Et af punkterne i Nathan Philips forhandling med Storm-Nielsen om genskabelsen af firmaet, viste hans intention om at anvende firmaets ressourcer til at hjælpe de hjemvendte flygtninge.
Det pointeres udtrykkeligt at N. P. forbeholder sig Ret til at genantage det i 1943 til Sverige paa Grund af Forholdene dengang emigrerede Personale ligesom N.P. om han maatte ønske det forbeholder sig gennem Firmaet at yde passende Pensioner og Vederlag til saadanne Personer, der maatte have været til Støtte for Forretningen.
Det blev hurtigt aktuelt for Nathan Philip at benytte sit handlerum til at genansætte de hjemvendte flygtninge. Enkelte tidligere medarbejdere besluttede at blive i Sverige, hvor de havde fundet nyt arbejde. Det gjaldt for eksempel Magnus Cohn, som havde været rejsende for Goldstein fra 1937 til 1943, og som nu var ansat på Tranås Skindberederi. Men flertallet søgte tilbage til Danmark.
En af dem var Henning Metz, der dog ikke ønskede at vende tilbage til sin tidligere stilling og luftede muligheden for nye opgaver i et brev til Nathan Philip, skrevet den 21. maj 1945 på det danske gesandtskabs flygtningekontor i Malmø.
1945 Brev fra Henning Metz til Nathan Philip (PDF)
Inden De vender hjem til København, hvilket jo for mit vedkommende varer et Stykke Tid endnu, tillader jeg mig at henvende et par ord til Dem.
Jeg gaar ud fra, at jeg stadig er ansat i Deres Firma, da der jo ingen Opsigelse er til Stede fra nogen af Parterne. Jeg haaber, at Forholdene ved vor Hjemkomst vil være af en saadan Art, at det af Deres gamle Personale, der maatte ønske det, kan vende tilbage til Firmaet.
Mine egne Fremtidsplaner svæver for øjeblikket i det uvisse. Forinden jeg er tilbage i København, er det meget svært, for ikke at sige umuligt at bestemme noget som helst. Dog tror jeg ikke, at den Stilling, som jeg hidtil har haft inden for Firmaet, nemlig som Rejsende i Provinsen ligger udpræget for min Natur.
Den korte Tid, som jeg havde været ude i, kan vel ikke sættes som Normen for en Rejsendes kvalifikationer, idet det på det Tidspunkt ikke var nogen Kunst at komme af med Varerne, tværtimod var det som Regel en større Kunst at lade være dermed. Men af de Erfaringer, jeg høstede i den Tid, tror jeg at kunne sige, at en Handelsrejsendes Liv ikke ligger alt for godt for mig. Derimod vilde jeg tro, at jeg som Repræsentant i København nok vilde kunne gøre en Indsats; eller paa Lageret enten i den ene eller den anden af Deres Afdelinger.
Efter min Kontortid her i Sverige har jeg vundet Erfaringer paa andre Omraader, der maaske ogsaa kan komme mig til gode ved fremtidig Arbejde.Jeg forstaar, at dette Problem naturligvis ikke kan løses, forinden De i København er kommet paa det rene med, hvorledes Organiseringen af Firmaet vil være i Fremtiden. Jeg haaber dog, at De naar Tiden er inde vil tage tilbørligt Hensyn til mig, der har været ansat hos Dem i over 12 Aar.
En anden af de hjemvendte var Eskild Hartwig (1919-1989), der var begyndt som handelslærling i 1935 og tidligt havde gjort sig positivt bemærket. I begyndelsen af 1943 var Eskild Hartwig med sine søskende flygtet til Sverige, hvor han blev medlem af Den Danske Brigade. Da han vendte tilbage til J. Goldstein & Søn i 1945, fik han den ledige stilling efter O. Storm-Nielsen som pelsafdelingens førstemand. Ved Nathan Philips død i 1951 overtog Eskild Hartwig ledelsen og videreførte på længere sigt firmaet sammen med Karsten Philip.
Nathan Philip fandt også plads til hjemvendte, der ikke tidligere havde været ansat i firmaet. Én af dem Alfred Sander var, som i 1950’erne fik ansvar for at genopbygge den forsømte herrehatteafdeling, og som i 1980’erne samlede virksomhedens arkiv.
En anden var den 19-årige Finn Birger Christensen, der i sin erindringsbog fra 2001 har fortalt om, hvor svært det var at vende hjem fra Sverige med sin mor og opdage, at hans ikke-jødiske far, der var blevet i København, var begyndt at leve sammen med en anden kvinde. På det tidspunkt gav han sin far skylden for forældrenes skilsmisse og nægtede at fortsætte i hans forretning. Han fik job på J. Goldstein & Søns skindlager, og i 1948 benyttede han firmaets kontakter til at komme til London og senere USA. I 1950 forsonede han sig med sin far og vendte hjem for at hjælpe ham og på sigt overtage pelsforretningen i Østergade.
