Historien om firmaet J. Goldstein & Søn begynder i Nakskov i 1854, da Jacob Goldstein flyttede til byen.
Jacob Ephraim Goldstein var født i 1830 i Danzig i Preussen og kom sandsynligvis til Danmark med sin ældre bror Josef Ephraim Goldstein, der blev blikkenslager i Svendborg. Det er muligt, at han flyttede til Nakskov lidt tidligere end 1854, men efter 1850, da han ikke optræder i dette års folketællingslister.
For at drive virksomhed i en dansk købstad måtte Jacob Goldstein løse borgerbrev mod betaling. Desuden måtte han som jøde, født udenfor kongeriget, søge kongeligt lejdebrev, som gav opholdstilladelse. For at få det måtte han opvise en formue, svarende til hans intention om at blive håndværksmester og handelsmand. Den 11. oktober 1854 blev han beskikket som hatte- og buntmager i Nakskov.
En måned tidligere – 14. september – havde han holdt bryllup med Rose Lublin, født i 1823 som datter i en købmandsfamilie i Nykøbing Falster. Rose Lublins forældre var født udenfor Danmark – i Polen og på Femern – og begge døde i årene umiddelbart inden hun giftede sig.
Vi kan antage, at Rose ikke bare var faldet for den unge flotte tilrejsende, men også at hun forstod hans ambition om at skabe en forretning baseret på forbindelsen over Østersøen og var hans partner i projektet. Hun har været i stand til at styre hus og forretning i de hyppige perioder han var bortrejst. Det er tænkeligt, at hendes arv indgik i forretningens tilladelser og startkapital.
I midten af 1800-tallet var Danmark et fattigt og relativt isoleret land. Gennem migrationsnetværk og håndværkerlav var landets spæde industri tilkoblet den langt mere dynamiske udvikling syd for Østersøen. Det var Holsten – og ikke København – der var centrum for erhvervsudviklingen.
Selvom Jacob Goldstein i 1854 næppe kunne forestille sig, hvordan hans forretning ville udvikle sig, må han have set Nakskov som en ideel indgangsport til Danmark og Skandinavien. Byen havde endda en ny havn med dampskibsforbindelse til Kiel og København.
Familien Goldstein
Ved folketællingen i 1860 boede Jacob og Rose Goldstein i Søndergade med to små drenge. Med til husholdningen hørte også Jacobs søster Johanne, født i 1929 i Danzig, og en 22-årig buntmagersvend fra Baden ved navn Ernst Seger.
På dette tidspunkt havde Jacob og Rose også mistet to små drenge, der er ligger på den jødiske begravelsesplads i Nakskov: Elias, der døde fire måneder gammel i maj 1858, og Ferdinand, der døde to uger gammel i december 1859.
Deres overlevende børn var: Edvard, født den 30. juli 1855, Isidor, født den 4. august 1856, Moritz, født 3. november 1860, Emanuel, født den 6. august 1862, og Clara, født 28. december 1864.
Ved folketællingen den 1. februar 1880 var familien flyttet til Fruegade 321 – på hjørnet af Søndergade og Fruegade. Familiens medlemmer er angivet som følgende: Husfader, fabrikant Jacob Goldstein, 50 år. Hans kone Rosa, født Lublin, 45 år (hvilket må være en skrivefejl). Deres søn, bundtmagersvend Edvard Goldstein, 24 år, ugift. Deres Søn, handelsbetjent Moritz Goldstein, 19 år, ugift. Deres datter Clara Goldstein, 15 år, ugift.
Dertil kommer tjenestepigen Johanne Rasmussen, 21 år, født i Nysted Landsogn.
På tillægslisten for personer, der opholdt sig midlertidigt på adressen nævnes Isidor Goldstein, 23 år, ugift, fabrikant Goldsteins søn, handelsbetjent, egentlige opholdssted: Berlin.
Listen inkluderer ikke Emanuel Goldstein, der flyttede hjemmefra tidligt. Han var den eneste af Jacob og Roses fem børn, der ikke kom til at arbejde i familiefirmaet.
Kort efter folketællingen flyttede familien fra Nakskov til København, hvor firmaet J. Goldstein & Søn blev grundlagt d. 24. juni 1880.
Buntmagerne i Nakskov
I Nakskov var der udover Jacob Goldstein en anden buntmager ved navn C. M. Brandrup, og midt i 1860’erne flyttede en tredje buntmager til byen – Moses Cohn.
Til at begynde med var Moses Cohn og Jacob Goldstein ivrige konkurrenter. I sine erindringer har Viggo Cohn beskrevet, hvordan de to rivaliserende buntmagere stod på krammarkederne ved deres markedskasser og underbød hinanden for at vinde bøndernes søgning.
Da Jacob Goldstein en dag opdagede, at Moses Cohn var rejst til Fejø, hvor begge havde handelsret, skyndte han sig at sætte efter ham. Næste gang Moses Cohn tog til Fejø, sørgede han for at gøre det på en af de jødiske helligdage, så hans mere religiøse konkurrent ikke kunne følge ham.
Moses Cohn var ikke assimileret (altså konverteret til kristendommen), men han var sekulariseret og førte ikke kosher husholdning. Derudover var han nationalt dansksindet. Under krigen i 1864 var han infanterist og deltog i slagene ved Dannevirke og Sankelmark. I Nakskov blev han chef for de frivillige politikorps og var aktiv i veteranforeningen Våbenbrødrene og Odd Fellow Logen.
Jacob Goldstein efterlevede de jødiske forskrifter i sit hjem og holdt forretningen lukket om lørdagen og på de jødiske højtider. Det er svært at forestille sig, at han skulle gå i krig, hverken på dansk eller tysk side. Som indvandrer havde han så at sige et ben i hver lejr, og hans forretning var baseret på fredelige forbindelser på tværs af Østersøen.
Rivaliseringen mellem de to buntmagere ændrede sig i øvrigt, da Goldstein specialiserede sig i engroshandel. Da blev Moses Cohn hans trofaste kunde og livslange ven. De var perlevenner, skrev sønnen Viggo Cohn, der selv gik ind i pelsbranchen og videreførte familiens gode relation til Jacob Goldstein og hans efterfølgere.
Se fotografiet af Moses Cohn foran sine pelsvarer 1898
Det jødiske samfund i Nakskov
Det jødiske samfund i Nakskov var et af de ældste i Danmark. Baggrunden for at kongemagten åbnede for jøder var ønsket om at få gang i udviklingen efter ødelæggelserne af byen og dens opland under Svenskekrigene. Den første jøde kom til Nakskov i 1674.
Der kom aldrig noget stort jødisk samfund i Nakskov, men den fik en synagoge i 1714 og en begravelsesplads i 1722. I de første mange år bestod det af fire-fem familier. Da det var mest folkerigt, talte det godt 50 personer.
I 1845 var synagogen så forfalden, at den måtte nedrives. Et loftsværelse i manufakturhandler Philips købmandsgård blev indrettet som bedehus, hvor Torarullerne var opbevaret i et skab med broderet forhæng. Menigheden begyndte at samle ind til en ny synagoge, men der var først råd til at opføre den i 1880.
1800-tallets anden halvdel var Nakskovs jødiske samfund på tilbagegang, og dets medlemstal var igen sunket til under halvtreds. Det bestod af fem familier og et antal enlige mænd og kvinder. De fem familiefædre var manufakturhandler Hirsch Philip, manufakturhandler Joseph Levison, snedkermester Herman Levison, buntmager Moses Cohn og buntmager Jacob Goldstein.
Familien Philip
Philipslægten var den førende familie i Nakskovs lille jødiske samfund. Den første Philip i Nakskov – Philip Jacob Ephraim (1758-1818) – kom til byen som huslærer i 1770’erne, efter han havde gået på rabbinerskole i Böhmen. Han forlod sit lærerkald og åbnede forretning for at stifte familie, men bevarede hele livet interessen for mosaisk religion og undervisning.
Hans søn Joseph Philip (1883-1847) var en af hovedkræfterne bag indsamlingen til en ny synagoge, da den gamle synagoge i Fruegade måtte nedrives i 1845.
Da Jacob og Rose Goldstein etablerede sig i Nakskov, var manufakturhandlen gået videre til tredje generation, Hirsch Philip (1817-1890), gift med Sille Simonsen (1814-1898). I en mindeartikel i den lokale avis er de fint skildret:
Det var Patriarken gamle Philip, som drev Manufakturhandel på Hjørnet af Tillegade og Præstegade. Et elskeligere gammelt Ægtepar end Hirsch Philip og hans hustru skulde man lede om. Altid venlige og altid smilende, naar man talte med dem. Gode var de mod de fattige og ingen kunde som fru Philip trøste naar der rigtig var Sorg og Nød på Færde. Og saadan var baade Datteren og Sønnerne ogsaa. Gamle Philip var meget ortodox og det var vist navnlig på hans Initiativ, at Kirken nede paa Volden blev bygget.
I Viggo Cohns erindringer er købmandsgården beskrevet gennem et barns blik. Fordi Moses Cohn ikke selv praktiserede religionen i hjemmet, sendte Viggos mor ham hen til familien Philip på helligdagene for at han skulle lære at læse hebraisk og kende de jødiske traditioner.
Da sad gamle Philip med silkekalot på hoved og læste i en tyk hebraisk bibel. Fruen der gerne kaldte sig Madame, var en lille svær kone, af den gamle skole, med hvid kappe og briller. De sagde, at hun tog religionen noget mindre højtideligt end manden. Rar var hun i hvert fald og gjorde godt i stilhed.
Med til husholdningen hørte også gamle Karen, der havde tjent i huset siden hun var femten. Hun sagde ’du’ til de voksne børn, og skældte ud på Madame når hun lavede fejl i ritualet, som Karen kendte lige så godt som herskabet, skønt hun var kristen og født et sted på landet. Det var hende, der tændte lys og lagde i kakkelovnen, for det havde de andre ikke lov til på grund af religionens forskrifter.
Den nye synagoge i Nakskov
I slutningen af 1800-tallet forlod de danske jøder provinsbyerne og flyttede til København. For et lille samfund som det i Nakskov gav udvandringen hurtigt problemer med at få folk nok til at holde gudstjeneste.
Viggo Cohn fortæller, at Hirsch og Sille Philips voksne sønner ofte kom hjem fra København for at skabe en menighed. Der er også historier om, at de opsøgte jødiske handelsrejsende og andre besøgende på kroen for at få dem med til gudstjeneste.
Det er paradoksalt, at den nye synagoge først blev opført i 1880, da det var tydeligt, at jøderne ikke havde nogen fremtid i Nakskov. Det må have været et stærkt ønske efter indsamlingen havde stået på i over tredive år. Vi kan antage, at Jacob Goldstein var en væsentlig bidragyder. Han var i hvert fald det medlem med den mest ekspansive forretning og største indkomst.
I årene efter Jacob og Rose Goldstein var flyttet til København, kom de ofte på besøg i Nakskov. Her må vi igen antage, at formålet – udover det selskabelige og det forretningsmæssige – også var religiøst. Menigheden i København var ledet af den karismatiske overrabbiner Abraham Alexander Wolff, der gennemførte reformer, forenede religiøse fraktioner og tilnærmede jøderne det øvrige danske samfund. Det kan være, at Jacob Goldstein har følt sig fremmed overfor denne tilgang. Det kan også være, at han simpelthen ønskede at bevare vitaliteten i den lille menighed i Nakskov.
Men intet kunne ikke forhindre, at den forsvandt. Fra omkring 1900 var der ikke længere tilstrækkeligt med medlemmer til, at man regelmæssigt kunne afholde gudstjenester.
Da Rose Goldstein døde i 1901, indstiftede familien legat på 3.000 kr. i hendes navn til at fortsætte hendes velgørenhed i Nakskov. Renterne af de 3.000 kr. blev hvert år udbetalt til ”Handlendes eller Haandværkeres trængende Enker eller Døtre, som er over 50 Aar. Kvinder af den mosaiske Tro skal foretrækkes”.
Den sidste til at blive begravet på Nakskovs jødiske begravelsesplads var Hirsch og Silles datter, Frederikke Philip, der døde i 1920. Synagogen blev lukket i 1929 og anvendt som bolig frem til 1954, hvor bygningen blev revet ned.
Kilder
En Nakskov Slægt. Familien Philips slægtshistorie, udarbejdet af Joseph Fischer 1949.
Viggo Cohn: “Uddrag af Barndomsminder fra Nakskov” i: Nakskov Samfundets Aarsskrift IV. Udgivet af Nakskov kommunale Gymnasiums Elevforening 1947, s. 19-32.
Ole Arpe Munksgaard: Nakskovs Jøder: Bet Olam ha Jehudi be Nakskov. Nakskov Lokalarkiv 2019.
Ole Arpe Munksgaard: Familien Goldstein (upubliceret dokument, udarbejdet i 2018 til arrangørerne af udstillingen “Munch og Goldstein: Intense Linjer på Fuglsang Kunstmuseum”).
