I 1978 ekspanderede butikken ved at overtage lejemålet ved siden af. Det var et travlt år med ombygning i forsommeren, genåbning i juli og Premiere-show i oktober.

Det var også det år, aviserne fik øje på ”Vimmelskaftet 43.” Berlingske Tidende bragte en spændende artikel med overskriften ”Folkepelsen i moderne snit.”

Ombygningsudsalget annonceredes i slutningen af april i Berlingske Tidende, Politiken og B.T.

“Vimmelskaftet 43”

 

Strøgets store specialforretning i skind, rulam og pels

 

udvider!

 

Murene skal falde i midten af maj, det støver, så butikken skal være tom – derfor holder vi

 

ombygningsudsalg

Den 17. maj kom der yderlige nedsættelser i de sidste fire dage, inden ombygningen begyndte.

Relancering

“Vimmelskaftet 43” genåbnede i slutningen af juli, og reklamerne viser, at det også var en relancering. Der er gemt kontaktprint med negativ af en reklame, der fyldte højden af en avisside.

Forpremiere! Forsalg!

Forretningen åbnede i februar 1976, blev ombygget og udvide i maj/juni 1978 og er nu et stort prisvenligt alternativ på Strøget – ikke til at komme udenom – når De skal anskaffe nyt overtøj af SKIND, RULAM eller PELS.

 

Med et helt nyt varelager holder vi naturligvis ikke udsalg, men vi indbyder Dem til en FORPREMIERE på vores første kollektion i den udvidede forretning.

 

På en del nye lækre varer, vi har indkøbt over hele Europa i løbet af foråret, som nu er hjemkommet, og på vor egen specialfremstillede kollektion til vinterens store mode RULAM og PELS, tilbydes nu

 

FORPREMIERE RABAT -5% 10% 15%

Premiere-show

I oktober fulgte så et Premiere-show, der præsenterede sæsonens nye kollektioner. Der blev afholdt to opvisninger hver dag i en uge med Karsten Philip som konferencier.

På invitationen ses den nye – strammere – udgave af det grønne logo med diagonalstriber.

Fra Premiere-showet er der blandt andet gemt en dobbeltsidet reklame fra modemagasinerne og en bladtegners muntre illustration. Dog ingen oplysninger om, hvor de er trykt.

Medieomtale

Relanceringen gav “Vimmelskaftet 43” et gennembrud i medieomtale. Berlingske Tidende bragte en hel artikel om butikken, der blev beskrevet som “ny.” Der var også notitser i Frederiksborg Amtsavis, Helsingør Dagblad samt ugebladet Dansk Familieblad.

Det kan snart blive koldt

Frederiksborg Amts Avis 24. september 1978

Det kan snart blive koldt. Til ekstra værn mod kulden skal man i år have en vest, der enten bæres under jakken eller udenpå som her hos modellen til venstre. Den tætkrøllede pelsjakke er ægte pyrenæerlam og den løse vest er i lys camel poplin. Jakken til højre er en vendepjækkert også i snehvid pyrenæerlam og poplin i lys camelfarve. Begge frakker er fra buntmager Karsten Philip, der har åbnet en ny specialforretning i skind, rulam og pels “Vimmelskaftet 43” i København.

Varm til Vinter

Dansk Familieblad oktober 1978

Nu skal der snart skrives ønskesedler. – Og ved indgangen til en mørk, kold vinter er det måske ikke mærkeligt, hvis ønsket er en lækker pels.

 

Dette tidligere så luksuriøse overstykke fås i dag til meget rimelige priser i smarte modeller, og pelsfirmaet “Vimmelskaftet 43” ved Karsten Philip viste ved opvisningen forleden en masse overkommelige julegaveideer.

Strøget i København har fået en ny pelsforretning

Helsingør Dagblad 3. oktober 1978

Strøget i København har fået en ny pelsforretning med navnet “Vimmelskaftet 43”, hvoraf adressen også kan udledes. Her er et af butikkens forslag til en beskeden gave til en pelsglad m/k.

Folkepelsen i moderne snit

Berlingske Tidende 4. oktober 1978

Fordi en pels er til at købe for penge behøver den ikke være kedelig.

 

Det er filosofien bag Strøgets nye specialbutik i pelse “Vimmelskaftet 43”, siger direktør Karsten Philip. Hans kodeord er anvendelighed.

 

“Som buntmager vil man helst arbejde med det smukkeste, men man vil også gerne arbejde realistisk. Hvad nytter det, at kunderne står udenfor vinduet og slår hænderne sammen ved synet af det fornemme pelsværk. De skal have råd til at købe det.

 

Det er med pelse som med diamanter. Lægmanden kan ikke se nuancerne, og den fineste breitschwantz er jo den mindst holdbare. Hvad er så kvalitet?” siger Karsten Philip.

 

Hans butik sælger en breitschwantz til 15000 kr. men ellers er prisniveauet 2400-8000 kr. 2400 for gotlandslammet, 6600 for den franske ulv.

 

Hvad med en uldkofte med strikærmer, eller et pyrenæerlam lige til at vende retten ud af, og også er det en poplin pjækkert.

 

Der er bløde rulamsvindjakker for de unge og stilige persianere for de modne.

 

Karsten Philip siger ubeskedent, at han er fin til at støve kvalitet og mode op til menneskepenge i det store udland. Han importerer fra Paris, London og Vesttyskland. Men halvdelen laver hans seks buntmagere på fjerdesalen. Og så bliver ulven straks over 2000 kr. billigere. Det har noget med praktisk tilrettelæggelse af arbejdsprocessen at gøre, siger han.

På billederne ses blandt andet en rulamsfrakke med modens ny flagermusærmer (til 3450 kr) og en vendepjækkert med kineserflip, der kan trækkes helt sammen i halsen (til 3250 kr).

Slut

Som sædvanlig sluttede sæsonen med julegavetilbud i december: “Boa i ulv og ræv fra 150,- kr.” – samme produkt, billede og pris (!) som to år tidligere.

Herefter, annoncer for udsalget i januar 1979.