfangne mink omkring de store søer. Fordi vilde mink lever solitært, var det ikke forventeligt at de kunne trives i fangeskab. Men som bekendt viste det sig, at det kunne de godt, selvom det først var i 1930-40’erne minkavl blev et dynamisk erhverv. Det seneste eksempel på, at en minkfarm var anlagt med indfangne dyr foregik i 1925, da Space-familien begyndte en farm i New Jersey.
Den første gang pelsdyravl fik økonomisk betydning var imidlertid på Prince Edward Island i Canada i 1870’erne, og det handlede om ræve. Prince Edward Island var gjort til et rævereservat i et forsøg på at revitalisere øens økonomi efter kolonimagternes krig og overudnyttelse af naturressourcer som fisk og tømmer.
Dengang var det kostbareste skind sølvræv med den karakteristiske salt-og-peber-effekt i de lange hår. Sølvræv blev anvendt til kraver eller eller capes, og buntmagerne indsatte strimler af læder eller mindre kostbare skind for at strække hvert enkelt sølvræveskind og få det til at se ud som flere.
Sølvræv er en naturligt forekommende mutation af rød ræv. Blandt vilde dyr er den sjælden, men på Prince Edward Island var det i 1870rne lykkedes at avle sølvræve i så mange generationer, at der var sikkerhed for at de ville give den sort-hvide pels videre til deres afkom. Dette eksperimentet påkaldte sig enorm opmærksomhed fra spekulanter, og de første avlsdyr blev afsat for skyhøje priser.
Norges første sølvræve
Da de første europæiske købere meldte sig, var de opblæste priser allerede mere end halveret. Men det var stadig usikkert om det ville lykkes at transportere et rævepar over Atlanten. I 1913 købte den norske grosserer Arne Christiansen fra Fredrikstad et par sølvræve til en sum af $10.000 (over DKK 4 millioner i dag). Intet forsikringsselskab ville forsikre den dyrebare last, men køberen sørgede for at rævene var ledsaget af en canadisk advokat under overfarten på atlanterhavsdamperen.
Dette rævepar blev Norges første sølvræve, og det lykkedes at få dem til at avle i Fredrikstad. I det hele taget må Arne Christiansen have været dygtig til at få vilde eller halvvilde dyr til at avle i fangenskab. Han forsøgte sig med opdræt at flere indfangne dyr som zobel, skovmår, fischer, sølvgrævling og blåræv. Mest held havde han med blåræv, der lever naturligt i arktiske egne i hele den vestlige halvkugle. Da sølvrævetrenden havde lagt sig i 1920’erne, blev blåræven hans vigtigste avlsdyr.
Norge blev dermed Europas foregangsland indenfor pelsdyravl. Blåræv havde været avlet i Norge siden 1903. Men det var sølvræv, der gav de fantastiske gevinster, spekulative bobler, når samme skind blev indleveret til auktion flere gange i samme sæson, og indhentede stigende priser, og tilsvarende store tab når de dyrebare avlsræve bed hinanden ihjel eller slap fri fra fangenskab.
De mest indbringende var salg af avlspar, og de norske ræveavlere begyndte tidligt en eksport til de øvrige europæiske lande. På den tid var de få danske opdrættere helt afhængige af deres norske kolleger for avlsdyr og viden. Her var pelsdyravl var et så dynamisk erhverv, at Norges Sølvrevavlslag i 1936 efter bare at have eksisteret i ti år mente at det var på sin plads at se tilbage på sine landvindinger i et jubilæumsskrift.
I det faldt jeg for følgende beretning:
Et reelt grundlag for løse drømme
Ingen af os havde set en sølvræv, men vi havde hørt eventyrlige sagaer om dette dyr fra de store ødemarker i Canada, som folk der vest på havde gjort til verden mest kostbare ”husdyr.”
Ja, der var virkeligt et reelt grundlag for løse drømme, syntes vi.
Sådan husker en af de tidlige norske ræveopdrættere overlærer Tormod Knutson det. På trods af den begrænsede viden havde han og to kompagnoner sammen købt fire sølvræve fra Nordamerika.
Tormod Knutson beskriver den andægtige stemning da de hentede dyrene ved Amerikabåden og fragtede dem hjem, hvor den nyopførte rævehave stod parat. Der var et øjeblik hvor de var ved at miste troen på projektet, og tænkte på den store købesum.
12.000 kroner kostede disse fire små skabninger os, og det var uhyggeligt mange penge for folk som havde lidt af dem.
Ikke desto mindre havde de forberedt et festmåltid af slagterens bedste bøfkød, blandet med fløde og æg.
Om aftenen da rævene i den nyanlagte rævegård havde gjort sig til bedste med måltidet, stod de tre ejere i månelyset og betragtede dem bevæge sig yndefuldt omkring i den hvide sne. De var ikke længere sikre på om de havde dæmpet stemmerne fordi de havde hørt at sølvræve er letskræmte, eller om det var genuin andagtsfølelse, der var faldet over dem.
Platinræv
Da den norske ræveavlerforening med støtte fra landbrugsdepartementet blev stiftet i 1926 var der allerede 350-400 rævegårde og en livlig handel med avlsdyr, der indtil var opdrætternes vigtigste indtægtskilde.
I 1932 lykkedes det endda at fremavle en mutation, hvor skindets sorte hår var erstattet med blågrå, så pelsen fremstod lysere. Da den skulle navngives, blev den opkaldt efter et metal, der var endnu mere værdifuldt end sølv: Platinræv. At dyrenes og skindenes navne gav direkte association til økonomisk værdi har tilsyneladende været med til at forføre både avlere og forbrugere.
Kort efter kunne de danske damebladene fortælle, at de to første platinræve var lanceret i København af baronesse Else Lerche, der i følge Erik Mortensen var kendt som den dame, der spenderede de største summer på tøj.
Her er en bolero i sølvræv fra J. Goldstein & Søns 1941 kollektion.
En velorganiseret branche
Stifterne lagde sig tæt op ad de canadiske opdrætteres vedtægter med det formål at hindre spekulation og sikre en velorganiseret branche med langsigtet vækst. Begrundelsen for at registrere og stambogføre alle ræve blev givet af statskonsulent Nordang:
Skal sølvrevavlen drives i større målestokk beregnet på salg af avlsdyr og spesielt når det regnes med eksport af avlsdyr til utlandet, bliver det snart en tvingende nødvendighet å ha dyrene merket og stambokført, så man kan påvise overfor kjøperne hvilke dyr, hvilke stammer og linjer man arbejder med. Er ikke dyrene merket, vil det være ganske umulig for en kjøper å holde sikker rede på hvilke dyr han har sett på og kjøpt, og bliver ikke dyrene stambokført, vil reveavlen komme til å fremby de rikeste felter for snyteri m.h.t. avstamnings-oplysninger o.l.
Kilder
Ewing, Elizabeth 1981: Fur in Dress. B.T. Batsford, London.
Fuchs, Victor R. 1957: The Economics of the Fur Industry. Columbia University Press, New York.
Mortensen, Erik “Magasin a la mode” i Hammerich, Paul (red.) 1993: Magasin på tværs i 125 år. Gyldendal, København.
Norges Sølvrevavlslag 1936: Norges Sølvrevavlslag 1926/1936. Jubilæumsskrift. Udgivet af A. Garnæs Boktrykkeri, Bergen.
Schweizerischer Pelz-Fachverband (red.) 1986: Menschen, Tiere, Pelze: Wissenertes über Nutzung, Schutz und Ökologie von Pelztieren. Schweizerischer Pelz-Fachverband. Bern.
Serter, Sam 1985: A Handbook of Fur Craftsmanship. Hutchinson, London.
Smith, Bruce W. 1981: Nature’s Jewels. A History of Mink Farming in the United States. National Board of Fur Farm Organisations.
