Da Nathan Philip kom tilbage til København den 6. maj 1945 umiddelbart efter den tyske kapitulation, blev han mødt af Storm-Nielsen, som havde fået overdraget J. Goldstein & Søn i 1943 og som nu krævede en stor belønning for at have bragt firmaet helskindet gennem krigen. Det vakte bitterhed hos Nathan Philip, og for første gang overvejede han for alvor at gøre Sverige til sit fremtidige hjemsted. Allerede samme måned tog han et skridt, der ville gøre det muligt at genskabe J. Goldstein & Søn på den anden side af Øresund ved at stifte aktiebolaget I. Goldstein & Søn i Malmø.

Konflikten med Storm-Nielsen endte med, at Nathan Philip tilbagekøbte firmaet og genskabte J. Goldstein & Søn i sommeren 1945. Derfor havde han ikke umiddelbart brug for sit svenske aktieselskab, og i de første efterkrigsår var aktivitetsniveauet lavt. Aktieselskabet overtog Carl Wittrup-Rasmussens agentur og blev drevet af Carl og Asta Wittrup-Rasmussen fra samme adresse som tidligere.

Den næste fase begyndte i 1952 efter Nathan Philips og Jacob Ettlingers død, da den nye ledelse i København fik øjnene op for mulighederne på det svenske marked efter genopretningen af den internationale handel. J. Goldstein & Søn etablerede sig først som en regional leverandør og fra 1958 som en landsdækkende leverandør med flere kunder i Stockholm, hvoraf den største var Wasa Päls. I 1960’erne og 1970’erne havde J. Goldstein & Søn en stabil tilstedeværelse på det svenske marked under ledelse af salgschef Leon Elkan.

Stiftelse af I. Goldstein & Søn AB

Den 26. maj var Nathan Philip tilbage i Malmø, hvor han med advokat Herman Övdens assistance stiftede Aktiebolaget I. Goldstein och Sön. Af dokumentet Stiftelsesurkund fremgår følgende:

Bolagets versamhet skall hava till ändamål att efter övertagende av Carl Wittrup-Rasmussens pälsvaruhandel idka handels- osh fabriksrörelse ävensom annen dermed förenlig verksamhet.

 

Bolagets styrelse skall hava sitt säte i Malmö.

 

Bolagets styrelse skall have to ledamöter.

Det juridiske dokument er bevidnet og stemplet af Länstyrelsen d. 31. maj 1945.

1945 Stiftelsesurkund AB I Goldstein & Søn (PDF)

Den 6. juni deltog alle aktietegnere i et møde, hvor de skrev under for deres indbetaling. Det fremgår ikke, om Nathan Philip selv var tilstede ved mødet, for så længe han ikke var svensk statsborger kunne han hverken kunne stå som aktieejer eller bestyrelsesmedlem.

Aktiekapital: 5000 kr.

 

4500 kr grosserer Jacob Ettlinger, Stockholm (for Nathan Philip)

100 kr Advokat Gunnar Behm, Malmø

100 kr advokat Bo Pfannenstill, Malmø

100 kr Kamreren Enock Andersson, Malmø

100 kr Kassererske Olga Andersson, Malmø

 

Styrelsesledamöter: Jacob Ettlinger og Friedrich Salamon Hollander. Revisor: lektor Axel Andrén.

I senere brev 23. august 1952 bekræftede Jacob Ettlinger, at firmaet var etableret for at give Nathan Philip mulighed for at drive forretning i Sverige, hvis det efter krigen skulle være umuligt for ham at fortsætte sin virksomhed i København, eller at fungere som udgangspunkt for udvidede forretninger i Sverige på et senere tidspunkt.

1951 Jacob Ettlinger brev (PDF)

Den 14. juni 1945 blev der holdt protokolmøde med alle tilstedeværende stemmer. Samme dato påbegyndtes regnskabet i den lyseblå Handbok och Dakbok, der blev ført af Asta Wittrup-Rasmussen.

Den 26. oktober 1945 registreres firmaet af Kungl. Patent- och Registreringsverket.

1945 Kungl patent- och registreringsverket (PDF)

Firmaet havde adresse i Carl og Asta Wittrup-Rasmussens lejlighed i Östra Tullgatan 5, 1ste våning. Det var en rummelig lejlighed i det område, der er kendt som Frihamnen med plads til både et kontor og et lagerrum på 6,5 m2.

Fortsættelsen

I aktieselskabets første år havde det et meget stilfærdigt regnskab, hvor de eneste bevægelser var betaling af renter og afgifter. Til årsregnskabet for 1945-46 tilføjede revisoren denne bemærkning:

Bolaget har i avvakten på bättre inköpsmöjligheter inom pelshandeln, ännu ej igångsat sin verksamhet. Avsikten är at upptaga verksamheten så snart de internationale affärsforbindelserna kunne efter krigsslutet återknytas.

En lignende bemærkning i regnskabet for 1948:

Bolaget har ännu ej igångsatt någon verksamhet, enär det icke varit möjligt att genom import framskaffe erforderlige råvaror.

Der var udskiftninger i bestyrelsen, idet Joseph Ettlinger erstattede Fritz Hollander i 1950, og Asta Wittrup-Rasmussen erstattede Jacob Ettlinger efter hans død i maj 1952. I følge overenskomst blev aktierne fra Jacob Ettlingers dødsbo overladt til Gudrun Philip. Det var forskellige revisorer, der udarbejdede hvert årsregnskab.

I 1952 havde firmaet ifølge kundelisten kun seks kunder, men herefter kom der gang i aktiviteterne. Revisoren tilføjede følgende til 1952-regnskabet:

Rörelsen har endast bedrivits i december måned.

Det var med andre ord den nye ledelse i København, bestående af Eskild Hartwig og Gudrun Philip, hjulpet på vej af bureaukratiet efter Jacob Ettlingers død, fik øjnene op for mulighederne på det svenske marked, nu hvor hvor privatforbruget var voksende og den internationale forsyningssituation ikke længere var præget af krigsøkonomiens knaphed.

1952 Overførsel af aktier til Gudrun Philip fra Jacob Ettlingers dødsbo (PDF)

1952 AB Goldstein protokoll (PDF)

1952 AB Goldstein brev fra Herman Övden (PDF)

1952 AB Goldstein lageropgørelse (PDF)

Ekspansion på det svenske marked

I de følgende år øgedes værdien af salget fra 28.000 kr. i 1953 til 80.000 kr. i 1957, hvor firmaet havde 30 kunder, koncentreret i Skåne, Halland og Blekinge med enkelte i Gøteborg. I samme periode angives, at to personer har (gennemsnitligt) været ansat til en samlet løn, der stiger fra 10.000 kr i 1953 til 20.000 i 1957. De to handelsrejsende var Bent Bograd og Leon Elkan.

Det store skift skete i 1958, hvor J. Goldstein & Søn ekspanderede fra en position som regional leverandør til landsdækkende leverandør. Firmaet fik nu kunder i hele landet, inklusive i byer, der bestemt ikke var centrale som Umeå (Frisén), Udevalla (Wienerpälsen) og Visby (Gotlands Körsnären). Men det vigtigste var nok, at der for første gang var en håndfuld kunder i Stockholm – Wasa Päls, Bergstrøm, AB Pälsen og Ericsson. Antallet af kunder var nu over 40, men det var ikke særligt stabilt. Så vidt jeg kan se, faldt dette skift sammen med, at Leon Elkan fik hovedansvaret for salg i Sverige og delvist flyttede til Sverige.

I 1964 blev aktiekapitalen udvidet fra 5000 kr. til 25.000 kr. og Fröken Anna Hollki, der var ansat som kontorpersonale, blev udset som styrelsessuppleant. Efter et par år, hvor der var fokus på at tiltrække nye kunder, kom der fra 1967 en mere strategisk satsning på store kunder. Enkelte af de svenske kunder – som Wasa Päls i Stockholm – var meget store. Fra 1966 til 1976 blev værdien af salget i gennemsnit opgjort til 750.000 kr. Firmaet havde mellem 20 og 40 kunder.

Det blev fortsat drevet fra Asta Wittrup-Rasmussens lejlighed i Östra Tullgatan 5 i Malmø. 1966 er det sidste år, hun underskrev årsregnskabet. Fra 1967 var det Anna Hollki, der overtog ledelsen sammen med lejligheden. Hun fortsatte til i hvert fald 1977, da hun var 77 år gammel.

I 1978 blev værdien af salget opgjort til 3 mill. kr., og antallet af kunder var steget til 60. I 1980 var firmaets adresse flyttet til Holmgatan 4, der lå i forbindelse med Leon Elkans lejlighed i Malmø. Samme år øgedes aktiekapitalen med 25.000 kr. til 50.000 kr. gennem overførsel af disponible overskudsmidler. I 1983 bestod bestyrelsen bestod af forperson Elna Ingegerd Nilsson, Trollenäsgatan 21, Malmø og suppleant Joseph Ettlinger Östermalmsgatan 7, Stockholm. Det er anført, at firmaet også kunne tegnes af Leon Elkan, Eskild Hartwig og Karsten Philip.