Nathan Philip døde pludseligt i sit hjem d. 25. juli 1951. I denne blogpost har jeg samlet nogle af de meddelelser og mindeord, der blev sagt og skrevet i de følgende dage.
Laugstidende, August 1951
Dødsfald.
I en alder af kun 68 år døde grosserer Nathan Philip den 25. juli af et hjerteslag.
Grosserer Philip begyndte som 15-årig lærling i firmaet I. Goldstein & Søn. Efter sin læretid forblev han i firmaet som medarbejder, og på grund af den dygtighed, han allerede i de unge år udviste, blev han hurtigt forfremmet til disponent. Denne stilling havde han, da den daværende indehaver, Jacob Goldstein, døde i 1911, hvorefter Nathan Philip sammen med Goldsteins søn, Moritz Goldstein, indgik i ledelsen af firmaet, således at Nathan Philip overtog pelsvareafdelingen, medens Moritz Goldstein ledede hatte- og kasketafdelingen.
I 1933 døde Moritz Goldstein, og grosserer Philip overtog derefter ledelsen af hele firmaet, som han med undtagelse af de år, han under krigen tilbragte i Sverige, har overvåget personligt til sin død.
Nathan Philip var en af branchens mest kendte personligheder såvel her i landet som overalt i pelskredse i udlandet. Han var kendt og respekteret som en dygtig og retlinet forretningsmand, der forstod at skabe respekt om det arbejde, han udførte.
Nathan Philip var gennem hele sit liv levende interesseret i branchen og alle dens forhold i ind- og udland. Herhjemme gav dette sig synligt udslag ved Nathan Philips medvirken til stiftelsen af Foreningen af Danske Fabrikanter og Grossister i Pelsvarebranchen i 1930, og han var i mere end 10 år foreningens formand.
Til det sidste interesserede Nathan Philip sig for foreningens anliggender og tog personligt øvrigt del i alle dens problemer.
Med Nathan Philip har den danske pelsvarebranche mistet en af sine store mænd, og det er et dybt og smerteligt tab for firmaet I. Goldstein & Søn, såvel som utallige venner i ind- og udland inden for branchen dybt vil beklage hans bortgang.
Nathan Philip efterlader sig hustru og 3 sønner, hvoraf den ene, Karsten Philip, indtrådte i firmaet for 2 år siden.
Med dybeste respekt for Nathan Philips arbejde og indsats inden for vor forening og hele pelsbranchen udtaler vi et: Æret være hans minde.
(P.T.L.)
Gudrun Philips tale til J. Goldstein & Søns medarbejdere
2. 8. 1951
Jeg har bedt Dem alle komme til stede her i dag – først og fremmest fordi jeg, selv om jeg nok har hilst på de fleste af Dem i mandags, så alligevel gerne vil benytte lejligheden til at mindes min mand her blandt hans personale og i den virksomhed, som havde så stor en del af hans hjerte, og hvor han følte sig så lykkelig.
Senest i mandags, da han kom hjem fra kontoret, sagde han til mig, at han var glad over, at alle nu igen var samlede heroppe, og han udtalte som så ofte før håbet om at måtte kunne arbejde til den sidste dag, han lovede – han fik sit ønske opfyldt, selv om ingen af os havde troet, at hans sidste dag skulle komme så snart. Netop i sommer syntes jeg, at han var raskere, end han havde været i lange tider; men jeg prøver at glæde mig over, at han fik så let en død, selv om jeg ved, at også han gerne havde virket her et stykke tid endnu og set sin søn udvikles og lære sit arbejde i alle faser, så han engang kunne overtage virksomheden.
Det skulle nu ikke være sådan, og i dag står jeg her for at takke Dem alle på hans vegne for godt og trofast arbejde for de flestes vedkommende gennem mange år. Samtidig vil jeg bede Dem alle, om De i fremtiden vil vedblive at støtte og hjælpe mig til at videreføre forretningen, som, jeg håber, Karsten engang i fremtiden vil kunne overtage. Herr Hartwig har lovet mig, at han vil lede forretningen i min mands ånd, og indtræder fra i dag i denne stilling; og frøken Jessen, som jo allerede i mange år har haft prokura, er os jo en stor støtte med sit næsten 45-årige kendskab til min mand og forretningen her; ligesom vi må være glade for, at vi har revisor Eske Hansen, som ved sin kyndige bistand også i 40 år har været min mand til uvurderlig hjælp – i det hele taget er det jo kun på basis af de mangeårige loyale og dygtige hjælpere, som vi har i alle afdelinger, at vi mener, at al ting kan gå videre heroppe på samme måde som hidtil, og jeg håber og tror, at De alle vil støtte og hjælpe herr Hartwig og mig i vore bestræbelser for at føre virksomheden videre, så både De selv og vi andre kan få gavn af det i årene fremover.

Som reaktion på meddelelsen om Nathan Philips død modtog firmaet og den nye ledelse over hundrede kondolencebreve. De giver et øjebliksbillede af J. Goldstein & Søns netværk i ind- og udland.


