Hattemager og buntmager var to traditionelle fag, der var slået sammen allerede dengang håndværksfagene var reguleret af lavene. Jacob Goldstein var således beskikket som hatte- og buntmager i Nakskov i 1854. I 1862 fik han også beskikkelse som handskemager.
Et traditionelt hatte- og buntmagerværksted, som det Jacob Goldstein etablerede i Nakskov, var kendetegnet ved, at alle håndværkets funktioner var samlet under et tag.
Butik og værksted ud i ét
Værkstedet fungerede også som butik. Ved siden af de færdige salgsvarer har der været hylder med træhoveder, der blev brugt som form til fremstilling af hatte. Under loftet hang store kroge med bundter af skind. På den tid havde en buntmager kun adgang til relativt få typer skind – mår, ilder, hermelin, bæver og egern.
Den eneste form for reklame har været et håndmalet skilt, der hang over gadedøren. Fagenes symboler fra lavstiden, udskåret i træ, blev ophængt for at angive af forretningens type. En høj sort hat af den slags, der i dag kun anvendes af skorstensfejere, var hattemagernes symbol. Et stiliseret skind repræsenterede buntmagerne. En hånd i en lys handske – handskemagerne.
Der har ikke været noget stort butiksvindue med vareopstilling, man kunne kigge på udefra. Der har heller ikke været prisskilte eller faste priser. Til gengæld blev der handlet på kredit. Regnskaberne blev typisk gjort op en eller to gange om året.
Varesortiment
Alt hvad der var til salg, blev fremstillet i huset. Det meste var tilbehør til beklædning: Hatte til mænd og pelskraver til herrefrakker har været de største varer. Til kvinder var der muffer og stolaer, og til drenge – kasketter. Og til piger? Dengang var endnu usædvanligt, at piger fik købt tøj, men en lille kyse af hareskind kunne det nok godt blive til.
Større produkter var typisk tæpper og køreposer, man kunne krybe ned i under en kold tur med hestevogn. De var funktionelle ting uden højere værdi eller æstetik. Det har været sjældent at få bestilling på en kåbe eller et slag, der krævede udsøgte skind og sofistikeret håndværk.
Ved siden af fremstillingen af nye varer var der meget arbejde med reparation og rengøring af gammelt pelsværk, som havde været brugt i flere år. Metoden til rensning bestod i at gnide klid eller kalk ind mellem hårene, og banke genstanden igennem med en stok til den igen var ren og lugtede frisk. Det var et hårdt og støvet arbejde.
Beredning af rå skind
Flere gange om året har Jacob rejst med dampskibet over Østersøen og videre til Hamborg for at købe råvarer og færdigvarer, som han transporterede han med hjem som fragtgods.
Rå skind er stive og afgiver en skarp dyrisk lugt. For at blødgøre dem er det nødvendigt at berede dem i bade med alun og salt. En håndværker som Jacob Goldstein har anvendt opskrifter, som han har fået overleveret fra sin læremester. Han har rullet ærmet op og stukket hele armen ned i karret for at mærke på skindene og vurdere hvor langt de var i processen.
Når skindene var beredt, har de hængt de til tørre på træstativer i mange timer foran en kakkelovn.
Så skulle de strækkes med håndkraft, både i længden og bredden. Det var en opgave, der kræver styrke og præcision. Nogle af de fugtige skind blev udspændt med små søm på en plade.
Arbejdsproces
Derefter har Jacob kæmmet skindene med en kam af horn og inspiceret dem omhyggeligt for at bedømme, hvordan han bedst kan bruge dem. Han har vidst, hvordan forskellige typer skind tog sig bedst ud, og hvordan han kunne anvende dem med mindst muligt spild.
Når han skal lave et for, har han sørget han for at de skind med kortest hår placeres omkring skuldre og nakke, mens skind med længere hår anbringes på forstykkerne, som er synlige når man åbner frakken.
Jacob har skåret mønsterdelene ud med en lille kniv, som han fører gennem læderet fra skindsiden uden at beskadige hårene på pelssiden. Strimler og kanter er samlet i en sæk til senere brug. Han har syet buntmagersøm med en nål, der er spids og kraftig, og han har brugt en fingerring til at trykke nålen gennem skindet.
Som medhjælp var der en svend, der har fået kost og logi hos familien. Når svenden rejste efter et års tjeneste, blev han erstattet af en anden. Hvis der var travlt, kunne Jacob ansætte en jomfru til at sy huer og kasketter, og i øvrigt hjalp husholdningens kvinder til.
I mange timer har Jacob og hans medhjælpere siddet bøjet over arbejdet. Arbejdsdagene var lange, og familiens liver gledet over i forretningens aktiviteter. Børnene måtte gå til hånde fra de var små, og når sønnerne var tretten-fjorten år, begyndte Jacob at oplære dem i faget.
Krammarked
Håndværkere i Nakskov havde ret til at falbyde deres varer i øvrige byer i Lolland-Falsters stift. Krammarkederne i Maribo, Sakskøbing og Rødby var vigtige begivenheder for Jacob Goldstein.
Han har lastet hestevognen med trækasser fyldt med varer og et telt til at slå op på markedspladsen, og så er han kørt afsted med en dreng siddende øverst på læsset.
Buntmagerne i Nakskov
I 1800-tallet var der mindst én buntmager i alle købstæder. I Nakskov var der udover Jacob Goldstein en buntmager ved navn C. M. Brandrup, og midt i 1860rne flyttede endnu en buntmager til byen. Det var Moses Cohn, som de første år var Jacobs ivrige konkurrent.
Det er i hvert fald det billede sønnen Viggo Cohn giver i sine erindringer. Han beskriver hvordan de to rivaliserende buntmagere stod på krammarkederne ved deres markedskasser og underbød hinanden for at vinde bøndernes søgning.
Da Jacob Goldstein en dag opdagede, at Moses Cohn var rejst til Fejø, hvor begge havde handelsret, skyndte han sig at sætte efter ham.
Næste gang Moses Cohn tog til Fejø, sørgede han for at gøre det på en af de jødiske helligdage, så hans mere religiøse konkurrent ikke ville følge ham.
Mens Moses Cohn var sekulariseret, efterlevede Jacob Goldstein nemlig de jødiske forskrifter i sit hjem og holdt forretningen lukket om lørdagen og på de jødiske højtider.
Rivaliseringen mellem dem de to buntmagere sluttede, da Jacob Goldstein specialiserede sig i engroshandel. Så blev Moses Cohn hans trofaste kunde og livslange ven. De var ”perlevenner,” skrev sønnen Viggo Cohn, der også selv gik ind i pelsbranchen og videreførte den gode relation til Jacob Goldstein og hans efterfølgere.
Pelsbranchens tidlige udvikling
Det omskiftelige forhold mellem de to buntmagere i Nakskov eksemplificerer den moderne pelsbranches tidlige dynamik.
Den erhvervsfrihed, der fulgte opløsningen af lavenes monopol og regulering af fagene mellem 1840 og 1862, førte i første omgang til en intensiveret konkurrence. Der var flere, der etablerede sig som håndværksmestre, da de ikke længere behøvede lavenes sanktion for at åbne en forretning.
Den økonomiske historiker Robrecht Declercq, der har beskrevet dette mønster i Sachsen og det øvrige Tyskland, noterer, at det var først i 1870’erne, at pelsbranchen begyndte den arbejdsdeling og funktionsspecialisering, der muliggjorde en mere harmonisk ekspansion.
Jacob Goldsteins gradvise udvikling af en specialiseret engrosforretning har været på forkant af sin tid og direkte integreret i den branchemæssige innovation, der foregik i Tyskland.
Kilder til beskrivelsen
Der findes ikke nogen øjenvidnebeskrivelse af Jacob Goldsteins værksted i Nakskov. Derfor har jeg sammenstykket ovenstående af forskellige kilder.
Flere beskriver værksteder i England, Frankrig, Tyskland og Sverige, men da fagets udvikling var ret ensartet i hele Europa – blandt andet fordi håndværkerlavene var baseret på en international organisering – er de også gyldige for et dansk værksted.
Alexandersson, Erik: Pälsskinnsberedning i Sverige från hantverk till industri. På uppdrag av: AB Arvika Skinnberederi (Arvika), Hans J. Holm Aktiebolag (Tranås), AB Hälsingborgs Pälsberederi (Råå), Skandinavia Berederi AB (Svenljunga), AB Tranås Skinnberederi (Tranås). Borgströms Tryckeri, Motala 1970.
Cohn, Viggo: ”Uddrag af Barndomsminder fra Nakskov” i Nakskov Samfundets Aarsskrift IV, udgivet af Nakskov kommunale Gynmansiums Elevforening. Centraltrykkeriet, Nakskov 1947, s. 19-32.
Dansk Håndværker Stat 1932. Arthur Jensens Forlag, København. https://dis-danmark.dk/bibliotek/907598.pdf
Declercq, Robrecht: World Market Transformation: Inside the German Fur Capital Leipzig between 1870 and 1939. Routledge, London 2017, s. 53-4.
Hyldtoft, Ole: Københavns Industrialisering 1840-1914. Forlaget Systime, Herning 1984, s. 411.
Miller, B Michael: The Bon Marche: Bourgeois Culture and the Department Store 1869-1920. Princeton University Press 1994.
Serter, Sam: A Handbook of Fur Craftsmanship. Hutchinson, London 1985.
Sexé, Marcel: Two Centuries of Fur-Trading 1723-1923: Romance of the Revillon Family. Draeger Frères, Paris 1923, s. 15.
