Den 30. september 1943 solgte revisor Eske Hansen som Nathan Philips værge, J. Goldstein & Søn til firmaets førstemand O. Storm-Nielsen. Det var gjort for ikke at miste firmaet, hvis den tyske besættelsesmagt fulgte op på den planlagte jødeaktion d. 1.-2. oktober med beslaglæggelse af jødisk ejendom.
At sådan en beslaglæggelse ikke kom til at ske, var der ingen, der kunne vide på det tidspunkt. Det skyldtes, at den danske stat hurtigt tog ansvar for de boliger, forretninger og værdier, som jøderne efterlod, da de flygtede til Sverige. Ifølge historikeren Hans Kirchhoff afgav den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best løfte om, at man ikke ville røre jødernes formuer og ejendele. Hans mål var på den ene side, at gennemføre en jødeaktion, som Berlin ønskede, og på den anden side, at bevare samarbejdet med de danske myndigheder og undgå ballade.
Ikke desto mindre fulgte lederen af Rüstungsstab Dänemark, Walter Forstmann op på Werner Bests erklæring den 5. oktober om, at Danmark var renset for jøder, ved den 8. oktober at rapportere, at der ikke længere fandtes jødiske virksomheder i Danmark.
Salgskontrakten

1943-salgskontrakt-afskrift-hotel-reisen (PDF)
Salgskontrakten var udarbejdet af højesteretssagfører Gorrissen. Den indeholder alle de punkter man kunne forvente af en “rigtig” salgskontrakt, og det var naturligvis også intentionen.
Den eneste bevarede version er en afskrift med nogle forkortelser, foretaget på en svensk skrivemaskine på brevpapir fra Hotel Reisen på Skeppsbron i Stockholm. Her boede Nathan Philip og hans familie en tid i efteråret 1943. Han brugte også hotellets brevpapir til en liste over sine danske aktier, som det nu så ud til, at han alligevel ville beholde.
1943 Hotell Reisen håndskreven note (PDF)
Undertegnede Eske Hansen som Generalbefuldmægtiget for Grosserer Nathan Philip sælger og overdrager herved til Prokurist O. Storm-Nielsen det af nævnte Grosserer Nathan Philip hidtil under navnet J. Goldstein & Søn, Kongens Nytorv 8, København K. drevne firma, der driver Fabrikation og Handel med Pelse, Kaaber, Muffer, Kraver, Huer og Hatte. Overdragelsen omfatter alle Firmaets Aktiver og Passiver intet undtaget og er i øvrigt sket på følgende Betingelser:
1. Overtagelsen har fundet Sted.
2. Handelen er sket paa basis af Firmaets Status pr. 1. Januar 1943 dog med de Undtagelser og Ændringer, som fremgaar af nedenstaaende Opstilling. […] Forskellen mellem Aktiver og Passiver udgør saaledes 1.026.428,97 kr, hvilket udgør Købesummen, der afgøres saaledes. Den 2/1 1944 betales 100.000, 1/4 1944 betales 100.000 og derefter 11/12 1944 100.000 og fremdeles hver 11/6 og 11/12 100.000 Kr indtil hele Gælden er betalt. Den til enhver Tid skyldige Sum forrentes fra 1/1 1943 med 6% p.a.
O. Storm-Nielsen betaler indtil videre efter Eske Hansens anvisninger de til Grosserer Nathan Philip kommende Regninger etc. hvilke Beløb (Udlæg) senere bringes til Modregning i de Betalinger O. Storm-Nielsen har til Sælgeren i Form af Renter og Afdrag, men Herr Nathan Philips private Gæld er i øvrigt Køberen uvedkommende.
Sælgeren forpligter sig til at medvirke til, at Firmanavnet J. Goldstein & Søn kan benyttes af O. Storm-Nielsen enten alene eller i Forbindelse med O. Storm-Nielsen som f. Eks. J.G.& S. ved OSN. eller OSN. forhenværende J.G.& S. eller OSN., J.G.&S. Efterfølger.
3. Saalænge nogen Del af Kapitalen (Købesummen) henstaar ubetalt, udfører Revisor Eske Hansen Firmaets Revision for et Honorar på Kr. 6000 aarlig. Eske Hansen har som Revisor Adgang til Firmaets samtlige Bøger og Bilag, Korrespondance etc.
4. Saalænge nogen Del af Købesummen henstaar ubetalt maa O. Storm-Nielsen ikke under nogen Form indgaa paa nogen som helst Art af Kaution uden Eske Hansens skriftlige Tilladelse, hvorhos Eske Hansen i Spørgsmaal om Køb og Salg af Varer i Forretningen i alle Tilfælde skal raadspørges, og Eske Hansen har i saadanne Spørgsmaal Forretningen vedrørende absolut Vetoret.
5. Skulde Køberen maaske senere faa Brug for en Bankredit, skal Sælgeren være villig til at træde tilbage med sit eventuelle Resttilgodehavende til Fordel for en Kassekredit på indtil 500.000 Kroner.
6. Saalænge nogen Del af Købesummen maatte henstaa ubetalt maa Køberen ingensinde hæve udover 50.000 Kr. aarlig foruden Beløb til ordinære og extraordinære Skatter til Stat eller Kommune.
7. Det Beløb, Grosserer Nathan Philip indtil 1. Oktober 1943 (ca. 125.000 Kr.) maatte have hævet som Privatforbrug, skal krediteret ham som Gage for at have drevet Firmaet i Tiden 1/1 – 30/9 1943.
8. Alle med denne Handel forbundne Omkostninger herunder Salær saavel til Køberens som Sælgerens Sagfører bæres af Køberen alene.
9. Køberen overtager og indtræder i alle Firmaet J. Goldstein & Søns Rettigheder og Forpligtelser af hvad Art nævnes kan – f. Eks. Aftaler og Kontrakter med Personale, Rejsende etc. Etc. Overtager alle Pensioner etc. Specielt bemærkes at Frøken Olga Jessen har Aftale om et aarlig Gage paa Kr. 12.000 og er uopsigelig i 5 Aar, hvorefter hun i Tilfælde af Fratrædelse har Krav paa en aarlig Pension paa Kr. 6000.
Det var en salgskontrakt, der gjorde Storm-Nielsen til ejer af firmaet, uden at han betalte indskud, og med årlige afdrag, der kunne dækkes af det projicerede overskud.
Tillægsdokumentet
I tilslutning til salgskontrakten var der udarbejdet en overenskomst, der klargjorde Storm-Nielsens midlertidige position.
1943 Storm-Nielsen Eske Hansen overenskomst (PDF)
Jeg Storm-Nielsen er enig i, at den samtidig hermed indgaaede Overenskomst er truffet for om muligt at redde Firmaet I Goldstein & Søn for Grosserer Nathan Philip, der paa Grund af Forholdene har maattet opgive at videreføre Firmaet.
Jeg erklærer mig derfor villig til, hvis Hr Philip inden 5 Aar fra Dato maatte vende tilbage og ønsker det, paany at overdrage Firmaet til ham efter de samme Retningslinier, efter hvilke jeg har overtaget det.
Herefter fulgte bemærkninger om de reserver, der fandtes i firmaet, og hvordan de skulle fordeles under forskellige omstændigheder, og afslutningsvis denne sætning:
Eventuelle Tvivlsspørgsmål vedrørende Genoverdragelsen til Hr. Philip skal ikke afgøres af Domstolene, men ved Voldgift.
Litteratur
Hans Kirchhoff 2013: Holocaust i Danmark. Odense, Syddansk Universitetsforlag; University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences vol. 464.
