Da Eskild Hartwig og Karsten Philip i slutningen af 1950’erne lagde an til deres første transformation af J. Goldstein & Søn, var mode en vigtig del af strategien.
Hvor virksomhedens pelskåber tidligere havde været konservative og store i størrelsen, skulle de nu følge modens silhuet og dens fokus på detaljer.
Løsningen var i første omgang at opsøge ekspertisen udefra — i de eksklusive pelsforretninger og modehuse i Paris og Milano, hvor de kunne købe dessiner med licens til at producere dem indenfor bestemte geografiske områder.
I sit foredrag beskriver Karsten Philip deres rejser som en grel kontrast til dagligdagen:
Det var jo ikke lige den verden vi var uddannet i med råvarehandlernes små snavsede kontorer i London og auktionskøbets barske konkurrence. Her var grå velour på gulvene, forfinede vendeuser og salg af immaterielle ideer. Det var svært at forholde sig til, men det var livsnødvendigt for vores nye koncept.
Helt konkret købte de dessiner fra Revillon Frères og Mendel-Maggy Rouff i Paris. Mendel-Maggy Rouff var et veletableret samarbejde mellem en eksklusiv pelsvirksomhed – Mendel – og et modehus – Maggy Rouff. Revillon var Paris’ største og ældste pelsmodehus, hvis historie er fortalt andetsteds her på siden.
Der er ikke gemt nogen systematisk dokumentation af disse tidlige dessiner, men mon ikke vinterkollektionen fra 1959-60 hører til de første?
Fra 1960’erne ses firmaets dessiner i Pälsmodet, et lille magasin udgivet af Wasa Päls i Stockholm. Wasa Päls blev kunde hos Goldstein kort efter Leon Elkan blev firmaets repræsentant i Sverige. De flotte omslag er fra henholdsvis 1960, 1962 og 1968.
Herefter begyndte Goldstein et samarbejde med Margit og Erik Brandt. Det var helt i tråd med, at danske modedesignere vandt en international anerkendelse i 1960’erne, så det var ikke længere nødvendigt at søge ekspertisen udenfor landets grænser. Om det samarbejde fortæller Karsten Philip:
Der var liv og glade dage, når der blev lavet kollektioner. Hele huset flød med designs og skindbundter. Bølgerne gik højt, når Erik Brandt rullede sig ud og skulle dæmpes ned i de lavere luftlag, hvor varerne også kunne sælges. Margit Brandt kunne ikke får pasformen stram nok. Men her satte vores dygtige modeltilskærer sin hæl ned, for pasformen skulle jo ikke kun kunne bruges af bittesmå mannequiner a la Twiggy, men kunne sælges til normalt skabte kvinder.
De eneste billeder, der er bevaret, er snapshots fra en messe i 1969. Man kan ikke se så meget af modellerne, men det er tydeligt at Goldstein havde nærmet sig moden ikke bare i produktet, men også i standens indretning og personalets leg med iscenesættelsen.
Goldstein fortsatte med at anvende designydelser fra danske modedesignere.
I 1979 lavede Birthe Steenberg en kollektion med et dansk koncept til “Vimmelskaftet 43.” Den var fremstillet af nordiske lysegrå fåreskind, og designeren fandt inspiration i museernes folkedragter til forstof og sølvknapper.
Kollektionen talte lige ind i det, som Karsten Philip så som sin udfordring på den tid – at lave en moderne “folkepels” som kunne erstatte den gamle luksuspels, der var associeret med statusforbrug.
I 1980’erne bidrog Lennart Raaholt med skarpe dessiner til overtøj, hvor den eneste synlige pels var kraven.
