I scrapbogen findes et par snapshots af “Vimmelskaftet 43” fra 1977. På gaden ses den længst til venstre ved siden af butikken “Modeknapper” og gitterporten til J. Goldstein & Søn.
Bemærk, hvordan tallene 43 stod ud fra facaden i en halvfed typografi, der minder om, at på den tid var ballonbogstaver trendy, og Hello Kitty var et superfænomen og symbol på alt det, der i dag kaldes cute.

I modemagasinet EVA blev forretningen helt enkelt omtalt som “Butik 43”. At Karsten Philip valgte et så neutralt navn indikerer en bevidst distance fra de andre buntmagere, hvis forretninger typisk havde et familienavn – ejerens eller grundlæggerens.
I interiøret ses en næsten rå præsentation af varerne, opdelt efter mærker og materialer. Den eneste dekoration er den grønne signaturfarve og diagonalstriberne. Billedernes kvalitet er ikke så god, så det er svært at vurdere hvordan belysningen virkede i rummet.


Butikken præsenterede sig som:
Strøgets store specialforretning i nappa, ruskind, rulam og pels
Den reklamerede i Berlingske Tidende og Politiken samt omegnsblade og lokalaviser som Vestegnen, Søllerød Tidende, Villabyerne og Lokalbladet. Strategien var tydeligvis at blive kendt i hele Storkøbenhavn.
Bemærk, at der var reklamer til konfirmander (og deres forældre) i marts og april. De kunne potentielt både nå ud en ny målgruppe og sætte gang i salget i lavsæsonen.
Er andendagstøj stadig et fænomen? Da jeg blev konfirmeret i 1979, var det beløb jeg fik til andendagstøj – så vidt jeg husker – det største, jeg nogensinde havde købt tøj for.
marts-april 1977





august 1977

december 1977

Drøm og virkelighed
I 1977 var der omtale af “Vimmelskaftet 43” i efterårsnummeret af EVA, der dengang vist udkom fire gange årligt. Reportagen var skrevet af den legendariske modeskribent Lise Lotte Wiingaard, men må siges at være temmelig nøgtern:
Drøm og virkelighed:
Det er efterårets pels- og skindtøj
Nu er tiden ved at være inde til at planlægge hvad vi vil gå med, når kulden kommer. Dels er udvalget i forretningerne størst lige nu, og dels er pelse og skindtøj jo en hel investering, som man lige så godt kan have glæde af fra den første kolde dag.
Billedtekst:
Rulam er noget, som passer til vores klima, og som samtidig er solidt og overkommeligt i pris. Fra Butik 43 en dejlig lang frakke til ca. 1785 kr.

Måske var Karsten Philip inspireret af EVA-reportagens eneste stemningsbetonede linje, da han komponerede annoncen for udsalget i januar 1978:
Gør drøm til virkelighed på Strøgets store pelsudsalg

