De to store transkontinentale varekæder, der førte skind til Europa, var organiseret på helt forskellige måder.
Den vestlige varekæde fra Nordamerika var centraliseret med London som hovedkvarter. Hudson’s Bay Companys monopol blev først brudt i 1880’erne, da Revillon Frères begyndte at etablere sit eget handelsnetværk i USA og Canada.
Den østlige varekæde fungerede derimod som et netværk af markeder, der var besøgt af lokale og udenlandske handelsfolk. Den begyndte i Sibirien og Centralasien og fortsatte over Ural-bjergene til det vestlige Rusland, hvor skindene blev opkøbt af udenlandske pelshandlere.
Fra begyndelsen af 1800-tallet var det årlige marked i Nizhnij Novgorod Ruslands største eksportkanal med en gennemsnitlig omsætning på 150-200 millioner rubler. Nizhnij Novgorod ligger ved Volgafloden ca. 400 km øst for Moskva.
Netværksorganiseringen fremmede en større diversitet i den østlige varekæde, både i forhold til menneskelige aktører og typer af skind.
Men hvis man skal pege på ét skind, der var normsættende for Ruslands internationale pelshandel, var det zobel.
Zobel havde direkte betydning for den tidlige statsdannelse i Moskva, fordi de kostbare skind blev indsamlet som tribut (jasak). I Rusland var beklædning af zobel forbeholdt den absolutte overklasse – zar-familien og aristokratiet. Hovedparten af skindene blev eksporteret til Vesteuropa som valutaindtjening.
Samtidig med at pelshandel finansierede det russiske imperium, var det også faktor i koloniseringen af Sibirien. Det var i høj grad jagten på zobel, der i løbet af 1500-1600-tallet fik russiske kosakker og fangstmænd til at trænge dybere og dybere ind i Sibirien, indtil de nåede frem til Stillehavskysten i 1730’erne.
Zobel er et af verdens værdifulde skind med mørk silkeagtig pels med sølvfarvede dækhår. Men det var ikke kun pelsens iboende kvaliteter, der gav det tilnavnet “det bløde guld”. Skindene fungerede bogstaveligt talt som skat, valuta, diplomatisk gave og motor for imperiebygning.
Tidlig russisk pelseksport
Ruslands eksport af skind til Vesteuropa går helt tilbage til 1200-tallet, hvor Novgorod var det østligste medlem af Hansa-forbundet, der havde monopol på handel omkring Østersøen. I de følgende århundreder mistede Novgorod sin betydning som kosmopolitisk handelsby, da Hansaforbundet sygnede hen. Men den russiske pelseksport fortsatte. Allerede fra 1500-tallet var efterspørgslen på mink i de tysk-talende regioner så stor, at mink-skind ikke blev brugt i Rusland, men solgt direkte til udlandet.
Som nævnt var international pelshandel det økonomiske grundlag for den tidlige statsdannelse i Moskva. Den russiske pelseksport favoriserede udenlandske købmænd, fordi zarens undersåtter ikke havde lov at sælge varer i udlandet.
Pelhandlere af forskellige nationaliteter specialiserede sig i forskellige ruter. Østersøbyerne Narva og Riga samt Archangelsk i Hvidehavet blev besøgt af hollandske og engelske skibe, som udover hjemlandene også forsynede markederne ved Østersøkysten samt Hamborg.
Der var også en sydlig rute over Sortehavet og gennem Balkan, som var drevet af græske og armenske købmænd.
Den centrale landrute til den tyske region var fortrinsvis drevet af jødiske pelshandlere. Mange af dem var fra Brody, der var en grænseregion mellem Rusland og det Østrig-Ungarske Kejserrige. De købte skind i Polen og Rusland og transporterede dem via Brody til markederne i de tyske handelsbyer. I begyndelsen af 1800-tallet var der store pelsmarkeder i blandt andet Danzig, Breslau, Lübeck og Hamburg.
Enkelte pelshandlere etablerede sig i Leipzig allerede før 1860 – blandt andet Marcus Harmelin, Brødrene Felsenstein, Fein Nachmann, Saul Finkelstein og Louis Littauer. Sidstnævnte blev senere J. Goldstein & Søns faste forretningsforbindelse i Leipzig.
Men det var først i 1870’erne, at Leipzig udviklede sig til pelsbranchens globale centrum på grund af udviklingen af en kemisk industri for pelsberederi i Sachsen. Det var en unik industriel specialisering, der ikke havde modstykke noget andet sted i verden.
Frem til første verdenskrig aftog Leipzig 60-80% af den russiske skindeksport. Byen havde 30-50 store interregionale pelshandlere, der importerede råvarer, og alle havde de afdelinger i Rusland. Byens stærke relationer til Rusland var det faste grundlag, der gjorde Leipzig til “en verdensmagt i pelsbranchen”.
Zobel (martes zibellina), belly side
Koloniseringen af Sibirien
Pelshandel var én blandt flere drivkræfter i den russiske kolonisering af Sibirien. En anden var ønsket om at etablere en handelsrute til Kina. Derudover foregik der en tilflytning af bønder, der var flygtet fra livegenskabet i det centrale Rusland.
Bosættelsen i Sibirien skete langs de store floder. Den begyndte i middelalderen, men var mest intens i 1500-1600-tallet, da zobelskind fungerede som tribut (jasak) til staten.
Det var i den sammenhæng zobel fik sin status som – med Jury Fränkels ord “pelsdyrenes ukronede konge.” Han indleder sin beskrivelse af zobelskind på denne måde:
I mere end tusind år tilbage læser vi i gamle håndskrifter om zobel.
Udenlandske skibe anløb til Byzants og lossede sendinger af zobel. Middelalderens trubadurer sang om sobelforede skrud som ridderne bar i embedet. Nibelungerne var klædt i zobelskind og den gamle gralkonge Amfortas, Parsifals forgænger, var klædt i zobel og hermelin.
Zobelskind minder om den skandinaviske skovmårs, men er mørkere og mere silkeagtig. De fineste skind er de såkaldte “zar-” eller kron-“zobler, som har sølvfarvede dækhår.
I realiteten blev der fanget mange forskellige pelsdyr. Men det var et udpræget mønster, at de kostbare skind – som zobel, mår og mink – gik til eksport, mens de mindre værdifulde – som gråværk (egernskind) – forblev i Rusland.
Fra fangstområderne blev skindene bragt til markeder i Irkutsk, Irbit og Nizhnij Novgorod.
Markedet i Nizhnij Novgorod – i det europæiske Rusland – var som nævnt det største og mest diverse marked. Det blev afholdt hvert år i sommermånederne med 1,5 millioner besøgende, heriblandt europæiske handelsfolk. Udover skind og huder blev der handlet med bomuld, uld, te, salt og tæpper med en samlet omsætning på 150-200 millioner rubler.
Til sammenligning var vintermarkedet i Irbit øst for Ural en mindre handelsplads, der var specialiseret i skind og te og havde en årlig omsætning på 25-40 millioner rubler.
Irbit pelsmarked, ca. 1900
Handelsnetværket i Sibirien blev ændret af den transsibiriske jernbane, der blev anlagt i årene 1891-1916. Den meste dynamiske aktør, der benyttede sig af de nye muligheder, var det franske firma Revillon Frères, der åbnede handelsstationer i Sibirien og Centralasien i 1908. Men også tyske pelshandlere som Garfunkel, Biedermann og Thorer etablerede forgrenede organisationer, der tillod dem at opkøbe skind direkte (eller næsten direkte) fra fangstmænd.
De tyske pelshandlere sourcede skind fra mange forskellige steder og på forskellige måder. Dette var en vigtig forskel fra den canadiske varekæde, der var ledet af en enkelt organisation – Hudson’s Bay Company – og kendetegnet ved en topstyret salgsmodel – pelsauktionen.
Den østlige varekæde bestod af markeder, der muliggjorde transaktioner på kryds og tværs mellem købere og sælgere. De tyske pelshandlere mente, at nøglen til deres succes i Rusland var, at de var villige til at tilpasse sig lokale forhold – både kulturelt og økonomisk.
Russerne ville have, at varerne blev betalt på forhånd. Derfor sikrede de tyske pelshandlere omfattende kredit fra bankerne i Leipzig for at dække månederne fra varerne blev købt i Rusland til de blev solgt i Leipzig.
Den russiske eksportvolumen af skind formindskedes i årene op til første verdenskrig, primært på grund af overudnyttelse. Mellem 1896 og 1913 faldt fra zobel fra 100.000 til 35.000 skind og mår faldt fra 80.000 til 30.000 skind.
I samme periode steg værdien af den russiske pelseksport steg fra 3,3 millioner rubler i 1900 til 9,5 mill rubler i 1906 og 15,6 millioner rubler i 1913. Dette skyldtes prisstigninger, idet priserne blev drevet op af knaphed på visse typer skind kombineret med øget efterspørgsel.
Besøg i Nizhnij Novgorod
Der findes en øjenvidneskildring af markedet i Nizhnij Novgorod af Jury Fränkel (1899-1971). Jury Fränkel er i tysk wikipedia beskrevet som en af pelsbranchens fremragende personligheder og forfatter til en skindhåndbog, der er et af fagets vigtigste opslagsværker, samt en erindringsbog med titlen “Einbahnstrasse.” Kapitlet om hans første besøg i Nizhnij Novgorod er genoptrykt i “Pälsjournalen” i begyndelsen af 1970rne.
Pelshandler Hugo Fränkel med kolleger på markedet i Kurgan i Sibirien, 1900
Fränkel-familiens virksomhed er et typisk eksempel på de store tysk-jødiske pelshandlere, der var rygraden i Leipzigs pelsklynge.
I 1850’erne var Julius Fränkel fra Brody til Leipzig. Da hans søn Hugo Fränkel overtog forretningen, oprettede han en afdeling i Moskva og tilbragte det meste af sin tid der, mens hans bror Ossip havde ansvar for firmaets hovedkvarter i Leipzig.
I 1913-14 tog Hugo Fränkel sin 14-årige søn Jury med på en rundrejse, der begyndte med vintermarkedet i Irbit. Derfra fulgte de med de indkøbte skind via Moskva til Tyskland. Så tilbragte de nogle måneder i Leipzig, hvor de boede i Brühl, inden de fortsatte til det store sommermarked i Nizhnij Novgorod.
Jury Fränkel, 1911
Jury Fränkel beskrev markedspladsen i Nizhnij Novgorod som en 15 km lang kaj med 20 landingsbroer og hundredevis af lagerbygninger. Den var delt op i et koordinatsystem, så de besøgende kunne orientere sig efter “linjerne”. På markedet var der “hoteller, restauranter, luksusbutikker, herberger, pensioner, teatre, badeanstalter, kaffehuse og spillehaller”.
På alle døgnets timer vrimlede det med folk “af alle racer og hudfarver”. Udover russerne, der “rasede ud” efter den lange vinter, hvor markedsbyen lå øde hen, var der handelsfolk fra “Persien, Bukhara, Tyrkiet, Kaukasus, Afghanistan, det øvrige Rusland og Sibirien, ja sågar fra Kina”.
Markedspladsen i Nizhnij Novgorod, 1896
Den 14-årige Jury Fränkel fik til opgave at tage sig af en af firmaets kunder – Mr. Poland fra London. Det var den samme Rex Poland, der var J. Goldstein & Søns agent i London. Det var første gang han besøgte det russiske marked, og det var delvist en turistrejse. Hr og fru Poland var ankommet med dampskib til det Kaspiske Hav. Jury Fränkel hjalp blandt andet dem med at arrangere en cykeltur og sende postkort hjem til England.
Men hans vigtigste opgave var naturligvis at ledsage Rex Poland, når han skulle ud og købe skind. Det foregik i Øst-bazaren hos Hadji Habibullah Bashanow fra Bukhara i et tre-etager højt lagerhus, der var fyldt med tæpper. Han mødte dem klædt i silkebluse, og velourbukser nedstoppet i farverigt broderede safian-støvler, og på hovedet havde han en turban.
De to besøgende blev trakteret med lokum (tyrkisk konfekt), pistacienødder og tørrede abrikoser og sorbet-drik. Pelshandleren udspørger Jury om, hvordan hans far har det – på russisk med tatarisk accent. Hele ansvaret for at føre en høflig samtale faldt på teenageren, mens Rex Poland, der ikke mestrede det russiske sprog, sad tavs og koncentrerede sig om at knække pistacienødder med tænderne.
Jury Fränkels beskrivelse af Rex Poland er lidt nedladende, fordi han helt mangler de sproglige og kulturelle kompetencer, som Fränkel-familien og de andre tysk-jødiske pelshandlere excellerede i.
Efter traktementet blev gæsterne ført til et lagerhus med de persianerskind, som Rex Poland var interesseret i at købe. Persianer/Astrakhan er skind af lam fra bredhalede karakul-får.
På lageret var der flere folk om at åbne en balle bestående af 164 skind, bundtet parvis, således at det var muligt at bladre igennem skindene.
Selve fremvisningen var forestået at en ældre mand ved navn Hassan Husseinow, der bemestrede en sælgers kunst. De svagere skind bladrede han hurtigt forbi. Når han så kom til bedre skind, gik det langsommere, og han gav sig tid til at stryge det bløde skind med håndryggen. Da han kom til “toppen” altså de bedste skind i ballen, kyssede han dem, og priste dem højlydt med de få tyske ord han kendte.
De besigtigede også en anden balle, der indeholdt 104 persianerskind, i bundter af fire skind (dobbeltpar). Prisen for de almindelige kvaliteter var 12-15 rubler, mens den bedste kvalitet – breitschwanz med kirpuk – kostede det dobbelte.
Den dag købte Rex Poland ét parti på 94 baller og et andet på 80 baller.
Tatarisk pelshandler på markedet i Nizhnij Novgorod, 1891
Pelshandlernes netværk og uddannelse
Leipzigs store transkontinentale pelshandlere var ret små familieejede organisationer med få ansatte. Men alle havde afdelinger i Moskva eller agenter, der arbejdede for dem i Rusland.
Et af de ældste var firmaet, der var grundlagt af Marcus Harmelin (1796-1873) og bar hans navn. Hans svigersøn – Joachim Garfunkel (ÅRSTAL) – fik ansvar for råvareforsyningen, og besøgte hvert år markedet i Nizhnij Novgorod fra 1850’erne. Da han søn – Joseph Garfunkel (ÅRSTAL) – var sytten år gammel, rejste han første gang med sin far til markederne i Rusland. I 1889 overtog han ansvaret for indkøb, og begyndte at købe skind fra markedet i Irbit (for at hoppe over mellemleddet i Nizhnij Novgorod). Omkring 1900 sendte han indkøbere endnu længere ind i Sibirien for at købe direkte af fangstmænd og lokale mellemhandlere.
Joachim Garfunkel med pelshandlere fra Vjatka (i dag: Kirov), 1875
Et andet prominent eksempel er Theodor Thorer (1828-1894), en af alle tiders største pelshandlere – specialiseret i persianer – og den eneste af Leipzig store pelshandlere, der ikke var jøde. Den første gang Theodor Thorer tog sin søn og efterfølger Paul Thorer (1858-1920) med til Moskva og Nizhnij Novgorod var drengen sytten år. I de følgende årtier etablerede de en relation til emiratet Bukhara, der tillod dem at importere persianer direkte til Tyskland. I 1902 havde firmaet agenter til Bukhara, der købte persianerskind på de lokale markeder.
Et lignende format havde David Biedermanns forretning, der opbyggede en handelsinfrastruktur i det russiske fjernøsten langs den kinesiske grænse. Han sendte karavaner med forsyninger af te, sukker, læder og sølv for at købslå med de lokale stammer og pelsdyrjægere. (Men han besøgte aldrig selv regionen).
Pelshandel i det format var i sagens natur baseret på multilokale aktiviteter, og rejserne gennem Rusland, Sibirien og Centralasien kunne optage mange af årets måneder. Rejserne var et afgørende led i pelshandlernes uddannelse. Declercq nævner en række pelshandlere, hvis oplæring er begyndt ved at de som helt unge mænd har ledsaget følge fædre, onkler, svigerfædre og læremestre på en længere indkøbsrejse.
En pelshandler under oplæring skulle ikke bare have viden om forskellige typer skind og deres priskurver, men også udvikle de kulturelle kompetencer, der var nødvendige for at begå sig i værdikædens kosmopolitiske netværk. Det var umuligt at trække en klar grænse mellem uddannelse og socialisation.
Joseph Garfunkel på markedet i Irbit, 1892
Her er der en oplagt parallel til oplæringen i J. Goldstein & Søn. For eksempel ledsagede den helt unge Nathan Philip Isidor Goldstein til råvaremarkedet i Leipzig i begyndelsen af 1900-tallet.
Men det er vigtigt at huske, at J. Goldstein & Søn havde en anden funktion i værdikæden – og en anden buket af sproglige og kulturelle kompetencer.
De store interregionale pelshandlere førte skind fra udkantsområderne ind på verdensmarkedet, der rent bogstaveligt var lokaliseret i Leipzig. De mindre regionale pelshandlere – blandt dem J. Goldstein & Søn – førte skind fra verdensmarkedet ud til Europas forbrugermarkeder.
Klassifikationen af “store” og “små” pelshandlere stammer fra Victor Fuchs, og den er helt korrekt i økonomisk forstand. Selv i de fremgangsrige år før første verdenskrig, da J. Goldstein & Søn var Skandinaviens største pelshandler, var firmaets omsætning mindre end en 10% af omsætningen hos Leipzigs ledende pelshandlere.
Frimærke fra 1962 med pelsauktionshuset i Leningrad (i dag: Sankt Petersborg)
Sovjetisk pelseksport
Første verdenskrig satte en stopper for den russiske eksport af skind til Tyskland, og efter den russiske revolution fulgte en kaotisk periode, hvor den nye sovjetstat etablerede et helt nyt økonomisk system.
Allerede i 1918 blev udlandshandlen nationaliseret ud fra en forståelse af, at indtjening af udenlandsk valuta var afgørende for den nye stats økonomiske genskabelse. Den russiske industriproduktion var minimal, så landet måtte satse landbrugseksport. Men kornproduktion var faldende på grund af den politiske forfølgelse af kulakker (velstående bønder). Så planteolie, hør og pelsskind blev strategiske eksportvarer.
Priserne efter 1. verdenskrig var ca. 250% højere end i 1913. Før 1914 udgjorde skind 1% af russisk eksport. I 1921 steg andelen til 5%, og fra 1923 var den over 10%. I 1929 rapporterede avisen Isvestija, at pels udgjorde 15% af værdien af Sovjetunionens eksport.
Det var en ekstremt stor eksportandel, der svarede til den før-moderne pelshandel på Peter den Stores tid.
For at håndtere pelshandlen blev der etableret et statsejet firma – Sojuspushnina – og i 1926 åbnede pelsauktionerne i Leningrad. Sovjeterne anså auktionsalg – modelleret efter Londons pelsauktioner – er for at være en mere moderne og rationel forretningsmetode end de “gammeldags” decentrale forhandlinger.
Der var dog et vist personsammenfald mellem zartidens pelshandlere og de statslige funktionærer. Lederen af en af de sovjetiske statsejede pelsvirksomheder – Alexander Tyranovsky – havde i zartiden været en fremtrædende pelshandler og ven af Motty Eitington. De russiske kommissionærer, som organiserede firmaet Eitingtons store kontrakt på 1,75 mill dollars – Sovjetunionens første “million-dollar-deal” med Vesten – havde endda en fortid som agenter for Eitington i Sibirien.
I det hele taget passede den sovjetiske planøkonomi udmærket til store eksportaftaler. Firmaet Thorer søgte så snart det var muligt at lave aftaler om import af persianerskind, og i 1923 nåede deres kvote samme niveau som før krigen.
I 1920’erne foregik der også en øget eksport af skind gennem Kina, og flere internationale pelshandlere åbnede afdelinger i Manchuriet og Harbin.
Skind blev også smuglet ud af Sovjetrusland – både i Fjernøsten og i Finland, Baltikum og Polen.
I midten af 1920’erne kom de første tegn på overudnyttelsen af pelsdyrressourcerne i Sibirien i form af formindsket fangst.
Det fik i første omgang Sovjetunionen til at satse på pelsdyrfarme. I 1927 blev der – med støtte fra tyske forsøgsfarme og pelsdyrforskere – importeret 100 sølvræve og 900 moskusrotter (muskrats) fra Canada gennem Hamborg. Der blev anlagt en stor pelsdyrfarm ved Archangelsk.
En anden pelsdyrfarm i Pushkino, som var drevet af en tidligere leder af en forsøgsfarm ved Leipzig ved navn Fritz Schmidt, eksperimenterede med at holde og avle zobel. Den blev nedlagt i 1934.
De tidlige sovjetiske pelsdyrfarme opnåede dog aldrig noget jævnt output og fik ingen økonomisk betydning. Pelsdyrfarme blev først vigtige i den sovjetiske økonomi igen fra slutningen af 1950’erne.
I slutningen af 1920’erne, da den sovjetiske økonomi blev baseret på femårsplaner, skiftede fokus fra eksport af naturressourcer til eksport af industrielt fremstillede varer. Dermed mistede pelshandlen sin strategiske betydning.
Men den østlige varekæde fortsatte naturligvis med at være en væsentlig og specialiseret del af pelsbranchens globale struktur.
Jury Fränkel besigtiger skind på Sojuspushnina i Leningrad, ca. 1960
Kilder
Declercq, Robrecht 2017: World Market Transformation: Inside the German Fur Capital Leipzig between 1870 and 1939. Routledge, London.
Fisher, Raymond Henry 1943: The Russian Fur Trade 1550-1700. University of California Press, Berkeley.
Jury Fränkel: ’Pälsjournalen: Nordisk tidsskrift för Körsnärhandverk och skinnhandel’ i begyndelsen af 1970rne.
